greenland04.jpg

Fredag 1. juni 2007

"Så er vi ved at være der". Jeg vågnede ved skippers forsigtige puf til min overarm. Der var helt mørkt i kahytten, og jeg så blot hans silhuet, da han forsvandt ud i den oplyste gang og lod døren stå på klem efter sig. Så på klokken, der viste 04.45.

På vej mod ManiitsoqJeg havde ikke ro på mig, men måtte skynde mig i tøjet og ud og få lidt vand i ansigtet og plejet tænderne.
Så var det med at komme op på dækket.

Lad det være sagt med det samme.
Jeg var åndeløs. Måtte hive efter vejret.
Agter ud sås det spor, skibet trak efter sig i det meget blå vand. I baggrunden de snedækkede bjerge og lige foran mig, på skibet agter hang Dannebrog slapt og dannede den perfekte kontrast til det blå vand. Hold da op, hvor jeg er vild med det flag.

Fra stævnen kunne jeg se, at vi faktisk var temmelig tæt på Maniitsoq. Helt fremme på klippekanten stod en boligblok, og ellers sås spredte huse. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg en halv time senere ville få mit hjem øverst oppe i den boligblok, der ses yderst til højre på billedet herunder.

Maniitsoq i sigtePå havnekajen ventede en kollega (Klaus Heller) på mig. Vi fik læsset min bagage bagi patruljevognen, hvorefter turen gik mod min fremtidige bopæl. Mens vi snakkede om min tur hertil, kiggede jeg mig omkring og tænkte på, at disse "gader" ville blive en del af min fremtid og mit liv."Kvarteret, hvor du skal bo, er ikke noget at råbe hurra for", sagde Klaus men skyndte sig at fortsætte: "men lejligheden er såmænd god nok".
"Åh pyt. Det vigtigste er, at lejligheden er i orden. Jeg forlanger ikke så meget." Jeg vidste, kollegerne havde gjort et stort arbejde for i det hele taget at finde en lejlighed til mig. Det havde ligefrem været på tale, at jeg skulle indkvarteres på hotellet indtil videre, og det synes jeg ikke lød særlig tiltalende.
Vi kørte til den østlige ende af byen og op på et "platou" med tre boligblokke så grimme, som boligblokke nu kan være.
Mine forventninger blev skruet en hel del ned, da vi kom ind i opgangen, som var decideret frastødende. Møg beskidt, mørk og overmalet med graffiti.
Netop som jeg låste mig ind, troede jeg, jeg var gået forkert. Det så ud som om der boede nogen: "Hallooooo, nogen hjemme?"
Nej, der boede ikke nogen, selv om der stod Cola og chips på sofabordet, opvask i køkkenet og lugt af "jeg ved ikke hvad!"
Lejligheden var lejet gennem Lufthavnen, som har rådighed over den. Derfra var det blevet sagt, at lejligheden nok skulle blive rengjort i løbet af dagen.
Det ville så ordne sig hen ad vejen.

Klaus ville hente mig lidt før klokken 8, så vi kunne følges ad til stationen, så jeg satte blot bagagen fra mig og gik en tur.

To minutters gang fra min boligblok kom jeg til en kirkegård, som ligger helt ned til vandet i en lille bugt. Det så ud til at være en kirkegård, der ikke bliver brugt mere. De hvide kors af træ så gamle og vejrbidte ud. Stemningen var helt nostalgisk, nærmest smuk. Lige ved siden af ligger tre gamle bygninger. Den ene ser ud til at være en tidligere kirke. Skilte på de to andre huse fortalte, at byen også har et lille bibliotek og et museum. Det må blive et udflugtsmål i nærmeste fremtid.

