topheader01.jpg

Hej.

Så er der endnu et afsnit klar. Nu er besøgstallet nået op på over 400. Det er da godt, synes jeg. Medmindre det er den samme, der har set alle gangene. J
Her er det så småt ved at blive forår, tror vi da.
Det kan man vist ikke ligefrem sige om DK, så vidt jeg hører.
Jeg kommer jo en tur hjem den 1. marts. Glæder mig da også til det.
Der er vist ingen problemer i at sætte den rigtige tekst til de rigtige billeder.


Mens vi holdt ved en forretning, hvor tolken skulle have en termostat til sin bil, tog jeg dette billede af to vilde hunde, søgende efter føde.
NB: Hundene er i god foderstand, men der er jo også rigeligt at snage i. Denne hund ser ud til at have hvalpe.
Udsnit herunder.



Det har været næsten umuligt at vælge hvilke motiver, jeg skulle vise Jer.
Dog synes jeg denne tunnel med istapperne var et helt særligt syn.


Også det andet billede med vejen ind under "grotten" var et stort syn.
Bemærk den stejle bjergvæg og floden helt ned i bunden.

Mange hilsner
Peter

---
Onsdag 09.02.05
For en gangs skyld var jeg oppe før Jan (han skal altid have så god tid til at vågne og "gøre sig færdig" ;-)
Jag sad på hug og tændte op i brændeovnen, da han åbnede døren på klem og tittede ud i stuen.
Hvor så han "nuttet ud" i sine lange, hvide termo underbukser.
"Øv. Er du allerede oppe? Nu var jeg ellers på vej ind til dig for at synge fødselsdagssang ... Tillykke med fødselsdagen".
Helt i orden. Det er jo tanken, der tæller. Og helt ærligt. Det ville næsten også være synd for ham, at han skulle ha’ stået ved siden af min seng og sunget: "Happy birthday to you" med sin rustne morgenbas.
Men ellers var der jo morgenhygge. Det er vist mange år siden, jeg har fået så mange pakker på selve dagen. Fra alle dem derhjemme var der masser af gaver og breve. Tusind tak til Jer alle fordi I gjorde denne dag uforglemmelig. Vil også gerne sige tak til alle Jer, som i dagens anledning sendte e-mails og sms’er.
Arbejdsmæssigt var det "support-shift" = hold radioen tændt.
Jeg benyttede formiddagen til at.... ...Nåh ja, der var jo noget jeg skulle fortælle fra de sidste par dage.
Forhistorien er lang, men den MÅ I have.
Noget af det første, jeg bemærkede i Kosovo var alle de mørke fodgængere, cyklister, traktorer og lignende, der færdes på de kulsorte veje om aftenen og om natten.
Omkring jul skrev jeg mail til Rådet For Større Færdselssikkerhed, Trafikfonden og Århus Amt og bad om at få tilsendt eventuel overskud af reflekser. Jeg havde dog ikke det store held med min bøn.
Først da min kollega i Silkeborg, Peter Nørskov, fik fat i historien, skete der noget. På det tidspunkt var jeg hjemme på en lille ferie.
Han ringede dagen efter og fortalte, at han havde fået fire store kasser med i alt 2.000 reflekser fra Århus Amt.
Hvad var det mon, jeg havde rodet mig ud i?
Jeg ringede til Personaleafdelingen i København for at få et godt råd. Hvad skulle jeg gøre. Kunne der blive problemer med told eller andet?
I København blev mit initiativ bifaldet. Hvis jeg blot ville sørge for, at kasserne blev sendt til København, skulle de nok sørge for resten...
Og sådan gik det til, at jeg i går hjembragte 2.000 reflekser fra Pristina.
I forbindelse med min ferie i Danmark tog jeg ca. 100 af brikkerne med herned. Mest for at se reaktionen.
Til en briefing for holdet fortalte jeg om mine refleksbrikker, og hver enkelt kollega fik lov at tage 2 stk. Hvilken oplevelse.
De kastede sig over brikkerne som små skolebørn.
