topheader01.jpg

Jeg skifter "stilling".

I tyvende afsnit tager jeg for første gang plads i min nye stol på jobbet. Hvordan mon det går?

Hundejagt, eksamen og medaljeparade hører også med til dagens orden.
Til slut tager vi en tur til Mitrovica og ser på byen og oplever Monrad & Rislund optræde på slap line.
Nej - vi keder os ikke hernede..


Fra den officielle jagt på de vilde hunde. Denne stakkel er end ikke død, da jeg tog dette billede, men der ofres nødigt mere end een patron pr. hund....


Under besøget i Mitrovica kørte vi forbi ruinerne af denne zigøjnerlandsby, der ligger inde i Mitrovica by. Her er der i sandhed ikke meget at leve for...


Den berømte bro i Mitrovica. Floden afskiller den albanske og den serbiske del af byen. På broen har mange kampe udspillet sig. Een af de mest berømte/berygtede broer i Europa, tror jeg.

God fornøjelse og mange hilsner
Peter

---
Lørdag 09.04.05
I dag er det årsdagen for krigens udbrud i Irak (vist nok 2 år). Og samtidig dagen, hvor jeg skulle bestemme mig for, om jeg vil prøve “lykken” som Deputy Station Commander. Ikke at de ting har noget som helst med hinanden at gøre, men kunne det være et varsel om, at noget ubehageligt er i vente, hvis…?
Vi havde morgenvagt, så jeg kunne lige så godt få det overstået. Jeg gik ind til Bob og sagde, at jeg havde bestemt mig for et…… ja.
Men Aha – nu bliver man så åbenbart ikke Dep. St. Comm. sådan lige på sit glatte ansigt. Bob ringede til Regional Commander (Regionschefen) og sagde, at han havde fundet “manden”. Regional Commander ville ikke bare tage det for gode varer… Næh, han ville ha en samtale med fyren… Jeg kunne kigge op på Hovedkvarteret ved 11-tiden.
Der var stadig ikke nogen uden for den berørte kreds der vidste noget, så jeg kunne ligesom ikke snakke med nogen om det. Selv Jan er indisponibel, da han er på ferie i DK.
I disse dage er der officiel jagt på de vilde hunde. Clark (min måske kommende afløser) og Reuf (KPS) var med jægerne ude, og for at adsprede tankerne bestemte jeg mig for at opsøge “hundepatruljen”. Det var måske min sidste chance for at se, hvordan det går for sig.
Jeg fandt dem i nærheden af en landsby på vejen til Vitomerica. To jægere listede rundt i en bil. Bag dem kørte “opsamlings lastbilen” og endelig en politipatrulje. Patruljen skal være garant for at jægerne ikke går over gevind, og skyder privatejede hunde, og de skal overvåge, at jægerne ikke bliver for lempelige med sikkerheden.
Når betalingen er 5 euro pr. hund, kunne det måske blive svært at se forskel på tam- og vildhunde…?
En jæger fik øje på en stor sort hund i en frugtplantage et stykke fra vejen. Jeg listede efter ham fra træ til træ. Hunden var straks på vagt og blev nervøs. Alligevel lykkedes det os at liste os så tæt ind på den, at jægeren lagde jagtgeværet mod sin skulder og tog sigte.
Det var tydeligt at hunden var ramt. Dog ikke mere, end den var i stand til at stikke af – skrigende…!
Vi løb efter så godt vi kunne. Efter nogen tid begyndte hunden at vakle. Dens skrigen blev til en sagte klynken. Den satte sig ned og slikkede sin sår, alt imens vi kom nærmere. Jægeren synes ikke vi skulle gå helt hen til den – endnu. Sikkert fordi han var bange for den skulle gå til angreb.
Jeg ventede forgæves på at han ville give den stakkels hund det forløsende skud. Men det skete ikke.