Klokken 8 indfandt jeg mig således på stationen og blev budt velkommen af chefen, en grønlandsk vicepolitikommissær. Han viste rundt, gav mig de nøgler, jeg skulle have og fortale lidt om de daglige rutiner. Derefter var alle samlet til morgenkaffe. Jeg fornemmede straks, at der er en god stemning på stationen.
De fysiske rammer viste sig (lidt overraskende) at være rigtig gode. Stationen er en træbygning, som ser forholdsvis ny ud. Der virker rent og ryddeligt overalt. Her er alt, hvad der behøves: ekspedition, 2 to-mands kontorer samt chefens kontor, et kontor til tekniske hjælpemidler (fingeraftryk, Internet m.v.), køkken/spisestue, samt omklædningsrum med bruser. Endvidere er der naturligvis et rum til koster og et våbenrum. Der er også en lille tilbygning med tre detentioner med fællesareal og tekøkken for de indsatte.
Her bliver detentionerne ikke kun brugt til berusere. Varetægtsfængslede (de benævnes: "tilbageholdte" her) bliver også passet her, hvilket er en del af de daglige pligter.
Det meste af dagen gik med at kigge på hylder og i mapper og snakkede med kollegerne. Det var tydeligt, at alle var indstillet på at give mig en blød og behagelig start - hvilket lykkedes til fulde.
Jeg var da også med på en lille køretur i byen, for lige at se de mest nødvendige lokaliteter. På trods af at byen er meget lille er det alligevel svært at finde rundt lige i starten. Når jeg kiggede på gadenavnene gav det mig en vis frygt for, at jeg ALDRIG ville lære at skelne disse navne fra hinanden - endsige lære at udtale dem.
Hvordan i alverden ville det nogensinde blive muligt at udtale vejnavnet: Ivissuaaterealaa så det har blot en anelse grønlandsk klang?
Snart var det fredag eftermiddag og fyraften. I weekenden er stationen lukket, bortset fra den kollega, der har vagten fra sit hjem. Da jeg, trods alt, ikke blev kastet så hovedkuls ud i hverdagen, havde jeg derfor udsigt til et par dage fri. Det ville give mig mulighed for at gå nogle ture i byen - og måske lidt udenfor, samt få mig indrettet i lejligheden.
Klaus, var temmelig ked af, at lejligheden ikke var gjort ren, så han havde ringet til lufthavnen og rykket for rengøring. Derfra blev det lovet at få den gjort ren i løbet af dagen. Først på eftermiddagen var jeg hjemme og tjekke, men intet var sket. En fornyet opringning gav forhåbning om, at der ville ske noget i løbet af lørdagen.
Da jeg kom hjem var det således ikke just idyl og hygge, der kom mig i møde i entreen.

Jeg begyndte at smide det værste ud og ordne køleskabet, men indså hurtigt, at jeg ligeså godt kunne "bide i det sure æble" og simpelthen starte i det inderste hjørne.
På den måde blev det hurtigt fredag aften, og da jeg rettede ryggen og så mig omkring var jeg faktisk meget godt tilfreds med mit nye hjem. Og måske endnu vigtigere: nu vidste jeg, at lejligheden var ren, om så det var nederste skuffe i køkkenet.
Lidt træt efter alle de nye indtryk (og hovedrengøringen), stillede jeg mig en stund på altanen og nød udsigten til det blå, blå hav og beundrede bjergene i horisonten, der var næsten røde af midnatssolen. Jeg var dog ikke sen til at finde min seng, og faldt hurtigt i søvn.

Søndag 3. juni 2007

Nej, det kom heller ikke nogen og gjorde rent i løbet af lørdagen. Jeg havde slæbt diverse skrammel ned til containeren, og et stoppet en sort plasticsæk med sengelinned, håndklæder m.v., som jeg regnede med tilhører den officielle indehaver af lejligheden. På døren en seddel om, at der var gjort rent og en bemærkning om, at den sorte sæk kunne fjernes. Da intet skete hen over søndagen, blev også den sæk sat ned til containeren.

Ellers gik weekenden med at gå ture i byen for at danne mig indtryk af, hvad der findes af butikker og andre nødvendigheder. Det lader til at alt forefindes her, om end i lidt lille målestok.
Byen bliver hyggelig derved, at der er små havnebassiner med joller og lystbøde af enhver størrelse og til enhver pengepung. Et par havnekaje er konstrueret til større skibe og trawlere.

Ved en af anløbsbroerne holder fangerne til.

Her er der en livlig trafik af fangere, der lander deres fisk, marsvin og sæler, og hvad de ellers fanger og skyder på havet. Ovenfor ligger "Brættet", som nærmest kan sammenlignes med en mellemting mellem en fiskeauktionshal og en fiskehandler.
I "Brættet" handles sælspæk, hvalkød og fisk af mange slags.
Priserne synes at være særdeles overkommelige. Jeg købte en torsk på lidt over et kilo til kr. 25,-.

Et andet karakteristika ved byen er, at mange huse er bygget på klippeskråningerne. Nogen af husene ligger så lange oppe, at der må være hundredvis af trappetrin derop. Godt man ikke er flyttemand her.

Alt i alt er det helt bestemt en hyggelig by at færdes i.

En ting skuffede mig fælt ved at færdes igennem byen. Jeg blev meget overrasket over at se, hvor beskidt her er. Nogen steder er der direkte ulækkert i gaderne. Tankerne blev straks ledt hen på det syn, der møder én i Kosovos gader - dog ikke helt så slemt her. Jeg er ked af at nævne det, men det hører altså med til historien.

