topheader01.jpg

Hej alle sammen.

Lige en julehilsen fra Kosovo.

Håber I alle har det godt, og at julestemningen har bidt sig fast i Danmark. Bortset fra vejret (koldt, men uden sne) er der ikke meget, der kan bringe een i julestemning. Dog har jeg set en enkelt gadehandler, der havde tre kunstige juletræer med små hæslige blinkende lys i alle farver.
Min "samlever" tager hjem i morgen for at fejre jul. Jeg er inviteret hen til de tre "gamle" danskere juleaften. De har fikset et par ænder, kartofler, rødkål m.v. I den danske militærlejr oppe I Mitrovica, så vi kommer ikke til at mangle noget. Juleaften skal jeg møde kl. 23.45.
Jeg sender jer næste afsnit af min dagbog. Det er lidt svært at få tid og mulighed for at renskrive den, så jeg er ved at være noget bagud. Men det kommer hen ad vejen.
Jeg har erfaret, at nogen af Jer får virus fra mig. Jeg formoder, at det har noget at gøre med standarden af materiellet hernede.
His nogen af jer af den grund - eller andre grunde ikke ønsker at modtage mails her nede fra, vil jeg gerne at I siger til..

Jeg vedhæfter et par billeder. Da de fylder ret meget må I nøjes med to ad gangen.:


Udsigt fra vores lejlighed Kig godt på billedet.

Nu må I forstå, at det kan være svært at finde gode og sikre netcafeer . . . :-)

