topheader01.jpg

Nu er det farvel til Kosovo

Nu er det farvel til Kosovo, hvilket afsnittet tydeligt bærer præg af.
Den sidste uges tid var en underlig tid.
Det har været meget svært for mig at beskrive de mærkelige følelser og tanker der drønede rundt i hovedet de sidste dage.
Afsnittet var egentlig tænkt som det absolut sidste, men jeg kan se at jeg er nødt til at lave en slags efterskrift.

Kommer snarest muligt.


Dette store, "flotte" skilt står ved indfaldsvejen til Peja. Af teksten at dømme skulle Dansk Flygtningehjælp være til stede eet eller andet sted. Jeg mødte dem desværre aldrig.


Næstsidste gang sammen med Idriz. Bag ham står Luan, som var den allerførste lokale politimand jeg var på patrulje sammen med.


God fornøjelse.
Peter

---

Onsdag 16.11.05

Nu er min ”check-out” procedure startet.
De sidste par uger har været noget underlige. Først og fremmest fordi min afløser, John Tomas, USA, startede for nogen tid siden.
Ja, det var jo meningen han skulle i oplæring hos mig. Sandheden er dog, at John ikke er u-intelligent. Han har været Station Commander i Decani og ved, hvad dette arbejde (monitering) drejer sig om.
Måske derfor overtog han i virkeligheden styringen fra første dag, han var der. Selv bilnøglerne til min bil havnede i hans private nøglebundt!!! ;-),
Således har de sidste par uger været en form for ferie for mig.

Vi har check-out procedure i 10 dage. Disse dage skal bruges til at sørge for, at al den udrustning m.v. vi har udleveret bliver afleveret.
Da jeg har kvitteret for en del effekter (15 biler m radioer, 7 computere m printere, kontoreffekter og personlig udrustning (ca. 75 effekter i alt), var der da en del, jeg skulle have styr på.
Da jeg indfandt mig på Check-out kontoret i Pristina, viste det sig da også, at det ikke var så ligetil som man skulle tro. ”Nogen havde glemt at slette mig for nogle effekter (bl.a. to biler), som blev overdraget til John Tomas, da han startede.
Heldigvis har jeg jo Mirsad, min sekretær. Han har styr på ALT, så jeg ringede hjem til ham og fortalte ham situationen. Tre minutter senere tikkede en fax in på det kontor, jeg sad på i Pristina. Faxen var kopier af de overdragelses dokumenter der var lavet til John Tomas, så jeg slap for nærmere tiltale.

Min gode amerikanske ven, Clark har fået stillingen som Station Commander på Peja Station som afløser for Bob, der afslutter sin mission den 8. december.
På den måde er der da stadig en vis retfærdighed til. Han har alt for længe været holdt udenfor af den ”Amerikanske Mafia”, hvor han bestemt ikke er i kridthuset. Clark er utvivlsomt en meget intelligent og kompetent politimand, der også har meget ledererfaring med hjemmefra.
Han har ikke været behandlet særlig godt af Mafiaen siden han kom tilbage fra sit sygeophold i sommer.
Han bliver så makker med Søren, som fik stillingen som Chief of Operation på Peja Station. Det kan der kun komme et godt makkerpar ud af. De har samme dejlige form for humor.

