topheader01.jpg

Kære læsere.

Jo, jeg lever endnu. Dovenskab, ferie og mere dovenskab har gjort at det er længe siden I har hørt fra mig.
Afsnit 28 er klar, men jeg vil dog gøre opmærksom på, at afsnit 27 kom på uden jeg fik Jer gjort opmærksom på det.
--
Jeg beklager, men det danske sommervejr havnede i år i Kosovo. Med undtagelse af en kort periode, har vi haft en meget varm sommer.
I disse dage 28-30 grader.
--
Til Jer, som endnu ikke ved det kan jeg fortælle at min søster, Signe, desværre ikke kunne vinde over kræften. Hun sov ind den 15 juli. Et hårdt slag for hendes to sønner og for min mor og far.
Bisættelsen fandt sted lige da jeg kom hjem på sommerferie.
--
Jeg håber i fortsat har lyst til at følge med i mit liv I Kosovo.
I dette afsnit løftes sløret for, om jeg fik mit job som Superviser for monitorerne. Kampen var lidt hård og meget lang, og jeg var bevidst om, at man ikke kan vinde hver gang..
Også lidt om, hvordan det er at være væk hjemmefra.


Min respekt for bygningsarbejderne hernede er ikke så stor. Dette billede er fra trappen til 4. sal, hvor jeg arbejder. Når man går nedad bliver man helt svimmel ved at se på hvor skæve trappetrinene og fliserne er....


Sommeren er varm og tør. Floden løber igennem byen, men vandet er næsten fordampet, inden det når igennem byen. Så kommer affaldet, der er smidt i vandet rigtig til syne.


Bemærk slagteriaffaldet (knogler og et kokranie)

God fornøjelse.
Mange hilsner
Peter
---

Fredag 24.06.05

I dag var alle spændte på at høre, om jeg ville få jobbet som Supervisor.
Inclusive mig selv, selvfølgelig.
Flere gange tog jeg mig selv i at sidde og planlægge ting for den kommende tid, uden at tænke på, at stolen måske bliver rykket væk under mig i morgen.

I formiddags besøgte jeg Bob og George på Peja Station. De var også spændte på at høre hvordan interviewet var gået. Da jeg fortalte hvem dommerpanelet bestod af, var de enige om, at jeg bør indgive en officiel klage, hvis jeg ikke får jobbet. I henhold til reglerne skal der være national balance i forbindelse med ansættelsessamtaler og interviews, hvilket man ikke just kan påstå der var i dette tilfælde.

I eftermiddags mødte jeg Bob uden for hovedkvarteret. Han trak mig til side og hviske mig i øret, at han netop havde talt med Zaman (som var i dommerpanelet).
Zaman havde fortalt om interviewet og blandt nævnt at han og Bruce stemte for mig, men Donnie Joe havde stemt for sin bofælle, Tebow.
I aftes havde Donnie Joe ringet og haft en længere snak med Bruce for at få ham til at ændre mening. Det var lykkedes så vidt, at Bruce nu er bragt i tvivl….
Spændingen stiger.

Hvis jeg ikke får stillingen har David et problem. Jeg havde jo sagt fra over for ham, hvis Donnie Joe var i panelet. I husker nok, at David gav mig hånd på, at det ikke ville få nogen betydning.

Lige før jeg gik hjem opsøgte jeg Zaman for at høre, om der var noget nyt. Vi skulle jo have besked i dag.
Zaman virkede nervøs – eller undvigende, men han sagde, at der skulle være et møde med Giulio (Commander) kl. 17:30, hvor det skulle afgøres. Så i morgen tidlig…..

Måske ender det med, at jeg bliver den evige “acting-eet-eller-andet”
Acting Deputy Station Commander, Acting Station Commander, Acting Monitor Supervisor. Hvad bliver mon den næste “Acting-stilling….? articles: grin.gif
---

Lørdag 25.06.05

Nej – stadig intet svar på, hvem der bliver Supervisor…
Der tales om det overalt. Den slags plejer at være afgjort senest dagen efter.

