topheader01.jpg

Logbogen den 3

Tirsdag den 10. august 1999 fortsat . . .

Kl. 18:30 Vi var lidt forundrede over, at landet var så fladt. Her var kæmpe store marker med majs og solsikke. Så store marker har vi vist ikke i Danmark.
Her var langt mellem byerne, og kun meget få, ensomt beliggende huse.
Til gengæld var motorvejen noget af det bedste, vi havde kørt på ind til da.
---
Kl. 20:30. Mens vi passerede Budapest faldt mørket på. Lastbilerne, vi mødte, var nu grimmere end vores, og det skyldtes ikke kun belysningen...
---
Kl.21:30. Telefonen ringede. Det var Hans Breiner, som ville vide, hvordan det gik, og hvor langt vi var nået.
“Jo tak, svarede PNJ, det går fint, vi er mellem Vinderslev og Kjellerup!” .........”Vi måtte opgive, og er kørt tilbage!”
---
Kl. 21:35. Standset af politiet i nærheden af Kecskemét. Papirer, kørekort, pas med videre. Der herskede en korrekt, men afslappet atmosfære, og PNJ røbede, at vi var kolleger fra Danmark. Op med skiltet. Den ordførende politimand lyste op i et stort grin, og måtte hen til sin makker i bilen. Vi fik en kort snak med dem, afsluttende med et trut i hornet og: “Held på rejsen!”.Et gigantisk tordenvejr viste sig i horisonten ret forude.
---
Kl. 22:30 - 23:30. Aftensmad på en lille landevejsrestaurant på vejen mellem Szeged og Nadlac. Der var mulighed for at sidde udendørs, og ihukommende “krofatters” advarsler fra i morges om ungarernes tyvagtighed, parkerede vi lastbilen, så vi kunne se den fra terrassen, hvor vi ville sidde. Chikader i millionvis sang i vilden sky. Luften var stille og lun, og tordenvejret i det fjerne var om muligt endnu mere intens. Så storslået, at ingen af os før havde set magen.Der var et enkelt ledigt bord på terrassen. Nej, ledigt var det nu ikke, for der sad en fuld, sovende mand og hang ind over det. Tjeneren forsøgte at vække vedkommende, men han reagerede ikke. Uden yderligere parlementeren, greb tjeneren fast i stolens ryglæn, og trak den fulde mand væk, så han var i passende afstand. Med et undskyldende smil anviste tjeneren os bordet.
Af spisekortet kunne vi se, at vi nu var langt fra hjemmet. Det, der stod på kortet, var fuldstændig uforståeligt for os. Dog fik vi øje på et ord, som kunne minde om vores ord for “schnitzel”. Vi spurgte på tysk, om det var schnitzel, og da tjeneren bekræftede det, var den bestilling hurtigt afgivet.Vi fik hver en sodavand, mens vi ventede.
Næsten med det samme blev vi kontaktet af en mand fra bordet ved siden af. Han talte engelsk og præsenterede sig som hollænder. Han var meget interesseret i at vide, hvilken slags business vi var ude i med det læs, vi havde på. Han fik naturligvis forklaringen om, hvilket ærinde, vi var ude i. Han fortalte meget beredvilligt, at han kørte til Rumænien en gang om ugen for at gøre forretninger. Til vores forbavselse kørte han ikke til Rumænien for at købe billige varer - nej han solgte varer. I vores ører lød det noget mærkeligt, men han