topheader01.jpg

Kære læsere.

I dette afsnit må jeg træffe en beslutning, som kan få afgørende betydning for mit arbejde i resten af opholdet hernede.
Skal jeg gå på kompromis med de intentioner jeg havde, inden jeg tog herned???

Ind imellem forsøger jeg at klare min hjerne med nogle dejlige (og hårde) cykelture i bjergene.


Fra een af mine cykelture i Rugova Valey. Ja, det er et smukt sted, men der er stadig langt til toppen.....


Et andet vandløb. Ikke helt så flot. En grøft, jeg passerer på min vej til arbejde. Ja, de er nogle sviner......

Mange hilsner
Peter

---
Tirsdag 07.06.05

Alan, Deputy Commander, har nu afsluttet sin mission. Som vi alle forventede blev David ny Deputy Commander. Jeg synes det var passende at gå ind til ham og sige, at jeg ikke har lovet at søge stillingen som Supervisor, selv om alle forventer jeg gør det – og får stillingen.
Jeg sagde også til ham, at jeg formentlig ikke søger stillingen (eller går til interviewet) hvis Scott Mitchell og/eller Donnie Joe er blandt interviewerne.
David forstod tilsyneladende hvad der lå bag mine ord: “Bange for den amerikanske mafia?” spurgte han. “Jeg giver dig hånd på at du får jobbet, hvis du søger det.” Og så gav han mig faktisk hånd på det. Ret dristigt, tænkte jeg.

I eftermiddags gik jeg, formentlig for sidste gang, hen og besøgte Clark, inden han bliver sendt hjem. Et definitivt farvel.
Han forærede mig sin kaffemaskine, som han havde skaffet sig i Pristina.
Men af endnu større betydning gav han mig et A-4 ark med sin privat adresse og telefonnummer på.
Et par venskabelige ord om at han vil blive meget glad for at få besøg af mig I USA.
Nederst på siden havde han fastgjort et par små “guld” metalørne: “Disse ørne er mine. De bæres på de fleste politichefers uniform. Dem vil jeg forære dig som tak for at være en ven.”
Heldigvis ringede hans telefon i det samme. Godt han var optaget af det en stund, for så så han ikke at jeg måtte tørre øjnene et par gange.

Clark fulgte mig til porten. Han forventer at blive fløjet ud i morgen tidlig, så nu var det det endelige farvel.
Straks jeg hørte porten gå i bag mig, græd jeg faktisk lidt, mens jeg gik slalom mellem vandpytterne på den regnvåde og mudrede vej.
I sandhed en grå dag.

Husker I Milazim? En KPS-elev fra min tid på stationen. I starten kaldte jeg ham min yndlingselev. Hen ad vejen bar han sig mindre heldigt ad. Nogen sagde ligefrem, at hans psyke havde ændret sig voldsomt.
Nu er den gal igen – har jeg hørt.
Milazim har også et middelstort landbrug (efter Kosovo forhold). Samtidig tjener han lidt ekstra ved at lave markarbejde med sin store traktor for andre bønder.
For nylig havde Milazim, i sin fritid, en diskussion med en han har lavet noget arbejde for – eller handlet med. Diskussionen blev så heftig at Milazim hev sin tjenestepistol op af lommen, tog ladegreb og holdt den op under næsen på den anden. Vedkommende har – forståeligt nok - anmeldt truslen til politiet, så mon ikke Milazims dage som politimand er talte?? Helt sikkert, hvis historien er nogenlunde sand.
---

Lørdag 11.06.05

Jeg synes det mærkes som om jeg er ved at blive varm på at søge stillingen… Det er ret opløftende og motiverende, at så mange – også amerikanere - beder mig om det. Det er mere eller mindre almindelig kendt at Tebow HAR søgt.
Selv Clark – som nu er hjemme i USA - har opmuntret mig.
“Tag nu kampen op med den “mafia” og søg stillingen…”
Det er lige før jeg vil gøre det alene på grund af den mail.

Jeg husker ikke om jeg har fortalt at jeg har købt en cykel (mountainbike) for nylig.
Så tit jeg kan komme af sted med det cykler jeg op I Rugova Valey. Jeg cykler een time opad, og ser, hvor langt jeg kan nå. For tiden er det ca. 12 km. Tilbageturen tager ca. 15 minutter, men det går jo også nedad, og det er nødvendigt med gode bremser.

I dag har jeg feber men ved godt hvorfor.
I går blev det regnvejr da jeg var nået en time op. Drivende våd af sved. Hele vejen hjem frøs jeg som en våd, lille hund.
---

Mandag 13.06.05

I dag tog jeg beslutningen og afleverede ansøgningen om at blive Supervisor for monitorerne.
David kom lidt malurt i bægeret ved at oplyse mig om, at en amerikaner, som er Station Commander I Gjakova også har søgt stillingen.
“Han bliver en hård nød at knække, Peter, men vi skal nok støtte dig så meget vi kan.” Så kan han vist heller ikke love ret meget mere?
Nu ligger det så fast at vi er i alt fire ansøgere: Denne Station Commander, Tebow, og “drengen”, Lars fra Tyskland.

