topheader01.jpg

Så er jeg klar med endnu et afsnit.

Jeg vil gerne være nogenlunde med, inden jeg kommer en tur hjem den 1. til 11. marts.

Jeg synes folk er flinke til at besøge siden, og du (Carlo) skal da også vide, at jeg får mange anerkendende ord for den måde, du har stillet det an på.
Jeg regner da med vi ses, når jeg kommer hjem

Hyg Jer - og hils familien.


To drenge leder efter tome Cola dåser og andet metal mellem affaldet på gaden, lige over for vores lejlighed.


Natbillede fra City Center. Selv i en grim by, kan der være storslående flot.


Mange hilsner
Peter


PS:
Du kan da hilse Inge og sige, at jeg I nat var på besøg I et bageri. Det ville vist også ha været guf for hende. .. ;-) ..

---
Mandag 07.02.05
Afløseren for KPS-team leader, Harun, Hedder Izet. Han er meget ung, vist nok 28 år, men virker som en med fødte lederevner.
Smilende, venlig, opmærksom og lyttende. Men også direkte og autoritær. Nu må tiden vise, om jeg tager fejl.
For nogle dage siden foreslog jeg, Idriz og Izet at man skulle holde et "personalemøde" for holdet. Det har aldrig været praktiseret!!
Jeg skrev en slags dagsorden med punkter og kommentarer, som jeg synes kunne være nyttige at diskutere.
De blev fyr og flamme, og bestemte at mødet skulle holdes søndag (i går) fra kl. 15-16. Det vil sige en time før normal mødetid. Kollegerne ville blive indkaldt dagen forinden.
Jeg spurgte dem, om de synes søndag var den rette dag. Trods alt den dag, hvor familierne har fri fra arbejde. Synes også een dags varsel var lige i underkanten.
Izet skar igennem. "Om det er søndag eller tirsdag er ligegyldigt", sagde han. "Hvis de får mere end een dags varsel glemmer de det!!"
OK, det var jo dem, der skulle afvikle mødet, så det var deres beslutning.
Da kollegerne lørdag morgen til briefing fik at vide de skulle møde en time tidligere næste dag, var der ikke een eneste sur mine.
Således mødtes vi søndag kl. 15.00 med følgende punkter til orientering og diskussion:
"AGENDA" (DAGSORDEN)

Good
› Most of you are working good and truthful. Always ready to act fast in the field.
› There is a good "spirit" on the team.
› Correctness with reports.

Less good
› Desk office (too much small talk, private telephone, jokes, Internet, discussions with victims, suspects etc. )
› Do not hurry too much before you go to arrest someone. Take your time (how is the location, how many suspects, how many patrols do we need?)
› Stay in your zone (relative)
› Be at the briefing on time, turn off your mobile - and no small talk, please ...
› We need to think about not having breaks at the same time.

In general:
› Share your knowledge and information with your colleagues. It’s the best way to reach common results.
› Your reasonability is not getting less even though you share it with others - just like love.
› When you finish work - look in the mirror and ask the one you see: "Did I do well today?"
› Every year you have to make five mistakes - but never the same mistake twice.
› Admit you did a mistake - and learn from it!

--
Idriz klarede sig på fortrinlig vis igennem emnerne. Jeg lagde mærke til enkelte anerkendende nik fra forskellige kolleger.

Det eneste der irriterede mig voldsomt var, at den uudholdelige ægypter, Ziad fra "kontoret", listede sig ind og satte sig på bagerste række...
De sidste 10-15 minutter af mødet drejede snakken sig hen imod det, der optager kollegerne mest.
De nævnte ting som:
dårlige uniformer, manglende radioer, Maglite, dårlige biler m.m.m.
De gjorde opmærksom på, at de gang på gang er lovet at der vil blive gjort noget...
Efter mødet ville Ziad diskutere med Idriz og mig. Han himlede op om formularer og kommandoveje. Og så synes han det var ufint vi ikke havde inviteret Station Commander og Logistik afdelingen med til mødet, når vi skulle diskutere materiel...
Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at revne af raseri. KAN simpelthen ikke klare trykket af ham. Han har tre MEGET store stjerner på sin grimme uniform, og så kan han IKKE andet end at snakke om formularer og "chain of command" (kommandoveje).
Jeg var nødt til at sige til ham - kort og kontant - at vi med vilje ikke havde inviteret NOGEN SOM HELST uden for selve holdet. "Dagsordenen" angik interne ting på holdet (vi havde faktisk drøftet om vi skulle invitere nogen).
At der også blev diskuteret uden for "dagsordenen" var jo et udtryk for, at der er noget, som ligger kollegerne på hjertet.
Jeg tror, jeg vil foreslå, at vi snart holder et nyt møde. Så skal Ziad og alle de andre nok blive inviteret, også...
For at huske, hvad der foregik, skrev jeg bagefter et lille "memo". På dansk ville vi nok kalde det en notits.
Jeg ved endnu ikke, om jeg vil aflevere den i systemet, eller om jeg skal tage den med ro og afvente et eventuelt nyt møde. Jeg skrev i hvert fald et stykke papir, der efter at være udsat for engelsk stavekontrol kom til at se sådan ud:

Peja Station 06.02.05

Today we had a Team-meeting from 15.00 - 16.00 hrs.
We discussed several things about how the team works. What the colleagues are doing well and which things can be done better.
All colleagues listened carefully to Idriz' speech and I am very grateful for that.
--
The colleagues had some points to discuss as well.
They find it necessary to have at least one breathalyzer at the station. If they have to do a sobriety test on someone, they have to wait for the traffic unit to come.
They also wish to have a laser for speed check.
--
The colleagues find it very unsatisfying that
· Their uniforms are not alike
· That not everybody has a radio.
· The radios are in a bad condition
· The vehicles are in a bad condition
From my point of view, the KPS Officers are correct in the above mentioned subjects
From my point of view I would like to say that the KPS Officers are very motivated and works truthfull.
To keep them motivated in the future I believe it is necessary that they have the experience that "the system" is taking care of them.
In this case it means that they will feel the experience
· That they have the equipment which is necessary and
· That their equipment is in a good condition
Otherwise there is a risk that they will have the feeling, that "the system" does not care and therefore they do not have to care for "the system".
Then the motivation is gone.

Og på albansk (hvis nogen bedre forstår det ;-)) )

Sot kemi mbajtur mbledhje me njësitin prej ores 15:00 gjerë në 16:00.
I kemi diskutuar disa gjëra për punën e njësitit. Çka kolegët janë duke bërë mire dhe cilat gjëra mund të bëhen edhe më mire.

Të gjithë kolegët kanë ndëgjuar me kujdes fjalimin e Idrizit dhe unë jam mirënjohës për këtë.

Edhe kolegët I paten disa pika që deshën ti diskutojnë gjithëashtu.

Ata kanë cekur se është e nevojshme që ta kenë së paku një alkotet në stacion. Sepse nëse kanë nevojë që ta bëjnë testin në vend të ngjarjes, atëherë ata duhen që ta presin njësitin e trafikut.

Ata kanë shprehur dëshirën që ta kenë një radar për matjen e shpejtësisë.

Kolegët kanë thënë se nuk janë të kënaqur se:

ü Se uniformat nuk janë të njejëta
ü Se të gjithë nik kanë radiolidhje
ü Se radiolidhjet janë në gjendje të keqe
ü Se veturat janë në gjendje të keqe

Sipas mendimit tim pjesëtarët e SHPK-së kanë të drejtë për pikat e lartëcekura.
Nga pikëvështrimi im kisha dashur të them se pjesëtarët e SHPK-së janë shumë të motivuar dhe të sinqertë.
Në mënyrë që ti mbajmë të motivuar për të ardhmën unë besoj se është e nevojshme që ata të kenë përvojë, që "sistemi" të përkujdeset për ta.

Në këtë rast kjo do të thotë se ata duhet ta ndiejnë eksperiencen

ü Që ti kenë paisjet e duhura dhe
ü Që paisjet ti kenë në gjendje të mire

Përndryshe ekziston reziku që ata do ta ndiejnë që "sistemi" nuk kujdeset kështu që ata nuk do të përkujdesen për "sistemim".
E pastaj motivimi humbet.