I dag måtte jeg sige farvel til Bob for sidste gang. I morgen tidlig tager han hjem til England på sin sidste ferie.
Jeg ved ikke, hvor tydeligt jeg har beskrevet mit ”forhold” til Bob, men jeg er nødt til at nævne, at han så absolut er én af dem, der har gjort det største indtryk på mig hernede.
Det var Bob, der i foråret spurgte om jeg ville være hans souschef, og det var jo starten på min ”leder karriere” hernede. Bob har lært mig mange ting om forholdene, både ledelsesmæssigt, men ikke mindst lært mig om hele FN systemets kringlede arbejdsmetoder. Ham skylder jeg en stor tak.
Det er mit indtryk, at Bob helt bevidst har passet på med ikke at involvere sig for personligt i nogen af os. Jeg tror han har været opmærksom på, at han ikke vil gøre det for svært for sig selv at sige farvel, når den tid kom.
Nu stod vi så uden for Peja Station. En kollega skulle køre ham hjem. På parkeringspladsen gav vi hinanden hånden (ikke noget med at knuse). Jeg fik efter bedste evne takket ham for alt det, han har været for mig. Høflig, som en englænder er, takkede han også mig for mange gode og hyggelige timer, og til min store overraskelse opfordrede han mig til at sende ham en hilsen på e-mail.
Jeg har aldrig haft hans e-mail adresse, og det er mit klare indtryk, at også dette er med vilje fra hans side (ikke noget med at involvere sig meget privat…)
Lige inden han lukkede døren til bilen remsede han sin (lange) e-mail adresse op. Nogen af Jer kender min (manglende) evne til at huske den slags, men jeg brugte lige et par sekunder til at brænde den fast i min hjerne, og er sikker på, at jeg kan huske den i hovedet de næste par år.

Jeg var på forhånd lidt bange for, at det ville blive svært at sige farvel til Bob, men måske fordi jeg er ved at vænne mig til at tage afsked, var det på en måde ikke så slemt. Jeg må snart indse, at hernede forsvinder gode bekendte og venner lige pludselig ud af éns liv.
---

Torsdag 17.11.05

I morgen tager en del tyskere hjem, her i blandt George, Dieter og Lars, som jeg har arbejdet meget sammen med.
Der var aftalt en uformel afsked for interesserede på restaurant California i dag kl. 17.00. George indfandt sig ikke, så ham fik jeg faktisk ikke sagt ordentlig farvel til. Det har sin helt specielle årsag, som jeg vist aldrig har været inde på.
Jeg vil gøre det kort: I sommer forelskede George sig i en albansk kvinde, som ganske vist bor i Tyskland, endog i samme by som George. Hun var dengang på ferie i Peja hos sin familie.
I mellemtiden er hun og George flyttet sammen i en lejlighed i Tyskland, hvor hun allerede har bosat sig.
”Problemet” er, at George på den måde nu har bundet sig meget til denne kvindes familie i Peja.
Jeg mødte George i aftes, hvor han sagde, at vi kunne sige farvel på California i dag Kl. 16 i dag ringede han til mig og sagde, at han ikke kunne komme, da han havde fået en privat invitation, han ikke kunne sige nej til (underforstået kvindens familie).
Vi måtte derfor nøjes med at sige farvel i telefonen. Det er jeg rigtig træt af, og synes på en måde ikke George kan være bekendt at ”svigte” alle vi andre.

Nå, men mødet på California var rigtig hyggeligt, og der blev sagt pænt farvel til gutterne. Nej, vi siger egentlig ikke farvel til hinanden. Det er som om det er lettere at tage afsked hvis vi siger ”Vi ses i en anden mission!”

Mehrije har været i Pristina på familiebesøg i nogle dage, men kom hjem i dag. Hun snakker meget om, hvor ked at det hun bliver, når jeg rejser. Jeg kan jo kun sige, at jeg bliver lige så ked af det som hun – og det tror jeg faktisk, jeg gør.
Hun har ikke haft det ret godt på det sidste. Hun døjer meget med sit ene ben, og en gang imellem virker det som om hun har svært ved at holde balancen. Hendes søn, Xhelal” har fortalt mig, at hun har været undersøgt på hospitalet, hvor de fandt ”en lille plet på hendes hjerne!!!” jeg fortolker det som om hun har/har haft en lille hjerneblødning eller lignende.
---

Fredag 18.11.05

I dag var vi i Mitrovica og aflevere vores våben og andet, dansk udrustning. Nu har vi ikke andet end vores ID-kort tilbage, og er dermed sat helt ud af spillet J

I går eftermiddags var der et knivstikkeri 20 meter fra min gadedør. Jeg kom hjem og så at gaden var afspærret af politi. Da jeg kendte én af kollegerne fra Peja Station, var jeg nysgerrig nok til at gå hen og spørge ham, hvad der var sket. Jeg kunne se blotpletter på fortovet, og kollegaen fortalte, at to brødre, som ejer en lille forretning på stedet var blevet overfaldet af en kunde.
Denne ene er alvorligt såret af knivstik og ligger svært tilskadekommen på hospitalet. Den anden var alene overfladiske skrammer. Motivet kender jeg ikke.