Clark nåede at skrive referatet fra det møde jeg omtalte den 2. juni, inden han blev sendt hjem. Han gav det til mig uden at have skrevet det under. “Det kan du gøre, og så høste roserne eller risen for det,” sagde han.
Og det tillod jeg mig at gøre. Jeg præsenterede det for David, der (selvfølgelig) havde et par mindre rettelser/tilføjelser. Så har han jo også sat sit fingeraftryk på det.
Giulio er på ferie for tiden, så David er Boss. David bad mig sende det til Pristina pr. Fax og mail.
Modtagerne skulle være ham, der er hovedansvarlig for moniteringen Kosovo og – Kai Vittrup, samt hans Deputy, Jill Muncy. Det var hende, der var tilstede ved transition af Peja Station.

For en god ordens skyld sendte jeg først en mail til den “hovedansvarlige” og fortalte ham, hvad der var på vej.
Fem minutter senere ringede telefonen. Det var ham. Han var noget pirrelig over, at jeg ville sende sådan noget til Mr. Vittrup. Det var der bestemt ingen grund til, og det synes han jeg skulle lade være med…
Nu var jeg i den heldige situation at jeg kunne sige det ikke var noget jeg havde bestemt.
“Du er jo ikke “rigtig” Supervisor. Hvem har egentlig sat dig i position som fungerende? Søger du stillingen? Hvem skal interviewe ansøgerne? Har du søgt stillingen?”
Til det sidste spørgsmål løj jeg for ham og sagde, at jeg endnu ikke havde bestemt mig for om jeg vil søge stillingen.
Jeg er ikke spor i tvivl om, hvorfor han var så meget på tæerne og så nysgerrig. Referatet kan nemlig læses sådan, at der er “nogen” I Pristina, der skal til at tænke sig voldsomt om, og eventuelt til at gøre et større stykke udredningsarbejde.
Det kan tænkes Mr. Vittrup begynder at stille nærgående spørgsmål – og krav.

Lige efter samtalen tog jeg en dyb indånding og trykkede på “send-knappen”.
Der gik ikke mange minutter før der var svar fra Mrs. Jill Muncy. Hun takkede mange gange for en meget interessant mail, men gjorde mig samtidig opmærksom på, at jeg havde forbrudt mig mod reglerne ved at sende mail direkte til Mr. Vittrup. DET Må MAN IKKE. Mailen sluttede dog med en indsat “smily”

I aften gjorde jeg brug af min udleverede bil (for første gang i fritiden) og kørte så langt op i Rugova Valey som det er muligt.
Der ligger en lille by ved navn Boge. Deroppe er der faktisk et skisportssted med lift, og et lille hotel.
Byen ligger 1.450 meter over havet, eller ca. 1.000 meter højere end Peja. Heroppe flader bjergene ud og bliver til græsbevoksede sletter med små “sommer landbrug” hist og pist. Meget anderledes og meget smukt.
---

Torsdag 14.06.05

I eftermiddags kom Bob tilbage fra sin ferie, som mest var gået med at bestige Mount Everest til ca. 5.800 meter.
Det var rart at se ham igen, og jeg tror det var gengældt. Jeg sad og ventede ham udenfor kaffebaren over for stationen.
Han havde haft en ubeskrivelig god og spændende tur, og havde bedrevet, synes han selv, det næsten umulige.
Han havde været sammen med sine Rugby venner fra England, og de havde spillet (og gennemført) en rugby kamp deroppe. En kontrollant fra Guinness Rekordbog havde godkendt bedriften, hvilket giver dem en plads i rekordbogen.

Jeg har været på TV-stationen og fået tiltusket mig en DVD fra ceremonien den 27. maj, som blev bragt i Kosovos TV-avis. Jeg har fået lavet nogle kopier, og gav Bob et eksemplar, hvilket han var meget taknemmelig for.

