topheader01.jpg
afgh03.jpg

En politiskole i ørkenen ... .

Turen til Kandahar gik via den nok så omtalte Camp Bastion. Det er her blandt andet de danske styrker holder til i stort antal.
Fra luften var jeg overrasket over at se, hvor stor Bastion er. Og så ligger den rent bogstaveligt ude i en ørken.
En britisk civilist stod og ventede på os og kørte os til en lille "lejr i lejren". Her skulle vi vente indtil transportflyet til Kandahar havde afgang.
Også i Bastion var der hedt, selv om det var tidligt på formiddagen. Opholdet forværredes af, at der blæste en kraftig vind som fik det til at støve overalt.
Først lidt over middag var der endelig afgang til startområdet, hvor et C 130 Herkules transportfly ventede.

Lastrummet i Hercules’en var omdannet til et passagerfly med primitive sæder og sikkerhedsbælter. Det er ikke muligt at se ud, mens man flyver, og det larmer temmelig meget. Der er bestemt ikke ofret nogen formue på komforten. Der er frit udsyn til hundredvis af slanger, ledninger og kontakter, hvilket giver et indtryk af, at der er tale om materiel, der først og fremmest skal fungere frem for at se pænt ud, og i givet fald være tilgængeligt, når det skal serviceres.

Vi var noget spændte på, hvad der ville ske, når vi steg ud af flyet i Kandahar, da vi reelt intet vidste om, hvad der skulle ske derfra, og hvor vi skulle tage hen.
På vej fra landingsbanen blev vi kontaktet af endnu en civilist, der spurgte om vi var Mogens og Peter ... Nogen vidste åbenbart at vi kom, så der var håb forude ... .
Det var endnu en brite, som kørte os flere kilometer inden for hegnet, indtil vi standsede ud for nogle containere, tilhørende det britiske "Foreign & Commonwealth Office" (Svarer til vores Udenrigsministerium). Der skulle gå lang tid inden vi forstod, hvorfor vi var havnet under deres vinger. Herom nærmere en anden gang.

Alt, hvad vi havde, var et telefonnummer til en amerikansk Major, Stevens, som var vores kontaktperson på det træningscenter, vi var på vej til.
Fra det britiske FCO ringede vi til Major Stevens, som blev noget overrasket over at erfare, at vi var i Kandahar Air Field (KAF). Efter hans informationer skulle vi ikke dukke op før et par dage senere, og han havde ikke mulighed for at lade os hente før da!!!
Jeg må sige, at vi allerede havde haft gode erfaringer med briter, og det samme gentog sig her. Lederen på det lille FCO var ikke sen til at tilbyde os at blive der et par dage, hvis vi manglede husly.
Og sådan gik det til, at vi fik et par "fridage" i KAF.
KAF er, ligesom Camp Bastion, en kæmpe stor by. En køretur rundt langs hegnet er på ca. 20 kilometer.
For at komme hurtigt rundt kører der selvfølgelig en "bybus".
Der er i hundredvis af store og små telte fra alle mulige lande. Det er som om hvert land repræsenterer en "bydel". Midt i lejren er der rigelig mulighed for at handle forskellige fornødenheder, samt souvenirs og der er også et par kaffebarer og grillbarer. Alt sammen samlet omkring den såkaldte Board Walk, der går rundt om en stor (sports)plads. Her findes også en monoment for faldne i krigen.

Et par formiddage senere kom en mindre delegation og hentede os. Det var to amerikanske militærfolk, to danske sergenter og en skotsk politimand, som skulle vise sig at blive vores kolleger de næste par uger.
Stedet, hvor vi skulle bo og arbejde, hedder "FOB Scorpion" FOB = Forward Operating Base
Basen ligger ca. 4 kilometer udenfor selve KAFpå den meget grimme hovedvej til selve Kandahar.

I denne lille støvede og simple base blev vi indkvarteret i en barak sammen med vores kolleger og 5 lokale tolke. Det var fuldstændig som at vende tilbage til soldatertiden i 1970érne.

Det var ikke særlig tilfredsstillende forhold, når man nu er blevet "lidt op i årene" men omvendt var det noget af en udfordring.
Også toiletforholdene var noget for sig selv.

Jeg ved ikke, hvad den slags toiletter hedder, men nogen af jer kender dem fra motorvejstoiletterne i "gamle dage". Det drejer sig simpelthen om at sætte sig på hug, og ramme et hul i gulvet, når man "skal".

