greenland01.jpg

August 2007

Denne måneds bedste oplevelse fandt sted de første dage i måneden.

Som I nu har hørt en del om, har vi vores faste "beboer" på stationen.
Det er dog ikke i Rigsombudsmandens ånd, at tilbageholdte er placeret i politistationernes detentioner. De hører hjemme i anstalterne.
Da "Karlo" således har siddet tilbageholdt i detentionen i tre måneder, fik vi meddelelse om, at han skulle overføres til anstalten i Kangerlussuaq sammen med tilbageholdte fra Nuuk og Sisimiut.

Overførslen skulle ske med den gode politikutter SISAK efter følgende sejlplan: En fange og to kolleger skulle sejle fra Nuuk til Maniitsoq. Derfra skulle en politi’er og "Karlo" påmønstre og sejle videre til Sisimiut, hvorfra endnu en tilbageholdt og en kollega skulle med. Derfra videre til Kangerlussuaq.
Efter overførsel af de tilbageholdte ad samme rute tilbage. En sejltur på i alt lidt over to døgn non stop.

Og hvem var så den heldige, der skulle ledsage "Karlo" fra Maniitsoq?

Forskellige tilfældigheder gjorde, at det passede bedst, hvis "Peter Sommermand" tog turen. Mon ikke også de andre synes det ville være passende om jeg fik en ganske særlig oplevelse med i rygsækken?
--
SISAK ankom til Maniitsoq fredag morgen den 3. august, og kl. 09.00 var der afgang. Ombord var, foruden besætningen, politiinspektør Ole Bolvig og Michael (?), som er sommermand i Nuuk.

Der var det mest henrivende solskinsvejr og helt vindstille. Kursen blev sat nordpå mod Sisimiut.

"Karlo" lagde ikke skjul på, at han nød at indånde den frie luft, og han og jeg opholdt os meget på dækket og betragtede den smukke natur, vi passerede.
Det meste af tiden sejlede vi "inden skærs", hvilket betyder at vi havde fastlandet på den ene side og større eller mindre klippeøer på den anden.

Efter 10 timers sejlads ankom vi kl. 19.00 til Sisimiut, hvor endnu en sommermand, også ved navn Michael, stod og ventede på kajen. Fra søsiden er Sisimiut en lille pæn by, nærmest placeret på en bjergskråning. Dog må jeg sige, at omgivelserne som helhed tilsyneladende ikke er så overvældende smukke som her i Maniitsoq. Efter et kort ophold blev trosserne taget, og vi satte nu kursen mod syd, da vi jo skulle ind i Søndre Strømfjord, der udmunder mellem Maniitsoq og Sisimiut.
--
Lidt morsomt, at fangen fra Nuuk var tidligere kok på SISAK.
Han har ry for at lave fremragende pandekager, og der skulle ikke så megen overtalelse til før han stod og rørte pandekagedej i køkkenet, og snart fyldtes salonen med den dejligste duft.

Mens vi alle (kolleger og fanger) sad i salonen og spiste pandekager med is, passerede vi en lille bygd, Itilleq med ca. 150 indbyggere. Vores tilbageholdte fra Sisimiut fortalte, at bygden er hjemby for Landsstyreformand Hans Enoksen, hvorfor den i daglig tale benævnes som Hovedstaden blandt de lokale. Det hus, han boede i engang er hvidt, og derfor hedder det naturligvis Det Hvide Hus.

