topheader01.jpg
afgh01.jpg

Det skal nok gå altsammen ...

I flyet den 26. juni, med kurs mod Lashkar Gah, via Kandahar, var alle sæder besatte. Støjen fra motorerne var forholdsvis høj, så det var ikke så nemt at snakke sammen. Det blev så kun til at sidde og kigge ned på landskabet og tænke på, hvad der mon ventede ved destinationen. Det meste af vejen var der "kun" de ensfarvede, brunlige, golde bjerge at se på. Langs floderne var der dog opdyrkede marker og små (lands)byer. De højeste bjerge havde stadig en smule sne på toppen.

Vi mellemlandede i Kandahar, dels for at sætte et par passagerer af, og dels for at tanke til den sidste del af turen. Mens der blev tanket, skulle vi alle ud af flyet.
Det er muligt vi syntes der var varmt i Kabul, men i Kandahar var der meget varmere. Temperaturforskellen skyldes fortrinsvis at Kabul ligger i ca. 1.800 meters højde, og Kandahar "kun" i ca. 900 meters højde.

Efter et halv times tid var vi klar til at lette med kurs mod Lashkar Gah. Før vi lettede blev vi gjort opmærksomme på, at vi, af sikkerhedsmæssige grunde, skulle tage vores skudsikre vest på. Af samme grund ville vi det sidste stykke flyve ekstra højt, og umiddelbart før landingen foretage et kraftigt dyk. Der var ingen grund til at blive bekymret over dette "dyk", da det ville være fuldt kontrolleret (rart at vide!!!!!). Flyvetiden fra Kandahar til Lashkar Gah var vel blot ca. 15 min. Vi blev da også mindet om, at vi nu var i en krigszone, idet vi langt under os så tydelige nedfaldssteder efter bomber og vi så sågar en DRONE (ubemandet såkaldt spionfly) flyve forbi lidt under os. Piloten havde ret: det var et kraftigt dyk ned mod landingsbanen, men nu da vi vidste det, var det nu meget sjovt.

I Kandahar havde piloten også fortalt, at besætningen ikke ville forlade flyet, ved ankomst til Lashkar Gah, så vi skulle forlade flyet hurtigst muligt og SELV åbne lastrummet, tage vores bagage og derefter løbe så hurtigt vi kunne til de ventende biler. Det gav flyet mulighed for straks at komme i luften og væk fra farezonen.

Flyet landede på en støvet landingsbane. Tæt på holdt 3-4 biler og i nærheden af dem et antal mænd, der skyndede på os.
50 graders varme, en 16 kilo tung skudsikker vest og 60 kilo bagage på slæb, kan få åndedrættet og pulsen i vejret samt sveden frem på panden. Adrenalinet cirkulerer også med blodet, da man netop har fået at vide, at det ikke er ufarligt at bevæge sig i det åbne landskab ved landingsbanen.
Mændene ved bilerne stod og skyndede på os: "Go, go, go", og så var det med at få smidt bagagen ind bag i bilerne og selv få sig moslet ind på bagsædet og lukke døren. I bilen kørte aircondition anlægget på fuldt tryk, og det var lige, hvad jeg trængte til.
Mændene i bilerne viste sig at være dem fra det engelske firma, ArmorGroup, der de kommende måneder skal være vores bodyguards.
Efter en kort briefing i bilen om, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af en "hændelse", kørte vi igennem Lashkar Gah by med kurs mod det britiske "Provencial Reconstruction Team" (PRT) som skal være vores base i de kommende måneder.
Jeg havde desværre ikke mit kamera ved hånden under køreturen gennem byen. Det er lidt ærgerligt, da det kan komme til at vare lang tid inden jeg får muligheden for at køre rundt i indre by.
Der var tydelig forskel på byen her, sammenlignet med Kabul. Her går næsten 100% af kvinderne med burkha, mændene er klædt i de typiske, hvide eller sorte løsthængende dragter og en form for turban på hovedet. Husene er hovedsagelig lerklinede "hytter" og særdeles primitive at se på. I gaderne er der overalt boder og simple forretninger.
--

Ankommet til den britiske militærlejr blev vi modtaget af en af de britiske kolleger, Brian Flanagan. Han viste os rundt i lejren og vi blev indkvarteret i en gæstecontainer, indrettet til to personer. Den bestod af en køjeseng, et skrivebord og to stole, køleskab, to skabe og et badeværelse. Vi fik at vide, at vi var nødt til at bo her i "en kortere periode", idet der netop lige var kommet mange nye folk og gæster.
Vi accepterede situationen - også fordi vi vidste, at vi snart skulle videre til Kandahar.
Til gengæld blev vi lovet "noget godt", når vi kom tilbage derfra.
Lejren består mest af typiske militærtelte til soldaternes forlægning, sanitære faciliteter, spisetelt og meget mere. En anden del af lejren (den vi tilhører) er en traditionel bygning med kontorer og lejligheder i ét plan.

Lejren ligger i den nordlige udkant af byen, omkranset af højre mure med flere udkigs-/vagttårne. Selv om vi er i et ørkenområde, er der gjort en del ud af at få det til at se lidt hyggeligt og frodigt ud i lejren. Der er anlagt et par små haver, en del blomsterbede og en fantastisk dejlig terrasse med skygge. Den har vi også brugt flittigt - især i de varme aftener, hvor det er til at holde ud at være udendørs.

