topheader01.jpg

Kære læsere

I dette (og nok næstsidste afsnit) sker der et par dumme og tragiske ting.

Slutning på eventyret nærmer sig sin afslutning og bliver fejret med maner.


Deres udsendte krigshelt på skydebanen ved den danske militærlejr i Mitrovica.


Dette billede hænger på gangen uden for vores afdeling med følende tekst nedenunder:
Kosovo Cable Television: The chief at the morning briefing.

Hilsner
Peter

---

Fredag 07.10.05

De tre kolleger vi fik fra Zimbabwe for kort tid siden fryser bravt, selv vi nordboer stadig går rundt med korte ærmer.
De er trods alt vandt til HELT andre temperaturer. Desuden er de kun udstyret med uniformer, beregnet til deres himmelstrøg: tynde, tynde bukser og skjorter samt tynde, brune læderstøvler. De klager meget over temperaturerne, og bryder sig bestemt ikke om at lytte til vore advarsler om, hvordan vinteren kan forventes at blive…

Jørgen, Tomas og Søren (har jeg nævnt Søren før? Han kom ca. 1. september og arbejder til hverdag i Grønland) har gjort et rigtig godt initiativ. De har samlet vinteruniformering (som de ikke får brug for) sammen og givet det til de tre stakler fra Zimbabwe. De er glade som små børn nu. Et rigtig flot træk, som tjener vore danske venner stor ære.

Jeg ville også gerne, men synes ikke jeg kan favorisere nogen som chef i afdelingen.

I dag havde det danske kontingent skydedag. Den blev afholdt i området ved Mitrovica, hvor også det danske militær har base.
Vejret var bedst tænkeligt, med sol og højre temperaturer. Vi sad og lå i græsset og nød dagen – ind imellem skydningerne.
Et par soldater kom ”tilfældigt” forbi og lod os prøve deres maskinpistoler og –geværer efter forudgående instruktion.

En rigtig god, sjov, hyggelig og afslappende dag i selskab med de fleste danske kolleger hernede.

Bagefter tog vi en tur til lejren hvor vi fik et par røde hot dog og handlede lidt i butikken..
Jeg købte gaven til mig selv: Et flot TISSOT armbåndsur, som formentlig kan bringe mig til månen, hvis jeg læser hele instruktionsbogen. Det var også dyrt, men dog kun halvt så dyrt som i butikkerne derhjemme.
---

Søndag 09.10.05

Ja, det sker altså også pinlige og forargelige ting her.
Husker I mon ikke min gode ven fra Kenya, Waititu? Han skal forlade missionen om ganske få dage og er i gang med sin ”check out” procedure.
I den anledning var han i Pristina for nogle dage siden for at ordne nogle papir-ting. Han blev derinde til om aftenen for at besøge venner.
På vej mod Peja ved midnatstid blev han stoppe af en lokal politipatrulje, der gerne ville vide hvorfor han ikke var stoppet ved det check point de havde. Waititu måtte beklage, at han bestemt ikke havde set noget check point.
Den lokale betjent stak hovedet ind i bilen, trak vejret igennem næsen og spurgte Waititu hvor meget han havde drukket.
Waititu svarede, at han ikke havde drukket, men det troede betjenten nu ikke på. Han kaldte efter et alcometer og FN’s afdeling for ”interne affærer”.
Efter godt en times tid ankom bade FN og alcometer, som Waititu blev bedt om at blæse i.
……..1,64 promille…..
Den klovn… Han havde drukket og ville alligevel køre hjem.
I Kosovo bruger vi ikke blodprøver som bevis. Et pust i alcometeret er tilstrækkeligt.
Waititu blev selvfølgelig frataget sit kørekort på stedet og måtte ringe efter nogen til at hente sig.

Jeg har ikke set ham de seneste dage. Jeg tror han er meget flov og gemmer sig for mig og andre af skræk for at være nødt til at snakke om det her.

Det er altså ikke til at forstå hvordan Waititu kunne bære sig så dumt ad. Det ærgrer mig meget, og jeg er både skuffet og lidt sur på ham.
Faktisk havde vi bestemt vi skulle mødes en aften til et par øller og sige ordentligt farvel til hinanden inden han rejser hjem.
Nu har jeg faktisk ikke lyst til at kontakte ham, og egentlig er der jo heller ikke nogen der siger at det er mig, der skal kontakte ham (det fjols)
---

Mandag 10.10.05

I formiddags var Mirsad (min sekretær) et ærinde i byen. Da vi kom tilbage og jeg låste mig ind på kontoret så jeg der var skubbet en lille kuvert ind under døren.
I kuverten var nogle fotos fra et besøg jeg gjorde tidligere i Waititu’s lejlighed og et lille vedlagt brev.
Jeg var noget spændt på at læse det:


Ӯrede Peter.
Jeg er meget ked af at have syndet og skuffet dig. Jeg beder Herren om tilgivelse for den fejl, jeg har begået.
Det er mit ønske at din sidste tid i Kosovo fortsat må bringe lys over dig. Det var skønt at have dig som en ven.
Jeg håber du vil tilgive mig for min dumhed og ønsker at vi engang må se hinanden igen.
Din hengivne
Francis Waititu”


Det var nu helt rørende at læse dette brev, og jeg blev ked af at jeg ikke fik mulighed for at sige farvel til en mand, som bestemt var et meget positivt bekendtskab.
Han vedlagde dog sin e-mail adresse så det vil altid være muligt at komme i kontakt med ham.
Jeg var klar over at Waititu definitivt havde forladt Peja på det tidspunkt jeg læste brevet. Noget vemodigt.