--

Efter pandekagerne stod "Karlo" og jeg på dækket og nød solnedgangen, som gav himlen og bjergene et helt fantastisk skær.
Jeg kunne tydeligt se på ham, at han rigtig nød turen, og vi pjattede en del om dit og dat.
Den sidste times tid før vi nåede Sønder Strømfjords udmunding blev der temmelig kraftig søgang. Faktisk så meget, at stolene i salonen en overgang skred fra den ene side af lokalet til den anden, og vi måtte holde fast i bordkanten for ikke at vælte bagover. Det var nu ikke på grund af blæsevejr, men det hænder, at havet kommer i oprør, måske på grund af strømforhold?
--
Omkring sengetid nåede vi til Søndre Strømfjord, og det var tid at gå til køjs.
Vi ankom til Kangerlussuaq ved 8-tiden lørdag morgen og ankrede op på det sted, hvor SISAK også lå, da jeg ankom til Grønland og skulle sejles til Maniitsoq.
Ad flere omgange blev vi sejlet i land i gummibåden, og en lokal kollega og personale fra anstalten kørte os og fangerne til bestemmelsesstedet.
Der var ikke som sådan tale om at sige farvel til "Karlo", idet han allerede om 14 dage skulle tilbage til Maniitsoq, hvor hans ankesag behandles. Jeg synes nu nok det er lidt spild af resurser at overføre ham for så få dage, ikke mindst da han også selv ville foretrække at blive i vores detention, hvor familie og venner lige kan kigge ind og hilse på ham.

En meget kostbar kuvert

Deres udsendte med rubiner for et anseeligt beløb.

Jeg var blevet bedt om at tage ind på den lokale politistation og hente nogle specielle effekter - rubiner.
Nogle dage tidligere var en amerikaner eller canadier blevet afsløret i lufthavnen i forsøg på at smugle nogle rubiner ud.
I området mellem Kangerlussuaq og Maniitsoq findes der betragtelige mængder af rubiner, som i disse tider er ved at blive efterforsket af et canadisk firma. Det var en ansat derfra, som havde puttet nogle "rigtig flotte sten" i lommen.
Disse rubiner skulle med til Nuuk for at blive vurderet, men der var ingen som helst tvivl om, at de repræsenterer en betragtelig formue.
Efter at have kvitteret for modtagelsen fik jeg en kuvert med 83 gram rubiner overdraget, og havde således ansvaret for, at de nåede sikkert frem.

Det var da en noget speciel oplevelse at se, og holde, så dyrebare ædelstene i hånden.

--
Jeg kan lige indskyde her, at ædelstenene senere er vurderet til at repræsentere en værdi af mellem 6 og 12 millioner kroner, så der er blevet pjattet en del på stationen om, hvornår vi skal på fjeldvandring inde i det område.

Så var det tid at sætte kursen tilbage. Denne lørdag var der det bedst tænkelige vejr. Absolut ingen vind, høj sol, og temperaturer så høje, at vi kunne ligge på dækket og slikke solskin.
Nu har jeg talt så meget om den smukke natur, at det snart ikke er muligt at blive ved med at finde ord, men turen ud gennem Søndre Strømfjord (ca. 180 km) var noget helt særligt.
Klippeformationerne skifter hele tiden i udformning og nuancer.
Med jævne mellemrum presser gletschere is ud i fjorden. Foran sig skubber de enorme mængder af sten, ral og sand. Man bliver helt åndeløs ved tanken om, at sådan har det foregået uden ophold i tusinder af år. Og hvor bliver så al det ral og sand af? At Søndre Strømfjord ikke for længst et fyldt op må skyldes at den stærke strøm fører aflejringerne ud i havet.

Undervejs gjorde vi et ophold og sejlede på land i gummibåden for at gå en lille tur i fjeldet i håb om at se rensdyr.
Vi havde også heldet med os, og så en stor flot fyr, der gik og græssede i en lavning. Det var ikke svært at komme rimelig tæt på den, selv om den så os.
Omkring solnedgang var vi igen ude på havet, og ved 2-tiden var vi i Sisimiut, hvor Michael stod af. Så meldte trætheden sig. Jeg gik i seng i min hyggelige køje og trak tæppet for, så jeg ligesom lå i en hule. For sjov tog jeg "min" kuvert med rubinerne i, og lagde under hovedpuden. Hvem skulle dog stjæle rubinerne her? Nej, det var med et smil om læberne og blot en barnlig leg.

Ih, hvor sover man godt i sådan en køje med maskinens monotone lyd i det fjerne.

Da jeg vågnede søndag morgen måtte jeg lige se efter ... . Jo, rubinerne var stadig under puden.