Taknemmeligheden og anerkendelsen var ikke til at tage fejl af. Enkelte kom i løbet af natten listende for at bede om en enkelt eller to mere (mange børn, naboer m.m.)
OK - det lod til interessen var til stede, lige så vel som forståelsen for refleksernes virkning.
Og så var det lige muligheden for at møde Amtsborgmesteren opstod.
Min tanke med det var:
1. At præsentere ham for ideen - høre hans reaktion.
2. At promovere Danmark og "min by".
3. At tage det som en personlig oplevelse at møde byens "spids".
Da jeg besøgte ham sammen med Henrik, Xhafar og de andre, fik jeg ham så i korthed fortalt om "gaven" (reflekserne) og tankerne bag. Og jeg lovede, hvis han bifaldt ideen, at få udleveret reflekserne på bedst mulig måde..
Jeg fornemmede ingen svimlende taknemmelighed, men dog nogle professionelle, anerkendende nik og replikker.
Men OK, hvad var mit tilbud i forhold til Henriks ide om at skænke et større projekt til ældre eller handicappede i Peja?
Jeg ved ikke hvorfor, men han gav mig da sit visitkort. Om ikke andet vil det da indgå i min souvenir samling.
Og så var det, jeg benyttede formiddagen i dag til at følge op på det, jeg var i færd med at sætte gang i...
Jeg vadede simpelthen direkte ind til radio- og tv-stationen, "Kukagjine".
Her fandt jeg en yngre mand, Dugi, som var god til engelsk.
"Vil du tale med redaktøren?" "Jo tak, hvis det er muligt og ikke til for megen ulejlighed".
Tredive sekunder senere sad jeg hos redaktøren med Dugi som tolk.
"Aha, fra Danmark... Ligesom Jessen-Petersen, den reelle præsident af Kosovo. Og tillykke med Jeres Parlamentsvalg i går".
Åbenbart en velorienteret herre. Og mens jeg fortalte om mit "refleksprojekt" serverede han.... Tyrkisk kaffe. Føj.
Han var MEGET optaget at ideen, og ville gerne hjælpe med noget PR.
"Men vi får et problem", sagde han. "Dettte bliver SÅ stor en historie, at ALLE i Kosovo vil ha’ reflekser".
Jeg mente nu at vide, at jeg befandt mig på en lokalradio, men nej. Dukagjini viste sig at være den største, landsdækkende radio i Kosovo...
Jeg blev jo helt euforisk og udbrød: "Så må jeg jo PRØVE at skaffe nogle tusinde flere ..."
Vi snakkede om hvordan der skulle sendes radiospots, og at timingen skulle være i orden.
"No problem, du bestemmer", sagde han frisk. "Kan vi optage et interview med det samme, så har vi jo ordnet den side af sagen?"
Minuttet efter sad jeg i studiet. Klar til optagelse... Og så ringede min telefon i lommen.
"Hej Peter, det er mor. Tillykke med fødselsdagen".
"Tak mor, men kan du ikke ringe om en halv times tid. Jeg har lidt travlt lige nu ..."
Fra amtets hjemmeside havde jeg oversat noget materiale om refleksers effekt. Det gav jeg til speakeren, som åd det råt og usødet. Ind imellem han læste op fra dette materiale, stillede han mig spørgsmål om, hvordan jeg havde fået ideen og hvor jeg havde reflekserne fra. Så kunne jeg igen sælge Danmark og "min by"
Bagefter snakkede vi om løst og fast. Vi kom også ind på Dukagjine TV.
"Vil du gerne se TV-stationen? De bor på etagen ovenover".
Og sådan gentog historien sig. TV-kanalen er lokal, ligesom for eksempel TV2-Østjylland.
De ville også gerne hjælpe, så vi aftalte at mødes i næste uge. Journalisten fortalte i øvrigt, at timingen nok ikke kunne være bedre, for i sidste uge blev to børn påkørt og dræbt af en bil på en mørk vej i nabobyen.
Hvad er det lige, jeg er ved at sætte i gang? Mon jeg er klar over det?
Måske ville det være på sin plads at orientere Station Commander...
OK, jeg gik på stationen og forelagde ham historien.
