topheader01.jpg

Hmm. Jeg har vist lidt svært ved at geare ned med den dagbog.

Havde jo bestemt, at jeg ikke ville skrive så meget mere, meeeeennnn

Jeg håber I stadig synes det læseværdigt. I modsat fald kan i jo bare lade som om i stadig har lyst ..smil..

Billederne denne gang er taget efter det første snefald.


Udsigten fra vores lejlighed


Klar til action - eller klar til at gå hjem - en tidlig morgen bag politistationen

Mange hilsner
Peter
---
Onsdag 26.01.05
"Happy snow fall". Med disse ord hilste een af inderne mig godmorgen, da han kom og afløste i morges.
De sidste to døgn har det været konstant, og ind imellem endda meget, heftig snefald.
Waititu er som en kåd, lille dreng. Han griner og leger i sneen. Patrick sagde konstaterende, idet han kiggede beundrende ud over landskabet: "Og så tror du ikke på Gud!!"
"Det har jeg nu aldrig sagt, at jeg ikke gør", svarede jeg. "Oh my God", grinede han højt.
Armando, fra Fillipinerne kan bestemt ikke lide sneen. Og han siger det lige ud. Han har heller aldrig set sne før, og han bevæger sig helst ikke ud i den.
I går nat var vi fire patruljevogne, der samledes på Torvet og nød den stille, men tætte og tunge sne. Armando blev siddende i bilen. Med vinduet på klem henvendte han sig til mig. Han pegede på nogle løvtræer og spurgte: "Er træerne heroppe i Kosovo døde, siden de ikke har nogen blade?" Så var det jeg måtte prøve at forklare, at de blot sover...
Ellers har de sidste dage været ret rolige. Vi har også haft et par "support dage" (den gamle tilkaldevagt).
Efter vi var mødt, fik vi blot at vide, at vi skulle holde radioen tændt...
Nu er det jo ikke lige min stil at være leder, så det er lidt fremmed (og sjovt) at kollegernes blik straks falder på mig, når der opstår et problem eller en opgave. Først i går gik det op for mig, at jeg også er sergenternes Team Leader. Jeg blev for eksempel bedt om at lave en skriftlig evaluering af KPS-teamlederen, Idriz, i forbindelse med hans uddannelse til løjtnant.
Efter briefingen i går holdt jeg et lille møde (det er danskere jo gode til) for holdets IPOére. Jeg forelagde nogle af de svagheder, jeg synes KPSérne har. Det var åbenbart ikke kun mig, der havde tænkt på det. Der kom faktisk en rigtig god snak ud af det, og nogen af de andre havde også noget at "byde på". Vi vil nu - i små ryk, og i fælles flok - prøve at gøre det bedre.
Claus var her og spise spaghetti og pølser (Mmmm) til aften. Bagefter så vi en fodboldkamp mellem Manchester United og Chelsea. Scott ringede på døren. Han ville fortælle, at han ikke kommer på arbejde i morgen, da han har fået job i radiotjenesten. ØV, ham kommer vi til at savne på holdet. Han var virkelig med til at holde farten oppe ... Men held og lykke til ham.
---
Søndag 30.01.05
Forleden kørte jeg en tur med Harun og Idriz (KPS-team leadere). Jeg sagde, at jeg nu igen ville stikke fingeren i jorden og lige lure på, hvad mit "nye" job består af.
Jeg er nu i en situation, hvor det er dem, jeg skal vejlede, og de sagde, at de er meget interesseret i at modtage kritik og gode ideer fra en dansker.
Jeg nævnte så, at jeg tit har set, at en afhøring af en person bliver til en diskussionsklub med op til otte kolleger involveret. Det er ikke godt for selve sagen, for den der afhøres, for kollegaen der afhører, og det kan give et dårligt indtryk af politiet. Husk på, at det måske er første gang vedkommende er i personlig kontakt med politiet.
Det kunne de godt se var et problem, og Idriz ville bringe det på banen ved en briefing.
I torsdags ved middagstid brasede et tag på en fabrik sammen. Presset fra snemasserne blev for stort. Ja, ja, bygningen var nok heller ikke alt for robust. Fem personer kom til stade. Een af dem sad fast under jerndragere og murbrokker i en times tid.
Der var en frygtelig masse mennesker og redningsfolk til stede. Det var med liv og lemmer som indsats, de arbejdede. Fabrikkens ydermure truede med at vælte ned over arbejderne. Jeg stillede mig op på en gummiged og kunne se det hele lidt fra oven.
