topheader01.jpg

Så er næste afsnit af dagbogen klar.


Sådan ser en celle ud på stationen.
I cellen er der 2 senge, som fylder HELE cellen. Fangerne kan således ikke stå op. Det må de ikke - og derfor gør de det ikke.
Det er normalt at fanger opholder sig her i op til 72 timer (3 døgn) ... Værsgo og spis . .
--

Håber alt står vel til i lille DK.
Vi har stadig rigtig vinter her. Om natten fryser det omkring 15 grader. Om dagen omkring frysepunktet. Tør næsten ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis der bliver rigtig tøbrud, for der ligger MEGET sne alle vegne.

Mange hilsner
Peter.
---
Lørdag 08.01.05
De sidste par dage har der været høj solskin og ca. 10 graders varme. I går havde vi tilkaldevagt, og havde i forvejen fået at vide, at vi skulle være på stationen kl. 10.00.
Det, der herefter skete var for så vidt ikke noget særligt - set ud fra et politimæssigt synspunkt. Det var mere måden, det skete - eller rettere IKKE skete - på, der var bemærkelsesværdigt.
Vi mødte Claus, da vi trådte ind ad døren. Han kunne fortælle, at den serbiske ministerpræsident var på besøg i et ortodoks kloster i udkanten af byen, lige ved indkørslen til Rugova Valley. Det forklarede så de par dusin KPSére, der løb ud og ind ad døren i skudsikre veste. Med andre ord - og lidt humoristisk: Ulven var sat til at vogte høns J.
Teamlederen kunne fortælle os, at vi fra kl. 13 skulle på gående patrulje to og to på Hospital Road (som ender ude ved klosteret), han vidste blot ikke hvorfor.
Kl. 11.45 fik vi, over radioen, at vide, at vi skulle være der kl. 12.00. Vi gik med det samme, og nåede derud lige til tiden.
Der var politibiler overalt, og en masse snak på radioen om, hvem der befandt sig hvor. Vi kunne forstå, at vi på givet signal skulle afspærre for al trafik på Hospital Road (som er ensrettet). Vi havde jo regnet ud hvorfor...
"Nu kører de", lød en røst på radioen. Da vi befandt os ca. 500 m fra klosteret bestemte vi os for at standse den trafik, der kørte på vejen. Inden vi rigtig kom i gang kom en mægtig konvoj af politibiler, skudsikre limousiner, og pansrede militærkøretøjer imod trafikken. I løbet af få sekunder var de væk. Vi kiggede på hinanden, trak på skulderen, og lod den almindelige trafik fortsætte... Alt var som før.
Længere nede ad vejen mødte vi andre IPOére. De anede ikke en pind om, hvad der foregik.
Tænk engang. At sådan et statsbesøg kører af stablen uden vi var orienteret det mindste om, hvad vi var jaget ud i....?
Det her ER ikke Danmark.
Fra moskeen i den anden ende af Hospital Road myldrede det ud med mænd, som havde været inde og bede.
Een af dem var Mohammed fra Pakistan. Han kom løbende over gaden, og havde endnu ikke fået sine sko helt på.
"Hvad sker der", ville han vide.
"Nåh ikke andet", sagde han med et skuldertræk. "Jeg gik lige ind for at bede, nu da jeg kom forbi". For ham var der vigtigere ting at tage sig til, end at passe sin post. ;-)
Jeg undrer mig mere og mere over, hvordan det gang på gang sker, at vi ikke får noget at vide. Umiddelbart lader det til, at det kun interesserer vesteuropærere og amerikanere.
Den næste dags tilkaldevagt i dag mindede en del om "de goe' gamle dage". Vi var lige inde og hilse på kl. 08.00 og fik så at vide, at vi bare kunne "gå noget patrulje i gaderne, og ellers holde radioen tændt".
Der har været en del snak på det sidste der gør, at jeg skal til at tænke hurtigt - og taktisk. Snakken går på, at politiet i Peja regionen skal til at klare sig selv uden IPOére fra en gang i foråret (maj/juni)
Tilbage skal blot være et mindre antal til moniteringsopgaver (overvågning og kontrol). Min kontrakt med FN udløber i slutningen af maj, men med mulighed for forlængelse. Det betyder med andre ord, at FN formentlig ikke regner med mig efter den tid.
Jeg overvejer derfor kraftigt, om jeg skal prøve at få kontrakten forlænget, inden Peja’s fremtid er afgjort.
Jeg talte med stationens næstkommanderende, englænderen Bob, om hvad han kunne råde mig til.
Han vidste ikke noget konkret, men sagde, at de fremtidige opgaver formentlig kommer til at ligge i Komunity Police (Nærpoliti) og LIDT i patrulje teamet. Det første kunne han love er ret kedeligt. I patrulje teamet vil der kun være ganske få i fremtiden.
Med andre ord: Jeg må vælge at springe til een af siderne meget snart. Først når jeg HAR sprunget finder jeg ud af, om jeg sprang til den rigtige side...
