topheader01.jpg

Gode, trofaste læsere.

Redaktøren har fortalt mig, at der stadig er nogen, der efterlyser nye afsnit, så her kommer så nr. 31.
Ud over det sædvanlige "fnidder", sladder og indbyrdes intriger, kan I denne gang læse om en vandretur i bjergene.


Højt oppe i bjergene passerede vi denne skovarbejder families hus. Ret primitivt.


Endelig fremme ved søen med det grønne vand i 2004 meters højde.


Her overnattede vi på bjergvandringen. Billedet er taget fra den hytte vi overnattede i.

God læselyst
Peter

---

Lørdag 20.08.05

En tysk organisation, som genopfører serbiske landsbyer, holdt i aftes grisefest (Schweinerei, kalder vi det J). Jeg har været til det før, og har egentlig ikke syntes det er noget særligt, men dog masser af helstegt pattegris, øl og Raki (lokal snaps).
Arrangementet blev i sagens natur holdt i en serbisk enklave. Jeg tror vi var et halvt hundrede deltagere. Der blev da en mindre fest ud af det, og det var i hvert fald godt jeg ikke skulle køre hjem...

I aften var der også et lille intimt party. Shawn og Wess fra USA holdt et lille impulsivt party for deres holdkammerater, og de ringede så også og inviterede deres chef J. Også Philipe (F), Antonio (D), samt Jørgen og Tomas var med. Vi drak nogle øller og spiste en masse chips. Disse chips må have været dårlige, for jeg var helt svimmel og lidt utilpas, da jeg traskede hjemad gennem de mørklagte gader.
---

Søndag 21.08.05

Endnu et party... Et mere stilfuldt eet af slagsen. Afskedsmiddag for Poul og Harry i Pristina, som slutter deres mission nu.
Det foregik på en meget flot og god restaurant i Pristina (restaurant Rron). Virkelig første klasses sted, som på alle måder kan måle sig med det bedste derhjemme.
Der blev sagt nogle pæne (og fortjente) ord til de to.
Kai Vittrup (med bodyguards) dukkede også op. Han var rigtig i sit morsomme hjørne og fortalte vittigheder og sjove ting fra den virkelige Verden.
Maden var super, så jeg var ikke svimmel eller dårlig da jeg skulle hjemad, hvilket var godt, da jeg også skulle køre bilen. Det er nu ikke spor morsomt i mørke. Ingen reflekser i vejsiden, og mørke fodgængere, hestekøretøjer og løsgående kreaturer på vejene.
Blandt ”mine folk” er der stor utilfredshed med Scott Mitchell. Jeg ved ikke hvorfor, men han går og spreder usandheder (løgne) om, at monitorerne er dovne og holder for lange pauser. Det er der på ingen måde hold i – tvært imod. Det kunne måske derimod være interessant at se, hvor mange timers pause han holder om ugen...
Endvidere har han sagt til Station Commander i Istok, at vi klager over at vi aldrig kan få fat på ham. Det har aldrig været nævnt, og er på ingen måde sandt. Vi ryster på hovedet af ham. Hvad mon hans motiv er – eller er han bare tosset?
---

Tirsdag 23.08.05

I formiddags mødte jeg Idriz på p-pladsen til Hovedkvarteret. Han er jo min helt specielle KPS-ven, som jeg har haft mange timer nært samarbejde med og udvekslet mange vittigheder med på Peja Station.
Et ægte kram og det nødvendige spørgsmål: ”Hvad laver du her?”
”Jeg arbejder i ROSU nu.”
ROSU er en beredskabsstyrke til særlige indsatser som f.eks. uroligheder, ransagninger og større anholdelsesaktioner m.v.
Vi snakkede lidt og glædede os over, at der forhåbentlig nu igen bliver mulighed for en fælles kaffepause en gang imellem.

