topheader01.jpg

Hej Kære læsere.

Jeg håber I vil finde fornøjelse i at læse min dagbog på denne hjemmeside.
Min gode kollega i Silkeborg har været så flink og hjælpsom, at at han har tilbudt at låne mig et hjørne af sin private hjemmeside.
Han er også så venlig at rette de værste stave- og slåfejl, og så kan han rette ae, oe og aa til æ, ø og å....
Jeg er meget taknemmelig for denne service, og synes selv at han har fået min dagbog til at se meget indbydende ud.

Det er også muligt at klikke ind på aktuelle links, der vedrører Kosovo.
Billederne denne gang er fra albanernes helligdag, Bejram, hvor der er tradition for at slagte et kreatur eller et får. Ved denne lejlighed blev vi budt velkomne til at se på. Noget af en fornøjelse.


Der slagtes et kreatur - Vi var velkomne til at kigge med


God fornøjelse og mange hilsner
Peter
---
Onsdag 19.01.05
Jo, det var rigtig dejligt at være hjemme. At se, hilse på og snakke med dem alle sammen. At være sammen med dem, og blive bekræftet i, at de alle har det godt.
Det lykkedes da også uden at det kom til at virke forjaget.
Dagen efter jeg kom hjem til DK modtog jeg en mail hernede fra. En nigeriansk kollega i Prizren (syd for Peja) er dræbt af en bombe, som var placeret under hans patruljevogn...
Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men hændelsen har betydet at vi er pålagt at være mere forsigtige. Altid kigge under bilerne, inden vi starter... Aldrig færdes alen på mindre befærdede og mørke steder.
Spændt på, hvad efterforskningen viser.
Dieter fra Tyskland hentede mig i Pristina Lufthavn. Vi skulle også have Kumar (Indien) og Patrick (min teamleder fra Nigeria) med. Kumar kom en halv time efter mig. Han har været på ferie i 25 dage, og han spurgte selvfølgelig nysgerrigt til, om der var sket nogen ændringer mens han var væk. Dieter sank spyttet og fortalte ham, at han var "vippet af pinden" af en amerikaner mens han var væk. Nu er han overført til "Nærpolitiet". Noget af en degradering for en politiofficer...
Patrick skulle være kommet i går, men var ikke med flyet. Da han heller ikke var med de næste to fly spurgte vi os for.
British Airways kunne oplyse, at han er booket på et fly i overmorgen...
Det vil formentlig give ham visse problemer, når han dukker op. Han kunne da også have givet lyd fra sig. Er det typisk afrikansk...? Lad andre dømme om det...
Vi ankom til Peja lidt før kl. 18. Allerede på afstand kunne jeg se, at jeg var kommet "back to normal": Peja var uden strøm J
Jeg viste lige flaget på stationen et kvarters tid. En uofficiel aftale om, at så har man været på arbejde den dag = gratis rejsedag.
Jan ventede med kaffe og knus, og gensynsglæden var stor.
Jooh, han havde tydeligvis savnet mig J.
Meen, han havde også en ræv bag øret. Han matte jo indrømme, at han har sagt ja til at blive i Vitomerica...L
Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke længere har Jan at følges med på arbejde - og vende oplevelserne med, men på den anden side, kan jeg jo få indblik i, hvad der sker "ude på landet".
Det store hit var min medbragte DVD-afspiller, som jeg købte på tilbud i Føtex for kr. 349,50. Den slår vi halv skade om, bruger den, mens vi er her, og lader den stå, når vi rejser herfra.
Mehrije kom lidt sent og bankede på døren. I hånden havde hun en bradepande med mad - eller var det kage..?
"Oh, mama, mama", udbrød jeg. "Ja, mama, mama", svarede hun grinende og stillede bradepanden på bordet.
Joh, det er rart at være savnet. J
---
Torsdag 20.01.05
Bedst som jeg troede, at mine første 2 måneder i Kosovo havde bragt en form for hverdag ind i mit liv, skulle det vise sig, at landet stadig giver mig overraskelser og store indtryk. Også på det personlige plan.
Vi vågnede op til en by, der lå fuldstændig øde hen - på overfladen i hvert fald. Ingen mennesker i gaderne. Ingen biler på vejene. Ingen gadesælgere. Ingen åbne butikker. Ligesom en tidlig søndag morgen i Danmark.
På arbejde (kl. 08) fik vi at vide, at det var Bejram. Den største helligdag i hele året. INGEN forretninger, restauranter eller cafeer var åbne L
På denne dag er der tradition for at slagte et dyr, tilberede det, og forære 2/3 af det til de fattige. Jeg fandt nu ikke ud af, hvem der afgør, hvem der er fattig..?