Jeg vurderer, at taget var ca. 40x20 meter og murene 5-6 meter høje. Selv om der ikke var plads, ville de fleste hjælpe med at grave den skrigende arbejder ud.
De nysgerrige glemte hurtigt faren for at få muren i hovedet, og de var ikke til at tale til fornuft.
Da den tilskadekomne endelig var befriet og lagt på en båre, brød mængden ud i klapsalver og glædesråb. Enkelte mænd kastede sig grædende i armene på hinanden.
Bagefter spurgte jeg Harun, om han troede nogen var forsikret mod den slags ulykker. Han var ret sikker på, at hverken fabrikken eller den enkelte arbejder er forsikret. Det er der næppe råd til.
Gitte har sendt en SMS. Hun var ved at løse kryds og tværs. Et spørgsmål lød: "Dokumentar-udsendelse i TV" Løsningen: "Det’ politiet". Ret sjovt.
Jo, da jeg var hjemme på ferie havde TV-2 (som lovet) lagt en DVD med alle tre udsendelser på til mig inde på stationen i Silkeborg.
Jan og jeg så alle tre afsnit forleden dag. Det var da vist nogle ok udsendelser. Jeg synes de er kommet meget heldigt fra at vise reelt fjernsyn. Intet opstylteri. Ikke noget med uheldige klip... Jo, det var vist godt nok... "Dyt, dyt..."
Husker i Sadat? Det er ham, som jeg synes opførte sig underligt i forbindelse med en skudepisode. Jeg antydede, at han - efter mit skøn - måske havde en andel i sagen.
Flere af Jer har spurgt mig, om jeg tror han var delagtig. Jeg vælger at tro, at det jeg så, var et misk-mask af tilfældigheder og min fantasi. Omvendt vil jeg ikke udelukke noget. Hører så meget om kolleger, der bevæger sig på alleryderste kant.
Sadat vil i øvrigt have mig med ud og fiske en dag. Det tilbud tager jeg imod, og jeg har husket at tage fiskestang med herned.
Nu er tiden også kommet, hvor jeg skal bestemme mig for, om jeg vil søge forlængelse af min kontrakt. Jeg har udfyldt ansøgningsblanketten om seks måneder mere, og min chef har givet mig en uforskammet god anbefaling. Tror den her arbejdsplads (FN) er een stor selvroser butik...
I fredags blev der holdt nytårsparty for alle FN ansatte i Peja.
FN betalte det meste. Vi skulle blot betale 5 euro hver. Festen blev holdt på en kæmpe stor restaurant. Vi var 200 til spisning, musik og dans og FRI BAR...
Klart at sidstnævnte var med til at løfte stemningen ret hurtigt.
Med folk fra det meste af Verden, var det jo en broget forsamling. Musikken var alt for høj, og når de spillede albansk popmusik, gjorde det decideret ondt i ørerne.
Til min store forundring kom Waititu og Jones også. "Hello brother!" siger han altid.
Det varede ikke længe før dansegulvet (og det er stort) var fyldt til bristepunktet. Alle dansede med alle, og for det ikke skal være løgn, så bød Waititu mig op til dans... Nåh ja, hvorfor ikke....?? J
Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg blev temmelig svimmel hen på aftenen. Rødvin, øl, whisky og Slivovic i rigelige mængder, satte sine tydelige spor...
Kl. 24 sluttede festen brat... Bjarne og jeg var dog langt fra klar til at gå hjem. Der måtte da findes et diskotek, som var åbent? Vi fandt da også Buhda Bar, men her sad blot 6-8 mænd, som vi faldt i snak med.
Så ville de give øl, og så... "Nej, NU skal jeg hjem, Bjarne!"
Og sådan tumlede jeg sidelæns hjem med Bjarne som støtte...
Jeg skrev også tidligere om en anholdelsesaktion i forbindelse med drabet på to kolleger sidste år. En fransk kollega har været primus motor i den sag.
Hans frustrationer var temmelig store, da hans lokale anklager valgte at løslade alle anholdte dagen efter anholdelsen.
Han begrundede det med, at der ikke var tilstrækkelige beviser.
Det har (så vidt jeg ved) fået ham til at "forfatte" en skrivelse, hvori han mere end antyder, at anklageren enten må have personlige interesser i sagen, eller er blevet truet til at løslade dem alle. Det sidste er vist mest sandsynligt. Efter kollegernes opfattelse "står beviserne lige op i luften ..."