Mange julehilsner fra
Peter


Lørdag 04.12.04
Jeg sidder på en cafe og undrer mig over, hvorfor man ikke placerer yderdøre sådan, at dørene når helt ned til gulvet. Der er altid en stor sprække mellem gulvet og dørene. Det trækker ind alle vegne, og tærer på den sparsomme varme.
Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor man aldrig lapper huller i væggene efter at have ført vandrør eller andre installationer igennem. Det ser så grimt, sjusket og ufærdigt ud.
Vores jordanske underviser er SÅ anstrengende at høre på. Han er meget svær at forstå, og hans "undervisning" er frygtelig ustruktureret. Han springer rundt i det. Han kan bruge en halv time på at forklare, hvordan man skal udfylde een bestemt blanket, for så at slutte af med at sige: "Men sådan er det ikke mere. Det har vi lige lavet om ..." Og så bruger han to minutter på at forklare, hvordan det nu er.
Han behandleros nærmest som om vi har første skoledag på politiskolen.
Han og den indiske "boss" (vi har ikke fundet ud af, hvad de er bosser for) kriges om, hvem der bestemmer.
Når jordaneren har forklaret noget, kommer inderen og forklarer det på en anden måde - og omvendt. Klar kompetence konflikt imellem de to.
Jan og jeg er kommet på "Team B" (vagthold B) sammen med 25 lokale, albanske politifolk, 2 nigerianere, 1 tyrker, 2 kenyanere og 1 pakistaner.
Vi er FULDSTÆNDIG forvirrede og føler os helt på par bund.
Vi skiftevis ryster opgivende på hovedet og griner højlydt af dette cirkus.
Man forsøger at holde bestanden af vilde hunde lidt i ave. Tidligere på efteråret blev der på et par uger skudt 1002 hunde.
Strømmen forsvinder jævnligt og det vænner man sig forbløffende hurtigt til. Nogle husejere - og de fleste butikker har generator, så der høres en monotom brummen som om alle er i færd med at slå græsplæne.
Noget af det værste er så at færdes på de mørke "fortove", som er fyldte med kæmpe store huller. På vejen til politistationen (syv minutters gang) består fortovet af store rektangulære betondæksler. Mange af dem er knækket eller helt fjernet. Nedenunder løber en grøft med byens spildevand - ildelugtende, og grå, iblandet alt mulig affald af plastic, blik og madrester. Tilsammen udgør det en tyndtflydende grå-sort masse ...
Man lærer derfor hurtigt IKKE at gå med hænderne i lommen. Faren for at falde er simpelthen for stor.
I dag handlede vi ind hos den flinke købmand, der hjalp os med at finde lejligheden.
Vi fortalte, at vi er meget glade for vores Land Lady
Han sagde, at han er sikker på vi ikke kan finde nogen, der vil være lige så søde som hende. Han fortalte, at hun hedder Mehrije (Maria)
Det er ikke lykkedes for mig at finde min uundværlige havregryn, men købmanden havde müssli som hovedsagelig består af havre..
Selv sødmælk havde han.
Ifølge den engelske udgave af varedeklarationen kan den indtages "uden først at blive kogt", og er holdbar til den 23. marts 2005.
Iøvrigt frarådes det at drikke vandet fra hanen, men man kan dog anvende det til madlavning (og kaffe!!) efter kogning.
Mentalt har jeg det stadig fint. Jeg føler mig ikke utryg ved at færdes alene - ej heller om aftenen. Dog med omtanke.
Som ventet kommer der små øjeblikke med tanker som: "Hvad fa.... laver jeg her?" Kan jeg mon klare opgaverne, der vil komme..? Og så videre.. Men oftere griner jeg/vi af alt det, vi oplever. Såvel i byen som på job. Vi griner og ryster på hovedet af dette kæmpestore FN-bueraukrati.
Jan og jeg lader til at komme til at fungere godt sammen. Han er 35 år og har kone og 2 teenage piger. De bor på Bornholm, men Jan er egentlig fra Vejlekanten.
Vi behøver ikke snakke hele tiden. Lige nu, for eksempel, sidder Jan og læser mens jeg laver stikord til dagbogen.
-Jeg tror lige jeg sætter vand over til Nescafe, for strømmen er kommet igen...
Vejret er lunt (11-13 grader) med heftige regnbyger. Vist som derhjemme..?
Har truffet mange arabiske, indiske og afrikanske "Bosser". De går meget op i titler, kommandoveje, autoritet og papir.
Har også truffet mange europæiske "Bosser". Hver gang de (de europæiske) hører vi er fra Danmark, løfter de øjenbrynene og nævner Kai Vittrup og stikker tommeltotten i vejret.
På hver deres måde tilkendegiver de, at "nu sker der endelig noget - og godt for det!"
---
Søndag 05.12.04
Farcen mellem inderen, Kumar og Jordaneren, Ziad fortsatte i dag. De giver modstridende beskeder eller omgør hinandens beslutninger.
Det kræver virkelig en vendelbo’s langmodighed at holde mund...