I aften havde jeg et mindre party på min store, hyggelige altan. Jeg havde tændt op i den grill, jeg arvede efter Benny, Kim og Thomas, og taget mig god tid til at grille et par lammekøller.
Bob, George, Dieter og David var inviteret. At David var inviteret var mest på opfordring af Bob. “Det kan måske gøde jorden lidt med hensyn til at få en afgørelse på stillingen,” sagde han.

Mens vi spiste lammekøllen (som var perfekt), blinkede Bob diskret til mig, mens han spurgte: “Har du fået den stilling?”
Nej, jeg vidste jo ikke noget.
David følte sig nok forpligtet til at kommentere det, og vel indpakket fik han sagt, at jeg uden tvivl ville få stillingen…… (Nu må vi se…)

Vi havde en meget god aften, med passende mængder vin, øl og – selvfølgelig Raki.
Der var med garanti ingen, der gik lige hjem…
---

Søndag 26.06.05

Bob, George, Dieter, David og jeg var inviteret til rigtig italiensk lasagne hos Patricia – fra Italien.
Hvad jeg ikke vidste var, at Giulio og Bruce (han var med til interviewet) og nogen jeg ikke kender, også var der. Jeg følte mig sådan lidt… øv… Jeg gider ikke det “fine ræs”. Det blev ikke mindre underligt af, at ingen snakkede om det, alle andre snakker om: Hvem skal have den stilling?
Bortset fra det, var det såmænd en OK aften. Bruce vandt lidt terræn, da vi kom til at stå og sludre på terrassen. Han synes helt bestemt jeg skal besøge ham i hans stat (husker ikke navnet), som ligger lige syd for grænsen til Canada. Der er der rig mulighed for at opleve vild natur på hesteryg, lejrbål og fiskeri i floderne.

Lasagnen..? Den var god, men italiensk kaffe… Det er værre end tyrkisk…
---

Mandag 27.06.05

I formiddags råbte Giulio til mig tværs over plænen uden for Headquarters: “I dag får du det officielt…”
Jeg har dog stadig ikke set papiret, men nu tror jeg da på det.
Zaman kaldte mig ned: “Den er god nok. Jeg har skrevet papirerne, men Giulio skal lige skrive under…
---

Tirsdag 28.06.05

Efter alt for mange dages venten, fik jeg i dag papir på, at jeg nu har fået stillingsbetegnelsen – og hold nu fast: “Regional Monitor Base Station Supervisor” (RMBS Supervisor)
Zaman, som var een af interviewerne fortalte mig, at det var det sværeste interview han havde deltaget i.
Han fortalte mig, at John Tomas var den, der scorede flest point, men at han som Station Commander i Decani ikke kan undværes der. “Du spillede dine kort helt perfekt,” sagde Zaman. Han hentydede sikkert til, at jeg havde medbragt nogle sider med mine planer på, og at jeg havde sagt, at jeg havde kollegernes opbakning.
“Pas på,” sagde Zaman derefter, “der er tre fraktioner af amerikanere. To grupper bekriger hinanden for at opnå positioner. Den tredje gruppe holder sig uden for den slags, og arbejder bare. De vil alle tre forsøge at bruge dig i deres kamp… Meen, jeg tror du er en klog fyr.” articles: grin.gif
Desværre er jeg nok nødt til at afsætte Edi, min civile tolk og højre hånd (kald det blot en sekretær).
Dette er efter opfordring fra Zaman, som i stedet vil overtale Bob på stationen til at jeg kan få en fra ham.
I så fald bliver det nok Mirzad, som helt klart er den bedste og mest loyale af dem alle i byen.
Edi’s svaghed er, at han gør for mange (dumme) ting uden at få det konfirmeret først.
Jeg cykler stadig et par gange om ugen og er blevet bidt af det. Nu er jeg nået dertil, at jeg gerne vil have en bedre cykel, men det må vist blive ved tanken…
---

Onsdag 29.06.05

FN er i sandhed en mærkværdig og uforudsigelig arbejdsplads. Zaman mener det åbenbart alvorligt at min “højre hånd” og administrative, civile sekretær (tolk), Edi, skal erstattes med en anden. Han er for dominerende, siger Zaman.
Han har arrangeret det sådan at jeg får Mirzad fra Peja Station. Ham holder jeg meget af, og han var mig en stor hjælp da jeg var acting Station Commander på stationen.