De seneste dage er det begyndt at blive køligere i lejligheden. De sidste dage har kigget efter om ikke der snart kommer brænde til brændeovnen.
Som så ofte før må Mehrije have læst mine tanker, for da jeg trådte ind i entreen i eftermiddag mærkede jeg den tætte varme luft fra brændeovnen. Joh… Den brændte lifligt. Og for det ikke skulle være løgn: ovenpå stod dejlig hjemmelavet aftensmad og holdt sig lun. mmMMMM. Ja, hun bliver svær at undvære en dag.
Kl 19 bankede hun på døren. Egentlig tror jeg ikke der var noget særligt hun ville. Bare snakke (så godt som vi nu kan). Hun var interesseret i at vide, hvornår jeg rejser hjem. Jeg er ikke sikker på at hun helt forstår hvornår det er. Hun ville også gerne vide om det mon var muligt for mig at skaffe nogle nye lejere – men helst danskere: ”Danimarka gut, Danimarka gut,” gentog hun.. Hun har svære problemer med sit ene ben. Jeg tror det er noget med blodomløbet, og så ”snakkede” vi lidt om det.
”Og hvordan har din mor det,” ville hun også vide.
Hun synes jeg er heldig at jeg har to mødre – og det har hun jo så evig ret i… Hun synes også hun selv er heldig, for hun har to sønner (Xhelal og mig…)
Med grimasse og lyde bekendtgjorde hun også, at hun helt sikkert vil græde, når jeg rejser. Jeg kunne jo kun (med ærligt hjerte) forsøge at fortælle hende, at jeg også vil græde, når vi skal tage afsked.
Der er heldigvis læææænge til (!!!)
---

Onsdag 20.10.05

Inden jeg tog herned havde jeg halvvejs bestemt mig for, at jeg ville tage på en ”lokal” ferietur. Hvis jeg skulle gøre alvor af det, var det jo ved at være på tide.
Derfor var jeg i den forgangne uge en tur i Grækenland på rygsæk tur.
Jeg tog med bussen fra Pristina til Skopje i Makedonien og havde ingen andre planer end jeg ville se Thessaloniki og Athen.
Nu handler denne dagbog jo ikke om en tur til Grækenland. Jeg vil derfor nøjes med at nævne, at jeg havde en meget god, oplevelsesrig og spændende tur.
I Thessaloniki var der fantastisk mange gamle ruiner og lignende at kigge på. De skød ligesom op af jorden alle vegne.
Vejret var fantastisk, og jeg kunne gå hele dagen i T-shirt og først sent på aftenen måtte jeg finde cowboy jakken frem.
Efter tre dage tog jeg toget til Athen, som også er en fantastisk spændende (og stor) by. Især Akropolis er et ubeskrivelig og overvældende oplevelse. Meget anderledes end jeg havde forestillet mig.
Vejret var stadig godt og lunt. Det var som om byen aldrig sover, i hvert fald ikke i centrum.
Jeg har aldrig før prøvet at rejse rundt ”på må og få” og blot tage alting som det kommer. Jeg må sige at denne rejsemåde tiltaler mig særdeles meget, og det er vist ikke sidste gang det er prøvet.

Da jeg mødte på arbejde mødte der mig en særdeles trist nyhed.
I husker nok Patric fra Nigeria? Den store afrikaner, som jeg har arbejdet sammen med helt fra første dag.
Han sluttede sin mission for ca. en måned siden og var meget glad for at skulle hjem til familien.
En anden nigerianer (Ade, som jeg har omtalt før) kunne fortælle en forfærdelig nyhed om Patric. Få dage efter at være vendt hjem var han ude at køre i sin bil sammen med sin kone og to små børn (vist nok to og fem år), samt sin svoger.
På en landevej blev de holdt op af nogle kriminelle, som uden varsel affyrede deres automatvåben ind i bilen.
Ved overfaldet blev Patric’s kone og det ene barn myrdet, mens svogeren slap uskadt.
Patric selv led også en trist skæbne. Han blev skudt tværs igennem undermunden således at hans kæbe er svært beskadiget og tungen skudt helt væk.
Patric ligger hårdt såret og bevidstløs på hospital, men skulle være uden for livsfare.
Jeg kan slet ikke forstå det.
Patric var en meget religiøs (kristen) mand, der åbenlyst bad til Gud og hver eneste dag talte om hvor meget han elsker og savnede sin familie…
Hvordan kan sådan noget ske?