Hunden lagde sig langsomt ned i græsset, og vi gik nærmere. Den anden jæger kom til. Da hunden lå stille, men stadig peb, tog de den i hvert sit bagben og begyndte at slæbe den op mod vejen.
Selv om det føltes ydmygende, tog jeg alligevel nogle billeder af dette scenerne.
Mens jeg tog billederne med kameraet, døde hundens klynken ud, skønt den stadig bevægede munden og læberne i smerte. Jeg forsøger at glemme de øjne, den sendte mig, mens jeg gik bag den og de to mænd, der slæbte af sted med den.
Dyrenes Beskyttelse og formiddagspressen i Danmark kunne godt få noget at skrive om, hvis de havde været med…
Oppe på vejen blev hunden smidt op på ladet af lastbilen. Da den landede ovenpå de andre hunde, bevægede den munden for sidste gang, men dens øjne forblev åbne.
Clark og jeg kiggede på hinanden. Clark fortalte, at han havde set de likvideringer, han havde brug for. Nogle gange havde havde han været nødt til at bremse jægerne af sikkerhedsmæssige grunde.
Var der nogen der sagde, at der skulle havde været brugt en ekstra patron på den hund? Nej da. Det var jo bare en hund…
Vi kørte videre, men da jeg havde oplevet samme scene yderligere et par gange, synes jeg at være mættet. Desuden var klokken ved at være 11.00.
Regional Commander hedder Giulio Torresi og er i starten af 30-erne. Han lader til at være lidt af en “Jet-set-type”, og een, der har mange bolde i luften på een gang.
Han bad mig tage plads ved hans store, runde mødebord. Jeg må erkende, at jeg var lidt nervøs og fyldt med ærefrygt (selv om han kun er en dreng).
Det viste sig nu at blive en ret uformel snak.
Han spurgte, om jeg synes KPS’erne er klar til at overtage “butikken”
“Vil du høre min ærlige mening om det?,” spurgte jeg. Jo, det ville han da gerne.
“Sammenlignet med den standard politiet har i mit land, er der laaang vej endnu, men det er nok heller ikke rimeligt at sammenligne med det.. Det vigtigste må være, at befolkningen har – eller får det politi, de ønsker.”
“Det har du nok ret i,” svarede han, “men det går bedre end for 3-4 år siden.”
“Ja, forhåbentlig.”
Ellers snakkede vi om helt andre, uvedkommende ting. Fem minutter senere takkede han af.
“Held og lykke med det, jeg får een til at skrive et stykke papir på det.”
Han bad mig opsøge kontoret, hvorfra alle de større operationer styres, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvad de laver. Det kunne jeg passende gøre i morgen.
Det var med en underlig, tvivlende fornemmelse i kroppen jeg kørte tilbage til stationen… Jeg stak hovedet ind til Bob:
“OK – så begynder du i morgen. Hvem skal være ny Team Leader?”
“Jeg synes Clark er oplagt. Han virker meget erfaren og engageret.”
Godt, vil du ordne det, Peter?”
“En Aftale. Vi ses i morgen tidlig. Tak for tilliden, Sir.” J
Clark var også lige kommet tilbage til stationen.
“Kom, vi to skal ha en kop kaffe,” smilede jeg til ham.
Udenfor cafeen faldt mit blik på noget skinnende, blankt på jorden. Var det en “stjerne”? Jeg bukkede mig ned og samlede tingen op. Det lignede fuldstændig en af stjernerne fra min uniformsjakke, som jeg havde efterladt på stationen.
“Clark. Jeg har noget at fortælle dig. Og denne stjerne er muligvis et dårligt varsel…?”
Clark kiggede uforstående på mig.
“Jo, ser du. Jeg er blevet spurgt om jeg vil tage plads i Deputy-stolen. Det har jeg sagt ja til, og fra i morgen tidlig er du Team Leader.. Denne stjerne, som oven i købet er trådt flad, tilhører måske min jakke. Forstår du så, hvad jeg mener med “dårlig varsel?”