Heldigvis lykkedes det mig at finde et almindeligt toilet i lejren, og det var nok værd at gå efter.
- - -

Hvis Verdens Ende eksisterer, så må det altså være lige her i nærheden. Når man befinder sig udenfor lejrens tykke mure, så er det som om der ikke eksisterer noget som helst. Kun endeløs ørken og støv, støv, støv.

Basen fungerer som politiskole (Regional Training Centre), uddanner ca. 250 rekrutter ad gangen.

Alle bor i basen under uddannelsen.
Et nyt hold var netop ankommet til skolen, og straks efter vi var ankommet blev alle elever kaldt sammen på paradepladsen midt i lejren under den bagende sol.

Skolechefen, en midaldrende afghansk Oberst holdt - eller rettere: råbte - en dundrende tale, og ind imellem blev der fra skaren af rekrutter råbt bifaldende ord eller indledt klapsalver til det, han sagde.
Vi (hele trænerholdet) blev præsenteret på platouet som de rene helte, der med vores viden og kunnen ville gøre hele flokken til politifolk efter de bedste, vestlige standarder. Det var næsten helt pinligt, og i hvert fald uvirkeligt.
Med til den historie hører også, at hen imod 2/3 af eleverne var, og stadig er, analfabeter, der aldrig nogensinde før har prøvet at modtage egentlig undervisning.

På dette tidspunkt var det stadig ikke gået op for mig, hvad vi egentlig skulle her. Da vi gik den amerikanske major lidt på klingen kunne vi forstå, at det drejede sig om at monitere undervisningen af politieleverne. Vi skulle dog nok være indstillet på, at vi i virkeligheden selv skulle undervise eleverne, idet der ikke var nogen afghanske politifolk på stedet, som kunne, eller havde viljen til at undervise.
Hvad endnu værre var, så skulle vi ikke undervise i egentlig politistof, men militære taktikker.

Her i landet er det vigtigste for en politimand slet og ret, at han lærer at overleve ude i samfundet, da der jo faktisk foregår en ganske grusom krig, som også politiet deltager i.
Sådan gik det til, at Mogens og jeg pludselig blev instruktører ud i militære discipliner.
I virkeligheden syntes vi, at vi spildte vores tid rent fagligt, da det for mit vedkommende er mere end 30 år siden jeg har været soldat.

Jeg blev makker med den amerikanske sergent Gilpatrick, mens Mogens blev koblet på en dansk MP sergent, Anders.
Den daglige træning foregik ude i terræn under den bagende sol. Allerede kl. 08 om morgenen var det ulidelig varmt, så man lærte hurtigt at have skyggefuld hovedbeklædning og solcreme på, samt rigelig med vand med. En af dagene havde jeg drukket 3½ liter vand da klokken rundede 11.00

Træningen foregik udenfor den beskyttende mur, hvor der var en lavere mur ud mod hovedvejen ind til Kandahar by.

Jorden her er ren ørken, og består ikke engang af sand, men derimod et 5-10 cm tykt lag støv. Blot ved at bevæge sig almindeligt hvirvles der en sky af støv op omkring én.

Politieleverne var tilsyneladende vandt til den slags, for de udførte de militære øvelser uden den mindste beklagelse, mens vi andre helst holdt os så langt på afstand, som vi kunne.

Jeg må tilstå, at jeg er lidt imponeret over den ildhu, de fleste elever viste. Enkelte af dem gjorde det endda rigtig godt. Fælles for mange af dem var, at de ikke kunne koncentrere sig om at blive undervist så længe ad gangen. De skyldtes nok, at mange af dem ikke helt forstod, hvad det drejede sig om da de, som nævnt, ikke har været vandt til at blive undervist. Varmen gjorde det selvfølgelig ikke lettere.

Kl. 14.30 hver dag var det så varmt, at det næsten var tortur at fortsætte træningen. Termometeret viste over 50 gr. midt på dagen - i skyggen vel at mærke. Det var også ved den tid eleverne skulle holde bede-time, så vi gjorde middagspausen kort, og derved kunne vi godt forsvare at holde fyraften først på eftermiddagen.
Aldrig har et brusebad været mere belejligt og tiltrængt, som efter disse undervisningsdage i den hede ørken.

