topheader01.jpg

I 19. afsnit bruger vi en del tid på evakuering af anklagemyndighedens kontor og lejlighederne ovenover.

I slutningen af afsnittet får jeg et overraskende tilbud, som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal forholde mig til.

Det vil måske komme til at ændre mit arbejdsliv en del, hvis jeg tager imod det...


Alle bombetrusler tages seriøst. Hver eneste gang rykker militærets sprængningseksperter ud med hele musikken. Et ret fascinerende syn.


Kommunen anmoder politiet om at skride ind, hvis vi ser nogen smide affald på gaden... Der kan blive nok at se til, som I ser. Billedet er taget en tidlig morgen ved et check point. I forgrunden en af byens overbelastede kloakkanaler.

Mange hilsner
Peter
---
Fredag 01.04.05
Jeg havde fået en ganske glimrende ide (synes jeg selv), så den foreslog jeg George i formiddags. De sidste par dage har jeg tumlet med tanken om at holde en øvelse.
Jeg kunne godt tænke mig pludselig en dag at sige til KPSérne: ”Fra i dag – og nogle dage frem - lader vi som om der ingen IPOére er her. IPOérne vil blot kigge på. Alt arbejdet og alle initiativer skal komme fra Jer. Kun i absolut nødstilfælde skal IPOérne gribe ind.”
George synes det var en glimrende ide. Han vil foreslå de andre hold at gøre det samme.
Den nye løjtnant, Selver, må på én eller anden måde vare forhekset. Lige siden han kom til holdet har vi haft forbandet travlt. Lige bortset fra i går, hvor han havde haft fri. Da var der fuldstændig stille…
I dag var han så til bage. Og det kunne mærkes.
Ud over den ”almindelige travlhed” blev vores dag beriget af en telefonbombe mod den offentlige anklagers kontor i centrum af byen.
Den slags tages – af gode grunde - alvorlige her i byen.
Selv om en KPSér, vaks som han er, gjorde opmærksom på, at det er den 1. april, måtte vi evakuere hele bygningen, der også indeholder 3 etager med beboelse. Hovedgaden måtte spærres af og, som sædvanlig, måtte vi tilkalde ”bombefolket” fra det italienske militær.
Det tog igen alt for lang tid at få evakueret og spærret af. Enten er det en generel mentalitet, at ingen lægger sig i selen, eller også er det fordi de er ”opflasket” med den slags trusler. Eller også er det en kombination.
De tager det i hvert fald ikke særlig alvorligt.
De tilstødende gader og passager var afspærret med de velkendte plaststrimler med teksten: ”Police line. Do not cross”. Der for uden var der betjente bag afspærringen.
Albanere har et særdeles underligt forhold til afspærringer. Jeg mener at huske, at ni ud at ti danskere uden videre respekterer en sådan afspærring – uden at gøre vrøvl.
Sådan er det bestemt ikke her.
Her kommer ni ud af ti albanere og stiller spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt, at de nu skal gå / køre en anden vej – eller omvej for at komme på arbejde eller hjem.
En politimand fra det nordlige Europa har ikke svært ved at fortælle befolkningen, at det ikke er for politiets skyld, men af hensyn til befolkningens sikkerhed, at der er adgang forbudt.
En albansk politimand vælger til gengæld at råbe op og skælde ud. I løbet af fem sekunder er der råben og trusler om anholdelse i luften, inden ”civilisten” hovedrystende vender om og går. Andre albanske kolleger glemte hvert 5. minut, hvad deres opgave var (afspærring). De stillede sig i små klynger og hyggesnakkede i stedet for at holde øje med afspærringen. Grrrr…
Gennemgang af sådan en bygning tager adskillige timer. Det var koldt, frustrerende og det blev ret hurtigt kedeligt.
Humøret blev ikke just bedre da Jan ringede til mig midt i det hele.
Han havde en rigtig kedelig besked…
Mehrijes søn, Gilal, havde netop været på besøg for at sige os op fra lejligheden pr. 1. maj.
”For fan… da,” tænkte jeg og sagde så højt: ”Det er løgn.!! Hvad gør vi nu?”
”Det ved jeg ikke,” svarede Jan. ”Nu skal jeg til at flytte for skaldede 3 uger, inden jeg skal rejse hjem!!”
Et spinkelt håb slog ned i mig. ”Jaaan, det er den 1. april. Det er forhåbentlig…”