“Ja, jeg forstår, hvad du mener. Men tillykke.”
“Tak i lige måde.”
Efter en hyggesnak lod Clark mig sidde alene tilbage i den varme sol. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og smilede måske også. “Nu sidder jeg i noget, jeg absolut ikke ville, da jeg kom hertil. Administration, møder, snak og papir…
Kom nu, mand. Go for it…
Stjernen tilhørte min jakke!!.
---
Søndag 10.04.05
Det var med noget blandede følelser jeg vågnede i dag. Om søndagen møder vi først kl. 09.00. “Mit” hold havde morgenvagt, så jeg bestemte mig for at gå ned og sige ordentligt farvel til dem. Det var min mening at det skulle være en overraskelse, men “hemmeligheden” var langsomt sivet ud i løbet af i går eftermiddags.
På vej derned bestemte jeg mig for, hvad jeg ville sige, og var faktisk lidt bange for at jeg skulle bliver rørt. “The boys” har altså betydet meget for mig.
Nå, men det blev faktisk lidt muntert i stedet for. Kollegerne var glade på mine vegne, sagde pænt tillykke, men bad mig huske på, at det jo var dem, der havde gjort mig så dygtig. J
Og Herregud. Jeg rejser jo ikke fra dem (endnu). I virkeligheden forlænger det her min tid på stationen, og jeg flytter jo bare ind på et kontor lige ved siden af briefingrummet.
Efter briefingen var der stadig en time til mine “nye” kolleger skulle møde, så jeg satte mig uden for cafeen i det gode vejr og drak en kop kaffe helt for mig selv.
Lykkeligvis kom der en god følelse af lyst til at komme i gang med det nye – lære nye ting og rutiner og lære andre kolleger at kende.
Da de andre var mødt kørte jeg på det Regionale Hovedkvarter for at møde Bruce, en amerikaner, der sidder i det operative hovedkvarter. Han er meget lidt sympatisk, og har ry for at være diktatorisk, egoistisk og magtsyg.
Det gik nu fint nok, og det var da også nyttigt og spændende at se og høre om, hvad de laver, og hvad vi kan og skal bruge dem til.
Jeg ved ikke hvorfor jeg bevidst køre en omvej igennem byen tilbage til stationen. Måske bare for at sunde mig lidt oven på Bruce’s amerikanske PEP-talk.
Da jeg nærmede mig restaurant PRIZREN, hvor vi en gang imellem spiser, undrede jeg mig over al den damp, der kom op gennem taget…? Eller var det…?
Da jeg var ud for restauranten kunne jeg se det var røg, der kom ud mellem tagstenene. I det samme kom en af tjenerne styrtende ud med en vandslange og en spand.
Han gjorde tegn til mig om at jeg skulle ringe.
Jeg greb mikrofonen og kaldte radiotjenesten, for i det samme at erfare, at jeg ikke kendte mit nye kaldesignal.. OK. Brandvæsenet skulle jo rekvireres – med eller uden kaldesignal. Så det blev til “tidligere Zulu 2/1 skifter..”
Brandvæsenet var der i løbet af tre minutter. De fik hurtigt tagstenene af, og slukket en brand i undertaget.
Ret banalt. Vist en elektrisk kortslutning.
Da jeg lidt senere fortsatte til stationen kom jeg til at tænke på, at det vist er første gang jeg har opdaget en brand i et hus inden den var anmeldt.
UPS – endnu et varsel om, at jeg hører til på gaden i stedet for at sidde bag et skrivebord..? UHA..
Uden den helt store glæde tog jeg plads i min nye stol på kontoret, som jeg skal dele med Bob. I øvrigt et kontor af ret god standard…
“Nå Bob. Hvad er der så at gå i gang med? Nu må du sige til!”