Lige før Maniitsoq stod jeg på dækket og blev helt overvældet af tanker over al den smukke natur, jeg havde set de sidste par dage.

I Brasilien og Peru har jeg set natur, som jeg ikke troede, kunne overgås - og det kan den måske heller ikke.
Nøjagtig det samme kan jeg sige om Grønland.
Det er blot to vidt forskellige oplevelser.
Den sydamerikanske natur kan bedst beskrives som: frodig, blid, tryg, varm og romantisk. Modsvarende kan Grønland beskrives som: gold, rå, vild, uendelig og stor.
Kl. 12 søndag middag var vi i Maniitsoq. Mod behørig kvittering overdrog jeg rubinerne til politiinspektøren. Så lå det tunge ansvar på hans skuldre. Jeg traskede hjem med hovedet fyldt til bristepunktet med smukke billeder og gode timer sammen med behagelige kolleger fra Nuuk og Sisimiut.

--
Det er som om det gode vejr ingen ende vil tage.

En søndag midt på måneden havde vi hvad vi kan kalde en firmaudflugt til Politihytten.
De grønlandske kolleger, John (stationslederen) og Klaus, samt Carsten og Peter - alle med koner og børn, samledes ved frokosttid derovre, en god halv times sejlads fra Maniitsoq.

Der blev fisket, grillet og pjattet, mens børnene legede. John havde såkaldt "grønlandsk proviant" med. Det består af rå sælspæk, rå lever, og rå marsvin. Jo, jeg har smagt det hele, men må erkende, at spæk og rå lever ikke lige er noget for mig. Til gengæld smager marsvin skind ganske udmærket - ligesom nødder.

--

På den private front var månedens bedste oplevelse, hvad udflugter angår, helt sikkert en sejltur sammen med Peter og Carsten’s familier.
Vi sejlede til en fjord ved navn Søndre Isortoq. Langt inde i fjorden lagde vi til på en strand i nærheden af en elvs udløb. Her spiste vi frokost og Peter, Carsten og jeg fiskede lidt i elven, hvis vand var fuldstændig grå af udvasket ler. På trods af det, fangede Peter en flot fjeldørred.

På vej tilbage gjorde vi holdt ved et fuglefjeld. Her vrimlede det med måger, der havde deres reder på ganske små hylder på den lodrette klippevæg. Der var også en dyb sprække i fjeldet, og i bunden heraf et vandfald. Sprækken var så stor, at vi kunne sejle derind i bådene. Det var en helt fantastisk oplevelse at føle sig "i klemme" inde mellem de lodrette klippevægge, med det kraftfulde vandfald lige foran.
--
Peter og jeg tager ofte på fisketur efter fyraften. Fra sidste halvdel af august vil jeg især fremhæve to ture.

En eftermiddag sejlede vi over til fastlandet, til en nedlagt bygd, Kangerduarsuk, ved udmundingen af en fjord af samme navn. Jeg ved ikke, hvornår bygden blev nedlagt, men det eneste, der er tilbage er kirken fra dengang. Den fungerer nu som en slags lejrskole, hvor der er opholdsrum/køkken i stueetagen og køjerum på loftet.
Udenfor ses rester af gravsteder. Da det jo ikke er så let at begrave mennesker i klippegrund, er de døde lagt på klippen og derefter dækket med større og mindre sten.. Jeg gik lidt og studerede disse gravsteder og fik øje på et sted, hvor det så ud som om en større sten havde været flyttet. Jeg bestemte mig for, at det ikke kunne betragtes som krænkelse af gravfreden, hvis jeg blot lettede lidt på stenen.
Som sagt, så gjort.
Herfra havde jeg frit udsyn til et lille hulrum under stenene, og blev mødt med synet af et skelet fra et menneske. Det var faktisk ret fredfyldt at kigge på. Efter en stund (og et billede) lod jeg stenen falde tilbage på sin plads - hvil i fred.

I kirkerummet spiste vi den medbragte aftensmad og lavede kaffe.