Min timerekord på cykel er nu 17,4 km. Jeg mærker, at det bliver koldere deroppe nu.
I dag gjorde jeg holdt et stykke oppe for at drikke vand fra en kilde på en rasteplads. Jeg iagttog tilfældigt et midaldrende ægtepar, der gik tur. Netop som de passerede en affalds container smed fruen en Cola dåse fra sig – blot fem skridt fra containeren. Jeg blev så gal.. Hvad er det for noget svineri? Ikke så sært der er affald overalt.
Hvis jeg havde været på arbejde havde jeg henvendt mig til hende og kommanderet hende til at samle dåsen op... SVIN.

Efterhånden hader jeg disse albaneres adfærd. De er generelt nogle svin. Slet og ret – intet mindre. Dette stykke land, som ellers kunne være så smukt er een stor ildelugtende losseplads.

Jeg hader også mere og mere deres trafikkultur (eller mangel på samme). De går, cykler og kører fuldstændig som det passer dem.
Et klassisk eksempel: En bilist parkerer ved kantstenen lige foran et forbudsskilt. Katastrofeblinklyset bliver naturligvis tændt (det fortæller blot at han ved, han gør noget galt). Jeg beder ham køre væk med det samme.
”åh – bare to minutter?”
”Nej, du skal køre nu. Her er stopforbud.”
Bilisten starter bilen og jeg går videre. Blot for at opdage, at bilisten har flyttet sin bil fem meter.
Så går jeg tilbage og begynder at skrive en bøde.
”Hr. Betjent. Jeg har ingen penge og intet arbejde. Kan du ikke tilgive mig denne ene gang?”
Jeg svarer: ”Jeg har tilgivet dig een gang. Det var da jeg bad dig om blot at køre videre. Nu skriver jeg en bøde.”
Og så er det jeg har lyst til at slutte snakken af med denne kommentar: ”Og for øvrigt. Selv om jeg har et godt lønnet arbejde i Danmark, har jeg ikke råd til at køre i Mercedes.” Jo, de tænker kun på sig selv.
Både mænd, kvinder, børn og unge står alle vegne og snakker i større eller mindre grupper på fortovene. Det er helt utænkeligt at bare een af dem vil træde til side så det er muligt at passere. Super egoister...!

På vej hjem fra arbejde købte jeg noget frugt hos en lille grønthandler. Han er så flink og glad for at gøre en handel. Jeg købte fem store blommer og tre store og meget gode ferskner. Efter at have vejet varerne forlangte han 60 cent (= ca. 4,- kr.). Og det var ikke blot for at være flink mod en dansker – det var prisen..
---

Onsdag 24.08.05

I dag er der nøjagtig tre måneder til jeg afslutter missionen hernede.
Jeg synes tiden er fløjet af sted, men jeg synes også jeg har oplevet og set meget, og mødt ufattelig mange interessante mennesker.
Jeg føler mig ikke hel mæt endnu, men jeg tror de sidste tre måneder vil blive ligesom en god dessert, der på en behagelig måde vil fratage med den sidste appetit.

I dag dukkede Clark op igen. Han så glad og meget frisk ud. Det var dejligt at møde ham igen, og han fortsætter sine kvikke replikker der, hvor han slap for knap tre måneder siden.

I aften ved 23-tiden, mens jeg sad hjemme og lyttede til musik, hørte jeg et enormt brag. Jeg var ikke i tvivl om, at det var noget alvorligt. Jeg skyndte mig ud på den lille altan mod gaden og så folk stimle sammen på gaden.
Jeg tændte min politiradio og hørte livlig korrespondance. Kort efter fandt kollegerne frem til et tomt hus, hvor der var sprængt en bombe. Stedet ligger ca. 150 meter fra der, hvor jeg arbejder, og 10 minutters gang fra mit hus. Ingen kom til skade, og indtil videre vides det ikke, hvem, eller hvad, der stod bag sprængningen. En del ruder i bygningerne i nærheden blev knust af lufttrykket fra bomben.