I dag gik jeg til Zaman for at få en nærmere forklaring.
“Edi fik i sin tid stillingen fordi han er een af Donnie Joes venner… Han vil ikke gå af vejen for at give dig en kniv i ryggen!”
Nåhja. Ved nærmere eftertanke kunne jeg godt få det til at hænge sammen – også.

Man ikke nok med det. Zaman havde fået tungen på gled.
“Du skulle lige vide hvad der foregik i kulissen, da vi skulle vælge Supervisor. Donnie Joe var giftig. Måske vil jeg engang vise dig, hvad der blev skrevet..?” Zaman fortsatte: “Jeg sagde til Giulio: Vi bad Peter om at være Deputy Station Commander. Vi bad ham om at være Acting Station Commander. Vi bad ham være Acting Supervisor. Vi bad ham oven i købet søge stillingen. Klarede han det ikke godt? Hvorfor skulle han så ikke kunne klare de sidste fem måneder også?”

Hvis Zaman viser sig at være lige så regulær som han tegner til at være, bliver han måske min næste ven og støtte.
Giulio har ikke været i byen i dag, så jeg har ikke fået nogen forklaring af ham.
---

Torsdag 30.06.05

Edi tog det meget afslappet da han blev afsat. Han er ikke fyret, en skal tolke i en anden afdeling. Han var bare glad for at han stadig har et job. Tolkene har altid været vandt til at blive smidt rundt fra een afdeling til en anden. For dem er det blot et job.
Faktisk var der en god stemning under samtalen, og Zaman (som førte ordet) var god til at ikke at såre Edi.

De sidste dage har der været så varmt, at jeg har været våd af sved inden jeg har nået på arbejde om morgenen. I dag er der 35 grader.
Kontoret på fjerde sal er uudholdelig varmt.

Mit første “rigtige” Team Leader møde holdt vi derfor udendørs på restaurant “California”, lige ved siden af Headquarters. Det er også min nye stamcafe.
Efter min opfattelse er der mange ting, vi bør ændre og gøre bedre. Måske kastede jeg for mange bolde op i luften? Jeg tror jeg var ved at tage pusten fra Team Leaderne.
Mødet varede fra kl. 15.30 til kl. 17.30.

Dagens gode nyhed var en mail fra Clark. I husker måske min gode ven fra USA, der måtte tage hjem på grund af en tumor på blæren?
Han skrev at operationen var vellykket, og at han vil blive raskmeldt inden så længe. Han roste den tyske læge, der undersøgte ham hernede.
Han skrev, at under operationen derhjemme var den amerikanske og tyske læge i kontakt med hinanden via email. Lægen havde efterfølgende udtalt, at den tyske læges undersøgelse – og gode råd, havde været enestående.
Bagefter havde Clark selv skrevet email til lægen, der havde skrevet tilbage, at Clark må give kaffe, hvis han kommer tilbage J
Nu forhandler Clark om at komme tilbage, da det amerikanske firma, han havde kontrakt med har erkendt, at de begik en fejl ved ikke at give ham de sygedage og fridage, han havde optjent.
Clark mener der er en chance for det lykkes ham at vende tilbage.
Han sluttede sin mail med at spørge, om jeg har et job til ham som monitor.. Om jeg har…!
---

Søndag 02.07.05

Siden interviewet har Donnie Joe været på ferie. Han kom tilbage i går. Jeg var lidt spændt på at møde ham, og fik mine værste anelser om ham bekræftet: Da jeg mødte ham på gangen sagde han blot: “Good morning. How are you…?” Og det var det. Ikke eet eneste ord i retning af: tillykke eller lignende. Bare et falsk, stort smil. Han plejer ellers at bruge et halvt minut på at spørge til eens humør, helbred og hverdag. Det næste halve minut plejer at gå med at fortælle hvor glad, gemytlig og gavmild han selv er, og hvor dejlig det er at leve… (det sidste har han trods alt ret i articles: grin.gif)