I går blev jeg overmandet af feber - vist influenza. I dag svælger jeg mig i the med honning for at holde feberen nede. Skal møde kl. 16, og er noget spændt på, hvordan det skal gå...
---
Mandag 31.01.05
Overskriften for gårdsdagens hændelse må være: "Milazim’s uheldige dag".
Milazim er i midten af 30-erne og har et par måneders erfaring som politimand. Han er klart min favorit blandt eleverne. Meget høflig, omhyggelig, besindig, klog og arbejdsom.
I forgårs aftes kom en ung, fortvivlet, tysk kvinde ind på stationen. Milazim taler godt tysk, så han måtte "ekspedere" hende.
Hun er gift med en mand fra disse kanter, men bor sammen med ham i Tyskland. Hun havde netop gjort sig den erfaring, at han også er gift hernede... Derfor var hun taget herned på egen hånd for at konfrontere hans anden kone med virkeligheden. Hun medbragte familiefotos og diverse personlige dokumenter. Da hun havde præsenteret "den anden kone" og hendes familie med sandheden, havde de taget hendes papirer og smidt hende ud...
Milazim ville gerne vise sig fra sin bedste side og yde en service som jeg egentlig bifaldt.
Han ville køre med ud til stedet og prøve at få papirerne udleveret. Da "episoden" var sket i nabokredsen afstod Idriz (KPS-team leader) og bad hende tage derud - eventuelt med det lokale politi, den næste dag, hvor det var lyst. Også en OK og logisk måde at gøre det på. Og sådan blev det - troede vi...
Faktisk lagde jeg slet ikke mærke til at Milazim manglede i aftes. Jeg gik bare ud fra, at han havde fri.
Ved 22-tiden blev jeg kaldt ind på stationen af Idriz. Vi skulle snakke om Milazim...?
På stationen sad Milazim og ventede i briefingrummet. Han fremtvang et lettelsens smil, da han så mig. I virkeligheden var det et nervøst smil.
Harun var også kommet til. Det hele virkede som en standret. Bevidst satte jeg mig på samme side af bordet som Milazim. Den gamle tillidsmand kom op i mig...
Milazim fortalte, at han aftenen forinden, da kvinden skulle gå fra stationen, havde aftalt med hende, at han nok skulle tage med hende ud og hente hendes papirer - i sin fritid.
Således havde han mødtes med hende i formiddags, og kørt med hende til byen, Istog, i sin private bil.
Uden nogen særlige problemer fik de udleveret kvindens papirer og var atter kørt mod Peja.
Undervejs blev de overhalet af en bil, som pressede dem til at standse. Det var to mænd fra den familie, de havde besøgt. Mændene havde truet Milazim med at hakke ham til plukfisk (eller noget lignende). Først da Milazim havde legitimeret sig som politimand, havde de trukket sig tilbage.
Milazim havde ringet 112 (det hedder det også hernede) og var blevet bedt om at køre til politiet i Istog, hvor de to gerningsmænd allerede befandt sig - rede til at undskylde. Milazim havde anmeldt dem for trusler.
Bagefter havde han kørt kvinden tilbage til sit hotel, og havde derefter trasket fortvivlet rundt, inden han tog mod til sig til at fortælle historien til os.
Vi snakkede herefter en del om, hvor risikabelt det - på alle måder - er at blande arbejdet sammen med fritiden. Milazim kunne selvfølgelig godt se problemet, men som han sagde: "Jeg ville jo bare hjælpe". Han havde ondt af kvinden (som er gravid i 2. måned), og var skamfuld på sine landsmænds vegne.
Når man kender Milazim forekommer det selvfølgeligt, at det netop var HAM, dette skulle overgå.
Jeg sagde til ham: "Dit store hjerte og din sociale indstilling er på een og samme tid din styrke og din svaghed". Hvis episoden kommer til at volde ham problemer i hans uddannelse, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at forsvare ham. Blandt andet med baggrund i hans menneskesyn og retfærdighedssans.
Jeg vil også bruge argumenter som: "Det er i orden at lave fem fejl om året, når bare man ikke laver den samme to gange". Også "Dem, som ikke laver noget, begår aldrig fejl", ville være anskuelighedsundervisning i denne sammenhæng.
