greenland03.jpg

Et drab som jeg oplevede den morgen er naturligvis traumatisk i et eller andet omfang for alle involverede. Især vil de efterladte, som har været tæt på begivenheden, sandsynligvis for altid være forfulgt af mareridt og uhyggelige tilbageblik. For os, som er involveret rent professionelt, bliver det forbavsende hurtigt helt almindelig hverdag. I skrivende stund er det nøjagtig to måneder siden jeg stod "i blod til anklerne", og jeg tænker ikke ret tit på oplevelsen, som noget ubehageligt. Når jeg ser den dræbtes datter og hendes kæreste (ham der blev syet med mere end 100 sting) på gaden, fyldes jeg dog med medlidenhed til dem, og afsky for ham, som har bragt så meget sorg og forfærdelse til disse mennesker.
Den unge drabsmand sad varetægtsfængslet på politistationen i et par uger, før han blev overført til Nuuk, hvor han skal mentalundersøges. På vores vagter skiftedes vi til at tage på politistationen og tilse ham og give ham mulighed for at komme ud i den friske luft og ryge en cigaret.
Han virkede som en stille og rolig ung mand, der ikke kunne gøre en flue fortræd. På den måde virkede han faktisk helt sympatisk, ja jeg kunne næsten ligefrem få ondt af ham. I en alder af ca. 23 år kan han nu se frem til nogle år i anstalten i Nuuk. Mon alligevel ikke det vil giver ham rigelig tid til at angre...?

Januar og februar har virket lange. Indtil starten af februar var dagene meget korte, men på den anden side har der også været mange gode og flotte dage. Typisk er det høj, klar frost, solskin og ingen eller meget let vind. Heldigvis mærkedes det pludseligt at dagene blev længere. Faktisk tiltager dagens længde med 7 minutter i døgnet, så det er noget, der mærkes.

Da der ikke er så mange tilbud at benytte sig af i fritiden, er man nødt til at skabe noget indhold.
Jeg har f.eks. haft en lille hobby som kørelærer her i byen. Da der ikke er nogen kørelærere i den forstand, vi kender, kan en hvilken som helst person med kørekort uddanne en ny bilist - efter godkendelse af politiet.
Fra mit sidste ophold her kender jeg stadig Ulrik og Merethe. Merethe havde ikke kørekort, men ville gerne have et inden de returnerede tilbage til Danmark i slutningen af februar. Derfor tilbød jeg mig som kørelærer for hende. Det har vi haft det meget sjovt med på eftermiddage i weekends. Merethe viste sig at være et naturtalent til at køre bil - både forlæns og baglæns, så hun behøvede ikke så mange timer (vi har dog ikke talt dem). I midten af februar mente jeg hun var dygtig nok til at komme til teori- og køreprøve. Behøver jeg at sige, at hun bestod med glans?? Nej, det var ikke mig, der havde hende til prøve....!!

Nogen af mine kolleger hjemme i Silkeborg vil nu nok spærre øjnene op en ekstra gang, når de læser det følgende.
En mand her i byen ville gerne have kørekort til lastbil. Efter at have lært teorien ved selvstudier, og haft nogle timer hos en erfaren lastbilchauffør, skulle han så til prøve en dag.
Da jeg er den eneste på stationen, der har kørekort til lastbil, blev jeg selvfølgelig udnævnt til køreprøvesagkyndig og bedt om at afholde prøve med aspiranten.
Der var jo ikke andet at gøre, end at springe ud i det. Jeg havde selvfølgelig læst, hvad der forventes af ham m.h.t. bakning, vending, orientering m.v., og efter prøven kunne jeg med glæde meddele ham, at han havde bestået uden nogen problemer.
Han var faktisk temmelig sikker i sin kørsel.

På det private og sociale plan sker der heldigvis ret ofte noget. I "kliken", som jeg er med i, er vi rigtig gode til at mødes i fritiden. Lidt på skift inviterer vi til spisning på en hverdagsaften, men specielt i weekends holder vi jævnligt, hvad der kan minde om en rigtig fest. Jeg tror vi har en indforstået aftale om, at det er en nødvendighed at have et socialt liv for at "holde skruen i vandet". Således havde vi en rigtig god fest her hos mig den 31. januar. Få dage senere holdt jeg en mindre privat sammenkomst i anledning af min fødselsdag, hvor jeg tilberedte en dejlig rødfisk.
Birthe, fra "kliken" foreslog for nogen tid siden, at vi skulle starte en filmklub, "Maniitsoq bio", som selvfølgelig skal have til huse i min lejlighed, som uden sidestykke er den største, og uden problemer kan rumme en biograf. Og, vupti.... Pludselig sad vi en halv snes mennesker og så Batman film med projektor, udlånt af skolen, så der var rigtig storskærm på væggen i min stue. Efter forestillingen blev der serveret friske "pil-selv-rejer" på ristetfranskbrød. Det var en forrygende premiereaften, som helt sikkert vil blive gentaget.