Da vi skulle af sted ankom to unge par, som ville overnatte på stedet. Jeg forstår, at det er mere eller almindeligt, at "man" tager derover og holder weekend.
Nåh jo, vi fiskede da også, og fangede en del små torsk, som alle fik deres frihed igen. Jeg bliver mere og mere kritisk med hensyn til fiskestørrelse. De skal altså have en vis størrelse nu før man "gider" bringe dem hjem.
På vej tilbage mod Maniitsoq havde vi kurs mod en usædvanlig smuk solnedgang.

--

Få dage senere var vi på den igen. Denne gang var vi i fjorden, Maniitsup Sermilia, hvor vi lagde til ved "Johnsens hytte", der ligger ved en elvs udmunding i fjorden.
Her oplevede vi noget af et fiskeeventyr. Den ene flotte fjeldørred efter den anden bed på krogen. I løbet af en time havde jeg 12 flotte regnbueørreder liggende i græsset.
Faktisk blev jeg i den anledning gjort lidt til grin. Ørrederne så helt anderledes ud end dem, jeg indtil da havde fanget. De havde de flotteste røde farver, og en kroget underkæbe. Derfor var jeg sikker på, at det var laks, og fik også overbevist Peter.
Næste morgen på arbejde fortalte jeg stolt om vores flotte laks. De lokale kolleger grinede af os og irettesatte os om, at det IKKE var laks, men fjeldørred i parringsdragt (så snakkede jeg ikke mere om det).
--
Månedens triste begivenhed var, at vores stationsleder, John, fra 1. september flyttede til Nuuk, hvor han har fået en god stilling i Politimesterembedet. Selv er han og familien glade, da de alle stammer derfra. Vi andre er noget kede af det, da han er både en meget vellidt og dygtig chef.

Eigil, er fra samme dag udnævnt til ny stationsleder. Han er kun en "dreng" omkring de 30, men han er også en meget dygtig politimand, så han skal nok vokse med opgaven. Han har et både lyst og glad sind.

--
Sidste måned skrev jeg noget om det grønlandske sprog.

Jeg har tænkt mig, at denne måneds tema skal være: tidevand.

Billedet til venstre: Vandstand om formiddagen

Selv om jeg har været her i nogen tid, kan jeg stadig ikke rigtig forholde mig til de enorme kræfter, der står bag tidevandsskifte.
To gange i døgnet er der højvande, og som følge heraf er der også lavvande to gange i døgnet.

Tidevandsforskellen afhænger af om månen er ny eller fuld. Ved fuldmåne er der op til 4,5 meters vandstandsforskel på højvande og lavvande.

Billedet til højre: Vandstand samme eftermiddag.

Når vandstanden begynder at skifte fra for eksempel lavvande til højvande, sker det i løbet af et par timer. Det betyder, at man med sit blotte øje kan se vandstanden stige.

Nu skal I tænke på, at dette ikke er et lokalt fænomen. Det foregår ikke blot der, hvor JEG står og iagttager det. Det foregår ikke blot langs hele kysten. Nej, det foregår i hele havet. Når man først har været i Grønland, forstår man, hvor enormt dette område er.

Jeg kan blive helt svimmel af at tænke på, hvor meget vand der bliver flyttet rundt på i løbet af så kort tid.
--

Prøv lige at lukke øjnene.
Tænk dig til at du står på en strand ude på den danske vestkyst. Nu skal du forestille dig, at havet, så langt øjet rækker - og mere til - i løbet af et par timer stiger 4,5 meter. I højde svarer det omtrent til tre mand, der står ovenpå hinanden, eller næsten dobbelt så højt som der er til loftet i din stue.

Tænk lige over det et par minutter.

Det giver også nogle enorme strømforhold i fjordene, når så meget vand skal ud og ind på så kort tid. Især på de steder, hvor en fjord snævrer ind. Skipper på SISAK har fortalt mig, at han flere gange har været ude for, at skibet, for fuld kraft, kun kan sejle 1 knob på grund af modstrøm.

Jo, jeg må i sandhed sige, at alt er meget større, og meget stærkere, end hvad jeg ellers har oplevet.

Grønland ER stort - på ALLE måder.