greenland02.jpg

Som jeg har antydet, så har starten på mit ophold i Grønland denne gang ikke kun været en dans på roser.
Jeg vil forsøge at forklare mig forholdsvis kort. Jeg skal minde læserne om, at det følgende IKKE er et udtryk for at jeg er ked af at være i Grønland. Det er ALENE et udtryk for at jeg er meget vred, skuffet og ked af den måde, jeg er blevet behandlet på af min arbejdsgiver (læs Rigspolitiet).

Allerede da jeg kom fra Grønland sidste efterår, begyndte jeg at arbejde målrettet på at komme tilbage til Kosovo (eller et andet spændende sted). Jeg fik besked om, at jeg ikke skulle regne med det foreløbig, idet min hjemkreds allerede havde afgivet det personale til international udstationering, den er forpligtet til.
Det var selvfølgelig en noget nedslående meddelelse at få, så jeg kiggede mig om efter andre muligheder.
Samtidig med søgte man kolleger til assistance i Grønland, fordi der heroppe er meget stor mangel på politifolk. Jeg så det som en alternativ mulighed for at komme ud igen. Jeg besluttede mig derfor til at søge både International udstationering og Grønland.

Det hører med til historien, at en stærkt medvirkende årsag til jeg ville af sted så hurtigt som muligt er, at jeg har meget svært ved at acceptere det, der er sket med (og i) dansk politi siden politireformen blev en realitet - men det er en helt anden historie.

Der gik ikke så lang tid, inden jeg fik besked om, at jeg havde fået en tur til Grønland fra 17. november til udgangen af maj 2009. Det var jo en god nyhed. Det var også fint at vide, at jeg skulle tilbage til Maniitsoq. Ulempen var så, at jeg ikke ville opleve andre egne af Grønland.
Som sommeren skred frem, begyndte kolleger at vende hjem fra forskellige internationale missioner, og jeg hørte en fugl synge om, at det måske ikke så så sort ud med hensyn til at komme i international mission. I slutningen af august blev jeg med meget kort varsel indkaldt til 3 ugers kursus i september. Kurser, der alle var med henblik på udsendelse i international mission - helt konkret møntet på Kosovo.
Da den sidste kursusuge var overstået traf jeg beslutning om, at jeg ville satse alle heste på at komme til Kosovo. Således foretog jeg en dag sidst i september et telefonopkald til en ledende politimand, HØJT i hierarkiet. Jeg fortalte ham, at jeg ringede for at melde afbud til Grønland, da jeg fornemmede mit drømmejob i Kosovo snart ville dukke op.
Han beklagede min beslutning, men viste også stor forståelse for det. Efter lidt snak frem og tilbage om løst og fast spurgte han pludselig: "Peter, er der egentlig noget i vejen for, at du kan rejse til Kosovo direkte fra Grønland?" Det var der for mig at se ikke. Han sagde så, at "Vi vil blive glade, hvis du vil tage til Grønland, om det så blot bliver for et par uger, for der er stor mangel på politifolk deroppe."
"Top," svarede jeg "så har vi en aftale". Og dermed sluttede samtalen.
For ikke at stikke noget under bordet, orienterede jeg alle dem, jeg kunne komme i tanke om, burde vide om denne aftale. Personaleafdelingen i København, der står for alle udsendelser, og anden form for personaleplanlægning, samt personalekontoret i min egen politikreds. Alle synes det lød som en god aftale, set med alles briller.

Fire dage før jeg tog til Grønland ringede jeg til samme personaleafdeling i København og spurgte, om der var nyt vedrørende Kosovo, eller om jeg skulle begynde at pakke min Grønlands-kuffert.
"Der er intet nyt fra Kosovo, men det kan komme når som helst" lød svaret. Vi aftalte kort, hvordan han med sikkerhed kunne komme i hurtig kontakt med mig i Grønland (altså: han vidste HELT sikkert, hvor jeg var på vej hen).