"Genialt", sagde han. "Det sørger du bare for, og bruger bare nogle folk, hvis det er nødvendigt. Jeg takker for din generøsitet".
Jeg kvitterede for tilliden ved at smide en håndfuld reflekser på hans bord.
Nu er resten vist op til mig...!
Da jeg kom hjem først på eftermiddagen var Mehrije ved at gøre rent. Jeg forsøgte forgæves, på alle tænkelige måder at fortælle hende, at det var min fødselsdag.
Alt imens ringede mor igen. Mens vi snakkede standsede Mehrije brat i arbejdet.
"Mama, mama?" spurgte hun. Jeg nikkede. Hun pegede på telefonen og sig selv: "Mama - Mehrije"
"Øjeblik,mor. Mehrije vil tale med dig".
Og så snakkede Mehrije løs - og mor grinede i den anden ende...
Jo, hun er et livsstykke, den Mehrije.
Den samlede danske "bande" var inviteret til aftensmad, så jeg måtte ud og købe oksekød, løg, kartofler m.v., så vi kunne få hakkebøf med bløde løg, brun sovs og kartofler.
Jan bagte dejlige chokoladeboller.
Men så er der lige det med strømforsyningen. I samme øjeblik jeg tændte for kartoflerne, gik strømmen.
Thomas var blevet syg, så vi blev "kun" seks.
Claus, Bjarne og Jan gav mig en Timberland-skjorte. Af Thomas, Kim og Benny fik jeg et UNMIK askebæger og en UNMIK bamse, som er ihh så sød.
Elforsyningsværket tillod os at spise dejlig hakkebøf kl. 20.30. Det var en rigtig god fødselsdag. På alle måder. Desværre skulle jeg på natarbejde.
---
Torsdag 10.02.05
Under briefingen i aftes inviterede jeg alle interesserede på kaffebaren efter fyraften her til morgen i anledning af min fødselsdag.
Bortset fra Rifat, der genkendte en eftersøgt på gaden, skete der ikke noget i nat.
Ikke mindre en 21 KPS’ere (så godt som alle) valgte kaffen frem for sengen i morges.
Jan dukkede også op - han var lige mødt på arbejde.
Idriz holdt en rørende tale. Takkede mig for at vælge holdet frem for eventuelle andre muligheder med eget kontor. Han ville gerne havde, at jeg skulle forstå, at hele holdet "står bag mig", og han håbede jeg ville blive, hvor jeg er.
Og så blev der sunget: "Happy birthday to you" Helt rørende. Selv Milazim holdt en lille tale. Han håbede jeg ville bosætte mig i Kosovo og blive en "rigtig KPS’er" :-)
Hmmm. Måske lige lidt rigeligt at love...!
---
Fredag 11.02.05
Jeg tror faktisk man kan vænne sig til kulden, selv når man fryser..
Lige nu står vi kl. 04.30 om natten på den sædvanlige tankstation, langt uden for alting. Vi står tæt samlet op ad en varmekanon og får the. Der er iskoldt i lokalet. De sidste to uger har jeg kun oplevet dejlig varme på politistationen og i vores skønne lejlighed.
Om natten fryser det cirka 20 grader. De fleste butiksruder er tildækket af is (på indvendig side), så man kan ikke se, hvad der handles med..
--
Da briefingen i aftes var ved at være ovre, var der en KPS’er, der rejste sig op. Han gik op og gav mig en plastik bærepose med en pakke i, alt imens tolken oversatte, hvad han sagde. Det var en fødselsdagsgave fra alle KPS’ere på holdet. Og så sad jeg der i alles påsyn og pakkede min gave op. Den indeholdt en (grim) kvadratisk bronzefarvet kakkel med motiv af... Kosovo, selvfølgelig.
Jeg blev da alligevel hel rørt, og fik slet ikke sagt andet en "Tak". Burde nu have været efterfulgt af anerkendende ord, men dem kunne jeg ikke lige finde... Never the less. Et fint minde at ha’ om en noget speciel fødselsdag.
I Desk Office, der fungerer som vagthavendes kontor, ekspedition og vagtstue, har vi tre computere. Een med internet adgang, een til diverse, og een til at skrive døgnrapport og arbejdsplaner på.