Jeg er også begyndt at dyrke en ny hobby. Det er gået op for mig, at man ikke kan opholde sig i Grønland en hel vinter uden at stå på ski. Mit "problem" er, at jeg aldrig har haft spændt et par ski på mine fødder. Mine venner her har dog lagt et kærligt pres på mig (kald det bare provokation).
Således lejede jeg et par ski for vinteren, og mødtes med Kristian (lærer på efterskolen) ved skiklubben en formiddag. Han viste mig hvordan jeg skulle spænde (langrend)skiene på, hjalp mig ned i sporet, og viste mig hvordan jeg skulle bevæge og koordinere arm- og benbevægelser. Efter ca 1½ minuts instruktion sagde han, at han ville tage en omgang på løjpen (5 km), og så kigge til mig, når han kom tilbage!!!! Ikke særlig pædagogisk af en skolelærer, men alligevel meget effektiv.
Nøjagtig som jeg havde proklameret i vennekredsen, viste det sig, at jeg er et naturtalent til at stå på ski. Uden alt for mange styrt, lærte jeg mig at bevæge mig rundt på et fladt stykke, og da Kristian kom tilbage viste han mig, hvordan man løber op ad bakke på ski. At komme nedad er ikke helt så let, som man skulle tro, men også det fik jeg lært (nogenlunde) uden at slå mig nævneværdigt.
Efter en times tid på ski udnævnte Kristian mig til at være udlært ud i skisporten, og han sagde til mig, at "nu bliver resten af dit ophold i Maniitsoq én lang, betalt skiferie..
Sådan er det nu ikke helt gået, men jeg forstår, hvad ham mener.
Det er vidunderligt at færdes i ski terrænet (med eller uden ski) på disse solskins eftermiddage.

Jo, naturen er enestående heroppe - uanset om det er sommer eller vinter.
For at forstå, hvad jeg mener, er du nødt til at bruge lidt tid på at studere nogle af billederne herfra (klik på fotoalbummet). Alligevel må jeg understrege, at naturen er så storslået barsk, uendelig stor, skræmmende, indbydende og fyldt med farvenuancer, at det ikke lader sig gengive på et billede.
Hver weekend er vi nogle stykker, især Inger og jeg, som bruger et par timer på at gå en lang tur i fjeldene, hvis vejret på nogen måde tillader det. Et par timer i fjeldene gør noget ved éns psyke og humør.

Hvis ikke det var for mine venner heroppe og den enestående natur, så havde jeg helt sikkert ikke klaret mig igennem til nu.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne vinter har været den sværeste for mig nogensinde. Der har været dage, hvor jeg har været meget, meget nedtrygt. Jeg har været meget tæt på at opgive og rejse hjem med dags varsel. Alene takket være vennerne, som jeg har kunnet betro mig til, er jeg hver gang kommet ovenpå igen.
Hvis du har læst med fra starten, så ved du, at jeg faktisk er her mod min vilje. Selv om jeg for så vidt har det godt her, og ikke som sådan kan klage over noget, så har jeg hele tiden den lille stemme der siger, at nogen stjal min drøm fra mig, og tvang mig til at blive her i 6½ måned.
Det er en rent psykisk ting.
I slutningen af februar var det rigtig slemt, indtil en god bekendt rådede mig til at afbryde mit ophold og rejse hjem. Jeg havde for længst besluttet, at det skulle være absolut sidste udvej, men alligevel var det den opfordring der fik mig på ideen om at bede om en lille ferie og rejse hjem nogle dage.
Jeg spurgte chefen, der synes det lød som en god medicin. Derefter var der ikke så langt til handling, og jeg bestilte en flybillet, så jeg kan komme hjem en tur i midten af marts.
Jeg kunne straks mærke, at det var den rette medicin.

I modsætning til sidste gang, synes jeg at hverdagen er fyldt med negative input. Hver eneste dag er der hændelser som f.eks. husspektakler med børn involveret. Nyhederne er fyldte med indslag om børn og børnefamilier, der har det skidt. Igennem længere tid har der været adskillige indslag i tv om børn der lever under FN's officielle fattigdomsgrænse og som går sultne i seng.
I disse dage er der offentliggjort en undersøgelse der viser, at 1/3 af de grønlandske børn i alderen fra 0 - 14 år har ondt i sjælen. Iflg. tidsskriftet "Sygeplejersken" nr. 3/2007 begik 54 personer selvmord i Grønland i 2006. Det svarer til en selvmordsrate på næsten 1 ud af 1000. Prøv at gange det op med antallet af beboere i din by/ dit lokalområde. Det bliver endnu mere tragisk når man tænker på, at en meget stor del af selvmordene bliver begået af helt unge mennesker.
Med risiko for at få øretæver vil jeg vove at nævne her, at det svarer ganske godt til det, jeg selv fornemmer. Jeg synes det til tider er noget nedslående at gå igennem byen her og iagttage børn og unge. Jeg synes de ligner dukker uden udtryk i ansigtet, eller individer der går rundt i en osteklokke. Alt for mange af dem har ikke glimt i øjet. De ligner nogen, der ikke tror på fremtiden. Jeg er faktisk ret bekymret på deres vegne.
Det bliver absolut ikke bedre, når jeg tænker på alle de episoder jeg har oplevet her, hvor børn og unge i konfliktsituationer truer med selvmord. Tomme trusler?? Måske i mange tilfælde, men alligevel!!!
På den front har grønlænderne, sammen med danskerne, et kæmpe stykke arbejde, der ikke kan komme i gang hurtigt nok. Jeg fornemmer, at det hos mange er tabu at snakke om dette problem, men jeg mener klokken er "to minutter i tolv"..