Hvad er det, der får mennesker til at efterlade plastic, gulvtæpper, papir, og rustne cykelstel i rendestenene og grøfterne?

 

Jeg gik naturligvis også en tur i fjeldene, som begynder deres stejle stigning mindre end to meter fra gadedøren.
Vejret var rigtig skønt med solskin fra en skyfri himmel.
Fra klipperne fulgte kystlinien bag om byen. Skaberen af denne enestående natur har oven i købet betænkt vandrerne med klipper, der er bekvemme at trave op og ned ad. Der var stadig en del sne på de skyggefulde steder, og det anede mig, at der måske kunne ligge en fare ved blot at træde ud på sneen. Kunne den mon dække over en dyb kløft?
Efter en times vandretur opgav jeg at spille helt, og vendte om.
På de næsten nøgne klipper har visse plantearter formået at finde basis for at leve. Selv om der ikke er mere muld, end det svarer til en skovlfuld ovenpå stenene, formår visse plantearter at udfolde sprudlende liv.
Nærmest euforisk vendte jeg hjem sidst på eftermiddag, opsat på at udforske dette område nærmere i takt med sneen måtte overgive sig for den kommende sommer.
--

Torsdag 7. juni

Den første hverdag (mandag) var ikke noget speciel, men gik nærmest yderlige ud på at lære dagligdagen at kende.
Til gengæld var tirsdag og onsdag noget helt specielt.
Jeg skulle med på min første "bygdetur" med politikutteren "SISAK II". Jeg har andet sted fortalt lidt om politikutterne, som har til formål at "servicere" de små bygder langs kysten sådan rent politimæssigt. Endvidere bliver de også brugt til blandt andet eftersøgninger, sø redning m.v.
Det var lidt af en "broget forsamling", der mødtes på havnekajen tirsdag morgen. Foruden den 5 mand store besætning bestod "lasten" af: Kredsdommeren, hans sekretær, to domsmænd, en bisidder (forsvarer), Steve, Carsten (kolleger) og jeg, samt Brian, der er reservebetjent. Sidstnævnte var dog med som "turist", da han skulle besøge nogen i en bygd.
Vi lagde fra kaj præcis kl. 08, med kurs mod syd, og fulgte kysten på behørig afstand. Havet var ret stille, så det var en fuldendt fornøjelse at stå på dækket og betragte de smukke bjerge med sne, og det blå hav. I "stuen" fik vi serveret kaffe og brød af kokken, og der var almindelig god og afslappet snak om løst og fast.
Vi medbragte nogle sager, som skulle klares i bygderne, Napasoq og Atammik. Der var forskellige sager, hvori folk skulle afhøres, der var stævninger, der skulle forkyndes, fogedsager og faderskabssager, og forberedelser til et par retssager (det var jo årsagen til at retten også var med).
Efter en times tids sejlads tog vi sagerne frem og begyndte at fordele dem imellem os. Steve og Carsten forberedte sig på retssagerne.

Klokken 11.00 ankom vi til Napasoq, som ligger på en ø. Øen er ikke større end det er muligt at gå rundt om den på en times tid. Allerede lidt på afstand fik jeg fornemmelsen af at ankomme til en anden Verden eller anden planet. Det var altså sælsomt at ankomme til en lille bitte by med spredte huse og lidt under 100 indbyggere. Under anløb ved kajen kom enkelte nysgerrige for at hilse på, men alt i alt virkede det som folk ikke tog nogen særlig notits af os.
Bygden har en lille fiskefabrik, et skind bearbejdnings værksted, en butik, en skole, en sygeklinik og en kirke.
Kommunefogeden kom til stede og fik besked på, hvem vi gerne skulle have fat i, og så begav han sig på rundtur i bygden for at se, hvem af dem, der var hjemme.

Selv fandt vi frem til et hus, hvor beboeren skulle anholdes til en af vores sager. Vi fulgte ham tilbage til båden, hvor han fik at vide, at han blot skulle vente - og så gik vi igen. Det var lidt uvant for mig blot at efterlade en anholdt med den besked. På den anden side kan man med rette stille spørgsmålet: hvor skulle han egentlig stikke af hen?
Ind imellem politiopgaverne gav vi os tid til at gå en tur i bygden. Det er specielt værd at nævne kirken. Der er af gode grunde ikke så stor, men til gengæld var min forbløffelse stor, da jeg så den indeni. Den var usædvanlig smukt udsmykket med en form for malerier på væggene. Motiverne forestillede eskimoer i forskellige situationer, formentlig af religiøs karakter.