Ja, det hyggede han sig vældigt over. Indrømmet. Det var en god joke. Nej, et liv i Kosovo uden Mehrije og hendes lejlighed er utænkeligt ;-).
Lidt efter kl. 16 kom afløsningen. Vi havde lige en del skriftligt arbejde at gøre, så det blev ikke fyraften før kl. 19.
Det efterfølgende hold fik i øvrigt ”fornøjelsen” af at tumle med endnu en bombetrussel. Denne gang mod Retsbygningen.
I aften gik vi ind til Gilal for at betale husleje. Jan fortalte, at han rejser hjem i slutningen af maj, så jeg ville jo gerne vide, hvordan min situation ser ud efter den tid, hvis jeg vil bo alene.
Han kunne ikke sige andet, end at han vil snakke med sin mor om det…
Det er jo et spørgsmål om, hvorvidt hun måske vil benytte den lejlighed til at sige lejemålet op, hvis her er alt for træt af at bo sammen med svigerinden (eller hvad hun nu er) ovenover. Eller om jeg i givet fald skal betale hele huslejen alene – kontra have et afslag.
Donnie Joe fik jobbet som chef for monitorerne, der skal starte efter 27. maj, hvor vi skal forlade stationen. Nu må jeg holde mig i forbindelse med ham, så han måske kan finde en plads til mig. Jeg er dog klar over, at man skal bestå en test i Kosovo´s straffelov og politiets arbejdsetiske regler m.v. (Jeg hader tests…).
Tebow fra mit hold har overtaget Donnie Joes post. Nu tynder det ud i flokken på holdet.
---
Lørdag 02.04.05
H. C. Andersen´s fødselsdag blev fejret i internationalt selskab hos Benny, Kim og Thomas til grill aften.
Foruden en håndfuld danskere var vi 2 tyskere, 2 englændere og en amerikaner.
I disse dage har jeg spurgt mange kolleger fra hele Verden, om de kender H. C. Andersen. De fleste gør. Især russere, indere og amerikanere. Hvis ikke de lige kender ham på navnet, kender de ham, når jeg siger: ”The Ugly Duckling” (Den grimme ælling).
Amerikaneren i selskabet, Danny, har jeg kun mødt flygtigt før. Han er en meget sympatisk mand i pensionsalderen.
Han kommer (som flere andre amerikanere) direkte fra Irak. Det var nogle meget stærke beretninger, han kunne fortælle.
På trods af en skattefri hyre på 1.200.000 DKK for seks måneders tjeneste tog han, og mange andre derfra i utide. Han var simpelthen bange for sit liv. Folk blev skudt om ørerne på dem. Fem af hans kolleger tog hjem efter bare tre dage i dette helvede.
Selv irakiske politifolk var der gode grunde til at være bange for. I perioder sov Danny i forskellige trappeopgange. Han turde simpelthen ikke sove i sit ”hus” eller på steder, hvor der kunne skydes/kastes granater ind ad vinduet.
Han fortalte også, at han var dernede sammen med Tebow. Tebow oplevede så frygtelige ting, at han ikke vil tale om det. Som beskrevet i dagbogen tidligere, vidste jeg godt at Tebow har været i Irak, og at han tog derfra fordi der blev for varmt.
Ellers har han ikke snakket om Irak.
Patrick har fortalt, at han har fået sat gang i at få den psykisk syge kvinde fra Nigeria hjem. Han går ud fra, at hun nu er sendt hjem.
---
Søndag 03.04.05.
På vej til arbejde forud for eftermiddagstjenesten gik jeg i mine egne tanker og tænkte på, hvordan ”the boys” ville reagere, når jeg til briefingen ville fortælle om den lille øvelse, som skulle starte i dag. De næste dage lader vi som om der ikke er nogen IPOére overhovedet. ”Beslutninger og initiativer skal komme fra Jer selv”.
…Jeg havde prøvet noget lignende før, men havde ikke forestillet mig at næsten det samme ville gentage sig…
Jeg blev vækket fra mine tanker om øvelsen af, at George råbte mig an ovre fra cafeen, samtidig med han gik mig i møde.
På ”neutral grund” og uden for andres hørevidde spurgte han mig: ”Peter, hvad siger du til at blive Deputy?” (underforstået Deputy Chief Of Operations).
”Det ved jeg ikke sådan lige. Det må jeg tænke over!!!”
”Selvfølgelig. Jeg siger det også bare for at forberede dig på, at Bob (Station Commander) sikkert vil ha en snak med dig om det inden så længe.”
Den var lidt svær at sluge. Deputy Chief Of Operations.