De seneste dage er de langsomt blevet dårligere og dårligere...
Og nu gik den ikke længere. I nat døde de alle tre. Faktisk utroligt, de har levet så længe...
ALLE har vidst, at de levede på lånt tid. Ingen havde tilsyneladende gjort noget.
Jo, jeg kan stadig hidse mig op... Skrev så en notits til Logistik kontoret:

11.02.2005
Dear Dieter
In Desk Office we have three (3) computer workplaces.
Since the day before yesterday it has not been possible to be connected to the Internet.
For a couple of days ago one of the screens was removed from Desk Office
Over the last week the computer of the Duty Officer has been very unstable. It often closes down while working
For that reason we, in reality, have no computers in Desk Office. It is untenable and unacceptable and it is frustrating the colleagues.
Will you please do your best to make the conditions better
We look forward to have three good working computers again.
Best regards,
Peter Pedersen
Team B
--
Efter en dejlig dags søvn var det på høje tid at komme til frisøren. Og hvorfor ikke prøve en barbering også? Det har jeg aldrig prøvet. Hvor dejligt, og omhyggeligt. Næsten massageagtigt. Så glatbarberet har jeg aldrig været før.
Klipning og barbering: 4 Euro = ca. 30 kroner, men han var også helt flov over at forlange så meget...
--
Husker I den sidste skudepisode? Den på åben gade ved middagstid. Offeret var MEGET kriminel. Ordet "mafia" blev brugt om ham. Han blev overført til hospitalet i Pristina. Det er der jo ikke noget usædvanligt i. Hvad der får een til at spekulere er, at han derfra blev fløjet i helikopter til den amerikanske militærbase, "Bond Steel", syd for Pristina. Der døde han under operationen!!
Tanker: Hvorfor var amerikanerne SÅ interesserede i at få fingre i ham. Det kan kun overlades til fantasien...
---
Søndag 13.02.05
Min notits om de døde computere hjalp kun lidt. Nu er det dog igen muligt at få internetadgang.
Vagthavendes computer duer i op til to minutter ad gangen. Derefter låser den sig fast, og sletter det, der er skrevet siden sidst... Jeg har heldigvis min "memory stick" om halsen. Den har jeg, "døgnrapport programmet" på, så jeg fedter mig ind ved andre computere.
Een eller anden har fjernet skærmen til den 3. computer, så den kan vi stadig ikke bruge.
Da jeg henvendte mig på logistik kontoret, fik jeg en mundtlig snakken udenom. I ved, den der med forskellige kasser, der skal betale...
Nu er det kun i vores lejlighed, der er varme. De to sidste døgn har varmesystemet på stationen ikke fungeret. Heldigvis er vi kommet på den rigtige side af frysepunktet - udendørs, så det er til at leve med.
I dag kunne jeg så ikke få printeren til virke... Indtil jeg fandt årsagen: På grund af kulden havde en velmenende kollega skaffet en el-radiator til lokalet. For at få glæde af den, måtte den jo tilsluttes en stikkontakt, og derfor var der ingen strøm til printeren.
---
I dag skulle vi møde fra kl. 08-20. Det skal vi også i morgen.
Anledning: Serbiens præsident kommer på besøg.
Først i går morges fik alle KPS’ere at vide, at AL frihed var suspenderet, og at arbejdsdagen blev på 12 timer.
Der sporedes INGEN sure miner overhovedet. "Ska problem". Ingen problemer. Her er der ikke noget, der hedder overarbejdsbetaling eller helligdagstillæg. DOG bliver der (måske) mulighed for at afspadsere de ekstra timer en anden dag.
Vi IPO’ere får ingen kompensation, men det vidste vi jo, inden vi tog herned..
Briefingrummet var fyldt til bristepunktet i morges. Først da fik vi (team leadere) udleveret "Operation Plan". Noget ubrugeligt makværk, hvor et utal af check points var nævnt - uden hensyn til, hvor meget personale, der var til rådighed. Og uden hensyn til, at nogen i løbet af dagen MÅSKE blev sultne og tørstige, eller skulle på toilet.