kom med en redegørelse om, at rumænerne -i hvert fald i Bukarest- i og for sig har penge nok, så de var interesserede i at købe mobiltelefoner og lignende. Vi nævnte for ham, at vi havde hørt, at rumænerne stjæler med arme og ben, men det gav han os nu ikke ret i. Han ville vide, om der findes tyvagtige danskere, og om vi troede, der fandtes tyveknægte i Holland? Selvfølgelig gjorde der det, og sådan er det også i Rumænien. Men nok heller ikke værre.
Til gengæld lagde hollænderen ikke skjul på, at han fandt det alt for farligt for os at køre ind i Rumænien ved nattetide, eller i det hele taget at køre i landet, når det var mørkt. Især på landet, hvor vejene er snoede og dårlige, møder man tit mørklagte hestevogne, fulde folk på cykler, kvæg og meget mere.
Atmosfæren var på en gang hyggelig og uhyggelig. Stilheden, larmen fra cikaderne, det totale mørke, som flænsedes itu af tordenvejret og hollænderens advarende historier. Her sad vi, langt væk fra al civilisation. Og der - ikke ret langt ude i mørket, ventede det ukendte og farlige land. Cikaderne skreg højere og højere, og tordenvejret oplyste oftere og oftere den østlige horisont med vandrette lyn, som vandrede fra syd til nord. Hvis disse minutter var fra en film, ville den være forbudt for børn, og hvis vi gennemførte den, og det, der lå forude, ville vi være helte. Sådan havde vi det.
Jeg måtte ind efter endnu en sodavand - det her skulle skylles ned. Jeg fornemmede en mand komme ind og stillede sig bag mig:
“Undskyld, men er det dig, der er kørende i den bil fra Viborg amt?”Jeg må have lignet et meget stort spørgsmålstegn, da jeg snurrede rundt på hælen, men den var god nok. Her, langt ude i det uhyggelige ingenting, mødte vi saft-suse-mig en dansker. Han blev meget hurtigt sat ind i, hvordan vores historie hang sammen.Selv var han med sin familie på vej til Rumænien for at opleve solformørkelsen., og nu skulle de finde ly for natten.
Tjeneren meldte alt optaget - på grund af turister på vej til Rumænien, så jeg henviste vores landsmand til den venlige hollænder (beherskeren af fortællekunsten), han kunne måske hjælpe.
Det bekom tilsyneladende hollænderen vel, for han begyndte helt forfra, og lagde slet ikke mærke til, at den nye lytter ikke havde tålmodighed til al den snak. Han skulle videre i en fart- husk på, det var en dansker.
Hollænderen fandt det direkte uansvarligt, såfremt denne novice begav sig til Rumænien om natten med kone og børn. Selv ville han overnatte et lille sted i nærheden, og måske var der også plads til den lille familie.
Danskeren takkede for orienteringen, og forsvandt med sin familie frem mod det farlige, ukendte, vel nok i håb om at finde et logi for natten inden den rumænske grænse.
Kort efter forsvandt også hollænderen. En af hans sidste kommentarer var, at vi, -i lastbil- nok alligevel blev forsinket så meget ved grænsen, at vi ikke kom ind i Rumænien, før det var lyst.
Nu var vi overladt til os selv.