Også butikken var speciel. Ikke større end en stor døgnkiosk i Danmark. Til gengæld er det lidt af en blandet landhandel, med fødevarer, tekstil og lidt isenkram. Det faldt i øjnene, at mange af hylderne var mere eller mindre tomme. Carsten spurgte, om ikke der snart kom forsyningsskib. Dertil blev der svaret, at "forsyningsskibet har lige været her, men de havde glemt en hel del af det, der var bestilt". Jeg hæftede mig ved, at frysedisken var tom, og i kølerdisken langs væggen havde et par tuber sennep al pladsen for sig selv.
Midt på eftermiddagen havde vi klaret det, der skulle klares. Rygtet om SISAK’s ankomst var nok nået os i forkøbet, for et par stykker af dem, vi skulle have haft fat i, "var taget på havet", ligesom de forrige gange politiet dukkede op.

Sejlturen fortsatte sydover, hvor vi efter yderligere et par timers sejlads ankom til Atammik, som er ca. dobbelt så stor som Napasoq.
Her er de samme faciliteter, naturligt nok i større målestoksforhold. Vi gik rundt i byen og lavede diverse aftaler om tidspunkter, hvor folk skulle komme til afhøring på skibet den følgende formiddag. Også her skulle retten sættes i den lokale forsamlingsbygning.
Bygden er for tiden uden kommunefoged, men Carsten forsøgte (vist nok med held) at overtale en til at påtage sig hvervet - mod betaling af Rigspolitichefen, forstås.
Måden at leve på her er noget anderledes end det, jeg kender hjemmefra. Husene er ikke nær så store, og familierne er typisk meget større. Vi besøgte blandt andet et meget lille hus i to plan. Her boede en mor og far med fem børn. I et lille soveværelse sover forældrene med de tre mindste børn, mens de to andre delte et endnu mindre værelse.

Kirken her var noget anderledes, men meget pæn udsmykket, lys og intim atmosfære.
Om aftenen hyggede vi os ombord på skibet. Nogen så fjernsyn, andre spillede kort, og jeg susede selvfølgelig rundt og sugede indtryk til mig.

Jeg sov som en sten i kahytten og vågnede som den sidste et par minutter før klokken 08, ved duften af småsnak og duft af kaffe fra messen.
Straks efter den dejlige morgenmad blev der travlt i "butikken". En overgang var der ligefrem kø for at komme til afhøring eller få udleveret stævninger.

Alt gik forrygende, og klokken 12.30 blev landgangen taget.

Vejret var forrygende, med høj solskin og havblik. Vi havde ikke sejlet ret lang tid, før der blev råbt: "Pukkelhvaler forude!".

Alle ombord styrtede ud på dækket, og ganske rigtigt. Langt ud sås store, sorte rygge komme til syne. Skipper satte farten ned, og vi nærmede os langsomt området, hvor de skulle befinde sig.

I løbet af den næste times tid så vi adskillige hvaler, nogen af dem forholdsvis tæt på. Det er svært at beskrive, hvilket syn det er at se så stort et dyr tumle sig i vandet.

En voksen pukkelhval kan veje op til 30 tons (svarende til ca. 50 malkekøer) og er ca. 15 meter lang. Når de kom fri af vandoverfladen for at trække vejre, spredte de en kæmpestor sky af vand fra deres åndehul (det kaldes "blåst"). Nogle gange kunne vi, selv på lang afstand høre deres skrig, eller skriv, som nok er en form for kommunikation. En gang imellem var vi så heldige, at de dykkede så lodret, at deres enorme hale kom til syne. Hver eneste gang gav det kuldegysninger at se og høre på.

Det er svært at forholde sig til, at der findes så store pattedyr, der lever deres liv i havene.
Vi kom aldrig helt tæt på. Ifølge skipper holder hvalerne sig bevidst på en vis afstand fra store skibe, da de ved, at det kan være hvalfangerskibe. Der imod er det muligt at komme HELT tæt på dem i små både.

Efter sigende er det muligt at komme HELT tæt på dem - altså ganske få meters afstand, hvis man er i en almindelig motorbåd.
Det må være én af drømmene for denne sommer.

Og der skete virkelig noget på hjemturen. Hvis ikke det var hvaler, vi så, så var det sæler eller marsvin.

Sæler en nogle sjove nogen. De ligger ligesom og flyder med hovedet over vandet, nærmest overlegne ser de ud. De kigger mod den mærkelige skikkelse, der kommer tøffende imod dem.