“Ha,” svarede han og kiggede over brillerne. Det her er faktisk ret let. Ja, ind imellem ligefrem kedeligt. Men måske kan du få en ide om det ved at læse lidt i denne mappe? For dig kommet det til at handle om at tage fat på de kommende overdragelse af stationen!”
Den mappe var nu ret hurtigt gennemgået.
Holdt mig ellers bare tæt til Bob, som for øvrigt er en yderst sympatisk og let forståelig mand. Vist i begyndelsen af 50-erne.
---
Torsdag 11.04.05
Det irriterer mig, at jeg ikke er så glad, når jeg vågner om morgenen, som jeg plejer at være. Faktisk er jeg lidt trist til mode, allerede inden jeg lukker øjnene op. Jeg ved udmærket hvorfor: Jeg savner “the boys”. Jeg savner de skiftende arbejdstider. Jeg savner fornemmelsen af at gøre en lille bitte forskel. Jeg mærker usikkerheden ved at skulle bide skeer med de “gamle rotter” i det Regionale hovedkvarter. Jeg mærker hvor svært det er at forstå alle de papirer, der kommer, og som kræver et svar. Der er mange nye ord, vendinger, fraser og begreber, jeg ikke kender.
Men nej da, jeg har skam ikke tænkt mig at give op. Man skal tro på sig selv – og i øvrigt ikke være bange for at spørge om hjælp.
I dag var en helt særlig dag. Det danske kontingent afholdt medaljeparade i Pristina. Det er der, vi får vores “sildesalat” til at dekorere uniformen med.
Arrangementet blev afholdt i en flot biograf. Vi stod linet op i Hall’en og tog pænt imod de indbudte gæster.
Den “fornemste” gæst var naturligvis The Commissioner himself, Kaj Vittrup. Politimester Jørgen Bro, Glostrup, var repræsentant for Rigspolitichefen. De øvrige gæster var inviteret af os, fra de steder, hvor vi nu engang arbejder.
Vores leder, Arne Wissing holdt naturligvis en tale. Derefter Kaj Vittrup, og endelig Jørgen Bro.
Een efter een blev vi kaldt op på podiet for at få overrakt medaljen af Vittrup. Hver enkelt fik et par muntre ord med på vejen.
“Tillykke med din nye stilling som Deputy Commander i Peja.”
“Mange tak.”
“Har du hørt, at du får yderligere et halvt hundrede mand derud?”
“Nej,” svarede jeg – noget overrasket. Den nyhed er ikke nået mig endnu, men det lyder da godt.”
På vej tilbage vendte jeg mig om mod ham og sagde smilende:
“Det er da ikke så ringe af en simpel politiassistent fra Silkeborg at blive Deputy, vel?”
“Nej, det er sgu godt gået…” J
Så var det tid for “Der er et yndigt Land” og buffet i de tilstødende lokaler.
"Ellen-rengøring" fra Silkeby sendte mig for længe siden en mail. Hun ville blive meget glad, hvis jeg kunne skaffe Kaj Vittrup’s autograf.
Så var der jo ikke andet at gøre, end at forstyrre ham midt i de lune frikadeller og vise ham mailen fra Ellen.
“Den var sød,” sagde han og skrev en hilsen til Ellen.
For dem, der havde lyst, var der arrangeret fælles spisning for os danskere om aftenen.
Thomas, Claus og jeg valgte det fra. Jeg fordi jeg havde et hængeparti til i morgen tidlig.
Jeg skulle jo til interview/test i håbet om at blive monitor senere hen. Derfor var det bydende nødvendigt at terpe en del læsestof igennem.
Det der skal ske i morgen er at “censorerne” skal få et indtryk af, om jeg har tilstrækkelig kendskab til den “manual” KPS arbejder efter (etiske regler, straffelov o.s.v.)
Det gik hele aftenen med. 51 A-4 sider med flittig brug af ordbog.
Tanken om at testen bliver afholdt af to amerikanere og en jordaner gør mig lidt betænkelig. Amerikanere tænker ikke på, at de snakker hurtigt og bruger mange fylde- og fremmedord.
