topheader01.jpg

Kære læsere.

Nu er der kun ca. to måneder til jeg slutter i Kosovo, og jeg må erkende, at det har været svært at mane sig op til at holde dagbogen ajour. Det er vel tegn på, at selv et spændende liv, fjernt fra det trygge Danmark, går hen og bliver en slags hverdag.

Denne gang kan I bl.a. læse om et besøg ved ruinerne af et hus, hvor Kosovos "største frihedskæmper", Jashari og hans familie blev skudt under krigen.

Der er også seriøse tegn på, at situationen i Kosovo spidser til. Der breder sig en lidt utryg stemning iblandt os, forårsaget af nogle kedelige hændelser.


Ruinerne af de huse hvor familien Jashari boede. For at bevare stedet, som det var efter slaget har man bygget et tag over, båret af et stillads.


Selv den gamle, blå traktor, gennemhullet af kugler, står stadig som den dag kugleregnen hamrede mod familiens hus.


Foran den ubrugte banegård samles omegnens "entreprenører" i håb om at nogen skulle mangle een til at køre sand, brænde eller andet gods. Alle former for køretøjer kan lejes.

God fornøjelse.
Peter

---

Mandag 12.09.05

En af “mine” mænner, Adedire Ogunleke fra Nigeria er pludselig – og uden varsel - blevet forflyttet til Istog, hvor han skal være Chief Of Operations.
Jeg husker ikke om jeg tidligere har nævnt Ade (i daglig tale)
Da han kom for et par måneder siden havde han absolut ingen anelse om, hvad der skulle foregå. Hans computer færdigheder var lig nul, men med ihærdig hjælp fra andre har han lært lidt. Han får for det meste stadig andre til at skrive sine rapporter…!
Der var stor forundring over, hvorfor Ade pludselig skulle være Chief Of Operations. Ikke mindst var det en stor (og ubehagelig) overraskelse for ham selv.
Forklaringen fik vi dagen efter. I Headquarters i Pristina har de fundet ud af, at der stort set ikke er nogen fra “de varme lande” som har lederfunktioner.
I “Manualen” er det pointeret, at der på alle niveauer skal være “national balance”, som det så fint hedder. Denne nationale balance står, til tider, højere end kvalifikationer. Indtil nu har det jo været et spørgsmål om, hvem der klarede sig bedst ved interviews.
Tilbage til Ade.. Ade var meget ked af sin udnævnelse. Sagen er, med hans egne ord, at han aldrig har søgt den stilling, ikke er kvalificeret til den, og ikke ønsker at flytte fra Peja. Han sad tre eftermiddage og græd på mit kontor: “I har alle sammen taget så godt imod mig, og hjulpet mig, at jeg synes jeg er medlem af Jeres familie.” Det hører også med til historien, at Ade nu er den eneste nigerianer tilbage i hele regionen (jeg har vist glemt at fortælle at Patric og to andre nigerianere lige er rejst hjem?).
Ade vil med stor sandsynlighed komme til at føle sig ensom i Istog, hvor der kun er yderligere een international kollega (Antonio fra Tyskland).
Som Chief Of Operations er der en del computerarbejde. OK, Antonio kunne hjælpe, men når han er på ferie er Ade alene om at passe butikken. Der har været gjort en del benarbejde for at få Ade til at blive. Giulio har ført en del korrespondance med Headquarters I Pristina. Jeg har haft lejlighed til at læse det, og det er ret interessant læsning. På den ene side giver de Giulio medhold i det uheldige i denne forflyttelse. På den anden side holder de fast i den med begrundelse i national balance, og det faktum, at Ade ifølge sit CV, er kvalificeret.
Ade har søgt hjælp hos sin Kontingentleder I Pristina. Der har han fået den (ringe) støtte, at få at vide, at hvis han ikke tager stillingen vil han blive sendt hjem…!! Stakkels Ade. Stakkels Antonio. Men frem for alt: Stakkels KPS i Istog, for dybest set er det dem, der kommer til at betale prisen, hvis de ikke har en kvalificeret vejleder.
---