Folk, som kender mig ved, at jeg ikke lige er ”chef-typen”. På den anden side kunne jeg sagtens se mig selv som George´s højre hånd. Den plads, som James slet ikke udfylder.
”Hvad med James?,” havde jeg spurgt George, men han undgik at svare på spørgsmålet. Det kommer jo heller ikke mig ved.
Det kørte rundt i knolden på mig de næste minutter. Hvad kunne fordelene være?Selvfølgelig en udfordring.
En fordel at kunne tilføje sit CV den titel, hvis jeg senere søger andre missioner
Så har jeg da prøvet det..
Fri for at arbejde om natten.
Hvad kunne ulemperne være?
Jeg ville jo så gerne lukke butikken den 27. maj sammen med ”the boys” på holdet. Det er der mit hjerte er.
Ingen skiftende arbejdstider. Hver dag arbejde fra 8-17.
Hmm, men måske går det hele i sig selv – i glemmebogen. Nu må vi se.
Nå, men til briefingen fik jeg så fortalt, at der ”de næste dage” ikke er nogen IPOére. Det afstedkom ikke de store reaktioner. Selver synes tilsyneladende godt om ideen.
Arbejdsdagen var ikke mere end en halv time gammel, inden Selver ville ha mig med ud i en bydel, hvor en KPSér havde været nødt til at skyde en aggressiv hund med sin pistol.
Da vi kom til stedet (en parkeringsplads ved nogle boligblokke) stod et halvt hundrede mennesker omkring den døde hund og de to kolleger, Suad og Izet.
De havde ikke tænkt på at spærre området af (!!!), selv om de vidste, at kriminalpolitiet og Teknisk Afdeling skulle involveres, når en politimand anvender sit våben.
Forhistorien var, at den pågældende hund var gået til angreb på alle (også børn) den kunne komme i nærheden af. Det var ikke en af de mange vilde hunde, men en meget stor og flot hanhund. Ejeren var der også, og han havde opgivet at tæmme vilddyret.
Da den var kommet hen imod Suad, havde han skudt den på et par meters afstand. Den var ikke død ved det første skud, så han gav den et mere.
Alle vidner roste Suad for at have skudt i retning af et grønt område, hvor der ingen mennesker var. Så alt var i sin skønneste orden. Indtil…
…En meget ophidset og bleg mand kom hen til mig og beklagede sig. Han pegede i retning af en boligblok 50 – 100 meter på den anden side af det grønne område. Han fortalte, at han havde fået et projektil ind gennem vinduet på sin altandør på 5. sal.
I første omgang troede jeg ham ikke.
For resten var jeg jo ”ikke til stede” på grund af øvelsen, tænkte jeg. Kun iagttager.
Jeg bad ham henvende sig til Selver.
For at gøre en lang historie kort. Kriminalpolitiet og Teknisk afdeling kom. Vi konstaterede, at der var et skudhul i mandens altandør på 5. sal, næsten 100 meter borte. Det var dog umuligt at finde projektilet i lejligheden, selv om der var et mærke i væggen efter det. Også et af Suad´s patronhylstre manglede. Det var nok snuppet af en dreng, inden stedet var afspærret.
Alt i alt synes jeg de reagerede ok. Bortset fra at Suad, som brugte sit våben, selv afhørte hundeejer og et vidne. Da han lige som selv er part i sagen, burde han være holdt uden for afhøringer m.v.
Og så den sædvanlige: Anmeldelse om et slagsmål/gadeuorden i City Centre. ”Kom, vi kører,” sagde Selver. Og da jeg jo ikke skulle andet end observere i dag, kørte jeg med. Da vi kom til stedet talte jeg ikke mindre end 7 patruljevogne.
Det velkendte problem – alle vogne stimler sammen af ren nysgerrighed, straks der er optræk til en oplevelse. En skønne dag skal det nok blive udnyttet af nogle banditter i den modsatte ende af byen.
I øvrigt var der ingen ballade…
Løjtnant Selver og sergeant Izet havde svært ved at ”acceptere” at jeg ”ikke var der.”
Igen og igen lød spørgsmålet: ”Peter, hvad nu?” ”Peter, vil du ikke nok skrive…?” ”Peter, er det i orden, at…?”
”Desværre, jeg er her ikke i dag…”
---
Torsdag 07.04.05
De seneste dage har jeg været en rigtig tøsedreng (det er jeg altid, vil nogen sikkert sige ;-)
Jeg har bestemt mig for at sige ja, hvis jeg bliver spurgt om den stilling som Deputy Chief Of Operations, men i virkeligheden håber jeg, de har glemt alt om det.