I det øjeblik kunne vi godt have brugt Peter Nørskov fra "Silkeby politi". Han er en god og erfaren velfærds mand)
Vi måtte så til at fordele poster og lave en plan på et tidspunkt, hvor posterne skulle havde været besat...
Nå, vi så eller hørte ikke noget til Præsidenten. Det siges han er i Prizren indtil i morgen. Så kunne vi jo betragte dette som en øvelse i dag.
---
"Peter, can you drive me home?" Det var Spresa, der spurgte. Hun er søster til Murat. Murat er ham, der en mørk aften viste mig monumentet over sin faldne bror under krigen. Laaaangt, langt uden for byen.
"Of course. No problem".
Spresa er ikke ret gammel og sidder på samme kontor som den ulidelige Ziad. Så var der da noget at snakke om på turen. Hun bor sammen med sine forældre, en søster og to brødre. Den ene er jo Murat, og alle disse søskende er voksne og ugifte. De bor på en gård i en meget lille landsby. Den sidste kilometer til byen er en jordvej. Husene og gårdene er samlet langs en flodbred. Jeg tror, der er meget smukt om sommeren. Deres hus så også hel fint ud.
"Vil du ha’ en kop kaffe?", spurgte Spresa, da vi holdt uden for.
En lille, tyk kone i en lang, tyk rød kjole gik og mærkede på vasketøjet.
Kaffe, tænkte jeg. åhh nej, ikke det igen. Herude er kaffe HELT sikkert lig med tyrkisk kaffe. Men... Efterhånden har jeg lært, at det er temmelig uhøfligt at takke nej.
"Jo tak, det vil jeg gerne. En hurtig kop".
Den lille, tykke kone tog imod med et genert smil.
Jeg blev vist ind i stuen, som også var køkken. Møblementet bestod af en kæmpemæssig hjørnesofa (10-12 personer, tror jeg), et lille spisebord og det absolut største fjernsyn, jeg nogensinde har set. Og det var, hvad der var.
Mens den lille kone med de venlige øjne lavede kaffe (jo, det var tyrkisk L) fortalte Spresa om familien. De har 14 køer (vist temmelig mange på disse kanter). Landbruget bliver passet af mor, far og søster (som ikke har andet arbejde). Under krigen i 1999 måtte hele familien flygte over stok og sten på en traktor med vogn. Fra en bakketop ved nabolandsbyen kunne de se deres gård brænde. Påsat af serberne.
De næste fire dage var de på farten på deres traktor, indtil de kom til Albanien.
Her levede de i nogle måneder (husker ikke hvor mange) i en flygtningelejr, der blev drevet af danskere.
"Danskere er gode og søde mennesker", sagde Spresa. Danskerne sørgede for de fik et telt at bo i, mad at spise og noget tøj. Efter krigen vendte de hjem og genopbyggede den brændte gård. Med tiden er Spresa og Murat blevet ansat ved det nye politikorps. Den anden bror arbejder som chauffør (så vidt jeg husker), og en tredje bror bor og arbejder i Østrig på 12. år.
Spresa’s mor tog noget ud fra brændekomfuret - der var ingen strøm og bad mig tage plads ved spisebordet, netop som faderen trådte ind ad døren.
En rigtig bonde at se på. Arbejdstøj og vest. På hovedet en alpehue og tæt, gråt skæg. Også han virkede lidt genert, men havde de samme venligt øjne.
Der var kun dækket til to - Spresa og mig. Søsteren og forældrene satte sig ærbødigt i baggrunden, i den alt for store sofa.
"Du behøver ikke spise det, hvis du ikke kan lide det. Det er nok noget anderledes mad for dig!" Det lignede mest af alt en omelet. Jeg fik at vide, det var lavet af mælk. Jeg smagte forsigtigt.. Jo, det var OK. Dertil Suxhug. Hjemmelavet og rigtig god.
Så blev der stillet to bægre på bordet. Jeg spurgte om det var yoghurt..