Mehrije kom i dag med en gave til mig. Hun gav mig et håndklæde med blomstermotiv på.
”Så kan du tænke på mig hver gang du bruger det,” sagde hun med glædestrålende smil om munden.
Hun havde også købt en gave til min mor. Det skulle været et symbol på, at de to kvinder har det til fælles, at de har ”den samme søn”, som hun udtrykte det.
Mehrije viste mig en mørkeblå jogging dragt med røde tværstriber på overdelen. Den var til hende selv. I pakken til min mor skulle så være en joggingdragt magen til. På den måde kunne Mehrije og min mor så blive forbundet.
--
For et par dage siden holdt jeg en lille middag hjemme hos mig for de danske kolleger. Kald det bare afskedsmiddag.
Vi havde en hyggelig og afslappet aften.
Aftenens højdepunkt stod Bjarne for. Da vi var ved at være færdige med at spise sagde han pludselig: ”For resten, jeg har købt et hus hernede!!”
Vi vidste vist ikke om han forsøgte at tage gas på os, men det viser sig faktisk, at Bjarne har købt et splinternyt hus, højt beliggende lige ved indkørslen til Rugova vally. Jeg tror hans motiv til at købe hus er, at han vil kombinere muligheden for fremtidige ferier og samtidig have huset som investering.
Nogen ryster voldsomt på hovedet af Bjarnes huskøb. Skal jeg være helt ærlig, så tager jeg faktisk hatten af for hans satsning. Såfremt tingene udvikler sig gunstigt i Kosovo over en årrække, kan det bestemt ikke udelukkes at huset vil stige ret betragtelig i værdi.
---

Søndag 20.11.05

Jeg har længe haft en ide om, at jeg gerne vil købe et lille maleri med hjem herfra, malet af en lokal kunstner. Trods flere forespørgsler har jeg ikke rigtig kunne spore mig frem til nogen. Men så pludselig en dag for kort tid siden overhørte jeg noget af en samtale på restaurant California.
I samtalen deltog en af byens fattige og lasede cigaret sælgere. Han går dagen lang og sælger cigaretter fra en sort plastpose.
Det jeg forstod på samtalen var, at det er ham, der har malet de malerier, der hænger på restauranten.
Ved middagstid i dag var jeg på cafe sammen med ham der ejer kaffebaren ved siden af Peja Station. Han ville også gerne sige ordentlig farvel, og inviterede mig ”ud”.
Da vi fulgtes ad tilbage så jeg cigaret sælgeren og spurgte min følgesvend om det kunne være rigtigt at han også var kunstner. Det blev bekræftet.
Med min ”ven” (husker ikke hans navn) som tolk henvendte jeg mig til den lasede mand. Han bekræftede at han også maler. Jeg gjorde ham klart, at jeg kan lide hans billeder og gerne vil købe et i mindre format.
Han ville selvfølgelig gerne sælge mit eet, men han havde ikke nogen ”på lager”, og det ville ikke være muligt at male et på et par dage.
Min kammerat sagde til mig, at han godt ville sørge for at sende mig maleriet, hvis jeg bestilte et nu.
Jeg tænkte mig om et par sekunder og spurgte så om prisen for et lille maleri.
”Halvtreds Euro,” var svaret.
”Det er alt for meget,” svarede min ven, inden jeg nåede at reagere.
”Jamen så tyve da,” svarede manden.