---
Onsdag 12.01.05
Nogen ting går enormt langsomt - eller står helt stille. Andre ting sker så hurtigt at man ikke når at reagere.
Mohammed mødte ikke til nattjeneste forleden. To minutter over midnat meldte han sig på radioen. Om eftermiddagen var han blevet ringet op fra stationen og fået at vide, at han næste morgen kl. 08 skulle møde i Komunity Police..
Ja, man tør næsten ikke have telefonen tændt længere.
Typisk for Mohammed, så brægede han en længere afskedstale ud i æteren og sluttede med ordene: "Bye bye everybody". Vi skreg af grin, men man skal vist kende Mohammed for at forstå det.
Jeg var makker med Scott fra Arkansas (udtales noget i retning af Arkansaw). Han er 30 år gammel og en rigtig sydstats amerikaner. Har jeg mon fortalt at han bruger snus - af mærket "Copenhagen" - og går og spytter i en Cola dåse hele tiden?
Han viste sig at være særdeles rar og ligetil at være sammen med.
Hans videbegærlighed kender ingen grænser. Han fortæller gerne om sit land, og spørger og lytter ligeså interesseret til vi andre.
Hans horisont er på mange måder meget begrænset - han kender kun meget lidt til Verden udenfor hans egen stat.
Han remsede nogle navne op som er berømte i USA, og kunne ikke forstå, at jeg ikke kendte navnet på borgmesteren i hans by...
Jeg spurgte om han kender Victor Borge og H C Andersen.
"Never heard of them", svarede han kvikt.
"Kender du eventyret, Den Grimme Ælling?" spurgte jeg efter en lille kunstpause.
"Everyboby knows The Ugly Duckling!"
"Det ved jeg - H C Andersen", svarede jeg med største selvfølgelighed.
"Realy? Is he a God damn Dane...?" Og så skulle i høre hans sydstatsaccent - ikke til at stå for.
Scott og jeg kørte en anden amerikansk kollega hjem ved 03-tiden. Han arbejder i radiotjenesten og kunne fortælle, at ham, der for et par uger siden blev skudt bag busstationen var blevet forsøgt skudt igen for kort tid siden.
Den sårede lå på hospitalet i Pristina. 4-5 mænd mødte op på hospitalet, hvor de ved indgangen skød og dræbte sikkerhedsvagten. Derefter gik de direkte til den såredes sygestue, hvor de..... Ja, af en eller anden grund, som jeg ikke kender, skød de ikke, men flygtede i stedet. Måske var der vagter på sygestuen.
Kollegaen havde hørt fra Pristina, at der var lagt en "jernring" rundt om hele byen.
Amerikaneren var overvældende glad for at skulle hjem og sove. Han bor til leje hos den såredes søster og svoger. Svogeren er i øvrigt Peja’s tidligere anklager...
Som natten skred frem blev jeg (og Scott) mere og mere forundrede over, at vi INTET, absolut INTET hørte om episoden i Pristina.
Det er decideret dårligt politiarbejde. Og yderst kritisabelt. Ikke mindst hvad angår VORES sikkerhed.
Naturligvis spredte vi vores viden til de andre patruljer i byen, men hvad med kollegerne i de andre byer i landet.
Med det massive opbud af politi der er i hele Kosovo, ville der være en ret stor mulighed/risiko for at kolleger intetanende ville stoppe en bil med svært bevæbnede mænd i panik, så kan man gætte sig til, hvad der kunne ske...
--
Den følgende dag til morgenbriefingen var souchefen (en amerikaner) for min afdeling for en gangs skyld til stede.
Jeg var simpelthen nødt til at få luft og beklagede mig over den stærkt manglende information vedr. skudepisoden i Pristina.
Det var ret "fedt", da han afbrød mig allerede i min indledning og begyndte at svare (udenom) på noget helt andet end det, det drejede sig om..
Da han var værdig fortsatte jeg med ordene. "...Hvad JEG var ved at sige var, at..."
Alle var enige om, at denne (og andre lignende) hændelser var yderst uheldige.
Det er i øvrigt værd at notere sig, at det ikke alene er et KPS-svips. Der sidder også IPO’ere i radiotjenesten.
Jeg var lidt bange for, om Harun og Idriz skulle betragte det som et angreb mod dem.. Nej, det tror jeg nu ikke, de gjorde.
--
Jan og jeg var simpelthen nødt til at invitere Scott på aftensmad. Han er så tiltalende, og var ikke sen til at takke ja til at komme og spise lasagne mandag aften.
Vi havde det rigtig hyggeligt og sjovt. Jan’s lasagne var rigtig god, og Scott havde svært ved at tro, at sådan noget ikke nødvendigvis er købt i supermarkedets fryser.
Han var dybt imponeret: "God Damn Danes!!"
I går var jeg igen i serberlandsbyen, Ciga. Denne gang med Milazim og en tolk.
Jeg synes nu tiden var inde til at spørge endnu længere ind til de følelser og minder der rører sig i albanerne.