Jeg var sammen med Arian og Artan (begge KPS’ere). I løbet af formiddagen kørte vi langt ud på landet til nogle små landsbyer. Det var noget af et syn, der mødte os. Rundt omkring på markerne var folk forsamlede om at slagte kreaturer.... Selvfølgelig i anledning af Bejram.
Idet vi passerede et landsted med mænd forsamlet omkring et dødt kreatur, spurgte jeg, om det var passende at gøre holdt for at overvære en slagtning.
Som sagt, så gjort. Vi blev budt velkomne som var vi en del af familien. På græsset lige uden for huset lå en stor, flot kvie og sprællede med alle fire ben. Den havde øjeblikket forinden fået halsen skåret op - uden nogen form for bedøvelse først.
Jeg tillod mig den frækhed at spørge, om jeg måtte tage billeder af seancen. "Ska problem!" - Ingen problemer!. Værsgo.
Alt imens mændene kastede sig over at skære huden af kvien og derefter sprætte den op, blev vi beværtet med chokolade, søde sager, kage (en go een) og tyrkisk kaffe (føj).
De fortalte, at de var syv familier, som i fællesskab havde købt kvien for 800 euro.
Mange penge, synes jeg, men deres eneste kommentar til det var: "Det er Bejram!"
Da kvien var næsten parteret, og kødet lå dampende på et stort stykke plastic på jorden (!!!), var det tid at takke for gæstfriheden og komme videre.
Jeg fornemmede vi bevægede os på grænsen af at fornærme dem, da vi høfligt, men vedholdende, måtte sige nej tak til at blive og spise...
Stor oplevelse.
Vi fortsatte mod Peja, og til sidst opgav jeg at tælle, hvor mange steder der var gang i sådanne slagtninger. Da vi parkerede bilen i politistationens baggård ved 13-tiden, stod et par mænd og slagtede et får der..
Som jeg nok tidligere har nævnt, så går mange ting i FN-systemet dræbende langsomt, mens andre ting sker som lynet fra en klar himmel.
Der er åbenbart hold i snakken om, at CIVPOL skal forlade Peja til maj/juni - med undtagelse af ganske få monitorer.
Da jeg på papiret har "end of mission" den 24. maj i år, kan jeg jo regne ud, at der bliver set bort fra mig fra denne dato.
Såfremt jeg ønsker at forlænge kontrakten, skal jeg derfor til at tænke taktisk - og hurtigt.
Af den grund opsøgte jeg i dag Chef Of Operations (skotten David).
Jeg ville fortælle ham, at jeg gerne vil blive på Team B så længe som muligt (ikke flyttes fra den ene dag til den anden, som så mange andre) og samtidig ville jeg bede ham om et godt råd med hensyn til, hvordan jeg eventuelt kan få forlænget kontrakten.
"Ja", sagde han, "du bliver Team Leader for Team B, så finder vi nok en plads til dig som een af monitorerne ..."
"Jamen, vi har jo Patrick som Team Leader", måtte jeg minde ham om.
"Når han kommer tilbage, er han ikke Team Leader mere. Det, at han blot er blevet væk, vidner om manglende ansvarlighed, og det er ikke en Team Leader værdigt ... "
Ups. Tænke hurtigt nu... Ikke så sjovt at skal til at være Patrick’s chef, men må jeg også tænke på egen situation. Hvis jeg ikke siger ja, gør en anden det jo bare.
Vi blev forstyrret i afslutningen af snakken, men det ser ud til at det er sådan, det ender. Nu må vi se.
Da vi kørte patrulje i eftermiddags, så jeg nogle børn spille basketball på en legeplads.
Helt tilfældigt spurgte jeg Artan, hvordan jeg finder ud af, hvornår Pejas hold skal spille.
"De skal spille mod Pristina i aften i Sportshallen", svarede han
I Kosovo er basketball, hvad fodbold er i Spanien og Italien.
Peja har et professionelt hold, Dukagini, der er ejet af en rigmand her fra byen, som ejer en TV-kanal og et forsikringsselskab af samme navn.
Og hvorfor ikke tage den oplevelse med?
Jan skulle til et "bal" i sit distrikt (arbejdsmæssigt, forstås) og Bjarne havde ikke lyst.
Claus og en amerikaner, han arbejder sammen med, ville gerne.
Vi ankom til sportshallen 1 time før kampen. Udenfor den store, grimme hal, opført i beton, var der sort af mennesker og biler, samt en massiv politistyrke. Alle billetter var solgt forud for kampen, men så er det godt at kende nogle af de lokale kolleger.