Tirsdag 13.09.05

For et par dage siden havde Clark sørget for at jeg blev inviteret med ud at flyve I en amerikansk Black Hawk helikopter fra Prizren.
I dag var så den store dag. Indtil vi stod og var klar til at tage af sted til Prizren.
Der havde været lidt uro i Prizren området med noget skyderi (ved ikke nærmere), så de ville ikke fremprovokere noget/løbe nogen risiko. Ergo: Ingen flyvetur i den “ultimative helikopter”. Vi fik stillet en flyvetur i udsigt på et senere tidspunkt… Ville være rigtig godt, hvis det lykkes.
Det ligger nu ret fast at Regionen går i transition (overlevering) den 23. september.
Ligesom på Peja Station i maj betyder det at KPS overtager ansvaret. Det betyder også, at en del lederstillinger nedlægges. Når man ser på den struktur der er skitseret efter denne dato, vil jeg helt automatisk blive boss for nogen af dem, der nu er mine bosser (bl.a. Bruce og Mike i Operations). I hierarkiet vil jeg komme lige efter Giulio og David, men det er noget, der helst ikke må snakkes om, for der er visse personer, der ikke bryder sig om tanken (jeg nævner ingen navne J)

Transition vil også betyder at vi skal monitere radiotjenesten, operations, og den administrative del af Hovedkvarteret. Nyt, udfordrende og krævende.
---

Lørdag 17.09.05

I dag var jeg med den nye dansker, Søren i den danske militærlejr I Mitrovica, da han skulle vaccineres. Det er altid rart at have en anledning til at komme lidt “hjemmefra”.
Vi spiste en traditionel dansk frokost i kantinen. Maden er vist ikke tilberedt af danskere L (så har jeg ikke sagt noget ufordelagtigt)

På vejen hjem slog vi et lille slag indenom en by, der hedder Skenderaj. Byen er blandt andet berømt/berygtet for at være noget af en “international narko-mafia-højborg”. Det var nu ikke i den anledning vi ville besøge byen.
Vi ville finde “resterne” af et hus, som tilhørte en folkehelt under krigen, Adem Jashari.
Han var en rigtig rebel, oprører, frihedskæmper, eller terrorist – alt efter hvilke øjne man ser det med.
Han nægtede at danse efter serbernes piber og trommer og optrådte i militæruniform med maskingevær over skulderen, og han sagde lige, hvad der passede ham. Naturligvis med den hensigt at vise at han kæmpede albanernes sag.
Under krigen spidsede situationen sig til mellem ham og det serbiske herredømme (militær og politi).
En dag fik han, og hans familie, et ultimatum: Overgiv Jer, eller dø.
Det var som at stikke en rød klud op foran næsen på Adem. Han, og hans familie, forskansede sig i deres tre huse, som lå tæt op ad hinanden på samme grund, lige uden for Skenderaj.

Serberne begyndte at beskyde husene med både tungt og let artilleri. Indefra besvarede familien Jashari ilden. Mændene skød ud gennem vinduer og døre, kvinderne ladede geværerne, og børnene gemte sig.
Efter nogen tids svær kamp var slaget slut. I de tre huse lå 30 (tredive) døde familiemedlemmer, heraf nogle børn

Det var ikke svært at finde frem til stedet. Inde fra centrum af Skenderaj kørte vi ud af en flot, bred boulevard med stilfulde gadelygter og forholdsvis små (nyplantede) allé træer. Vi snakkede om, at denne – efter Kosovo forhold – alt for flotte vej nok var til ære for Jashari.
Ganske rigtigt. Et par kilometer uden for byen stod et stort monument af “krigshelten”. Billedet blev dog stjålet af synet af de huse, der engang var skueplads for denne ulige kamp. Der var opsat en form for stillads rundt om husene. Stilladserne bar et tag, så husene er beskyttet mod regn m.v. Alt var som den dag lyden af skud hørte op. Væltet inventar, sod efter ild, skudhuller overalt. Selv den gamle, blå traktor med skudhuller i dækkene, stod stadig for enden af gavlen.