At skipper og andre stillede sig ud i stævnen og skød efter dem med deres rifler, to de ikke umiddelbart notits af. Først når projektilerne ramte så tæt på, at de fik vandsprøjt i øjnene, dukkede de sig.

Det lykkedes således ikke at skyde nogen sæl.

Til gengæld lykkedes det skipper at skyde et marsvin, hvilket vakte vilde jubelscener blandt besætningen.
Straks efter den blev landet, kig dommerens sekretær og kokken i gang med at partere den.

"Nu skal du smage rå marsvineskind", blev det bekendtgjort for mig. Ja, selvfølgelig skulle jeg det.

Skindet blev skåret i mindre kvadrater, og det værste spæklag snittet af. Så var det med at proppe i munden.
Indrømmet, det var en lidt "sæl"som oplevelse at putte marsvineskind i munden. Til gengæld var det noget af en overraskelse, at det faktisk smagte rigtig godt. Ligheden med nødder er meget påfaldende.

En rigtig lækkerbisken var et stykke skind på et nybagt rugbrød fra butikken i Atammik, mmmmMMMMM !!

"Nu er du optaget i den Danske Republik, Grønland", sagde reservebetjenten, og gav mig et anerkendende skulderklap.

Ja, på den måde blev eftermiddagen lang, men en rigtig god oplevelse.
Som Carsten sagde, da vi havde Maniitsoq i sigte: "Det er sådan en tur turister giver i tusindvis af kroner for at komme på"

Tirsdag 19. juni

I de forgangne par uger er hverdagen så småt begyndt at forme sig. Jeg er ved at være dus med de forskellige lokaliteter og ansigterne på posthuset, sygehuset, i lufthavnen og de forskellige butikker m.v. Folk er begyndt at hilse venligt, når jeg møder dem gå gaden, og enkelte standser endda op for at udveksle et par ord.

Til overraskelse for nogen er jeg også rigtig glad for stedet, hvor jeg bor. Nuvel, ejendommen er grim, og opgangen er nærmest uhyggelig. Til gengæld fungerer lejligheden godt. Den er lys og møblerne er stort set i orden, og så har jeg jo den fine udsigt. Jeg kan forstå på kolleger og andre, at der indtil for kort tid siden var en del problemer med min overbo, som larmede 24 timer i døgnet. Han blev dog smidt ud for kort tid siden, og det har åbenbart skabt ro.


Jeg har også været inviteret til middag hos mine danske kolleger, Klaus, Peter og Carsten (og deres familier). Det har naturligvis også været medvirkende til at jeg har følt mig godt modtaget og er blevet indlemmet i flokken.

I weekenden 9.-10. juni havde jeg min første weekend vagt. Politistationen som sådan er lukket, så "butikken" passes fra ens bolig. Kunder henvises til at ringe på den mobiltelefon, som vagten har med hjemme. Reservebetjentene skiftes til at være i bagvagt, så hvis man skal bruge hjælp, ringer man efter en af dem.
Det var selvfølgelig med en vis spænding jeg startede vagten. Hvad rykkes der normalt ud til? Hvad henvises til det bliver hverdag? Hvordan tackler man situationer, hvor kunderne kun taler grønlandsk? Hvad nu hvis der kommer en rigtig alvorlig sag?
Der var jo ikke andet at gøre, end at bruge den sunde fornuft (det er jo netop det, det meste politiarbejde drejer sig om).
En af vagtens opgaver er også at passe på de fanger, der måtte være på stationen. Vi har jo, som vist nok tidligere nævnt, en fange for tiden.
Tre gange i døgnet skal han aflægges et besøg og luftes.
--
Weekendvagten bød på dårligt og regnfuldt vejr, hvilket nok var medvirkende til at det blev en stille vagt. Om lørdagen kørte jeg rundt på hele vejnettet, som jo er ret overskueligt, for at lære byen at kende.

Under denne tur oplevede jeg noget ganske sælsomt, der endnu engang bekræfter, at Verden ikke er ret stor. For enden af en stikvej ligger lossepladsen, der er nøjagtig så grim som sådan nogen er. Da jeg var ved at vende bilen, faldt mit blik på noget, der skærpede min opmærksomhed.
Midt i bjerget af skrammel lå en lastbil, som engang havde været en såkaldt betonkanon. Det, der påkaldte min opmærksomhed var de meget karakteristiske farver, den var malet i: orange og grøn.
For 30 år siden var jeg lastbilchauffør på Kås- Pandrup Betonvarefabrik, hvis lastbiler var malet i netop disse farver. Jeg måtte naturligvis studere fænomenet nærmere. Det lykkedes mig ikke at finde noget, der fortalte om denne skrotbils tidligere ejerskab, men ligheden var så slående, at jeg måtte undersøge sagen til bunds.
Jeg tog et par billeder, satte mig senere til Internettet og fandt frem til min tidligere arbejdsgiver, Iversen, som jeg sendte en e-mail og fortalte historien.
Der gik kun et par dage, før jeg fik svar. Jo, den var god nok. Fabrikken var i starten af 80erne ejer af en betonkanon af netop denne model og i disse farver. Normalt blev de gamle biler solgt til Østeuropa, men en enkelt røg til - Sukkertoppen (nu Maniitsoq).
Søndagen var lidt speciel.