Ved middagstid kørte vi en tur i området. Besøgte blandt andet et serbisk område der er under italiensk militærs beskyttelse. Ret nedslående syn. Mismodige mennesker i næsten ubeboelige huse - nogen af dem helt eller næsten udbrændte.
Vi var med lokale kolleger og et par tyske på "paragraf 77-kontrol". Det var ret befriende at høre de tyske kolleger sige, at de var MEGET glade for at arbejde på stationen.
"Bare gør - og optræd - som derhjemme. Det er det, det hele drejer sig om...," sagde de.
I aften skal Bjarne og Claus på natarbejde (kl. 00.00 - 08.00).
Jan og jeg har "support shift" (tilkaldevagt) de næste to tage. Vi skal have vores radio tændt fra kl. 08-17, og må ikke forlade byen. Vi kan ellers gøre, hvad vi vil, men skal være i uniform, når vi forlader vores hjem.
Da byen vrimler med uniformer fra hele verden er det ikke noget problem.
Vi går i forvejen - alle sammen - på restaurant og i butikker i uniform. Det gør ikke noget, for vi ser jo godt ud i den J
I dag har jeg vasket min kuffert og vadsæk i badekarret. Det var det rene mudder, men nu ser den næsten ny ud igen. Det var noget af en jomfrutur, den kom på..
Vejene, som forbinder de større byer har dyrenavne, før eksempel Dog Road, Cat Road, Duck Road m.v. Vejnavnene er markeret med vejskilt med symbol af det relevante dyr.
Peja ligger lige neden for bjergene. Byen ligger ca. 500 meter over havet, og fra bygrænsen knejser nogle af Balkans højeste bjerge, med over 2.000 meter høje tinder.
Det siges, at ulvene trækker ned mod byen, når vinteren sætter ind. I bjergene lever også få bjørne, men mon ikke de bliver deroppe..?
Land Lady, Mehrije, havde IKKE vasket op eller ordnet tøj - hverken i går eller i dag...
Vi havde en fornemmelse af, at hun og den øvrige familie ikke har været hjemme i weekenden.
Omkring kl. 17.00 hørtes puslen i opgangen.. ..og ganske rigtigt. Der kom Mehrije slæbende med brænde. Hendes hår sad så fint, og hun fik os gjort begribeligt, at hun havde været i Pristina i weekenden.
Trods vores benægtelse holdt hun på, at parabolantennen var repareret i weekendens løb.
Hun hidkaldte sin søn fra naboopgangen, og det viste sig, at når først de rigtige apparater og anordninger blev tændte, kunne vi tage ca. 30 vestlige tv-programmer (dog ikke DK)
Vi præsenterede sønnen for en lejekontrakt, hentet på FN’s intranet. Der er 3 eksemplarer: engelsk, serbisk og albansk. Da jeg ikke kender forskel på de to af sprogene, gav jeg ham dem alle. Han kiggede hurtigt på siderne og stak mig resolut den ene igen: "Serbian", var hans eneste kommentar. Den er nu lagt ved siden af brændeovnen og vil blive brugt til at tænde op med ved en senere lejlighed.
I morgen kl. 14 skal vi mødes for at skrive kontrakt..
Sønnen lod os også forstå, at hans mor en MEGET glade for at have os boende.
Mehrije er jo flyttet en etage op, og bor nu sammen med hans faster, som er dårlig.
Jeg har fundet en større internet cafe i nærheden af, hvor vi bor.
Der brugte jeg næsten to timer med at skrive dagbogen ajour. Bedst som jeg sad og frydede mig over resultatet, gik strømmen. Det er normalt ikke noget problem for computerne, der blot lukker langsomt ned. Men denne computer fandt det belejligt at æde indholdet af min diskette. Resultat: disketten var fuldstændig tom...
Det meste af dagbogen hertil er således rekonstrueret ud fra de mails, jeg har sendt hjem, og stikordene i min lommebog...
---
Mandag 06.12.04
I nat vågnede jeg ved 02-tiden ved voldsomt skyderi lige neden for vinduerne (sådan lød det i hvert fald..). Blev dog liggende, for hvad kunne jeg gøre ved det..?
Bjarne og Claus kom forbi kl. 09.00. De var på vej hjem fra natarbejde. De fortalte livligt om det, de havde oplevet (i virkeligheden ikke noget særligt). Alligevel fortalte de livligt og levende, som om de var helt grønne betjente, der lige var sluppet ud fra politiskolen. Det grinte vi noget af - alle fire.
Claus og makker havde bl.a. stoppet en mand i en invalidebil, som ikke var forsikret, men forsynet med nummerplader fra en helt anden bil. Som en lille bagatel havde føreren heller ikke kørekort.
Hernede er det den enkelte betjent, der suverænt bestemmer, hvad der skal skrives rapport om. De valgte (også af sociale hensyn) af nøjes med at give ham en bøde for at køre i en uindregistreret bil... Mon den var gået ved Silkeborg politi..? Gæt selv....
De fortalt, at der i nattens løb havde været hundejagt i byen. Det forklarede nok skyderiet på gaden...