Det var en løjerlig fornemmelse at gå og kigge ind ad vinduerne og forestille sig, hvad der var sket inden for den dag luften var fuld af kugleregn, og gulvene gennemblødte af blod.

Foran husene var en flot, nyopført træbygning. En kombination af museum og souvenir butik.
Lidt usmageligt, synes jeg. Souvenirs bestod alene af postkort, kalendere og lignende med motiver af JASHARI, selvfølgelig iført sin militæruniform og maskingevær over skulderen.
Andre familiemedlemmer, som under krigen boede uden for Kosovo, har opført tre huse bagved ruinerne – tro kopier af de ødelagte.
Og lige der – bag disse frygtelige minder - bor de så nu med deres koner, mænd og børn.
I sandhed en stor, men også meget særpræget oplevelse.
---

Søndag 18.09.05

I nat blev “mine” mænner udsat for en lidt speciel inspektion. Selveste The Kommissioner, Mr. Kai Vittrup dukkede op i Peja’s gade.
Han ville ved selvsyn konstatere at det arbejdende folk ikke blot sad og hang inden døre eller – endnu værre - lå hjemme i deres senge. Tilfældigvis (og heldigvis) mødte han begge patruljer i gaderne. Han udtrykte sin tilfredshed med deres arbejde. Jeg tror kollegerne synes det var en stor oplevelse at møde chefen over alle chefer ansigt til ansigt.

I Gjiljane blev der i nat fundet en bombe under en FN patruljevogn. Området blev spærret af indtil militæret kunne komme, og netop mens der blev ventet på deres ankomst, sprang bomben under bilen. Ingen kom til skade – denne gang.

Sådan en hændelse minder os endnu en gang om at vi skal undersøge bilerne godt, inden vi sætter os ind.
---

Torsdag 22.09.05

I dag er der nøjagtig to måneder til jeg skal hjem herfra.

I morgen er der transition (overdragelse) af Regionen til KPS.
Allerede i dag (J) er det bestemt, hvad der skal ske med de “overskydende” internationale politifolk.
Når man ser på organisations strukturen bliver jeg faktisk tredjemand i hierarkiet og chef for de kolleger, der arbejder i radiotjenesten. Jeg tror nu ikke det vil ændre noget særligt i min hverdag. Vi får formentlig nogen af de “overskydende” folk, nu da der bliver mere at monitere.

I dag fik vi også 3 nye kolleger fra Zimbabwe. Den første tanke er: Hvad laver de i en mission, hvor vi blandt andet skal vejlede de lokale politifolk i menneskerettigheder og internationale politistandarder?
Er der ikke nok at tage fat på for dem derhjemme?
Jeg spørger bare…

Det var tragikomisk at se dem sætte sig foran en computer. Ingen af dem havde før siddet ved sådan en!!!
Sikhumbuzo Ndlovu (det hedder han faktisk, men vi kalder ham Tommy for det er lettere) blev temmelig forskrækket da han rørte ved musen og så en pil på skærmen bevæge sig.
Det bliver noget af et arbejde at få dem op på tåleligt niveau med rapportskrivning.
---

Fredag 23.09.05

I dag var der så transition ceremoni. Ligesom på Peja Station var Ragip planlæggeren og ceremonimester. Der var helt fyldt op på p-pladsen. Også mange gæster fra andre byer.
I modsætning til Peja Station fik jeg ikke en klump i halsen, da FN flaget blev skiftet ud med KPS flaget.
--
Der er noget, jeg lige må fortælle:
For cirka en måned siden fulgtes jeg en morgen med Giulio til morgenkaffe på kaffebaren. Han spurgte hvornår min mission slutter. Da han hørte det, spurgte han, om ikke jeg søger forlængelse af kontrakten.
“Nej, det gør jeg ikke, og det vil jeg heller ikke kunne få,” kunne jeg svare ham.
Det stillede han sig ikke tilfreds med.
“Vi skal bruge dig et andet sted til vinter,” sagde han. “Du kan selv bestemme om du vil være Operations- eller Station Commander Liason Officer på Peja Station. Hvad siger du til, at jeg skriver og ansøger om at du får seks måneder mere?”