Vores fange, med kælenavnet, Nuka, havde i ugens løb spurgt om det var muligt at komme i kirke, da en dreng fra familien skulle konfirmeres. Det var for så vidt i orden, hvis weekendvagten (mig) ville bruge tid på det. Og det ville jeg naturligvis, hvis arbejdet ellers tillod det. Så ville jeg jo blive den oplevelse rigere.
På den måde indfandt jeg mig i kirken sammen med Nuka. Det er i øvrigt en pæn og ret ny kirke, og der var fulde huse.

Konfirmanderne var klædt i nationaldragter, hvilke for pigernes vedkommende er meget smukke med tusindvis af farvestrålende perler og sælskindsstøvler. Drengenes dragter består af sorte bukser og hvide anorakker, og er dermed mere neutrale.
Efter kirkegangen var vi til kaffemik i forsamlingshuset og endnu et i ejendommen, hvor Nuka normalt bor.

Det var bemærkelsesværdigt, at ingen synes at tage notits af, at Nuka var ifølge med en uniformeret politimand. Det skyldes formentlig, at alle i byen kender Nukas situation, og endvidere siges det, at man i den grønlandske kultur ikke fordømmer nogen selv om de måtte have dummet sig nok så meget.
Jeg vil ikke nævne, hvorfor Nuka er tilbageholdt, men det drejer sig om en temmelig alvorlig forbrydelse.
Han er nu en meget stille og rolig fyr, og det er svært at forestille sig, at han kan gøre en flue fortræd.
Ud over en fuld kvinde, der ville ævle, og noget, der mindede om et lille butikstyveri, var der ikke nogen politimæssige opgaver.
--

Det her, det er bare Grønland De tre "dansker familier" har alle haft mig med på sejltur i deres både. Det er noget helt særligt at se landskabet fra en speedbåd. Billedet skifter hele tiden, det ene smukkere end det andet.

Med Carstens familie sejlede vi til Ada fjorden. Den bliver vist også kaldet "dansker fjorden", men jeg ved ikke rigtig hvorfor. Ada fjorden ligger tæt på byen, og en lille snæver fjord med forholdsvis høje og stejle klipper. Inde i bunden var der stadig is på vandet. Jeg lånte Carstens pilkestang og skulle forsøge at fange en torsk. Ved første forsøg satte pilken sig fast på bunden, og der var ikke andet at gøre, end at kappe linen. Det var så det!

Med Klaus´ familie sejlede vi til Kangerdluarssuk fjorden som ligger på fastlandet, ca. en times hurtig sejlads herfra.
Også denne fjord er ret smal. På vejen in mod bunden passerede vi en klippeformation, kaldet "Løven", da den ligner en liggende løve. Lidt længere fremme passerede vi foden af det bjerg, der huser områdets eneste helårs skisportssted, vist nok af samme navn som fjorden.

Inde i bunden a fjorden kastede vi anker. Deres båd er ret stor, så den kan ikke gå helt ind under land.

Den lille gummibåd blev sat i vandet, og vi sejlede til land. Herfra gik vi en halv times tid op langs en lille elv, der på visse steder stadig var dækket af is og sne.

I hullerne fiskede vi lidt, dog uden held, og ved aftenstid blev der lavet mad over gasblusset.

Med Peter sejlede vi nordpå til et vandområde kaldet Angmarqoq, som ligger på sydsiden af øen, Hamborgerland. Her drev vi rundt på dybt vand og fiskede torsk. Denne gang var der mere held i sprøjten. Jeg havde da tre fine torsk med hjem, som endte deres dage i køleskabets lille skabsfryser.

Det var nogle rigtig hyggelige og oplevelsesrige ture, der gav mig et godt indtryk af omgivelserne omkring Maniitsoq.

Lørdag 30. juni

Den 21. juni er Grønlands nationaldag. Ganske vist indførtes selvstyre fra 1. maj 1979, men jeg tror 21. juni er valgt som nationaldag for også at markere årets længste dag. Der er virkelig tale om en festdag, og alle har fri fra arbejde.