En times tid senere kom det næste brag. Ikke så langt fra det første sted sprang en håndgranat på en altan på 1. sal. Heldigvis var beboerne indenfor. Huset ejes af en serbisk familie, men beboes af en albansk familie, som har lejet det af serberen.
Albaneren var kommet lidt bagud med huslejen, og har modtaget et brev om, at der meget snart vil blive meget varmt hvis han ikke betaler straks.
Jeg tror nok, der er en mistænkt til denne sprængning...!!
---

Fredag 26.08.05

”Mine” monitorer skrev en rapport om KPS’ måde at håndtere bombesprængningen på. De dokumenterede, at der blev gjort et elendigt stykke arbejde.
KPS var alt for længe om at få folk evakueret og alt for længe om at få jaget nysgerrige væk. De lod endog enkelte civile gå ind i ruinen, hvor bomben var sprængt.
De gjorde også en anden elementær fejl. Som noget af det første gik de ind i tomten for at se, om der var tilskadekomne. DET GØR MAN IKKE. Dem, der bragte bomben til sprængning kunne sidde i nærheden og vente på netop det, og så udløse næste bombe, når stedet var pakket med politifolk...
Rapporten bliver nu brugt til at minde politifolkene om disse fejl og følgende efteruddannelse.

Scotte kom hjem til mig sidst på eftermiddagen. Han havde noget han ville fortælle.
I aftes havde han overværet en samtale blandt nogen fra ”den amerikanske mafia”.
Rygtet – eller hvad det nu var – ville vide, at visse af klikens medlemmer havde kørt et kup i stilling for at få mig vippet af pinden så en amerikaner kan komme til!!!
Ja, i denne verden kan alt ske. Jeg grinede og rystede på hovedet på een og samme tid.
Jeg formoder dog at snakken må være en udvikling (en fjer bliver til fem høns) af den gamle aftale om, at amerikaneren, John Tomas skal afløse mig...?
Scott var rasende. Han sagde, at hvis der sker noget, der bare minder om et kup, er han færdig som Team Leader, og vil derefter blot lave lige nøjagtig så lidt som han overhovedet kan forsvare J Noget af en opbakning...

Vejret var super, og jeg havde inviteret Bob, Dieter, Antonio, Tomas og Jørgen til grill og tyske pølser. George er hjemme på ferie.
Vi havde en rigtig god aften – og blev ikke alt for svimle, om end det blev lidt sent.
For ikke at gøre forvirringen større end højst nødvendigt nævnte jeg ikke noget om Scotts besøg, og det han fortalte.
---

Lørdag 27.08.05

I formiddags gik jeg til David og spurgte ligeud om der var tale om at jeg skal ”smides på porten”.
”Det er der intet om, og du bliver, hvor du er!!”

Jeg måtte også tale med ham om en sag, en af ”mine” monitorer har skrevet imod en KPS’er i Istok. Sagen har gjort (den amerikanske) Station Commander, Sammy Davies rasende – dog ikke på mig J. Sagen var på visse områder lidt kikset fra vores side, men også relevant. David støttede (til min forbavselse) kollegaen, der skrev sagen. ”Jeg har ingen problemer med den sag,” sagde han. ”Sammy er lidt sensibel.”

I eftermiddags blev Peja Station angrebet af ca 80 aktivister. En gruppe, der kalder sig ”KAN”. Jeg husker ikke lige nu, hvad det står for.
Deres metode er at mase sig ind på ”forbudte” områder, og så filme politiets ”overgreb” mod dem, når de bliver jaget væk eller anholdt.
Alt politi i Peja og omegn blev dirigeret til stationen, hvor alt for en kort stund var kaos.
To lokale kolleger blev lettere såret af stenkast.
Ved hjælp af tåregas, peber spray og knippelsuppe var forsamlingen dog hurtigt opløst. Os, der var i Hovedkvarteret dannede en kæde rundt om bygningen for at være beredte på ”at tage imod”, hvis de skulle fortsætte til næste mål, hvilket dog ikke skete.
---

Søndag 28.08.05

I nat blev to serbere skudt og dræbt i Gjiljane Region. Jeg ved ikke så meget om omstændighederne, men hvis mordene viser sig at være begået af albanere, er det ikke just fremmende for en god stemning hernede.
---

Torsdag 01.09.05

I dag tog jeg af sted på en lille tur til DK. Jakob bliver 18 den 7/9 og det skal jo lige markeres.
Inden jeg tog af sted deltog jeg i et møde, som foregår hver anden torsdag. Mødet er mellem de ledende folk på stationerne i regionen og monitorerne (min kollega i Dakova og mig). Der var 11 deltagere i mødet. Ti af dem var amerikanere. Den sidste var mig... Jeg har ingen problemer med det. Jeg nævner det blot (måske een af grundene til der tales om ”den amerikanske mafia?)
---

