topheader01.jpg

INDLEDNING

Natten til tirsdag den 25. april 1961 blev daværende kommunekasserer Niels Kristian Friborg og hans hustru Olga Kirstine Friborg myrdet i deres hjem. Efter drabene stjal gerningsmanden kommunens kassebeholdning, og for at slette sine spor satte han ild til huset, som brændte ned til grunden.
Denne hæslige begivenhed var naturligvis et stort chok for alle beboere på egnen, der blev grebet af dyb sorg og forfærdelse.
Dem, som boede her på egnen dengang, husker endnu Friborg og hans hustru's frygtelige skæbne, og ind imellem tales der stadig derom. Selv om det nu er mere end 30 år siden.
---
Selv husker jeg intet om denne begivenhed. Dels var jeg kun tre år gammel den gang, og dels boede jeg slet ikke på disse kanter.
Jeg kom til Serup som tilflytter i 1984. Så vidt jeg erindrer, gik der et par år, inden jeg første gang hørte om sagen. Under spadsereture i Serup Skov havde jeg bemærket mindestenen, der er rejst efter familien Friborg. Stenen fortæller ikke noget om, hvad der er sket på dette sted. Jeg formoder, at jeg ved lejlighed har spurgt mig for i Brugsen, hvor uddeleren så fortalte den uhyggelige historie.
Siden har jeg ikke passeret mindelunden uden at standse op for at gøre mig tanker om, hvad der mon egentlig skete denne skæbnesvangre nat. Gennem årene har forskellige mennesker bidraget med skildringer, der gav mig et billede af, hvad der skete. Efterhånden har jeg levet mig ind i historien og har mærket følelsen af forbitrelse og uhygge.
Som tilflytter begyndte jeg langsomt at sætte nye rødder, skabt af oplevelser, bekendtskaber, indlevelse og historiefortælling. Sagen om Friborg blev een af de historiefortællinger, der gav mig rødder i Serup.
---
Den forsikringssum, der blev udbetalt som erstatning for den nedbrændte ejendom, blev anvendt som en del af de midler der skulle bruges til opførelse af en ny præstegård.
I anledning af 30-års dagen for denne indvielse, har Friborg-sagen derfor ligesom fået ny aktualitet.
---
Dette fik mig til at gå på politistationens gamle arkiv oppe under taget. Her fandt jeg langt om længe hele originalsagen i en papkasse. Godt gemt af vejen, og klar til snart at blive sendt til Landsarkivet i Viborg. Sagen består af flere hundrede tætskrevne rapportsider, med afhøringer af gerningsmanden og beboere fra Serup, fotos fra gerningsstedet og et stort antal tekniske erklæringer fra undersøgelser på stedet.
Disse dokumenter kan naturligvis ikke offentliggøres, men jeg fik glædeligvis politimester Paul Kühl's tilladelse til at skrive et resume af sagen. Resumeet bygger alene på disse rapporter, og ikke hvad jeg i øvrigt har fået fortalt. Gerningsmandens navn er opdigtet, og der er ingen garanti for, at Friborg's navne er korrekt stavede. I sagens akter er der uenighed derom.
---
Hensigten med denne skrift er således, at vi selv, og vore efterkommere, til stadighed kan være i stand til at få den mest objektive historie om sagen og


ÆRE FAMILIEN FRIBORG'S MINDE

*********************************************

DET HÆDERLIGE OG NØJSOMME LIV

Olga Kirstine Friborg, født Sørensen -i daglig tale Kirstine- blev født den 15. februar 1899 i Skellingsted, Mørkøv på Sjælland. Hun var gift med Niels Christian Friborg, født den 6. marts 1898 i Serup.
De bosatte sig i en lille ejendom i udkanten af den del af Serup Skov, der tilhører Serup kirke. Her førte Niels Friborg tilsyn med skoven, og selv om han ikke havde nogen faglig uddannelse i faget, bar han betegnelsen skovfoged. Han førte således tilsyn med skoven, og dette arbejde var en del af huslejen. Ud over tilsynet med skoven betaltes 15 kroner om måneden i husleje.

Huset var opført i mursten og havde stråtag. Oprindelig var det anvendt som et to-familiers hus, men eftersom Friborg's boede der alene, brugte de til daglig kun den sydlige ende.
Den anden ende blev kun brugt, når der var gæster. På tidspunktet for branden var huset cirka 100 år gammelt.
De tilhørte begge Indre Mission, og i 1937 blev Niels Friborg medlem af Serup kommunes sogneråd, og efter det oplyste var han fra starten kommunekasserer. I sit sognerådsarbejde var Niels Friborg meget aktiv, og i tiden omkring hans død, var der en meget livlig skoledebat i Serup. Niels stod for den kreds af borgere, der gik ind for en ny skole i byen, men der var ikke tale om, at nogen var direkte uvenner i den forstand. I stuen havde han indrettet kontor, hvor kommunens folkeregister og skattelister befandt sig. Der ud over lå han inde med alle kommunens penge, som blev opbevaret i et aflåst pengeskab, der stod langs vægen bag hans skrivebord. Foruden det egentlige kommunale arbejde var Niels Friborg også formand for sygekassen, men han havde ikke noget med sygekassens pengesager at gøre.

I de sidste år af sit liv var Niels Friborg noget fysisk alderdomssvækket. Han havde dårlig hjerte og dårlige lunger, og han tålte ikke egentlig fysisk arbejde. Mentalt var han til gengæld lige så åndsfrisk og klarttænkende, som han altid havde været.
Kirstine Friborg var de sidst mange år af sit liv temmelig tit syg. Hun lå tit i sengen, og var jævnligt indlagt på sygehuset. De sidste år af sit liv kunne hun ikke holde sit hus. Det blev klaret af Niels Friborg's søster, som på det tidspunkt også boede i Serup. Hun kom hver dag -ofte flere gange om dagen- og holdt huset rent og lavede mad til Niels og Kirstine.
Sammen havde Niels og Kirstine to børn - en søn og en datter- der nogle år før tragedien var flyttet hjemmefra.
Niels Friborg
Det fortælles, at hr. og fru. Friborg kun havde en meget lille, ja nærmest ingen, omgangskreds, ud over børnene og Niels' søster. Omvendt havde de bestemt heller ingen fjender, endsige uvenner.
De levede et særdeles nøjsomt liv, var meget sparsommelige, og stillede ikke krav til livet i så henseende. Der var nu heller ikke meget at gøre med. For sit hverv som kommunekasserer fik Niels Friborg cirka 5.000 kroner i løn om året. Kirstine fik invaliderente, så tilsammen havde de en årsindtægt på ca. 9.000 kroner. Det skal selvfølgelig dertil bemærkes, at de trods alt boede billigt - men alligevel.
Friborg blev af alle i sognet opfattet som en særdeles pålidelig kommunekasserer, og selv om nærmest ingen kom rigtig ind på livet af ham og hans kone, var de begge meget afholdte.
Den morgen, de begge blev fundet døde i deres nedbrændte hjem, sørgede alle i sognet. Da det senere blev fastslået, at der tilmed lå en grusom forbrydelse bag, gik hele egnen i chok.