Og sådan gik det til, at jeg -med et par dages forsinkelse- kom "hjem" til Maniitsoq.
Som nævnt blev jeg taget pænt imod i lufthavnen, blandt andet af stationslederen. Under de sædvanlige fraser om at "det er dejligt du kommer" og "vi trænger virkelig til du kommer og giver en hånd med", fortalte jeg så, at fornøjelsen let kunne blive kort fordi... bla, bla, bla... Jeg kunne godt se forundringen i deres ansigter. Der var noget DE ikke vidste.
--
Om morgenen, mandag den 24. november, da jeg åbnede min computer, var der en e-mail fra ham i personaleafdelingen, jeg havde talt med få dage forinden. Han skrev kort og godt: "Ring hurtigst muligt vedrørende Kosovo". Jeg holdt vejret og ringede op.
Der var netop kommet besked om, at jeg havde fået en stilling i Kosovo fra den 7. december. Jeg blev jublende glad, og fik at vide at jeg snarest ville høre nærmere.
Mine kolleger så ud til at blive oprigtig glade på mine vegne, men jeg synes selvfølgelig også det var lidt synd for dem.
Jeg gik nok lidt rundt om mig selv og ventede spændt på næste besked.
Den kom præcis 3½ time senere i form af en e-mail: "Spørgsmålet om din stilling i Kosovo har været forelagt ............ som har besluttet at du, "af økonomiske grunde og personalesituationen i Grønland generelt, skal afvikle dit ophold i Grønland som planlagt....." Det var noget af en knytnæve at få i ansigtet.

Det er meget vanskeligt at beskrive de følelser jeg har haft fra det øjeblik. Vrede og skuffelse er i hvert fald dominerende følelser.
Samme aften skrev jeg et personligt brev (e-mail) til chefen for al personale i Danmark. Det var netop ham, som havde besluttet, jeg skulle blive her.
Da der er tale om "arbejdsrelaterede meningsudvekslinger", kan jeg ikke gengive detaljer om det, der herefter har været skrevet frem og tilbage. Man ved jo aldrig, hvem der læser med.
Chefen beklager det skete og betvivler ikke min aftale om at tage til Kosovo herfra. HAN var blot ikke hørt i den sammenhæng....
Der er føget mange grimme ord gennem luften siden - især fra min side. Chefen har ikke været til at stikke i. Han er tilsyneladende kold som is i det her spørgsmål.
Det har været MEGET frustrerende for mig at erfare, at kun få af de argumenter, jeg igen og igen har anvendt, IKKE bliver kommenteret eller berørt i de svar, jeg har fået.
Til sidst involverede jeg min fagforening. Nogen vil vide, at jeg er en gammel fagforeningsrotte, så jeg troede fuld og fast på, at jeg kunne få hjælp og vejledning derfra. Det blev mine frustrationer blot endnu værre af. Heller ikke fra den front var der villighed til at hjælpe.
Argumentet for ikke at gå ind i sagen var i al sin enkelthed, at "forbundets politik er, at medlemmer slet ikke kan gå direkte fra en "PU-stilling" til den næste....." Jeg har forsøgt at forklare, at det ikke er det, der er tilfældet her. Enten er jeg en klovn til at forklare mig, eller også er der noget som gør, at ingen tør pille ved det her. Jeg ved det ganske enkelt ikke (og får det måske heller ikke at vide). Jeg er dog sikker på, at der et eller andet sted sidder en eller flere med meget røde ører.

Det bedste, jeg er stillet i udsigt er, at man vil arbejde hårdt for, at jeg kommer i mission straks efter jeg afslutter mit ophold her efter planen. Det er selvfølgelig "noget", skøn det rokker ikke en millimeter ved den oplevelse jeg har af, at jeg IKKE fremover kan stole på aftaler man laver med dem på højeste niveau.

Jeg har bestemt mig for at stoppe krigen nu. Et gammelt ordsprog siger, at "man ikke skal føre en krig som man på forhånd ved, er tabt."
Jeg vil nøjes med at tage denne meget ubehagelige oplevelse til efterretning. Endvidere vil jeg gøre en god kollega og vens ord til mine: "Jeg bærer ikke nag, men jeg glemmer aldrig."

Og således har jeg indstillet mig på at holde jul, vinter, fødselsdag, påske og forår her.
Takket være nogle vidunderlige kolleger og andre herlige mennesker, jeg har mødt her i byen, så bliver opholdet i Maniitsoq såmænd nok endnu engang en rigtig god oplevelse.