En sergent ville finde en plads til os. Han viste os ind via en gang/spillertunnel under tribunerne. Herfra kunne vi høre brølene og slagsangene fra de fanatiske tilskuere.
Larmen og stemningen fik mig til at tænke på filmen: "Gladiator" og den store, romerske arena, Colosseum.
Hvad jeg ikke vidste var, at virkeligheden de næste par timer ville komme til at overskygge min fantasi...
Da vi blev ledt ind i selve hallen, der var så kold at vi kunne se vores egen ånde, blev vi en del at stemningen. Opslugt..
Den ene langside og de to ender havde tribuner helt op under taget. Overalt tæt pakket med syngende og råbende fans.
Luften var så tæt og intens fyldt med stemning, at det nærmeste jeg kan komme det, er forestillingen om en EM fodboldfinale i Parken mellem Danmark og Sverige.
Vi blev placeret på den langside, der ikke havde tilskuerpladser. Lige bag tidtagningsbordet og midt imellem de to udskiftningsbænke.
Så var vi klar...
Mens spillerne varmede op, kæmpede de to holds fans om at synge højst. "Vores" hjemmehold var selvfølgelig de bedste - og fleste.
Kampen blev naturligvis transmitteret direkte på Kosovo tv-kanalen "Dukagini"
Kampen gik i gang, og holdene skiftedes til at have føringen, godt båret oppe af tilhængernes kampråb.
Som kampen skred frem, blev stemningen - indenfor og udenfor banen mere og mere intens.
Pludselig troede jeg, der ville udbryde en krig. Et par spillere lod sig rive med af tilskuernes hujen og piften, og kom i regulært slagsmål.
Det hidsede fansene endnu mere op. De begyndte at kaste med vandflasker, Coladåser og hvad de ellers havde af løse genstande.
Spillerne måtte forlade banen, indtil regnen stilnede af, og et korps af drenge og unge mænd havde ryddet op og tørret vandet væk.
Og sådan fortsatte det i een uendelighed. Boldspil, slagsmål på banen, mere kasteskyts og atter oprydning.
Vi var målløse... I Danmark ville sådan en "sportsmatch" for længst være blevet afblæst.
Politifolkene fortrak ikke en mine. De kiggede blot nysgerrigt på. Som om dette var den naturligste ting i Verden.
Inden kampen nærmede sig sin afslutning, havde jeg samlet et messing skohorn og en firkantet jern spændeskive op fra gulvet. De landede begge lige foran tidtagningsbordet. Jernskiven måler 45x45.5 mm og vejer vel ca. 50gram. Meget farlig kasteskyts. Af andet kasteskyts kan nævnes: runde batterier, barberblade og vand i litervis. Forestil Jer en spiller, der i fuld fart træder på et rundt batteri eller glider på det våde gulv (hvad de ofte gjorde) og hamrer benene eller hænderne ned i et barberblad...
De sidste ti minutter kunne hjemmeholdet desværre ikke følge med længere og "vi" måtte se i øjnene at slaget var tabt. Stemningen fortonede sig en del og udeholdets tilhængere blev "jaget ud" af politiet. Dette for at få dem ud af byen inden "vores" tilhængere blev sluppet ud.
Vi fornemmede en rigtig dårlig stemning på vej ud, og derfor skyndte vi os væk.
Over radioen hørte vi, at "nogen var komme til" at lukke lokale tilhængere ud sammen med dem fra Pristina. Dette havde afstedkommet tumult ved busserne, hvor "vores" tilhængere havde smadret alle ruder i busserne.
På vejen hjem måtte selv en amerikaner, der er vant til at gå til de helt store basketball kampe erkende, at han "aldrig havde oplevet noget lignende".
Og det er store ord fra en amerikaner....
---
Fredag 21.01.05
I dag har jeg valgt en "historie" jeg ikke selv har del i.
Sidste forår blev to KPS-kolleger (brødre) lokket i baghold - i deres fritid - og skudt i deres bil. Den ene var dræbt på stedet, mens den anden nåede at nævne navnene på fem gerningsmænd, inden han også døde. årsagen til drabene var tilsyneladende en privat familiefejde. Hævn for eet eller andet.
Af een eller anden grund (eller flere) er der ikke rigtig sket noget i sagen. Flere KPS-kolleger har ytret forundren over, at gerningsmændene går frit omkring i byen.
"Kilder" har sagt, at de kolleger, der har sagen, er blevet truet på livet til at forfalske og bortskaffe beviser. Blandt andet skulle en kollega have del i disse trusler. Kollegaen er nær slægtning til en eller flere af gerningsmændene...
Ja, en maget kedelig og speget affære.
