greenland02.jpg

Efter den noget kedelige start jeg fik, galt det om at få en fornuftig hverdag i stand så hurtigt som muligt. Jeg måtte prøve at ryste skuffelsen af mig så godt -og så hurtigt- som muligt.
Det var bare med at komme i gang...
I skrivende stund har jeg været her i to måneder. Jeg ville lyve, hvis jeg påstår, at jeg er i mit sædvanlige gode humør. Det kan der selvfølgelig være flere grunde til, men selv er jeg ikke i tvivl om, at den væsentligste grund er, at det ikke har været muligt at ryste den omtalte skuffelse af mig og glæde mig 100% over opholdet her.
Desværre.
Kun på grund af gode kolleger, et godt arbejdsklima og nye bekendtskaber, kan jeg være i nogenlunde humør. Selv om tiden går stærkt, så er der stadig 4 måneder til jeg kommer hjem og genser familie, venner, kolleger, kæreste o.s.v. Det virker altså lidt langt ude i fremtiden lige nu.

Det med at bo på hotel bliver man ret hurtigt træt af. Det fik da også en ende, at Anders Jessen rejste tilbage til Hobro den 2. december. Samme dag rykkede jeg ind i hans lejlighed, som er beliggende midt i byen på 1. sal af Grønlandsbanken. Det er en meget stor (ca. 120 kvm) fantastisk god og nyistandsat lejlighed. Den har det hele. Kæmpestor stue, misundelsesværdigt køkken med opvaskemaskine, mægtigt badeværelse med vaskemaskine og to soveværelser.
Der er bestemt ikke noget at klage over på dén front.
Jeg har ganske vist ikke den samme vidunderlige udsigt som jeg havde sidste gang, men til gengæld er rammerne helt perfekte i lejligheden.

Nogen har spurgt mig om, hvorvidt grønlændere pynter til jul som vi gør i Danmark. Til det må jeg sige, at det gør de - og mere til. Så godt som ALLE har tændt julestjerne i vinduerne. Et slags ordsprog siger, at dem, som ikke har julestjerne i vinduerne er enten husvilde eller Jehovas Vidner. Så er det vist sagt.
I det hele taget "jules" der meget, og det er jo ingen sag at fornemme julestemningen, når der ligger et fint lag sne alle vegne.
Jeg havde ikke været her ret mange dage, inden jeg blev inviteret til at holde juleaften hos Eigil (stationslederen) og hans familie. Det var jeg naturligvis ikke sen til at takke ja til.
Det viste sig også at blive en rigtig god juleaften. Foruden Eigil, hans kone Tina, og deres to piger, var også Eigils forældre der. Vi fik en traditionel (dansk) julemenu med ris ala mande og alt andet tilbehør.
En rigtig hyggelig aften, som jeg er dem meget taknemmelig for.

En dag kom Eigil (chefen) ind på det kontor, hvor jeg sad og lukkede døren efter sig.
I forbindelse med en formel ting, han skulle ordne, krævedes den stedlige tillidsmands udtalelse.
Han kiggede alvorligt på mig og spurgte: "Peter, kunne du ikke tænke dig at blive tillidsmand?". Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine, men sagde efter 2 sekunders tænkepause:
"Top, det vil jeg gerne."
Så var den sag klaret. Jeg sprang ind til de andre og meddelte dem, at chefen og jeg netop var blevet enige om, at jeg skulle være tillidsmand. Det blev der grinet en del af. Fra det øjeblik fik jeg tilnavnet "Siniisoq", som betyder "talsmand".
Hen ad vejen har jeg naturligvis udnævnt mig selv til sikkerhedsrepræsentant også. Man kan jo ligeså godt tage det hele med.