Tolken hidsede sig selv helt op. Han kunne i hvert fald ikke skjule sit had til en stor del af serberne.
Når man ser sig omkring i denne sønderknuste, serbiske landsby, synes jeg det var på tide at gøre opmærksom på, at der jo tydeligvis også er sket grusomheder den anden vej...
Han fortalte, at albanerne var så underlegne under krigen, at de slet ikke kunne gøre sådanne skader, mens serberne stadig var der. Først efter NATO havde jaget serberne ud af landet, hævnede albanerne sig ved - i hævnrus - at ødelægge deres huse.
Milazim, som jeg er blevet rigtig fortrolig med, lagde ikke skjul på, at hans hjerte er fyldt med sorg og had efter hans bror blev myrdet uden for deres hus. I deres landsby dræbte serberne 82 mænd, kvinder og børn. Nogen af ligene transporterede serberne helt til Serbien, hvor de er fundet i massegrave
Han fortalte også en ret ubehagelig og ækel historie, der handler om en familie, som stod Milazims familie meget nær.
En dag dukkede serbiske politifolk op i deres hus.
De skød manden lige på stedet.
Derefter rev de kvindens 5 måneder gamle baby ud af hendes arme, dræbte det og parterede det. Alt sammen i hendes påsyn... Politifolkene kogte ligdelene i en stor gryde og bagefter skar de kvindens mundvige op, så "hun bedre kunne få kødlunserne ind i munden...!"
Kvinden blev sindssyg efter den dag, og lever nu, så vidt Milazim ved, i Albanien.
"Den kvinde var een af mine bedste venner, lige fra vi var små", sagde han med dirrende stemme og fortsatte. "Kan du nu forstå, hvad jeg har i mit hjerte?"
Jo, det kunne jeg vist godt.
Jeg spurgte ham så, om han nogen gange føler trang til hævn.
"Nej, egentlig ikke. Der var også ordentlige serbere imellem, og hævn ændrer ikke noget nu!!!"
--
I dag var dagen, hvor jeg skulle hjem på min første lille ferie. Må være ærlig og sige, at ovenpå 49 arbejdsdage i træk, bliver det nu også skønt at komme hjem og holde lidt fri - og se til "dem alle sammen"
I formiddags blev Jan kaldt ind til Chief Of Operations (skotten, David). Han blev spurgt om/bedt om at tage 3 uger til understationen i Vitromerice som stationsleder, da den "rigtige" er taget på ferie i hjemlandet, Tyrkiet.
Han kaldte mig på radioen for at spørge, hvad jeg syntes...! (vel mest i solidaritet?) Jeg syntes selvfølgelig han skulle prøve, hvis han ikke var decideret ked af det.
Det gjorde han så, med et løfte om, at han kunne komme tilbage til Team B, når tyrken kommer tilbage
Kl. 12 kørte Jan og Scott mig til Pristina Lufthavn. På vejen derind kom vi til at tale om krigen i Irak, og hvor håbløs den synes at være.
Osama Bin Laden kom også på banen, og dermed sabotagen mod World Trade Center i New York.
Scott spurgte, om vi kunne huske, hvad vi lavede den dag (11.09.01) og hvordan vi oplevede det. Vi kunne selvfølgelig tydeligt huske det.
Scott fortalte, at han var på arbejde om aftenen/natten forinden (sabotagen skete om formiddagen lokal tid). Da han stod op næste dag var der indtalt en besked på hans telefonsvarer fra en ven, der ejer en tankstation.
"Hey Scot. Du må hellere komme og få tanket din bil, mens vi stadig har benzin", havde han sagt.
Scott undrede sig over denne besked, men gik blot i bad, spiste "morgenmad" og tog tøj på. Derefter kørte han hen for at spørge sin ven, hvad der var galt med energiforsyningerne. På vejen derhen så han lange bilkøer med panikslagne mennesker bag rattet ved tankstationerne. Han tænkte, at Bush nu igen havde lagt høje skatter på benzinen, og at folk nu ville hamstre.
Først da han nåede hen til vennen fik han stillet spørgsmålet: "What is going on here?"
"Haven’t you heart that? Some teroists have blown up The World Trade Center".
Til denne oplysning måtte Scott spørge: "What the hell is World Trade Center???" (Hvor skulle han dog også vide det fra J). Scott i en nøddeskal - og genstand for megen latter fra et par almen vidende danskere...
--
Vi nåede lufthavnen i god tid. Tog afsked med højt humør, og med gensidig "længsel" om snart at ses igen.
Med den hast der er rokeret rundt på folk de seneste dage, er det ikke godt at vide, hvem man skal arbejde sammen med i næste uge - eller om jeg måske selv er blevet "overført til andet arbejde".
Håber det ikke.
Men indtil jeg kender svar på disse spørgsmål, lader jeg dagbogen ligge i baglommen.
---

Videre til afsnit 9 - tryk her