I det hele taget kan det undre én, at nogen søger ansættelse i det afghanske politi. Lønnen er ussel - også efter afghanske forhold, og der er en reel fare for, at man ikke lever ret længe i faget.
Jeg ved ikke, hvad der får nogen til at arbejde i politiet, men som nogen siger: en løn på 110 US dollars om måneden er bedre en slet ingen løn. Nogen gør det måske også af idealistiske grunde, hvem ved?
Forinden eleverne blev indkvarteret og udstyret med uniform, blev de helbredsundersøgt. Det medførte også en test for diverse euforiserende stoffer. Et ikke ubetydeligt antal (husker ikke nøjagtige tal) blev således afvist da de havde rester af opium i blodet. En stor del havde endvidere spor efter hash, men det så man igennem fingre med, da det er så udbredt, som det er.

Mens vi opholdt os i Kandahar, blev byens politichef, og nogen af hans folk, skudt og dræbt da en flok banditter angreb hovedkvarteret for at befri nogle fanger. Faktisk er det dagligdag at høre om mord på politifolk.

Selv var jeg lidt betænkelig over den (manglende) sikkerhed, der blev ydet på basen. For det første boede og sov vi i samme lejr som de ca. 250 politielever og vores tolke.
Det påstås, at der sniger sig nogle enkelte talibanere - eller i hvert fald Taliban sympatisører, ind i flokken af elever. Jeg spekulerede da også på, hvorvidt man kan stole 100% på tolkene. Hvilke garantier er der for, at de er fuldstændig på vores side?
For eksempel vågnede jeg en nat ved, at tolkene vimsede ud og ind ad døren. Det var før hændt at jeg vågnede, når de stod op om natten for at bede, men hvorfor rende ud og ind. I sådan en situation kan man forestille sig det værste, og jeg blev ikke mere tryg ved tanken om, at der var masse af våben i lokalet. Der skete dog ikke noget, og jeg faldt også i søvn da der endelig blev ro. Næste morgen fortalte jeg min oplevelse til Mogens som kunne fortælle, at han også havde ligget med det ene øje på klem og undret sig over den heftige trafik. Vi fandt aldrig ud af, hvad årsagen var.
En af de mange sikkerheds procedurer i lejren var, at alt materiale, der kunne indikere nogen form for private oplysninger IKKE måtte være tilgængelig for andre end én selv. Hvis man f.eks. modtog post hjemmefra i form af brev eller pakke, skulle man SELV sørge for at destruere kuvert eller emballage, således at der ikke eksisterede noget med private (afsender)adresser på. I praksis betød det, at man gik afsides og brændte emballagen.

Med hensyn til øvelsespladsen udenfor det sikre hegn, bemærkede jeg mig, at såfremt nogen f.eks. kørte forbi ude på vejen i en varebil, så ville det være muligt at stå på ladet og skyde ind mod os. Jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg sikker på, at jeg ikke vil arbejde under tilsvarende forhold igen.

En morgen, netop som jeg åbnede døren ud til det fri, for at gå over og spise morgenmad (maden på stedet var i øvrigt rigtig god), lød der et højt brag i det fjerne, samtidig med at jeg mærkede lufttrykket rykkede i døren, som jeg havde fat i.
Der var ingen tvivl om, at det var en bombesprængning. Spørgsmålet var blot, hvor det var henne.
Efter kort tid fik vi underretning om, at det var en selvmordsbomber, der havde sprængt sig selv ved hovedindgangen til KAF ca. 4 kilometer borte. Et par afghanske militærfolk var døde ved sprængningen.
Det var netop der, vi et par gange om ugen kørte ind, for i det mindste at få en lille fornemmelse af en form for civilisation.

Turen derind foregik i vores to Homer, pansrede køretøjer. Det er et meget specielt køretøj, hvor man f.eks. taler sammen via head sets. Som det ses på billedet, så har vinduesglasset tidligere været udsat for skud.
At komme til KAF var ugens højdepunkt, da man her, som nævnt, har mulighed for at købe diverse fornødenheder, eller gå på kaffebar. Man kan være så langt væk fra alting i så lang tid, at alene det at få mulighed for at bruge penge er en fantastisk fornemmelse. På sådan en tur er der også en chance for at møde nogen, som man har mødt et andet sted i en anden sammenhæng.

Som antydet, så var vi ikke så stolte af selve det job, vi var sendt ud i. Derfor holdt vi Hovedkvarteret i Kabul informeret om, hvad det var, vi beskæftigede os med.
Vi ved ikke nøjagtig, hvad der skete, men efter ca. 10 dage på stedet fik vi besked om, vi hurtigst muligt skulle rejse tilbage til Lashkar Gah og (gen)optage vore arbejde der.
Major Stevens havde håbet at kunne beholde os nogle uger, og gav udtryk for, at han havde været glad for vores indsats (jo, han er skam en flink fyr).