Morten og jeg (Morten bor og arbejder oprindelig i Århus) er begyndt at komme i byens billardklub. Det er sådan et fristed, hvor mest danskere kommer. Ikke at det er forbeholdt danskere, sådan er det vist bare blevet.
Nu er det ikke sådan, at man bare kan melde sig ind..... Man kan blive inviteret af et medlem til at komme en gang imellem. Hvis bestyrelsen så synes at "man" falder godt ind i miljøet, kan man få lov at blive medlem.
Morten og jeg startede med at banke formanden i billard. Det var måske ikke så taktisk rigtigt, men efter en del gange, er vi allernådigst blevet optaget som medlemmer. Vi takker for tilliden, og forventer os meget af fremtiden.

Dagene er MEGET korte. Omkring jul var der kun delvis lyst fra kl. 11.00 - 14.00. På den anden side er der næsten heller aldrig HELT mørkt. Selv om natten lyser sneen en hel del op, men det er altså ikke det samme som rigtig dagslys.
Til gengæld er vejret for det meste rigtig godt. Oftest er der vindstille og klart vejr. Selv om det fryser 10 - 15 grader virker det slet ikke koldt, fordi luften er tør og stillestående.
Her de første par måneder er der også noget lang tid til jeg når slutningen af maj.

Heldigvis er der et godt socialt liv her i byen. Jeg kommer en hel del sammen med dansk sundhedspersonale, et par tandlæger og lærere m.v. Vi er alle i samme båd. Nogen længes mere hjem end andre, men på trods af vores forskellighed nyder vi hinandens selskab så tit vi kan se vores snit til det. Oftest i weekends. Det er guld værd for os alle.
Under en sammenkomst forleden dristede jeg mig til at sige, at jeg ind imellem var lidt trist til mode. Det viste sig, at de alle sammen har det på samme måde i perioder. Det var dejligt at erfare, at det åbenbart er "normalen", så bliver det lettere at erkende, at man er lidt trist til mode. Vi aftalte at vi fremover bare skal ringe eller kigge forbi, når man måtte trænge til at "græde ud ved en skulder"

Der har været meget travlt rent arbejdsmæssigt. Det kulminerede indtil videre nytårsaften/nat, hvor jeg havde fornøjelse af at have hjemmevagten. Det gik meget godt til klokken blev 02.30. Derefter ringede telefonen uafbrudt. Reservebetjenten og jeg kørte fra det ene husspektakel og hærværk til det næste.
Klokken lidt i 8 om morgenen ringede telefonen, netop som jeg for første gang var gået i seng. Jeg kunne godt høre, at det var slemt. I baggrunden blev der råbt og skreget om hjælp. Jeg hoppede i tøjet, hentede igen reservebetjenten og kørte til adressen, alt imens telefonen ringede adskillige gange for at få os til at komme hurtigt. Desværre nåede vi ikke frem i tide. I stuen lå en kvinde, dræbt med knivstik i halsen. En anden beboer var stukket af. Han havde også knivstik i halsen men søgte selv til sygehuset, hvor han senere blev syet med over 100 sting fra øre til øre
Det var noget af en mundfuld at stå med på den tid af dagen. Det lykkedes at få vækket alle mine kolleger (3 i alt), som kom til stedet. Derfra gik det helt fint, og 3½ time senere var gerningsmanden anholdt.
Der var ikke noget motiv til drabet, det var blot "noget jeg fik lyst til", som gerningsmanden udtrykte det.
Omkring kl. 17.00 om eftermiddagen kunne jeg luske hjem i seng. Da havde jeg vist også været vågen og på farten i noget nær 36 timer.
Det var naturligvis en tragisk og vel også traumatisk oplevelse. Jeg mener dog, at jeg med god samvittighed kan sige, at jeg ikke har haft noget negativt efterspil eller mareridt m.v. Og for en god ordens skyld vil jeg nævnte, at det ikke er den sag, der går, at jeg ind imellem hænger lidt med næbbet.
Jeg tænker mest på den stakkels pige, der på så gruelig og urimelig vis mistede sin mor - og så på det. Livet kan aldrig blive normalt for hende igen...

Hvad har jeg så at klage over???