Nogle internationale kolleger har nu arbejdet på sagen i en rum tid, og i nat blev der foretaget anholdelsesaktioner mod seks forskellige adresser.
Jeg kender ikke resultatet i detaljer, men er dog orienteret om, at en kollega (som arbejder i en naboby) også blev anholdt.
Han blev - fejlagtigt - anbragt på vores station i den skumle celle.
Under briefingen i eftermiddags blev vi orienteret om, at der var een anholdt. Sergenten vidste ikke, hvem den anholdte var, eller hvorfor han var anholdt.... Han sluttede af med ordene: "Ingen af Jer må tale med ham!"
Der blev ikke stillet nogen som helst spørgsmålstegn ved det...
Noget underligt rod - men måske nødvendigt!!?
Jo, ingen tvivl om, at der er store problemer i "egne rækker".
---
Lørdag 22.01.05
I dag skulle jeg møde kl. 15.45. Kiggede på klokken idet jeg trådte ind ad døren. Der var 7 minutter til mødetid.
Telefonen i min lomme ringede. Det var David, Chief Of Operations.
"Jeg vil gerne tale med dig, Peter".
"OK, jeg er lige trådt ind ad døren", svarede jeg og vendte mig mod hans dør.
"Ja, det ved jeg. Jeg sidder på kaffebaren og så dig gå forbi. Kigger du lige over...?"
Så vidste jeg jo godt, hvad der var i gærde. Eller...? Man ved aldrig noget som helst i det her system.
David sad ved et bord midt i det store, kolde lokale, hvor to ophængte fjernsyn altid kæmper om at overdøve hinanden på hver sin kanal. Ved siden af David sad den fungerende Station Comander, Robert (kaldet Bob) fra England.
"Peter", Sagde David højt og smilende, "du har travlt. Om fem minutter skal du over og briefe DIT hold. Du er Team Leader nu!"
Hvilken grimasse skal man så stille op / skrue på?
"Ja så. Så må jeg vist hellere smutte. Men tak for tilliden. Jeg skal gøre mit bedste".
Smilede og gav dem begge hånden.
"Og hvis der er noget, du vil drøfte eller spørge om, kommer du bare til een af os", sagde Bob med sit vanlige glimt i øjet.
Da jeg krydsede gaden tænkte jeg på, at der faktisk var en hel del ting, jeg gerne ville vide om dette job...
-Jeg må finde Patrick inden briefingen, tænkte jeg. Hader den måde, dette er sket på.
Patrick stod inde på gangen. Han trykkede min hånd. Sagde at han håbede jeg vil beholde ham på holdet, og at jeg kunne regne med ham...
Det synes jeg var stort af en mand, der lige havde fået en hammer i hovedet.
Omvendt fik jeg heldigvis også sagt til ham, at jeg ikke havde bedt om dette her.
"Det ved jeg", svarede han, "dette er en tvist mellem David og mig".
Og så var der briefing.
Det gik nu uden problemer. Ikke mindst fordi Patrick startede med at tage ordet og forklare situationen.
- "Og skulle vi så komme i gang"?
Gad vide om det var skæbnen der ville, at netop i dag blev den travleste dag i min tid i Peja indtil nu?
Vil blot nævne et par ting i korthed..... Det kan jeg nok ikke J
To KPS-kolleger kaldte Rifat (fungerende KPS-team leader) og jeg til assistance. De havde standset en bil for en mindre færdselsforseelse.
"Synderen" angav at være kollega fra et andet sted i landet.
Da vi kom til stedet og bad ham legitimere sig sagde han, at han ikke havde sit ID-kort med (eller andre dokumenter). Hans tjenestenummer kunne han ikke lige huske i hovedet...!!
Men fra bagagerummet fremdrog han en uniformsjakke - politisergeant...
Vi besluttede at tage ham med til stationen. Kort efter kom en noget fortvivlet og ophidset mand.
Rette ejer til jakken.
De to var fætre og på besøg i Peja. Fætteren skulle flytte sergentens bil, der holdt i vejen i en indkørsel. Uden at få lov, var han kørt en tur.
Uniformen lå i bilen idet sergenten kom direkte fra kursus på politiskolen. På mandag skal han til eksamen i håb om at blive løjtnant.
Han var helt på det rene med, at det var en tjenesteforseelse at efterlade sin uniform i bilen. Det ville give ham STORE problemer, hvis det kom frem.
Ergo: Hvis vi sigtede fætteren for at udgive sig som offentlig myndighedsperson, ville sergenten få en disciplinærsag på halsen - og næppe blive løjtnant.