Sådan gik det til, at vi pludselig forlod FOB Scorpion for at begive os tilbage til Lashkar Gah. Hvad distance angår, er det en ret kort tur, men den kom alligevel til at vare et par døgn. På billedet ovenfor tager vi afsked med de amerikanske, danske og den skotske kollega.

Først en overnatning i KAF, hvor vi blev indkvarteret (sammen, naturligvis) i et værelse i den danske afdeling af lejren. Der er lidt hyggeligt, og det er næsten som at være i en lille plet af Danmark.

Der er sågar en vaskægte rød postkasse, hvorfra jeg blandt andet postede brev til nærmeste familie. På en lille fjernsynsskærm, hængt op under et halvtag, var det endda muligt at følge med i "Godmorgen Danmark" på TV2 og nyde en rigtig kop kaffe dertil.

Midt på pladsen står en flagstang, og som så ofte før - og mange gange siden hen - så jeg Dannebrog på halv stang. Denne gang for at mindes de tre danske soldater, der blev dræbt af en vejsidebombe dagen forinden.


Sent den følgende dag fløj vi videre til Camp Bastion. Flyvningen foregik med en britisk C130 Hercules. Briterne har den lidt underlige vane, at alt personel bliver udsat for samme sikkerheds check, som vi alle udsættes for i en civil lufthavn. Jeg har ikke fundet ud af hvorfor.
Ved check in udspillede der sig en højst komisk scene, da Mogens’ bagage skulle tjekkes. Den britiske officer spurgte:
"Har de nogen kniv eller dolk på dem?"
"Ja," svarede Mogens og fortsatte, "Og den er rigtig skarp!"
Officeren kiggede undersøgende på ham og stillede næste spørgsmål:
"Har de nogen granater i bagagen?" Mogens svarede, hvad sandt var:
"Nej hr., det har jeg ikke, men jeg har en maskinpistol og magasiner med 250 skarpe skud."
"Tillader De at jeg kigger i bagagen?" spurgte han som om han tvivlede på at det kunne være sandt.
"Ja, kig endelig," svarede Mogens og fangede mit blik. Vi kiggede spørgende på hinanden. Efter at have gennemrodet Mogens’ bagage og fundet både kniv, maskinpistol, fyldte magasiner - men dog ingen granater, velsignede officeren os begge og med ordene "Hav en god og sikker rejse, mine herrer," og lod os uhindret gå ombord i flyet med bagagen. Hvad dette "sikkerheds check" i virkeligheden gik ud på, har vi aldrig fundet ud af.
Vi ankom således til Camp Bastion sent om aftenen, hvor vi igen overnattede i en dansk militærlejr.

Tænk engang: I Afghanistans ørken findes et herligt lille soldaterhjem, KFUM, bestyret på rigtig gammeldags vis af et pensioneret ægtepar. Her er der hjemmebagte boller og formkage og al den kaffe, man kan drikke. Udenfor sad danske "Jenser" og snakkede og hyggede, så vi faldt godt i med dem.

Den nat blev vi installeret i et 12-mands telt, hvor der dog kun var os to, foruden den stedlige Militærpoliti sergent. Den nat sov jeg så tungt som næsten aldrig før, måske på grund af vindens monotone rusken i teltdugen.

På billedet her til venstre ses min seng og bagagen, som den ser ud efter nogle dages rejse i ørkenlandet.

Endelig, på tredje dagen efter afgang fra FOB Scorpion, var der afgang til Lashkar Gah med den vidunderlige Chinook helikopter.
Som ventet var der, om muligt, endnu varmere i Lashkar Gah, end der, hvor vi kom fra.
Nu skulle vi forhåbentlig installeres permanent og hurtigst muligt i gang med at skabe os en hverdag her.

Det gik dog ikke så let og smertefrit som håbet og forventet.
Hvorfor vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit.

Ja, som antydet skal man beregne god tid, når man skal rejse i Afghanistan.
Jeg tror jeg vil gøre det til et tema i et senere afsnit.

Titlen på sådan et afsnit kunne passende være en omskrivning af det berømte citat: "At rejse er at leve" og skal nok hedde noget i retning af:
"At rejse drejer sig om at overleve!"