Heldigvis var jeg så ør i knolden, at jeg sov øjeblikkelig…
---
Onsdag 13.04.05
Sammen med Scott og Clark kørte jeg til Gjakova, hvor vi skulle være til interviewet kl. 09.30.
Undervejs gjorde Clark mig temmelig nervøs, for han kom pludselig i tanke om, at han ville overhøre Scott og mig i lektien. Han stillede selvfølgelig nogle spørgsmål, som hverken Scott eller jeg kunne svare på.
Vi ankom i sidste øjeblik. Scott ville gerne have det overstået hurtigst muligt, så han forsvandt straks.
Vi blev noget foruroligede over, så lang tid det tog. Først efter 35 minutter kom Scott ud igen – kridhvid i hovedet, og uden fornemmelse for, om han havde klaret det.
Da Clark utvivlsomt var den, der kunne lektien forfra og bagfra (han har arbejdet med det i sit hjemland, USA), var han indforstået med at skulle sidst ind.
Eksamensbordet var stillet op i en stor garage/værksted på politistationen. Ved bordet bød Donnie Joe, yderligere en amerikaner og en jordaner, velkommen.
Efter at have fået nogle fakta-oplysninger af mig, gik de lige til sagen. De stillede nogle spørgsmål som var skrevet ned på nogle A-4 ark, og gav karakter til hvert svar.
I starten var jeg noget nervøs, også fordi jeg havde lidt svært ved at forklare mig. Også i “Monitor-branchen” er der dukket en del nye ord og begreber op.
Anyway. Pludselig var der gået 30 minutter. Donnie Joe takkede og blinkede anerkendende. “Vil du sende Clark ind? Tak for i dag, Peter”.
Da Clark kom ud kunne han fortælle at vi havde bestået alle tre – Scott med nød og næppe, men det er jo ligegyldigt, når bare det går…
Om aftenen kørte vi alle mand (danskere) til den danske militærlejr i Mitrovica for at se og høre Monrad & Rislund optræde live.
Vi kørte i god tid, så vi kunne se lidt af byen ved dagslys. Kim har i en tidligere mission været i byen, som han kender rigtig godt.
På nogle områder minder den en del om Peja. Dog er byen speciel derved, at floden der løber igennem byen afgrænser den albanske og den serbiske del af Kosovo.
På den albanske (sydlige) side ligger der en “landsby i byen” der kaldes Gipsy Village (Zigøjnerlandsbyen). Gipsy Village er et stort område af ruiner. Fuldstændig ubeboeligt efter krigen. Alligevel gik enkelte mennesker ligesom søgende omring. Jeg aner ikke hvad de gik der for, for der findes intet andet end murbrokker og affald.
Vi krydsede den berømte, skarpt bevogtede bro, der adskiller bydelene. På og omkring denne bro er mange mennesker skudt og dræbt i kampe om magten i området. Kim fortalte, at de civile mænd, der befandt sig på hver sin side af broen er selvbestaltede vagter, der vogter på hinanden over floden.
Nord for byen kørte vi forbi et enormt stort fabrikskompleks. Forladt og spøgelsesagtigt. I bjergene ovenfor fabrikken ligger Kosovo’s tidligere kilde til indtægt: guldminer og andre ædle mineraler. Under krigen oversvømmede serberne minerne med vand, således at de stadig er ubrugelige – og formentlig vil være det for altid.
I lejren havde vi en rigtig god og sjov aften sammen med Monrad & Rislund og 500 danske Jenser. De to herrer var nøjagtig så primitive, platte – og sjove som jeg husker dem, men det var ret passende i denne flok af (næsten) kun mænd.
I morgen har jeg taget en feriedag, og fra morgenstunden skal jeg ud og fiske med Izet, Sadat og Nasser, hvis vejret tillader det.
---

Videre til afsnit 21 - tryk her