OK, tyve Euro gør mig jo ikke decideret fattig, hvis jeg bliver taget ved næsen, så jeg accepterede ”tilbuddet” og afgav bestilling på et maleri fra den smukke gamle bro ude i dalen.
Aftale sagde ”kunstneren,” vendte sig resolut om og gik…

Min følgesvend gik med mig hjem, fik tyve Euro plus fem til betaling af forsendelse, og en lap papir med min adresse på.
Nu kan jeg kun vente i spænding…

Jeg havde inviteret Mehrije og hendes søn, Xhelal til eftermiddagskaffe kl. 14. Hensigten var at få sagt ordentlig farvel. Der er så mange ting, jeg gerne vil sige til Mehrije, men som jeg ikke kan forklare hende. Da Xhelal taler forståeligt engelsk var det naturligt at involvere ham som ”tolk”.
Præcis kl. 14. bankede det på døren. Xhelal fortalte mig, at Mehrije desværre ikke kunne komme, idet hun tidligere på dagen havde været på hospitalet på grund af smerter i benet. Hun havde fået en stærk smertestillende indsprøjtning, og lå nu og sov.
Nå, jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke får sagt det til hende, som jeg gerne vil. I hvert fald ikke med en ordentlig oversætter.
Jeg skal jo hjem i overmorgen, og i morgen aften skal vi alle samles til afskedsmiddag i Pristina. Da Xhelal arbejder om dagen, vil jeg næppe heller se ham igen.
Det strammer til nu. Det er gået op for mig, at det snart er slut…

Jeg bad Xhelal om at skrive sin adresse på et stykke papir, så det vil være muligt for mig at skrive et brev efter nogen tid.
Jeg blev lidt forbløffet, da han skrev adressen ned. Jo, ganske vist har byens gader fået navne inden for de sidste par måneder, men jeg var ikke klar over, at jeg bor på Adem Jashari gade. Adem Jashari var den ”frihedskæmper”, jeg skrev om i afsnit 32.
---

Mandag 21.11.05

De sidste par dage har jeg i virkeligheden blot dasket rundt og sagt lidt farvel hist og pist. Jeg har gerne villet være i god tid med det.
Ulempen har så været, at jeg faktisk har mødt nogen af dem, jeg allerede havde taget endelig afsked med, så jeg har måttet gøre de to eller flere gange til de samme personer.

Jeg havde sat Idriz stævnemøde på California i dag kl. 15. Idriz er jo min albanske ven nummer 1. Han og jeg var jo teamledere på hold B på Peja Station.
Idriz sad sammen med et par andre KPS’ere og ventede mig.
Vi snakkede om ”gamle dage”, og Idriz sagde igen og igen, at jeg var den bedste ven han havde haft ud af de hundrede af internationale politifolk, han havde arbejdet sammen med.
Jeg ved jo ikke hvorvidt han mener det, men én ting er sikkert: Vi har haft et helt speciel godt forhold til hinanden.
Jeg havde taget en gave/souvenir med til ham: Han skulle have min patruljejakke, som han så ofte har beundret. Både for dens udseende og fordi han ville ønske han var dansk politimand.
Indeni havde jeg skrevet en lille personlig hilsen til ham. Det var alle pengene værd at se hans reaktion, da han rejste sig op for at give mig et kram. Selv om han smilte over hele ansigtet, så jeg også hans øjne var blanke…

I aften var vi til afskedsmiddag i Pristina. Det var en god aften, hvor også Kai Vittrup mødte op. Han sagde et par pæne ord til os, der nu er på vej hjem.

De sidste 9 dage har jeg haft dårlig mave. Sidste fredag spiste jeg en pizza på en restaurant, som jeg af og til har besøgt med succes.
Ubevidst skubbede jeg noget af kødet til side. Næste morgen havde jeg så tynd mave, som jeg aldrig har prøvet før. Jeg har ikke følt mig syg, men det har været meget ubehageligt. Amerikanernes sygeplejerske gav mig nogle piller i går, og de havde deres positive effekt med det samme.

De sidste dage har jeg ofte tænkt: Nå Peter, nu er det sidste gang du gør det her – nu er det sidste gang du går på netop dette sted, og så videre.