Han havde været på ferie sammen med Tebow, som mødte på arbejde i dag. Også han sagde blot: “Good morning. How are you…?”
Nej, det her passede bestemt ikke d’herrer.
Tebow har jeg for så vidt ikke noget imod, så jeg havde på forhånd bestemt mig for (og fået det godkendt) at Tebow skulle tilbydes et job som administrator og min “Deputy”. Han er helt sikkert god til papirarbejde, og har i alt mere end 30 måneders erfaring i denne mission. Han kender reglerne – om nogen gør det…
Da jeg spurgte Tebow om han ville have jobbet, svarede han: “If you ask to, I will do it.” Ikke noget med “Ja tak” eller lignende.
Underligt, for da jeg for nogen tid siden spurgte, hvorfor han søgte “min stilling”, svare han: “Det er et 8-17 job.” Hvorfor så ikke være lidt “taknemmelig” for dette tilbud.

Jeg talte med Scott om gårsdagens og formiddagens oplevelser med Donnie Joe og Tebow.
Scott vidste godt, at jeg ville tilbyde Tebow administrations jobbet, og han havde nævnt det for Tebow i aftes, hvor de havde mødt hinanden. Tebow havde sagt, at han nok ikke ville have det job, for han ville ikke “bindes til en stol.”
“Hvorfor søgte han så “din” stilling?,” var Scotts kommentar til mig.
Han beklagede i øvrigt på amerikanernes vegne den opførsel og mangel på respekt, Donnie Joe og Tebow havde udvist over for mig…

Og så til noget helt andet.
Een af mine trofaste læsere har skrevet til mig og spurgt om der slet ikke er noget jeg er ked af – eller savner hernede. Underforstået i forhold til det derhjemme.
Jeg tror spørgsmålet er stillet fordi jeg generelt lyder til at være glad og tilfreds, og stort set ikke nævner noget om mit privatliv hjemmefra – eller tanker om det derhjemme.
Jeg må sige, at jeg lige fra første dag har været glad for at være i Kosovo – og især i Peja.
Helt bevidst smed jeg alle skyklapper væk, da jeg ankom. Jeg har så vidt det har været muligt involveret mig i arbejdet, kollegerne og de civile, der har været nærmest (Mehrije, handlende m.v.)
Derfor har hver dag været en oplevelse, og kedsomheden har jeg endnu ikke mødt.
Det er nok også grunden til, at jeg ikke har savnet “alle dem derhjemme” (ingen nævnt – ingen glemt).
I en Verden med mobiltelefon, SMS og email er næsten alle inden for kommunikations rækkevidde.
Hvad angår min hverdag derhjemme, så tænker jeg ret tit på den. “Hvad ville jeg mon ha lavet lige nu, hvis…” “Hvad lavede jeg sidse år ved denne tid…?” Og så videre.
Jeg savner det ikke. Nok fordi jeg ved, at denne lille tur får ende, og derefter vil jeg finde min dagligdag, vaner og rutiner igen. Familie, venner, kolleger, naboer og alle andre bliver igen en del af min hverdag.
Som det sidste må jeg nævne (eller indrømme) at missionslivet er et let liv.
Vi skal ikke tænke på at der skal slås græs og klippes hæk. Ikke tænke på rengøring og tøjvask. Ikke huske posthuset inden lukketid.
Eller sagt på en anden måde: I missionslivet har du stort set kun dig selv at tænke på – og passe på.
Undskyld alle sammen. Det lyder nok negativt og egoistisk – og det er det vel også. Men det er sådan, det er. Ja, ja, jeg skal nok genoptage alle mine pligter, vaner og gøremål når jeg kommer hjem. Og jeg glæder mig til det…

Jeg har en hel del kolleger hernede, som absolut ikke laver noget ud over det, der forventes af dem (hvis de endda gør det?). De øvrige 16 timer i døgnet ligger de på sofaen og ser film eller sover i deres små huler. De har hjemve og er negative og tænker kun på deres familier og de ekstra penge, de tjener hernede.
Jeg har ikke ondt af dem, for jeg mener de selv har valgt at gøre dette “ophold” kedeligt.
Så hellere være glad og egoistisk hernede – og komme glad og optimistisk hjem igen…
---

Videre til afsnit 29 - tryk her