I morgen SKAL vi have fat i vores sikkerhedsudstyr i Mitrovica. Vi har en aftale om at mødes deroppe med de andre danskerne fra Pristina.
---
Tirsdag 07.12.04
I formiddags gik jeg på "rejsebureau" og bestilte flybillet til den 15. januar. Pris: 457 euro.
Kl. 13.00 kørte vi alle fire til Mitrovica for at hente vores sikkerhedsudstyr (hjelme, skudsikre veste, brynjer m.v.) i dansk politis container i den danske militærlejr.
Forinden ringede Poul (vores souchef) fra Pristina. Han fortalte, at der er optræk til uro i en serbisk landsby, som vi skulle passere. Hvis vi på nogen måde kunne se - eller fornemme- noget "skummelt", skulle vi uden videre vende om..
Hele vejen kørte vi for foden af de høje bjerge. Solen skinnede og det var næsten helt varmt. Nogen steder lå skyerne nærmest og dasede halvvejs nede ad bjergvæggene. Som om de lå og hvilede sig. Som om de var dovne...
Ovenover skinnede solen på de nøgne, grå klipper med de sneklædte tinder.
Underligt, som husene ligger spredte, nærmest som om de er drysset tilfældigt ud over sletten. Mange huse er faldet sammen eller brændt af. Andre er under (gen)opførelse. Pludselig kan der ligge en stor, flot forretning, som kun sælger fer eksempel sodavand!
I Mitrovica mødtes vi med Poul, Uffe og Anne i den danske militærlejr, hvor der er ca. 300 danske Jenser.
Her fik vi vores sikkerhedsudstyr.
I lejren har de en pølsevogn, hvor vi købte en almindelig dansk hotdog. MMM, hvor den smagte.
I den toldfrie gik vi amok ik billig slik og på KFUM soldaterhjem fik vi almindelig dansk kaffe og læste danske aviser.
Jeg blev forbavset over, hvor dejligt det var med "alt det danske", bare fordi man har været væk i 2 uger.
For første gang havde jeg telefonkontakt med alle de kære derhjemme lige før aften (dog ikke mor og far..). Dejligt at høre deres stemmer.
Mehrije skrubber og skurer og vasker, så snart vi er ude ad døren.
Vi mødte meget spændte op til den første, rigtige vagt kl. 23.45.
På vores hold (Team B) er der 25 lokale betjente, kaldet KPS’ere (Kosovo Police Service) og 8 internationale kolleger, kaldet IPO’er (International Police Officer). Vores holdleder er nigerianer og kæmpe stor.
Der er ialt 4 vagthold af denne størrelse og ialt ca. 25 tolke tilknyttet.
Under briefingen, der foregår med tolk, præsenterede vi os og blev modtaget med anerkendende klapsalver.
Straks efter briefingen skulle vi alla sammen på patrulje. I vores bil var vi så to KPS’er, en tolk og mig.
Først nu gik det for alvor op for mig, hvad min opgave er. Kollegerne lod forstå, at det var MIG, der skulle vejlede dem.
De to kolleger har henholdsvis 3 og 4 års erfaring, og er 24 og 25 år gamle, og de er bevidste om, at de ikke er så erfarne.
Jeg befandt mig ellers i en situation, hvor JEG følte behov for at blive vejledt.
ALT var nyt for mig. Radiokorrospondance på albansk og mere eller mindre uforståelig engelsk. Helt uden kendskab til lokaliteter i den mørke nat og uden fornemmelse for, hvordan man "plejer at gøre".
Patruljevognen var ikke FN’s eje, men det lokale politis egen. En 4-hjuls trukket Kia.
Passagersædet, hvor jeg sad væltede bagover da det var gået løs af sit beslag. Det blå blink og udrykningssignalerne virkede ikke. Kabinelyset virkede ikke. Fjernlyset virkede ikke. Og sådan kunne jeg blive ved.
Min første tanke var, at så kunne det nok blive svært at påtale fejl og mangler ved andres biler.
"Du behøver ikke tage sikkerhedssele på", sagde min kollega, Jonan. "Jeg kører forsigtigt".
"Jeg gør det for min egen skyld", svarede jeg smilende og fortsatte, "Måske er der andre, der ikke kører så forsigtigt som du, og vejene kan være glatte i nat!!"
Det skal lige nævnes, at sikkerhedssele ER påbudt i Kosovo.
Jonan grinede og tog også sin sele på. Det gjorde han konsekvent resten af natten, bemærkede jeg.
Vi havde ikke kørt ret længe, og Jonan havde vist mig, hvor han bor, da han spurgte, om jeg havde lyst til kaffe. Joø tak. Det ville da være dejligt.
Han kørte langt ude ad vejen mod Pristina og holdt ind på en tankstation. Der så nu ud til at være lukket.
Men inde i mørket, i et cafeteria, sad en mand og så Eurosport på et lille fjernsyn.
Kaffen blev serveret og så sad vi i mørket og snakkede om byen, livet her og livet i Danmark.
Jonan er selv rimelig god til engelsk. Den anden sagde ikke så meget. Jeg tilbød at betale for kaffen, en udrikkelig Espresso, men de andre sagde, at tankpasseren gerne ville give. Synes det var lidt underligt, at han skulle give, men jeg ville heller ikke være uhøflig.