Torsdag 08.09.05

Tilbage i PEJA-dice. Der er ikke sket noget nævneværdigt i den forgangne uge. Nåh ja. Lige bortset fra at skraldemændene er gået i strejke. Og jeg skal lige love for det ses i gaderne. Du godeste...
De har godt og vel een månedsløn til gode, så nu synes de, det kunne være nok.
---

Søndag 11.09.05

Lørdag og søndag havde jeg taget fri. Dieter foreslog vi tog på vandretur i bjergene i området ved Boge, som ligger her oppe i bjergene, lige før grænsen til Monte Negro.
Målet var først og fremmest at finde en sø, som skulle ligge i 2004 meters højde. Vi planlagde at bo i en hytte deroppe i nærheden. Der findes en ny restaurant, som også udlejer hytter. Ejeren har boet i Norge i 13 år, så han var glad for at få lejlighed til at snakke sit andet modersmål med mig.
Alle hytter var udlejet, men vi fik lov at sove på loftet i een af hytterne, hvor der var et skab og to senge. Hvad ellers behøvede vi?
Han fortalte, at der er en afmærket sti fra restauranten til søen. Vi fandt hurtigt det første mærke. Da vi havde nærmest kravlet opad i næsten to timer, havde vi stadig ikke set mærke nummer to...
Der stod vi så for enden af en sti, der ikke førte videre... Det kan godt være at alle veje fører til Rom, men så var vi i hvert fald gået i den forkerte retning... OK. Vi havde taget lidt mad og drikkelse med som vi nød inden vi slukøret gik nedad igen.
Næsten helt nede så vi et mærke, hvor stien delte sig. Ergo, havde vi passeret det på vejen op uden at se det. Vi ændrede kurs og fandt derefter med jævne mellemrum de små mærker, der forhåbentlig ledte os til målet.
Endelig – meget sent på eftermiddagen – fandt vi en lille sø højt oppe. Den lå ligesom i en gryde og bjergvægen på den anden side spejlede sig i det blanke, grønne vand. Vandet var (dejlig) koldt og fyldt med salamandere. Jo, her var smukt og stille – indtil en mindre flok højtråbende, albanske mænd forstyrrede freden. De ville absolut snakke, og vise, at de kunne tale tysk.
Og endnu en gang: affald, affald, affald, affald.... SVINERI...
Vi kunne ikke tillade os at blive ret længe, hvis vi skulle være sikre på at nå tilbage inden mørket faldt på.

”Nedstigningen” var faktisk hårdere end turen op. Vi skulle hele tiden ”bremse”, og den sidste halve time var jeg på nippet til at få krampe i lårmusklerne.

Temperaturen var fin selv om vi var højt oppe, men heldigvis var der gråvejr, for ellers ville vi være smeltet af varme efter den hårde tur.
Tørst og træthed var de alt overskyggende tegn på dagens strabadser. Vi sad blot hele aftenen og snakkede lidt om turen, og så var der dømt dyner..

Næste morgen var der det dejligste og smukkest vejr. Vi gav os god tid til morgenmaden på restaurantens terrasse, betalte regningen og kørte videre til landsbyen, Boge.
Her parkerede vi bilen, tog en dyb indånding og fik gang i benene igen. Vi fulgte en tilfældig sti, som førte os op i vildnisset. Efter en times tid havde vi udsigt til en anden landsby, langt under os. Vi sad og hvilede en rum tid og daskede dovent nedad igen.
Turen var meget smuk. Det sås tydelig på faunaen, at vi var højt oppe. Planter, som ellers for længst har afblomstret nede på det flade land, stod i fuldt flor, ligesom mirabellerne kun lige netop var modne.
Midt på eftermiddagen var vi hjemme. Trætte og fyldt med frisk luft og gode oplevelser for sjælen.
---

Videre til afsnit 32 - tryk her