Derfor har jeg så vidt muligt undgået George og Bob, og har absolut ikke gjort mig nogen ærinder på deres kontor.
Samtidig har min gode ven, Scott, arrangeret, at vi kan komme til et interview den 13. april med henblik på at blive monitorer fra slutningen af denne måned.
Vi er jo nået dertil, hvor det virkelig er på tide at sikre sig et tåleligt job til efter den 27. maj (Transsission).
Sidst på eftermiddagen sad jeg alene uden for cafeen og nød solen. Jeg så godt at Bob gik ud til sin bil – sikkert for at køre hjem.
Da han var kommet ud på vejen fik han øje på mig, standsede brat og bakkede tilbage til stationen… ØV… Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået.
”Hej Peter, må jeg sætte mig her?”
Han gik lige til sagen… Først troede jeg han sagde forkert, for han ville spørge om jeg havde lyst til, og mod på, at blive Deputy Station Commander. Det var jo ikke lige det, George havde varslet mig om. Det var jo Deputy Chief Of Operations..
Årsagen var, sagde han, at han selv skal på ferie fra midten af maj til midten af juni, og der var nødt til at være en Station Commander i den periode, hvor stationen skal i transsission (27.05.05)!!!
Bob havde stor forståelse for, at jeg behøvede at sove på det, og jeg fortalte også om min aftale med Donnie Joe med henblik på at blive monitor fra slutningen af april.
Bob tilbød at ringe til Donnie Joe og i givet fald bede ham om at holde en stol til mig til midten af juni som ”tak for hjælpen”.
Og pist, var han væk… ”See you tomorrow, Peter. Have a nice evening.”
Deputy Station Commander…. Ordene rungede i hovedet – store ekkofyldte ord.. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller mut.
En simpel politiassistent fra Silkeborg som stedfortrædende stationsleder i en politikreds, der har næsten dobbelt så mange indbyggere som Silkeborg, og et personaleantal på mere 250 politifolk, hvoraf de 45 er internationale…
Sælsom tanke.
For en god ordens skyld ringede jeg selv til Donnie Joe i aften og satte ham ind i situationen. Han havde fuld forståelse for det, og vi holdt fast i at jeg skal komme til interviewet / testen den 13. april.
Jeg var på arbejde natten til i dag. Under briefingen blev dagens meddelelser vanen tro læst op.
Der var blandt andet en skrivelse fra kommunen, der beder om at politiet vil skride ind, hvis vi ser nogen, der smider affald fra sig. Umiddelbart et prisværdigt initiativ… Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine indeni mig selv. For pokker. Her er affald overalt.. Og det har der altid været.
Jeg har et billede fra en af kommunens affalds deponerings steder her (midt) i byen. Der ser man tydeligt, hvordan store dele af affaldsbjerget skrider i floden…
OK – hvis kommunen gjorde noget – jeg mener - gik foran med et godt eksempel og gav folk muligheder for at komme af med affaldet på en ordentlig måde.
Under briefingen var der også noget mudderkastning imellem nogle kolleger. Noget om usande rygter om én af ”the boys”.
Bagefter sad jeg og snakkede med et par tolke på deres ”kontor”.
De var rørende enige om, at KPSérne langt fra er rede til at køre butikken uden IPOére.
”De har slet ikke erfaringen og modenheden til det,” hævdede de, og krydrede det med nogle historier om, at de er sammenspiste og at nogen kører ”ufine forretninger” ved siden af… Ret stærke ting, som jeg måske vil bede dem uddybe ved lejlighed..
For et par dage siden blev en af cheferne for TMK (svarende til vores Beredskabstjeneste eller Brandvæsen/Falck) standset i et check point. I hans bil fandt kollegerne en skarp granat og en skarpladt AK-47 maskinpistol.
Noget skræmmende at én af byens beskyttere omgiver sig med den slags. Man må stille sig spørgsmålet: ”Hvad skulle han med det og hvor var han mon på vej hen?” Ikke just betryggende…
Jeg har ikke fortalt nogen om mit tilbud om at blive næstkommanderende. Nu må jeg først lige sove på det, og se, hvordan stemningen i mit sind er i morgen…
---

Videre til afsnit 20 - tryk her