Vi kørte igen rundt i byen og omegnen, og i mørket havde jeg hurtigt mistet orienteringen...
Jonan fortalte, at han tjener 400 Euro om måneden, uanset, om han arbejder om dagen eller om natten...
Han fortalte også vittigheder. Jeg husker kun den ene, som til gengæld var ret god, og den gengiver jeg her efter bedste evne:
Tre politifolk fra henholdsvis Amerika, Tysk og Kosovo snakkede om, hvor meget de tjener.
Amerikaneren: "Jeg tjener 3000 euro om måneden. 2000 sender jeg hjem og resten bruger jeg".
Tyskeren: "Jeg tjener ogsa 3000 euro om måneden. Jeg sender også 2000 hjem og bruger resten".
"Hvor meget tjener du?" ville de vide.
Kollegaen fra Kosovo: "Jeg tjener 400 euro om måneden. Dem giver jeg til min familie, og der ud over bruger jeg 1000 euro på mig selv".
De andre: "Hvordan hænger det sammen?"
"Det ved jeg ikke"
De andre: "Jamen hvor får du de 1000 euro fra?"
"Det ved jeg heller ikke ..."
Måske skal man opleve indbyggernes forbrug på tæt hold for at forstå denne vits. Det vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Jonan foreslog at vi skulle se det regionale Hovedkvarter (RHQ) hvor radiofokkene sidder. Det var faktisk noget af det, vi gerne ville have set, inden vi startede.
Derinde sad 3 kolleger. To fra KS og en fra Pakistan. Jeg tror nu mest det var p.g.a. den søde KPS pige, at han ville derind.
Efter nogen tid skulle vi afsted igen. Pigen ville gerne med ud og have lidt luft, så lige pludselig var vi fem i bilen.
Jonan mente at vi skulle have kaffe igen, og lidt senere sad vi igen i det skumle cafeteria.
Tankpasseren serverede uden et ord og koncentrerede sig igen om sit fjernsyn. Pige-kollegaen var meget snakkesalig, og god til engelsk.
Indtil sidste uge var hun på samme vagthold som vi andre.
"Om få dage har du dit eget kontor", sagde hun konstaterende. Det måtte jeg lige have uddybet.
"Alle de gode kolleger - dem fra nordeuropa - får deres eget skrivebord og computer", sagde hun, "og så ser vi ikke mere til dem ..."
Selv mente jeg, at det jo betinger, at jeg beder om et skrivebord!! "Vent og se", var hendes eneste kommentar til det.
Da vi skulle gå insisterede jeg på at betale. Jeg havde faæt en svag mistanke om, at der MÅSKE var en hensigt med at der blev serveret gratis kaffe...?
Lidt presset bad han om 1,50 euro
Vi kørte tilbage med pigen, som takkede for kaffe.
Vejen blev lagt forbi Rugova Valley (stedet med den smukke kløft og floden). Vi drak vand fra kilden og kiggede på månen, der omgivet af stjernerne) stod lige over kløften og lukket inde mellem to tinder. Utrolig smukt og stille I den frostklare nat.
Ved solopgang mødtes vi med en anden patrulje (den med Jan) I en "rundkørsel" på een af indfaldsvejene. Det er eet af de faste check points. Her standsede vi en del biler til rutinetjek. Der var en del, som efter danske forhold gjorde sig fortjente til bøder, men standarden her er noget anderledes, så ...
Solen skinnede på bjergene, før den - for os at se - var stået op.
Det specielle lys gjorde klipperne helt lilla at se på. Selv sneen på toppen var lyslilla.
Klokken 07.15 skulle vi lige ind og tisse. Og hvem mødte jeg uden for stationen..? Anjan fra Indien. Han var på vej til paskursus i Pristina. Hvordan og hvorfor han var havnet I Peja lige nu, fandt jeg ikke ud af. Men vi var da begge glade for at hilse på hinanden.
Først kl. Ca. 07.45 afsluttede vi patruljen.
Jooh, når en politimand møder på job hernede, så er det for at patruljere - i alle 8 timer. Eventuel skriftligt arbejde klarest helst lige før skiftetid - eller derefter ...
Spise- og kaffepauser holder der, hvor det falder een ind.
Men sig det for Guds skyld ikke til Politimesteren, at det er vilkårene andre steder. Det kunne jo give ham "gode ideer". J
Claus og Bjarne kom og afløste os kl. 08.00, og Bob, som også var med til julefrokosten, kaldte os ind på sit kontor. Han er vicechef her på stationen). Han ville gerne have een af os på efterforskningsholdet (kriminalpolitiet). Han havde bestemt sig for at spørge Calus, om han ville, og undskyldte over for vi andre, at han var nødt til at træffe et valg.
Jeg vidste, at det var det, Claus gerne ville, så jeg sagde til ham, at han havde valgt den rigtige. Han var glad for, at vi tog det på den måde, og ønskede os en god "nattesøvn".
Da vi daskede hjemad købte vi lidt brød med. Netop som vi kom ud fra bageren hørte vi en stemme, der sagde: "Hvad poker. Skal man møde det danske politikorps her?" en glad og smilende mand hilste pænt og præsenterede sig som "Lars fra OSCE". Han var på vej til job på sit kontor længere nede ad vejen. Ham møder vi nok senere, mon ikke..?
Da vi kom ind I opgangen var Mehrije ved at vaske trapper. Da det gik op for hende, at vi faktisk var på vej I seng, løb hun I forvejen og låste sig ind. Inden vi fik set os om, havde hun tændt op og gik I gang med opvasken fra I går aftes.
Med ordene: "Natén e mire" (godnat) forsvandt hun lige så hurtigt igen.
Og så var det spændende, om vi kunne sove for gadelarmen og ham skrigehalsen over fra moskeen ...

Videre til afsnit 3 - tryk her