Jeg har det elendigt med, at jeg ikke kan komme i kontakt med ham. Jeg ville så gerne sende ham en hilsen, et brev eller blot en e-mail, men jeg ved ikke hvordan jeg skal finde ham (selvfølgelig er det muligt)

Min afløser er startet i ”oplæring”. Han er en yngre amerikaner, som hedder John Thomas. Umiddelbart er han ikke lige min kop tea, men jeg skal ikke dømme ham på forhånd.
Nu må vi se at få det bedste ud af det.
Jeg har jo kun en måneds tid tilbage, hvoraf jeg skal holde en del fridage og 10 check out dage. I alt har jeg vist mindre end 12 arbejdsdage tilbage – og det har jeg det rigtig godt med…
---

Onsdag 09.11.05

I dag var vi til den danske medalje parade i Pristina. En ceremoni, der foregår hvert halve år. Det foregår i en biograf som til daglig benyttes af FN ansatte i Pristina til filmforevisning (vi andre er da også velkomne).
Som det sig hør og bør var der også nogle udenlandske gæster og enkelte, korte taler. Især Kai Vittrups tale vakte opsigt. Han har en fantastisk humor, som går ret tæt på. Temaet i talen var en ironisk opremsning hvor beskedne vi danskere er, selv om vi er det bedste til stort set alt…
Tilhørerne grinede meget.
Så overrækkelse af medaljer til dem, der har været i missionen i et halvt år. Vi gamle fik et 2-tal til at sætte på den vi fik sidst.
Bagefter var der stående buffet og almindelig opbrud.

Jeg har nok givet udtryk for det før, men det er altså som om jeg bryder mig mindre og mindre om mange ting hernede (affald, trafik, holdninger m.v.). På vej hjem kom vi også til at snakke om dét. Det var hen på eftermiddagen, så kragerne (i tusindtal) var begyndt at samle sig på himlen.
Pludselig spurgte Jørgen: ”Ved I hvorfor kragerne flyver med ryggen nedad?”
Hmm, nej umiddelbart kunne jeg ikke finde en logisk forklaring på det
”Det er fordi selv kragerne har indset at Kosovo end ikke er værd at skide på!!!”
---

Fredag 11.11.05

For nogle uger siden skrev jeg en e-mail til ca. 15 kolleger som alle har det til fælles med mig at missionen nærmer sig sin afslutning.
Jeg foreslog at vi slog os sammen om én stor fest i stedet for at holde hver sin lille. Den sidste tid ville i så fald være et stort rend til afskedskomsammen.
Jeg var lidt skuffet over, at kun2-3 stykker gav positivt svar tilbage. De fleste svarede slet ikke.
Men så for et par uger siden spurgte én af kollegerne, hvad det blev til med vores store fest. Jeg kunne jo kun svare, at interessen var meget begrænset, så jeg havde droppet tanken.

Så gik det pludselig stærkt. I løbet af dagen viste det sig at 10.12 kolleger gerne ville være med til at arrangere en sådan fest.
Som sagt så gjort. En kollega og jeg gik på en stor restaurant (Koktel) og reserverede hele stedet til den 11. november. Vi regnede med at vi kunne blive ca. 100 deltagere, og vi forestillede os diverse pizzaer som mad og fri bar… Efter at have regnet på det fik vi at vide, at det ville beløbe sig til ca. 100 Euro til os hver (arrangører)

Nu oprandt så dagen og det var jo noget spændende hvor mange der ville komme og hvordan det ville gå.
Der kom en jævn strøm af gæster; både kolleger, tolke, lokale politifolk og enkelte civile som nogen af os har fået et personligt forhold til.

Der var godt nok mange mennesker. Jeg spurgte restauratøren hvor mange han troede, der var. Han skønnede at vi på et givet tidspunkt var 200 deltagere.
Gode pizzaer, god diskoteksmusik, øl og andre drikkevarer – så kan det ikke gå helt galt.
Det var en forrygende aften.
På et tidspunkt stod jeg og betragtede folkemængden og blev helt rørt over at så mange var mødt op.
Det var også sjovt at bemærke, hvor mange mennesker man er kommet til at kende og har fået et mere eller mindre personligt forhold til.

Det var da også dejligt og rørende, at en del lokale kolleger og tolke kom hen og hilste på og takkede for nogle gode måneder i mit selskab. Et par stykker tilføjede endda: ”Du er den bedste, vi har haft!” Ahhh, det tillod jeg mig godt nok at tvivle på..
Dertil sagde den ene af dem: ”Det er ingen sag at være en dygtig politimand – det kan de fleste lære – men du er den bedste vi har haft på det menneskelige plan. Og det er ikke noget man kan lære!”
Den gav en lille klump i halsen.

Festen varede til omkring kl. 01.00 og må siges at være en stor succes på alle måder.

Nu er det for alvor ved at gå op for mig, at dette lille eventyr synger på sidste vers. ”Farvel fasen” er i fuld gang….
---

Videre til afsnit 34 - tryk her