grh02.jpg

Hej alle sammen.

"Pludselig" befinder jeg mig i Grønland igen.
Hvordan det er gået til vil jeg komme ind på om lidt.
I tidligere artikler har jeg igen og igen prist den store lykke det er at rejse og opleve forskellige steder og kulturer. Denne gang er det ikke helt så lyst og ukompliceret som det plejer at være. Også det vil jeg vende tilbage til.

Jeg forlod Silkeborg mandag morgen den 17. november. Flyet til Sønder Strømfjord (Kangerlussuaq) afgik planmæssigt fra Kastrup omkring kl. 10 om formiddagen. Det var en flot tur med masser af skyfri himmel.

Cirka 4 timer senere startede problemerne. VI KUNNE IKKE LANDE på grund af isbelægning på langdingsbanen, som man ikke kunne få bugt med. Flyet blev dirigeret mod Island for at tanke og og efter en times tid der, fløj vi tilbage til Kastrup. Her landede vi præcis 12 timer efter vi var startet.
Alle blev indlogeret på hotel, og næste morgen prøvede vi igen.

Alt gik efter planen, og vi landede til tiden i Sdr. Strømfjord.
MEN PROBLEMERNE VAR IKKE OVRE AF DEN GRUND
Der var dårligt vejr på Grønlands vestkyst, så jeg kom først med fly mod Maniitsoq hen under aften. Netop som kaptajnen var ved at lægge an til landing blev vi sendt tilbage mod Sdr. Strømfjord da det var sat ind med islag i Maniitsoq.

Ingen passagerer (ca. 250) var iøvrigt kommet ud fra Sdr. Strømfjord hele dagen, så der blev trængsel om sengepladserne på hotellet. Jeg var ikke blandt de heldige, der skulle sove på hotellet, men et halvt hundrede af os blev i bus kørt til en forladt amerikansk militær containerby, hvor vi fik anvist hvert et værelse. Det var iøvrigt af en ok standard.

Først onsdag kl. 18.10, lokal tid, lettede flyet som det første fra Sdr. Strømfjord.
Kl. 20.00 (midnat DK-tid) landede vi sikkert i Maniitsoq. Tre kolleger tog imod mig og kørte mig fluks til hotellet, hvor jeg blev indlogeret. Så vidt jeg kan regne ud har jeg således været ca.66 timer undervejs.

AT REJSE ER AT LEVE (jeg vidste jo stadig ikke bedre......)

Torsdag den 20. november om morgenen mødte jeg så på arbejde. Det var en rigtig sjov (og god) fornemmelse at være på stationen igen. Det var næsten som at komme hjem. Gensynsglæden med dem, jeg kender, var stor - og vistnok gensidig. Der er nu også blot to tilbage af dem fra sidste år. Kontorassistenten Ulla og stationslederen Eigil. Af nye ansigter er der Gunnar, som er under uddannelse og de to danske kolleger, Morten Hansen og Anders Jessen. Morten kom en måneds tid før mig og skal være her et år. Anders er "sommermand", som jeg var sidste år, og han skal hjem en af de første dage i december.
Alt ser stort set ud, som da jeg tog herfra for næsten præcis et år siden. List sne hist og pist og temperaturer lige under frysepunktet.

Jeg skal overtage Anders' lejlighed, når han rejser hjem. Den ligger lige midt i byen, over på banken. Jeg vil komme til at savne min udsigt fra sidste år. Indtil da skal jeg bo på hotellet. Det er et rigtig godt hotel, men det er altså ikke så sjovt at bo på hotel i et par uger. Det er umuligt at få pakket ordentlig ud, og hvad kan man lave på et hotelværelse? Faktisk opholder jeg mig en del på politistationen i fritiden. Her har jeg internetadgang og her kan jeg lave ordentlig aftensmad.

De første par dage gik mest med lige at komme ind i rutinerne igen, men det var lettere end jeg havde troet. Atmosfæren og omgangstonen blandt kollegerne er fantastisk. Vi har det rigtig sjovt og hyggeligt.
Vi er en mindre end sidste år, og det kan godt mærkes på arbejdsmængden. Der er faktisk travlt, der der ind imellem sagsbehandling hele tiden kommer nye anmeldelser.
Ind imellem genser jeg kendte ansigter på gaden eller i Brugsen, som med et smil om munden byder mig "velkommen tilbage", og "hvor længe skal du være her?"

Det sidste spørgsmål var svært at svare på.....
Nå, nu er det vist på tide at løfte lidt af sløret for, hvorfor jeg har været lidt hemmelighedsfuld.