I Maniitsoq fejredes tillige 225 års byjubilæum i år. I det Herrens år 1782 besluttede den danske regering at flytte (en del af) byen, Kangaamiut til det sted, hvor Maniitsoq i dag ligger. Kangaamiut består dog stadig som en bygd i kommunen.
Jeg havde vagten på denne dag, og vores fange på stationen havde spurgt mig, om jeg ville tage ham med til Borgmesterens tale ved rådhuset.
Well, jeg var jo ikke forpligtet til at tage til byjubilæum med en arrestant, men på den anden side ville der jo ikke gå noget fra mig, ved at tage ham med. På den måde ville jeg jo også få en lidt særlig oplevelse.
Og således gik det til at jeg tog til stationen om morgenen for at hente ham, og køre de 100 meter hen til Rådhuset.
Vejrguderne var ikke just med os denne dag. Det var faktisk en regnfuld og lidt kølig dag.
På parkeringspladsen var opstillet et telt uden sider, så tilhørerne kunne stå i tørvejr og høre Borgmesterens tale.
Jeg tror der var mødt ca. 100 mennesker op. Nogle i festtøj, andre i kedeldragt og gummistøvler.
Ingen lod sig mærke med, at politiet var til stede med fangen. Dem, som kendte min "ven", hilste pænt på ham, og nogle af dem også på mig.

Efter Borgmesterens tale sang det lokale sangkor et par sange. En af vores reservebetjente og hans kone/kæreste synger i koret.
Derefter fulgte en ceremoni hvor kvinder, klædt i den smukke nationaldragt fik slået søm i en fane.
Jeg fandt ikke ud af, hvad det nærmere gik ud på.
Jeg afleverede arrestanten i hans celle igen, med løfte om at hente ham tidligt på eftermiddagen for at tage i idrætshallen og se på festlighederne der.
På den måde fik vi også hele eftermiddagen til at gå. I hallen var der kæmpe kaffebord og forskellige former for underholdning i form af lokale musikere og børnesangkonkurrence. Joh; vi havde begge en fornøjelig eftermiddag. Jeg fik snakket med forskellige mennesker, som jeg ikke kender, og han fik lejlighed til at hilse på gamle venner og familie.
--

Grønlænderne fejrer ikke Sct. Hans som vi gør. Det er simpelthen ikke en tradition. Jeg ved ikke hvorfor, men der kan jo være den rent praktiske grund, at de ikke har noget træ at brænde af..??

Det afholdt nu ikke en lille flok danskere i at mødes i en lille bugt nede ved vandet. Her havde min danske kollega, Carsten formået at samle nogle Euro-paller. Jeg tror vi var samlet ca. 20 danskere der. Naturligvis tiltrak bålet en del grønlandske børn, og de var elle vilde med bålet. Det var tydeligt, at de ikke har det samme forhold til åben ild, som danske børn har. De havde travlt med at komme HELT hen til ilden, og samle brændende træstumper. Til sidst måtte vi jage dem lidt væk, for det blev simpelthen for farligt for dem. Jeg tror flere af dem brændte noget af håret og fik brandvabler på hænderne af at samle brændende træstykker op.

Jeg havde weekend vagten 23./24. juni, men der skete ikke så meget. For første gang skulle jeg forholde mig til en "båd i havsnød".
Jeg blev ringet op fra kystradioen der oplyste, at de var i radiokontakt med en båd et godt stykke mod nord, som havde fået motorstop.
Han var dog ikke i decideret havsnød, for han var ikke ligeglad med, hvor han skulle bugseres hen. Han stillede nærmest grav om at blive bugseret til Sisimiut (længere mod nord). Konklusionen derpå måtte derfor være, at nøden ikke var så stor.
Jeg ringede til kommunefogeden i Kangaamiut, som fandt en borger, der var villig til at sejle vedkommende til undsætning - mod betaling.
Via kystradioen blev pågældende gjort klart, at han selv måtte betale for bugseringen, og således hørte jeg ikke mere til den sag.