Jeg hår da cyklet en del på min cykel. Det er oplagt at foretage noget selvpineri ved at køre op i bjergene i Rugova Valey. Hver gang cykler jeg 1 time opad – og nogen steder går det rigtig opad. Det drejer sig så om at cykle så langt som muligt på den time. I dag var rekorden at nå et par kilometer længere op en en kendt restaurant der ligger 13 kilometer fra vejens begyndelse.
Nedad behøver man ikke træde i pedalerne, men på et fladt stykke ville jeg lige holde farten ved med et enkelt tråd. Og hvad skete der så…? Jeg trådte den ene pedal af… Nå. Ned kom jeg nu alligevel. Een af de unge mænd som har butik lige nedenunder min lejlighed så mig komme hjem med pedalen I hånden.
“Den fikser jeg til i morgen,” sagde han.
Jo, det er godt med gode naboer.
---

Onsdag 22.06.05

Så har jeg igen været hjemme en uges tid. Det var en god – men også trist tur.
Den årlige Riverboat Jazzfestival I Silkeborg var en kæmpe succes, og vejret var perfekt.
Desværre er min søster noget pludselig blevet meget syg og ligger på hospitalet. Det kniber hende at gå, tænke og tale. Lægerne har testet hende grundigt, men kan ikke finde nogen sygdom, selv om hun fik fjernet en tumor i hjernen i vinter.
Det var slemt at se hende sådan, men vi håber stadig på hun snart kommer i bedring.

Mehrije har virkelig været om sig mens jeg var væk.
Straks, jeg trådte ind ad døren mærkede jeg en duft af…?
Ja, hvad var det lige for en duft? Maling? Ja, sandelig. Alle vægge og lofter var nymalede.
Det varede heller ikke så længe inden hun stod der og fortalte at hun selv havde malet det hele. Men ikke nok med det. Alle tæpper og gardiner var nyvaskede.
Faktisk har vi hen ad vejen lært os at kommunikere rigtig godt med ord, tegn og fagter. Det har også hjulpet på det efter jeg anskaffede mig en engelsk/albansk ordbog. En god investering.
I morgen skal jeg til interview angående stillingen, så aftenen blev brugt på at “læse lektier”.
Monitering er beskrevet i en 25 sider lang “Bulletin 066”, men også visse afsnit i FN’s “manual” – især om administration - indgår som pensum i interviewet.
---

Tirsdag 23.06.05

På jobbet synes alt at være, som da jeg tog af sted til DK for en uge siden. Jeg havde bedt Tebow om at passe butikken imens. Også fordi det ikke skulle se ud som om jeg ville “bekrige ham” eller holde ham på afstand.

I formiddags var jeg til møde med Regional Commander og alle Station Commanders samt Operation Officers Regionen. Mødet handlede om, hvordan vi skal gribe monitering an i fremtiden.
Mødet var meget inspirerende, men det var en lidt underlig fornemmelse at tænke på, at jeg måske slet ikke sidder i jobbet i morgen.

I eftermiddags var jeg så til interviewet. Jeg har vist nævnt at ud over jeg har søgt stillingen, var der også Station Commander i Decani, Tebow og Lars, som er Team Leader. Lars er hjemme på ferie (Tyskland), så han var ligesom ude af spillet.
Jeg var den sidste, som skulle ind.
Det var jo noget spændende, hvem interviewerne var, men da Station Commander fra Decani kom ud, kunne han fortælle at “dommerpanelet” bestod af Zaman (Chief of Administration), Bruce (Chief of Operations) og… ….Donnie Joe…
Det betyder, at panelet bestod af 2 amerikanere og blandt ansøgerne var der også 2 amerikanere. Ikke de bedste odds.

Der blev stillet 12 hoved spørgsmål – med nogle underspørgsmål. Til hvert svar blev der givet point. Jeg var tilfreds med min præstation. Sådan alt i alt. Bortset fra et par elementære ting, som smuttede.
Jeg havde forberedt et par trumfer, som jeg ville smide på bordet, hvis det blev muligt.
Det sidste spørgsmål gav mig en oplagt mulighed for at anvende mine trumfkort.
Donnie Joe spurgte til sidst: “Hvorfor mener du, at du er den rette til den stilling?”
“Jeg ved ikke om jeg er den rette. Eller den bedste. Men jeg ved, at mine kolleger bakker mig op, og at mange af dem har bedt mig om at søge stillingen. Det mener jeg er en meget vigtig faktor til motivation og Team Work. Netop det, at jeg har den støtte, og nyder den tillid er den væsentligste årsag til at jeg har søgt. Jeg gør det her med hjertet, og ikke fordi det er et 8-17 job.”
Næste trumf: Jeg hev nogle sider A-4 papir op af lommen og forklarede hvad det var.
Da der ikke findes noget som helst om daglige rutiner, pligter og ansvarsområder, har jeg hen ad vejen skrevet noget jeg kalder “Monitor Info”, som beskriver de daglige spilleregler (hvem gør hvad ?? – i hvilken rækkefølge ?? - o.s.v.).
Ingen tvivl om, at de var lidt duperede og overraskede over min trumf. Efter ca. 40 minutter var vi færdige.

“I får besked i morgen formiddag,” sagde Zaman. “Tak fordi du kom.”
---

Videre til afsnit 28 - tryk her