Nu skal jeg til og i seng… Jeg bryder mig bestemt ikke om den tanke, at det er sidste gang jeg går i seng i min dejlige lejlighed lige om lidt
…..Selv om jeg også glæder mig til at komme hjem nu…
---

Tirsdag 22.11.05

Godmorgen Peter… Det er i dag, du skal hjem…
Kufferten har været pakket i nogle dage. I virkeligheden var der ikke nogen grund til at stå op lige fra morgenstunden.
Jeg skulle jo bare vente på klokken blev 12, hvor Søren ville hente mig og køre mig til lufthavnen.

Men nej… Jeg ville selvfølgelig have så meget ud af dagen som muligt. Og så skulle jeg jo også have sagt farvel til de sidste..

Jeg gik ned på arbejde og daskede lidt rundt. Drak morgenkaffe med Mirsad, nøjagtig som jeg plejer.
Gik tilbage på kontoret hvor nogle af ”drengene” sad ved computerne.

Men omkring kl. 10.00 var der ingen vej tilbage. Jeg måtte starte på min sidste runde i huset for at få sagt ordentlig farvel.
Først drengene ved computerne. Jeg spillede spillet… ”Ha det godt – pas på Jer selv – tak for Jeres måde at være på – Vi ses i en anden mission” Udveksle e-mail adresser, og ja, selvfølgelig skrives vi ved.
”Og hvis du kommer til mit land, så husk at besøge mig!” Alt sammen vel vidende, at dette efter al sandsynlighed er det sidste farvel til dejlige mennesker, der har betydet noget for én.

Så Mirsad… Mirsad har sagt farvel til flere hundrede internationale politifolk, så han er nok mere hårdhudet end de fleste.
Mirsad fik et klem – et kraftigt og velment et af slagsen.
Så kom klumpen i halsen… Det var sgu svært at tage sig sammen og få sagt det, jeg havde bestemt mig for. Mirsad har en stor del af æren for, at mit job mere eller mindre har været en succes.
Mirsad er en ener. Især når man sammenligner ham med andre albanere. Han har faktisk tit fortalt mig, at han slet ikke bryder sig om albaneres mentalitet og ligegyldige måde at tage ting på.
Nå, det var bare med at komme ud af døren inden ballonen revnede.
Det eneste jeg havde i hovedet da jeg gik hen ad gangen var, at dette var uigenkaldelig sidste gang jeg satte mine ben her…

Det var faktisk min plan at tage turen til stort set alle kontorer ned igennem bygningen, men da tårerne sprang fra øjenkrogene droppede jeg det, og håbede blot at jeg kunne komme til mig selv, inden jeg nåede stueetagen, hvor jeg ville sige farvel til David og Mike.
Det gik også nogenlunde med at genvinde fatningen, men ingen af dem var tilstede…

Måske kunne jeg finde dem til formiddagskaffe på California? Mike var der, og ham måtte jeg så bede om at hilse David.

Åhh, der sad han jo….
Idriz sad på stikker og med lang hals og gjorde tegn til jeg skulle komme hen til hans bord.
”Peter, jeg var bange for du var rejst.”
Idriz havde en gave til mig, fint pakket ind. Han fortalte mig det var en platte med et portræt af ”Skenderbek”. Skenderbek er albanernes helt fra 12-hundrede tallet (tror jeg nok).
Vi sad og snakkede lidt, men til sidst var der ingen vej udenom. Jeg måtte gå. Idriz ville følge med mig over mod headquarters, hvor vi så måtte give hinanden det uundgåelige klem.
Jeg så hans blanke øjne, lige netop da jeg vendte mig om for at gå.
Jeg klarede det uden alt for stort besvær, indtil jeg på nogen afstand vendte mig om for at se min arbejdsplads for sidste gang.
Skæbnen ville at jeg lige nøjagtig kunne se Idriz stå på parkeringspladsen og kigge efter mig.
Vi vinkede til hinanden, og jeg var lidt glad for han ikke kunne se, at jeg nu græd… Måske gjorde han det samme.
Han er bestemt én af de få, jeg altid vil savne og tænke på med jævne mellemrum. Vi har tit lavet sjov med, at vi måske engang ses i en mission et eller andet sted i Verden.
---