"Neej, det er noget min mor laver". Smagte igen forsigtigt. Mmmm. Tykmælk, nøjagtig som mor lavede det dengang jeg var dreng. Vist nok af varm, fed, nymalket mælk...
En anerkendende, lettet latter fyldte rummet, da jeg drog sammenligningen med min mors værk.
Til sidst en sød - meget sød kage, som søsteren havde lavet. Og så var der ikke plads til mere.
Det var vist også på tide at komme tilbage til byen. I mellemtiden var det blevet mørkt, og da jeg vendte bilen på den sparsomme plads, blev jeg pludselig bekymret for, om jeg overhovedet kunne finde tilbage igen.
Heldigvis valgte jeg rigtigt, hver gang vejene delte sig, men hold da op, hvor er der langt ind til byen.
Ikke mindst når man ikke har bil, og må håbe på at der kommer en bus forbi.
---
Mandag 14.02.05
I dag kom han så, Præsidenten
Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvor mange politifolk og soldater, der var involveret. I hvert fald 1.000 politifolk fra Peja, Pristina og sikkert også andre steder. Det vil heller ikke være muligt for mig at beskrive, hvilket organisatorisk kaos, der herskede.
Blot for at nævne radiokorrospondancen. Den foregik på MINDST seks forskellige kanaler. Ingen vidste, hvad ham ved siden af foretog sig. Ingen vidste, hvornår og hvorfor visse veje skulle afspærres. Faktisk kunne der foregå et attentat 100 m væk, uden jeg - eller andre - ville høre om det.
Vores fungerende stationsleder, Bob, var (af gode grunde) rasende og rystet over tilrettelæggelsen, som er foregået fra Pristina.
Nå, men jeg så da tilfældigvis Præsidentens kortege komme susende forbi med en stor helikopter buldrende ovenover. Han skulle besøge een af "vores" landsbyer, Belopolje, hvor der vel bor et halvt hundrede serbere...
Lidt senere blev der febrilsk kaldt over radioen efter en patrulje til at eskortere pressebusserne ud ad byen.
Umiddelbart var der ikke nogen, der var i stand til det, da alle var tildelt faste poster.
Jeg skulle jo bare "servicere mine mænner" sammen med Idriz, så jeg tilbød mig. Og sådan fandt jeg mig pludselig i spidsen for et hav af biler og busser.
Da vi var kommet sikkert ud af Pristina Highway "gled jeg af" og så, at også præsidentens følge var med i kortegen.
Og sådan gik det til at jeg, helt uden at ane det kørte i spidsen for Serbiens præsident..
Og så blev der fuldstændig stille - The show was over..!
Et par timer senere gik jeg ind på Bob’s kontor for at sige, at jeg havde tænkt mig at holde en lille debriefing med sergenterne. Bob holdt et længere foredrag om alt det, der var gjort forkert fra planlæggernes side.. Takkede bagefter for at han fik lov at rase ud på mig .. ;-)
Det var nu ikke fordi der var så meget sergenterne kunne have gjort bedre under disse forhold.
Jeg bad dem om at rose "folkene" i meget høje toner. Flere kolleger stod i op til seks timer på en dødssyg vej, uden vådt og tørt, uden at ane, hvorfor de stod der og hvad deres opgave var. Alligevel var der ikke een, der beklagede sig. Når vi kom og hilste på dem, var både humøret og moralen høj.
Der var ikke afsat folk til forplejning eller afløsning.
Den var ikke gået i Danmark.
På det lille møde kom vi også til at snakke om motivationen og sammenholdet på holdet, og hvordan vi kan gøre det endnu bedre.
Jeg foreslog, at vi en aften eller nat kunne lave nogle check på de skumle kaffebarer. Det kunne da være sjovt, og noget helt andet. Måske også på sigt gøre forholdet til disse steder bedre. For ikke at glemme den præventive effekt.
Sergenterne bifaldt ideen, men nåede frem til den konklusion, at de ikke bør sende deres kolleger ind på disse steder. De mener, det er for farligt - endnu.
Det måtte jeg respektere. På det område ved de nok bedst besked.
Vi enedes så om at tænke over andre ideer....
---

Videre til afsnit 13 - tryk her