Efter snakken inviterede Milazim os alle tre på kaffe inde på cafeen. Han var ikke så glad for at skulle hjem til familien og fortælle, hvor han havde været hele dagen...
"Husk at fortælle din kone sandheden", råbte Idriz efter Milazim, da han gik.
--
En KPS-kollega har igen anmeldt sig udsat for trusler i sin fritid. Det var ham, der blev truet i forbindelse med episoden på cafeen i sidste uge. I går kom han i konflikt med nogen ved en skilift oppe i bjergene... Måske er det i virkeligheden ham, der har et problem med sin opførsel. Jeg spørger mig selv.--
Lige før skiftetid i går kom en mand og anmeldte sig udsat for røveriforsøg på gaden. Han kunne beskrive gerningsmanden, som en patrulje fandt kort efter. Under visitationen af ham fandt kollegerne en kødøkse på størrelse med et A-4 ark i mandens bukselinning. Godt resultat, der fortjener ros.
--
I formiddags fandt jeg Milazim på cafeen. Han havde ellers fridag. Han lignede en hængt kat (er ellers en meget flot fyr). Jeg satte mig for at sludre, og straks kom der kaffe på bordet. "Du ser træt ud Milazim. Har du ikke sovet godt i nat"? spurgte jeg.
"Nej, jeg har næsten ikke sovet. Kan du se i mine øjne, at jeg har grædt?"
Det kunne jeg nu ikke.
"Problemer med konen?"
"Jo, lidt, men det var hurtigt ovre. Jeg har mere tænkt på, hvad der KUNNE være sket ved mødet med de to mænd!"
Ja, så måtte vi jo snakke det hele igennem igen.
"Hvis jeg hører, at kollegerne tror jeg lyver - eller hvis de tror jeg har været følelsesmæssigt engageret i kvinden, tager jeg min afsked", sagde han stolt.
Hmm. Milazim har virkelig betalt lærepenge for det her.--
Dagens helt store historie havde jeg "desværre" ikke del i, da vi var på "tilkaldevagt" i dag.
Ved 11.30 tiden var der skyderi på åben gade lige her midt i centrum. Den korte version er som følger:
To mænd fra hver sin bande - eller "familie-klan" - mødtes på gaden. Den ene trak sin pistol og skød den anden tre gange i brystet. Offerets følgesvend tog "naturligvis" benene på nakken, men blev alligevel beskudt. Han nøjedes med at få et hul i jakken.
Offeret blev, hårdt såret, bragt til hospitalet, hvor man fandt en pistol og... ...en håndgranat i hans jakkelomme..
Gerningsmanden er kendt, men ikke fundet endnu.
Offeret lever (nogen siger desværre).......endnu
---
Søndag 06.02.05
Næste morgen til briefingen blev det bekendtgjort, at offeret døde i løbet af natten. Der opstod spredt jubel i briefingrummet. Hoved-gerningsmanden er stadig på fri fod, men det er bare et spørgsmål om tid, inden han fanges. Forhåbentlig. Der er selvfølgelig også frygt for, at mordet skal hævnes inden alt for længe.
En aften, lige før fyraften, glemte jeg mig Maglite (meget kostbar, god og genopladelig lygte) i en af bilerne. Næste eftermiddag ledte jeg forgæves efter den... Vi er tit blevet advaret mod at efterlade ting på stationen eller i bilerne. Det forsvinder som regel..
Jeg skrev en meget personlig appel til alle 4 teams og bad "finderen" om at aflevere min lygte, som var forsynet med mit navn.
Efter 2 dages venten var jeg nødt til at udfylde et par "FN-dokumenter". Dels så jeg kunne få en ny, og dels så FN kan trække mig i løn for en ny (sikkert mange hundrede kroner!)
Endnu et døgn gik, og vi var på natarbejde. Kort før vi fik fri (vores afløsere var begyndt at dukke op), stod min lygte pludselig på et bord, med mit navneskilt vendende opad..
Skøønt... En eller anden (ved ikke hvem...) havde "fundet" min lygte. Skrev selvfølgelig rundt og takkede "finderen" (jeg skrev ikke "finderen" i anførselstegn).
Næste aften mødte KPS-team leader Harun ikke op. Han sås også at være slettet af alle lister. Til gengæld mødte der to nye sergenter og seks menige kolleger. Vild forvirring. Hvad var der sket?
De nyankomne var forflyttet fra Prizren, den sydlige region i landet. OK - det er almindeligt at forflytte folk, men så mange...?