Jeg må være ærlig og sige, at jeg selvfølgelig var lidt beæret over hans udtalelse, og jeg lovede at tænke over det.
Et par dage senere bestemte jeg mig for, at der jo ikke kunne ske noget ved at prøve. Jeg trives jo fint i Kosovo, og tanken om en mørk, kold vinter kunne vel opvejes ved oplevelsen af nye udfordringer.
Jeg sagde OK, og Giulio skrev en rørende ansøgning til FN.
Så var det bare vente.
--
For få dage siden kom så beskeden: FN havde godkendt min ansøgning, men det danske politi havde sagt nej. Der henvises til den danske politik om, at kun i “ganske særlige tilfælde” forlænges kontrakterne ud over eet år.

Jeg vil ikke sige, at jeg var skuffet over denne besked. Måske nærmere lettet. Den tvivl jeg havde indeni, kunne jeg nu lægge på hylden og begynde at se frem til – og glæde mig til - at komme hjem.
Og det gør jeg så. Helt bestemt… Men det var da en dejlig ros at få fra Giulio.
---

Tirsdag 27.09.05

Der er stadig nogen forvirring her på Headquarters efter transition. Det er tydeligt at dem, der havde “gode” dagstillinger med eget kontor, egen computer og tjenestevogn gør, hvad de kan, for at bibeholde deres privilegier.

Zaman (personalechefen) kaldte mig til sit kontor. Han havde en plan for, hvordan personalet i monitering skal anvendes nu da der kommer flere folk. Vi er jo også blevet ansvarlige for al radiotransmission. Det er ikke helt så simpelt, som det kan lyde, i og med der er to sideløbende radiosystemer – et system på hvert sit sprog.
Zaman’s og mine ideer om, hvordan det skal gribes an var stort set de samme.
Vi kom til at tale om Scott Mitchell. Det er tydeligt at Zaman heller ikke kan tage trykket af ham. Zaman har gjort Commander opmærksom på at Scott tager kommando, selv om hans stilling ikke giver ham beføjelser dertil.
Zaman har en fornemmelse af, at der er blevet lyttet til ham, og at “noget” måske vil ske i den anledning.
Vi talte en del om Scotts arbejdsopgaver. Det er tydeligt at Zaman også har læst “bibelen” (manualen)
---

Lørdag 01.10.05

For tiden får vi mange informationer der tyder på at stemningen nogen steder I Kosovo er ved at vende til noget negativt.
Forleden aften blev en civil bilist standset af tre maskerede og bevæbnede mænd. Bilisten fik overdraget et brev, som han skulle aflevere på Peja Station (og det gjorde han naturligvis!!!)
Brevet var fra en gruppe, der kalder sig KIA (Kosovo Independent Army). I brevet kræver de alle internationale politifolk ud af Kosovo, og de kræver at Kosovos “regering” erklærer Kosovo for en uafhængig nation senest den 15. oktober 2005… i modsat fald vil de begynde at “argumentere med skydevåben”.

Der er sket yderligere nogle hændelser, der sætter det hele i perspektiv. Der er nu fundet bomber under yderligere to FN biler (den ene sprang i luften). En højtrangerende KPS politimand af serbisk afstamning, blev forleden aften skudt af en snigskytte. Heldigvis blev han kun ramt i hånden.
Af sikkerhedsmæssige årsager skal vi nu køre mindst to sammen i bilerne, og vi må ikke færdes på sekundære veje.

De sidste par dage er det blevet koldt og regnfuldt. I morges kunne vi se den første sne på bjergtoppene.
Vinteren er måske på vej.
---

Videre til afsnit 33 - tryk her