Vi mødtes med de 7-8 britiske kolleger der allerede var her. De 4 af dem har været her i et par år eller mere. Vi blev taget hjerteligt imod og fik at vide, at vi bare skulle "se os omkring" og så ellers starte stille og roligt.
Vores "Line Manager" (værkfører) blev noget overrasket over at høre, at vi i løbet af ganske få dage skulle en smut til Kandahar og bistå med noget træning. Det var han ikke blevet informeret om ... .
På 2.-dagen var vi med inde på det Regionale Politihovedkvarter, hvor det lokale politi (ANP (Afghanistan National Police)) holder til. Det er et ret nyt hovedkvarter, som efter afghanske forhold er absolut i topklasse.

Besøget var mest for at blive introduceret til de lokale politichefer, som vi fremover vil komme til at arbejde sammen med - og være mentorer for.
Hver gang vi skal udenfor vores base, bliver vi kørt af de førnævnte folk fra ArmorGroup i en skudsikker bil. De er bevæbnede og ansvarlig for vores sikkerhed. Når vi kommer til en lokalitet, som vi skal besøge, går de først ind og "renser" stedet for at sikre sig, at det er sikkert at færdes dér. Hvis vi f.eks. er til et møde på et kontor, står en af dem udenfor døren, mens chaufføren typisk er i nærheden af bilen, i tilfælde af, at vi skal hurtigt derfra.

Som det ses på billedet, der er taget ud for hovedkvarteret, så kan det være nyttigt at bilruderne er "holdbare".
--

Mit indtryk af de første dage i Lashkar Gah er, at det nok skal blive spændende. Jeg ved, at jeg er havnet midt i ét af de farligste steder i Verden, men omvendt føler jeg mig tryg her i lejren og de folk, der passer på os udenfor virker helt sikkert til at være meget professionelle. Politiken er, at hvis en lokalitet skønnes at være for risikofyldt, så holder vi os væk.
At det er et farligt sted underbygges af det faktum, at der her i Helmand provinsen (med Lashkar Gah som hovedstad) alene i år indtil nu er dræbt 140 lokale politifolk, mens de var i tjeneste. Netop den første nat vi var her i byen, blev 8 politifolk likvideret på et checkpoint 3 kilometer uden for byen. En af politifolkene overlevede. Han mistænkes til gengæld for at være medvirkende til drabene og i ledtog med Taliban. De dræbte politifolks våben var selvfølgelig fjernet og er således i omløb. Noget tydede på, at de dræbte havde fået noget drikkeligt med et bedøvende middel i, således at de lå og sov, da de enkeltvis blev skudt på klods hold.

Rundt omkring på drabsstedet lå der rester efter opiumsindtagelse (kanyler m.v.). Det er almindelig kendt, at op mod 30 % af politifolkene her i regionen er opiumsmisbrugere.
--

Vi nåede i virkeligheden slet ikke i gang med vores arbejde for alvor. Vi brugte et par dage til at forsøge at få et indblik i arbejdsgange, opgaver og rutiner m.v.
Allerede den 29. juni om morgenen var der plads på en helikopter til Camp Bastion og derfra videre til Kandahar, hvor vi skulle slutte os til et træningsprogram, som vi ikke rigtig vidste noget om på forhånd.
Vi var begge noget skeptiske over at skulle medvirke i det træningsprogram. Vi havde ikke på forhånd kunnet få noget konkret at vide om, hvad det drejede sig om, og vi kunne heller ikke få oplysninger om indkvarteringsforhold m.v.
Vi vidste blot, at vi skulle være der i ca. tre uger, indtil vi havde kørt et hold politielever igennem "maskinen". Sagen er, at der skal være valg den 20. august, og målet er, at der i hele Afghanistan skal uddannes 10.000 ekstra politifolk til at forbedre sikkerheden op til valget. De skal alle sammen igennem et 3-ugers basis program som "valg-vagter" og derefter igen på skole for at blive "rigtige" politifolk.

Klokken var kun 7.15 om morgenen den 29. juni, da stilheden blev afbrudt af øredøvende larm fra den CH-47 Chinook helikopter (dem med propeller både foran og bagpå), vi stod og ventede på. Her, hvor vi bor, er der en helikopter landingsplads, som bliver befløjet mange gange dagligt. I samme øjeblik helikopteren landede gik den bageste lastluge op, og vi blev vinket ind. Vinden fra propellerne var så kraftig, at det føltes som om vi løb i modvind i en orkan, og det var næsten umuligt at trække vejret. Vinden fra propellerne fik den varme luft til at brænde mod huden.
Det tog kun et øjeblik, så var vi spændt fast i sæderne og det kæmpestore metal-uhyre løftede sig ubesværet fra asfalten.
Det hele rystede og der var en øredøvende larm i lastrummet. Chinookén kom hurtigt i fart, og fløj lavt hen over hustagene. I den åbne luge sad maskingeværskytten og holdt et vågent øje med det, der rørte sig i byens gader og på hustagene. Jeg er sikker på, at det ville være en rigtig dum ide at stå på landjorden og pege på os for sjov med et kosteskaft ... .
Sådan en oplevelse giver i den grad gåsehud ... .
Endnu engang sad jeg i et fly på vej mod noget ukendt. Men én ting var i hvert fald sikkert: Det ville blive endnu en ny oplevelse i livet.

Kunne det blive meget mere spændende.

"Det skal nok gå alt sammen", råbte Mogens til mig igennem larmen. Vi grinede begge og fra det øjeblik blev det vores valgsprog.


Næste afsnit vil handle om et par ugers ophold på et træningscenter for afghanske politifolk. Her boede vi i ørkenen under ret "alternative" og utrygge forhold blandt lejrens elever, tolke og civilt ansatte.
Jeg vil også prøve at tegne et billede af en typisk politielev - et billede, der nok vil få de fleste til at spærre øjnene op. Så har jeg ikke sagt for meget.
Igen og igen blev det nødvendigt at minde hinanden om at "det skal nok gå alt sammen!!"