Mærkeligt nok havde Harun fortalt mig dagen forinden, at han havde været hos Stationslederen. Her havde han beklaget sig over, at han altid følte sig forbigået ved ansøgninger om forfremmelse eller forflyttelse til andre afdelinger. Han sagde til mig, at ingen i hele Peja har bedre karakterer og udtalelser en han. Han mente selv, at problemer var, at han ikke kendte de "rigtige" mennesker, samt det faktum, at han er Bosnier. Selv ser han det som en ekstra sejr for ham, at alle "hans" folk kan lide ham og respekterer ham (det har han efter min mening fuldstændig ret i, at de gør). Til stationslederen havde han sagt, at han ved næste afslag vil bede om en skriftlig begrundelse.
I løbet af natten fandt vi ud af, at Harun skulle møde på understationen i Vitomerica. Det er jo der Jan er ude. Nu ville tiden vise, om Harun var "tvunget" derud som straf, eller om det var efter eget ønske. Han bor selv i området, der er bosnisk domineret.
Det var noget spændende at møde Jan næste dag efter fyraften. Han var selv blevet noget overrasket over, at Harun pludselig skulle arbejde der. Harun var blevet spurgt, om han ville tage derud, hvilken han havde sagt ja til. Han havde - heldigvis - ikke følt sig presset til det.
Det kunne måske åbne døre for andre muligheder, mener han.--
Den 3. februar begyndte der at sprede sig visse frustrationer blandt KPS’erne. De havde endnu ikke fået deres månedsløn (220 euro). Rygter ville vide, at der godt kunne gå ca. 14 dage over tiden... Nogle dage forinden havde en kollega lånt 1 (een) euro af Claus. Han var ked af at måtte bede om henstand nogle dage, indtil lønnen kommer. Det må have været ret nedværdigende for ham - men et sympatisk træk, synes jeg.
Heldigvis fik de deres løn i fredags.
Sidste år blev de i øvrigt stillet en klækkelig lønforhøjelse i udsigt i 2005. Nu har de fået at vide, at det alligevel ikke er muligt at finde pengene til det. Selvfølgelig er de kede af det, men jeg tror også mange har den indstilling at lidt løn er bedre ind ingen. Og de tror stadig på bedre tider for Kosovo...--
Vi har 0,5 - 1,0 meter sne, skønner jeg, når jeg kigger på hustagene. De fleste gader er efterhånden "ryddede". På fortovene er sneen trådt sammen til is. Regulære, ujævne isbaner. Det tager ca dobbelt så lang tid at gå på arbejde, fordi man må liste af sted for ikke at falde. Det meste affald er forsvundet - for en tid. Det ligger nu under de høje snedriver mellem kørebanen og fortovet, men kommer vel til syne på et tidspunkt. Sneen er bestemt ikke pæn mere. Den er brun og sort af snavset fra vejen. Nogle steder har de forretningsdrivende, eller hvem det nu er, hældt salt på fortovet. På grund af kuldegraderne får det ikke isen til at smelte, men omdanner det til noget, der minder om et tykt lag "slush ice". Det er dybt og levende på en underlig måde - næsten som at gå i klitterne om sommeren ved Vesterhavet.
De seneste dage har det vel frosset 10-15 grader om natten. Om dagen lige omkring frysepunktet.
I aftes var vi alle 7 danskere samlet til House Worming i Bjarne og Claus’ nye lejlighed. Den er god og hyggelig, og minder lidt om vores. Den virker også varm og tæt.
Selve opgangen er dog ganske forfærdelig. Tror næppe der længere findes Så skumle opgange i Danmark. Opgangen er beskidt, ruderne er knuste, der er vist ikke lys i den, og der er malet graffiti overalt. Virkelig grim og uhyggelig. De bor på 3. sal, hvorfra de kan se ud over en del af byen.
Netop i aftes viste el-værket sig fra sin værste side. Fra kl. 18-21 var der kun strøm i korte øjeblikke, så vi kom ikke til at spise før kl. 21.30. Maden var til gengæld rigtig god. 0g Bjarne havde købt en lækker og dyr (8 euro) kage til kaffen bagefter. Mmmm.
Det var en skøn og hyggelig aften. En ordentlig Rakia blev det også til, så mon ikke det var omkring midnat, da vi skøjtede hjemad gennem de isglatte og mørklagte gader...
---

Videre til afsnit 11 - tryk her