Det var også underligt at låse sig ind i lejligheden for sidste gang. Alt var pakket, og der var en halv time til jeg ville blive hentet af Søren.
Mit sind var plaget af en blanding af rastløshed og undren over, hvor Mehrije mon var. Jeg kunne jo under ingen omstændigheder rejse uden at sige farvel til min ”mor”.

Den forbandede klump i halsen dukkede op konstant. Nu ville jeg altså godt snart af sted, så tankerne kunne falde til ro.

Endelig hørte jeg døren gå. Mehrije kom ind med et påtaget smil om munden.
”Peter, Peter, Peter!” var alt hun sagde, da hun satte sig i ”min” lænestol. Selv satte jeg mig i behørig afstand ved spisebordet.
Der var stadig alt for lang tid til Søren ville dukke op.
Jeg husker ikke, hvad vi sagde til hinanden, jeg husker blot at vi brugte mund hele tiden. Underligt som vi har lært at snakke sammen på hvert sit sprog.
Jovist blev der grædt – fra begge sider.

Da jeg hørte nogen rumstere nede ved gadedøren var det tid at tage sko på (for sidste gang….)
Da jeg rettede mig op stod den lille Mehrije lige bag mig. Der var ikke andet at gøre end at falde hende om halsen…. Og så græd vi begge to – denne gang uden at sige noget.

Søren ventede ude på gaden. Da han så mig, kiggede han på mig og sagde blot: ”Nå Peter, det var nok en svær afsked, kan jeg se…!”
”Ja, det var slemt. Lad os komme af sted!”

De forretningsdrivende og naboer stod i kø for at sige farvel. Det var vist godt nok, for det afledte min opmærksomhed en smule.
Da bilen satte i bevægelse så jeg mig tilbage. Alt jeg så var en lille grædende kone, der stod med gadedøren på klem og vinkede efter mig.

Jeg vinkede til hende, så længe jeg kunne se hende, slog derefter nakken mod sædets nakkestøtte, og udbrød: ”Lad mig så komme hjem!”

Køreturen til lufthavnen bragte mig tilbage til virkeligheden. Netop som vi drejede fra hovedvejen ved Pristina blev vi overhalet af en politibil, der dyttede og blinkede med lygterne. Det var såmænd Zaman, der gav mig den sidste salut…

I lufthavnen mødtes vi så alle sammen. Også Shawn (USA) og Pepe (Spanien) var mødt op for at tage afsked.

Endelig sad vi i flysæderne. Som sædvanlig nød jeg den voldsomme acceleration hen ad startbanen. Op, op, op… En dejlig fornemmelse. Fra min vinduesplads fik jeg (det sidste) overblik over dette grimme land, der trods alt har fået en stor plads i mit hjerte. Selv højt oppe fra ses alt affaldet, de grimme huse og den gullige røg fra det nedslidte kraftværk, der forsyner (eller rettere burde forsyne) Kosovo med el.

Langsomt forsvandt Kosovo ud af syne, nøjagtig som det naturligvis også vil fortage sig en del fra min erindring – ganske langsomt…
Og som sædvanlig fløj vi mod syd, selv vi skulle mod nord. Af sikkerhedsgrunde flyver flyselskaberne stadig ikke hen over Serbien, men må slå et smut sydover via Makedonien og ind over Rumænien…
Selv om jeg har gjort mit bedste for fredens skyld, er det trods alt ikke lykkedes mig at forene et fredeligt Kosovo og Serbien… Vil det mon nogensinde ske??

Jeg tvivler…

Jeg oplever at det er svært at få dagbogen afsluttet på en ordentlig måde.
Der er vist ikke anden udvej end at forfatte et efterskrift – snarest.
---

Videre til efterskrift - tryk her