Sygehuset spurgte os den 28. juni om de kunne låne to politifolk til at ledsage en psykisk syg patient til sygehuset i Nuuk. Egentlig er det ikke en opgave for politiet, men da der var tale om en mand, der sådan uden videre kunne finde på at "tænde af", var det lidt betænkeligt at have ham uledsaget ombord i en flyvemaskine. På sygehusets regning drog jeg således af sted sammen med en af de lokale kolleger, Eigil Lyberth og en sygeplejerske.
Det var jo en god mulighed for at snuse til Nuuk, som jeg skal til i midten af august.
Eigil har selv boet og arbejdet som politimand der, så han var jo den perfekte guide.
Området omkring Nuuk viste sig at være overraskende smukt, set fra luften. I takt med vi nærmede os Nuuk dukkede i hundredvis af små og kringlede fjorde op. De var kønt dekoreret med små istoppe, der så ud som sukker, drysset med en strøske.
Efter at have afleveret patienten på sygehuset tog vi til politistationen. Det var sidst på eftermiddagen, så der var ikke så mange på stationen.

Jeg mødte et par at de kolleger, jeg var rejst herop sammen med. De var glade og tilfredse med at være i Nuuk.
De fortalte flittigt om arbejdet og hverdagen i byen. Jeg fandt hurtigt ud af at der, rent arbejdsmæssigt, ikke er så meget at glæde sig til. De arbejder i almindeligt treskift, og vælter rundt i fulde mennesker, husspektakler og butikstyve.
Ofte bliver de kaldt på arbejde på fridage.
Jeg kunne også forstå, at der nok ikke er helt så meget socialt samvær i fritiden, som vi har i Maniitsoq.
Eigil og jeg spiste fastfood til aftensmad, og gik i biografen om aftenen. Midt i byen er der et flot, og ret ny kulturhus, som blandt andet indeholder en biograf af højeste klasse.
Nuuk er meget forskellig fra Maniitsoq. Her bor jo også fem gange så mange mennesker. Der er "rigtige" gader - og gågade - med butikker af enhver art.
Faktisk er det en "rigtig by".
Helt bevidst tog jeg ingen billeder i Nuuk by, for jeg synes det skal vente til jeg flytter dertil.
Vi sov på Sømandshjemmet, som var af udmærket standard.
Da vi skulle tilbage til Maniitsoq med flyveren klokken 07.00, måtte vi op kl. 05.00. En patrulje kørte os til Lufthavnen, hvor vi checkede ind i tide, men fik samtidig besked om, at vi ville blive forsinket da der var tåge i Maniitsoq. Vi ventede således et par timer i terminalen indtil vi fik besked på, at vi ikke skulle regne med at komme af sted før kl. ca. 16.00.
Vejret var skønt, så vi gik rundt i byen og så på butikker, og aflagde politistationen endnu et besøg.
Da vi så stod i lufthavnen i god tid før klokken 16.00 fik vi alle tre at vide, at vi ikke kunne komme med, da vi stod på venteliste.
Det forstod vi ikke noget som helst af, for vi havde jo billet og checket vores bagage ind. Problemet viste sig at være, at sygehuset kun havde købt en såkaldt "chancebillet" til os. Det betød, at vi kun kunne komme med, når der var ledige pladser. Nu var passagerlisten i mellemtiden vokset en del, så som det så ud lige nu, kunne vi komme med tirsdag morgen (det her var en lørdag!!).
Vores bagage blev hentet ude bag ved, og så kunne vi ellers klare os selv.

Nu var gode råd dyre. Alt imens sygeplejersken ringede hjem til sygehuset, ringede Eigil til sin svoger, som bor i Nuuk. Han har en stor, hurtiggående båd, og var klar til at sejle os hjem mod betaling af brændstof - ca. kr. 2.500,-.

Det kunne ellers have været sjovt at sejle hjem i en stor speedbåd, men "desværre" havde sygehuset i mellemtiden arrangeret, at vi kunne komme med passagerskibet med afgang kl. 23.00.

(Billedet her til venstre viser Kystskibet en morgen det passerer Maniitsoq)

Så var der ikke andet at gøre, end at tage tilbage til byen, hvor vi gik endnu en tur, og så endnu en film i biografen.

I god tid før afgang stod vi på havnen ved landgangsbroen til kystskibet.

Ved check in stod en meget fuld kvinde foran mig. Hun præsterede at falde over ingenting, så Eigil og jeg måtte hjælpe hende på højkant. Hun fortalte, at hun var på vej til bryllup i Sisimiut (nord for Maniitsoq), men da vi kom til lugen blev hun uden nogen diskussion afvist på grund af sin beruselse. Der røg det bryllup!
Vi fik anvist en lille kahyt i skibet, og efter at have set os lidt omkring gik vi til ro.

Jeg sov godt, men havde stillet vækkeuret, så jeg kunne se udsigten på den sidste del af turen.
Desværre var der tåget, så det blev der ikke noget af.

Klokken 08.00 søndag morgen var vi i Maniitsoq - en stor oplevelse rigere.