Heldigvis kunne vi stikke tre færdselsbøder ud til fætteren, så han - om ikke andet - blev straffet ad den vej.
Så var det jeg tænkte: Kunne jeg selv finde på at efterlade uniformsdele i en privat bil? JA, det kunne jeg sikkert godt...
Rifat kiggede spørgende på mig...
Min sunde fornuft måtte råde. Selvfølgelig også under hensyntagen til den fortvivlede sergent..
Rifat fulgte ham ud. Han kom tilbage med en varm hilsen fra sergenten, der havde sagt, at jeg havde forhindret hans fremtid var styrtet i grus.
Det hører også med til historien, at sergenten IKKE kunne skjule sin vrede over for fætteren. Der var HELT sikkert en del, de skulle have snakket om senere på dagen.
Melding om slagsmål på cafeen lige over for stationen. I løbet af øjeblikke var alle patruljer på stedet. Slagsmålet var ovre, hvis der overhovedet havde været eet. Men en mand havde - eller havde forsøgt at stjæle en anden mands mobiltelefon. En civil kollega (i fritiden) havde været til stede og legitimerede sig over for mændene. Den forurettede (!!!) var i den forbindelse fremkommet med forskellige trusler. Den oprindelige gerningsmand var forduftet da vi kom.
Den forurettede blev anholdt, sigtet for truslerne (som han i øvrigt gentog på stationen). Anholdte ville ikke oplyse navnet på tyven, selv om han vidste, hvem det var.
På een eller anden måde fandtes det alligevel ud af, hvem tyven var, og vi kørte ud og anholdt ham. En uskadelig familiefar og narkomisbruger. Han erkendte, hvad der var sket. På vej til stationen fortalte Rifat, at den forurettede er kendt narkohandler, og at de havde en økonomisk uoverensstemmelse.
Efter en del diskussion på stationen (en diskussion, jeg ikke forstod) fortalte Rifat, at kriminalpolitiet ikke ville tage sagen. En - eller flere - kolleger, mente vi blot skulle løslade ham, der var både forurettet, sigtet og narkohandler.
Rifat var meget vred og sagde, at en i kriminalpolitiet kendte vedkommende, og derfor ville holde hånden over ham.
Rifat skrev alligevel sagen, og de anholdte måtte blive..
Jeg har efterfølgende orienteret Claus, som er i kriminalpolitiet. Han vil orientere sin chef.
En fuld mand med næseblod indfandt sig og anmeldte vold, begået på en skummel adresse i zigøjnerkvarteret.
I løbet af tre minutter var alle mand på stedet. ALLE myldrede ind ad døren uden at nogen som helst havde snakket om, hvad der skulle ske.
Stedet mindede om en cykelhandlers bagbutik, men var faktisk en menneskebolig. En MEGET dårlig stige (ikke trappe) førte til øverste etage - et loftsrum. Her var gulvet dækket med 5-6 madrasser, bunker af gammelt, beskidt tøj og ulækre dyner. I rummet befandt sig seks mænd og en rumænsk, ussel kvinde (prostitueret). Sadat så, at een af mændene bar en stor brødkniv, som han hurtigt fik fat i..
Rifat tillod anmelderen at komme indenfor (ikke særlig professionelt) og det i sig selv havde nær udløst et nyt slagsmål...
Vi kom dog alle, incl. de seks anholdte, helskindet hjem... Sadat stod alene med alt det kedelige arbejde.
Jeg tror Rifat har ret når han siger, at alle er meget aktive og arbejdsvillige i marken, men når det kommer til papirarbejdet, kniber det noget...
Mod slutningen af aftenen var det tid at få lavet statistik og døgnrapport.
Vi blev dog forstyrret af en mand, der kom ind og anmeldte, at han havde hørt en baby græde/klynke i et buskads bag nogle boligblokke ved busterminalen.
Vi var fire, som løb derover sammen med anmelderen. Han havde ikke turdet kigge efter selv (forståeligt nok). Der var buldrende mørkt og skummelt derovre. Masser af dybe kloakker uden dæksler og bjerge af affald.
Vi ledte og lyttede længe. Ingen tvivl om, at anmelderen var sikker i sin sag...
Da vi var sikre på, at vi ikke kunne finde nogen baby, konkluderede Rifat og de andre, at "så har de vilde hunde nok taget den ..."
Ja, noget af en debut som Team Leader. Nu må jeg prøve om jeg kan finde ud af, hvad mit job egentlig går ud på. Der må findes noget materiale om det...
Enten falder jeg bevidstløs om, når jeg kommer hjem, eller også er mit hoved for fuld af indtryk.
Time will show....
---

Videre til afsnit 10 - tryk her