--

I går havde jeg også en noget speciel oplevelse af mere "privat" karakter.
Jeg kunne selvfølgelig have sagt fra - blandet mig udenom, men hvorfor ikke opsøge og udnytte de muligheder der opstår. Jeg er her jo også for at få så mange personlige oplevelser som muligt med hjem.
Det hele startede i går eftermiddags, da Xhafar (en kollega, som I ikke kender) kom farende ind på stationen: "Sir, der sidder en dansker ovre på cafeen. Han vil gerne tale med dig!!"
"A college?"
"No, a civilian".
Omkring et bord sad kendte kolleger og et par ukendte civile. Den ene præsenterede sig som Henrik Andersen fra ASB i Østrig.
ASB er en østrisk pendant til Dansk Røde Kors.
Han var sammen med en Kosovo-albaner (ansat i ASB), hvis bror er Xhafar.
Henrik var i Kosovo for at se på om der er behov for hjælpeprojekter, og i givet fald hvilke. Da han havde hørt, at der var danske politifolk i Peja, ville han opsøge een af dem og gerne høre lidt om, hvordan hele situationen ser ud. Han tænkte på begreber som: sikkerhed, korruption, forurening, fattigdom og forholdene for børn, ældre og handicappede m.m.
Det blev til en to timers snak om, hvordan jeg (subjektivt) oplever Kosovo. Idriz var også med til snakken, som vi havde på en hyggelig restaurant for foden af Rugova Valley.
Idriz mente, at han kunne arrangere et møde med Director Of Munnicipality. Jeg regnede med det måtte være en slags kommunaldirektør.
Henrik synes det var en god ide, og de mente bestemt, jeg skulle med...?
Idriz ville ringe om nærmere tidspunkt næste morgen (i dag)...
Kl. 09.30 ringede Idriz. "Kan vi mødes på kaffebaren kl. 10.00?"
Det gjorde vi så, og Henrik, Xhafar og hans bror kom også.
Idriz ringede og snakkede med "een eller anden".
Efter samtalen fortalte han, at han talte med een af sine venner, som er bodyguard for "direktøren". Vedkommende mente nok at kunne skaffe os foretræde kl. Ca. 11.00
Lidt efter var vi fem mand høj på vej mod centrum i en alt for lille VW.
Idriz talte konstant i telefon imens, og jeg synes pludselig jeg var med i en film, hvor jeg var lokket ind i en bil på vej mod et hemmeligt og ukendt sted, til et ukendt møde med nogle ukendte mennesker. I næste scene ville jeg blive ledt ad lange korridorer og labyrinter til et kontor med en cigarrygende og parfumestinkende, stor, tyk mand...
Så galt gik det nu ikke. Vi parkerede i centrum og gik i venteposition på restaurant Victoria, hvor vi fordrev ventetiden med et par kopper the.
Idriz var nødt til at forlade os, da "klarsignalet" kom lidt efter kl. 11.30. Han havde andre ærinder at gøre...? øv.. Nu lod ham mig i stikken. De andre kunne ikke tale engelsk...
Vi gik op på 2. sal i byens administrations bygning. Xhafar gik ind ad en dør til noget der lignede en slags forkontor. Via Henriks ven fik vi at vide, hvad der stod på døren. Fra albansk til dansk, via tysk, kunne jeg forstå, at vi stod uden for Amtsborgmesterens forkontor.
Xhafar stak hovedet ud og gav klarsignalet. En dame viste os ind på et kæmpemæssigt, flot kontor. Her var et stort mødebord (ca. 20 personer) i mahogni. For enden et stort skrivebord med det albanske flag. Væggene var udsmykket med billeder af helgener og politiske forbilleder. Den samme mand gik igen på en del af billederne.
En lille, gråhåret og ubarberet mand i nusset tøj tog imod. Vi takkede for foretrædet og præsenterede os. Manden viste sig at være, hvad vi vil kalde direktionssekretær. Han bad os tage plads i det store, flotte sofaarrangement i grønt læder. Der blev sendt bud efter tyrkisk kaffe - FøJ..
Med Xhafar’s bror som tysk tolk, fortalte Henrik om sin plan om et eller andet humanitært projekt. Sekretæren virkede meget engageret og gjorde mange notater.
Efter ca. 10 minutter gik den store dør til forkontoret op. En stor mand med veltrimmet fuldskæg, smagfuldt jakkesæt og briller med røgfarvede glas, skridtede gennem kontoret. Vi rejste os ærbødigt, hilste pænt og præsenterede os.
Jeg havde helt bevidst iklædt mig min uniform med Dannebrog på venstre overarm.
At jeg også var bevæbnet, var måske mindre passende, men vi skal jo altid ha skidtet med...
Jeg fik dog sagt, at jeg ikke kom i tjenstligt ærinde.
Sekretæren refererede levende om Henriks planer. Borgmesteren sad godt tilbagelænet med benene over kors og nikkede anerkendende med passende mellemrum.
Da samtalen langsomt tog sin begyndelse, begyndte jeg at føle mig temmelig malplaceret i dette selskab.
Det eneste jeg havde til fælles med nogen af dem var, at jeg talte samme sprog som Henrik (der repræsenterede en østrigsk hjælpeorganisation).
Efter en lille halv times tid, var det tid at bryde op. Skulle jeg mon sige, hvad jeg havde i tankerne??
Jo,, hvorfor ikke?
Og så blev der oversat den anden vej rundt.
Fra mig til Henrik, fra Henrik til Xhafar’s bror og fra Xhafar’s bror til Borgmesteren.
Og hvad var det så lige, jeg havde på hjerte..?
Det er en temmelig lang og spændende historie, som jeg vender tilbage til om et par dage...
---
Tirsdag 08.02.05
I dag mødtes vi alle sammen til et såkaldt Kontingentmøde i Pristina. En begivenhed, der finder sted ca. hver 3. måned.
Vi mødtes på restaurant Pinocchio kl. 10.
Som gæster var endvidere Bjarne Walther, personaleafdelingen, Claus Reder, Politiforbundet og psykolog Michael Bruun til stede.
Der var forskellig information fra kontingentleder, Arne Wissing og diverse punkter til debat. Gæsterne havde også indlæg, så vi kunne holde os orienteret om "Rigets tilstand".
Om eftermiddagen var vi på KFOR Hill, hvor der ventede mig en del post. Breve og en pakke i anledning af, at det i morgen er en ganske bestemt mærkedag...?
Men der var også 4 store kasser til mig fra Danmark. Hvad de indeholdt, vender vi tilbage til i morgen...
Udmærket møde, og dejligt at hilse på alle de andre. Claus, Bjarne, Jan og jeg valgte at blive til fælles middag på toppen af OSCE-bygningen.
Klokken 23.30 var vi tilbage i Peja, der vanen tro bød os velkommen med "power cut" (strømafbrydelse).
---

Videre til afsnit 12 - tryk her