Onsdag 11. august 1999:

Kl. 01:35. Ankomst ved den ungarske/rumænske grænse. Det fantastiske tordenvejr fortsatte. Vi havde forinden haft telefonisk kontakt med Nello (kontaktmand i Rumænien). Vi havde oplyst ham om, at vi kunne være i Lugoj omkring kl. 03:30 - 04:00. Han ville sørge for, at nogen kunne tage i mod os.
Da vi nærmede os selve grænseområdet, bestemte vi os for at bruge den erfaring, vi indtil nu havde erhvervet os i vores omgang med toldere og lignende godtfolk, så vi ville optræde imødekommende og korrekt. Nu vidste vi sådan nogenlunde, hvad der krævedes af papirer, og i hvilken rækkefølge - troede vi.
Først kom vi til et lille glasbur. Der var fuldstændig mørkt omkring buret, og så vidt vi kunne se, var der heller ikke lys inden for. Alligevel kørte vi meget langsomt hen til stedet, og netop som vi var ud for det, så vi gennem persiennerne, at der brændte et lille vågeblus inden for.
Lastbilen blev standset, og jeg (PEP) sprang ud, medbringende pas og speditionspapirer.
Manden inden for reagerede ikke ved vores tilstedeværelse, så jeg bankede lige så sagte på glasruden, som med lynets hast blev flået op.
“Papire”, skreg en ung mand mig lige ind i hovedet. Jeg tabte dog ikke besindelsen ved dette overraskelsesangreb, og bød den meget unge mand: “gute abend!”“Papire”, skreg han igen, denne gang om muligt endnu højere.Jeg stak med et smil vores pas ind gennem det lille hul. De kom dog ud igen med det samme, alt imens han, denne gang skrigende, råbte nogle uforstående ord, uden at værdige mig et blik.
“Entschuldigung” svarede jeg blidt, og rakte ham speditionspapirerne fra Hegveshalom. Hvis ikke den lille, unge mand var rasende før, så blev han det da nu. Med fråden sprøjtende ud ad munden, råbte han endnu flere ord, og endnu hurtigere og højere end før.Som vi herhjemme kender det fra fremmede, der trækker på skulderen, og rækker armene ud til siden i en gestus om: “Jeg ikke forstå!”, gjorde jeg det lige så.“Sorry, I don´t understand!”De samme ord skreg han igen og igen. Da jeg havde opgivet at forstå, hvad han ønskede, gik jeg tilbage mod lastbilen. Jeg hørte den lille glasluge blive hamret i bag mig, og først da forstod jeg et enkelt ord, af hele hans ordstrøm. Ordet: “Maschine” indgik vist nok i hans befalinger.Først da slog det mig, at han nok ville se lastbilens papirer. De blev med rystende hånd fundet frem, og med hjertet hamrende i brystet, vågede jeg mig igen hen mod lugen.
Jeg stillede mig høfligt ved lugen i ly af mørket. Det lille ondskabsfulde gnom sad blot og stirrede tomt frem for sig. Der var ingen vej uden om. Jeg måtte banke på igen.
Han slog til som en høg. Inden min kno havde sluppet glasset, var lugen slået op med et brag, og hans hånd havde fundet vej ud gennem det lille hul, hvor han hev papirerne ud af hånden på mig.
Han studerede en kort stund registreringsattesten og det grønne bevis. Jeg stod og tænkte på, at han nok ville kommandere bilen længere tilbage, således han var i stand til at læse nummerpladen, og dermed se, om papirerne og bilen hørte sammen.
Men det var åbenbart lige meget. Det her drejede sig KUN om at se en bestemt slags papirer. Om det var de rigtige, havde åbenbart underordnet betydning.
Han stak papirerne ud gennem lugen, der i samme bevægelse blev hamret i igen.
Og det var så det.
Lettere rystet listede vi os længere frem i mørket. Hvad mon ventede os nu? Vi havde jo ikke truffet en rumænsk tolder endnu.
En toldbygning, nøjagtig magen til den i Hegveshalom viste sig. Her var der til gengæld projektørbelysning.
Nu måtte vi jo ikke glemme, at vi skulle ind for at hente vores tilgodehavende.
Igen stillede vi os bagest i en kø, blot for noget senere at erfare, at det var den forkerte.
Men endelig smilede heldet til os. En eksportchauffør i form af en pæn, midaldrende herre, som talte en smule tysk, viste os hen til en anden luge, hvor vi var så heldige at kunne stå som nr. 3 eller 4 i køen. Da det var vores tur, stak PNJ de dokumenter, vi formodede, tolderen skulle bruge ind gennem lugen. Efter disse var stemplet et passende antal gange fik vi dem retur, sammen med en ordentlig verbal smøre - formentlig på det lokale sprog. PNJ gjorde et par gange embedsmanden forståeligt, at vi ikke var helt med på, hvad han mente, men vi ville da gerne have vores penge tilbage. Nu var det så hans tur til at gestikulere. Med helt klart tegnsprog blev PNJ fortalt, at han måtte være både døv og dum, og hans sidste håndbevægelse blev understreget af det tyske ord: “Verswinden”Den venlige chauffør fra før hev os lidt væk fra lugen og fortalte, at det den “venlige” embedsmand havde sagt var, at vi skulle gå uden for og vente, indtil vi blev kaldt frem med lastbilen, da denne skulle undersøges af en tolder. Chaufføren var selv en af dem, som skulle igennem dette nåleøje, så vi kunne jo vente i tryghed ved hans side.Således blev vi henvist til at stå uden for i den milde og lumre nat. Det gjorde i og for sig ikke noget. For PNJ gav det dog voldsomme problemer, idet luften pludselig var tyk med små, aggressive myg. Og myg har en stor forkærlighed for ham. Det udartede sig til en mindre opvisningsdans for alle de andre, som stod og ventede.

Ventetiden blev ligeledes brugt til at spørge vores nye ven, hvor vi skulle henvende os, når vi skulle have kaution tilbagebetalt.
Han kastede et blik i vores nystemplede papirer og bekræftede, at det af dem fremgik, at vi skulle have udbetalt penge, så det ville være en rigtig god ide, om vi fik det klaret, inden vi blev jaget ud gennem tolden. Han fulgte os over på bagsiden af toldbygningen og pegede på endnu et lille glasbur, som lå ensomt på den anden side af en stor græsplæne. Der kunne vi få pengene tilbage.
Som sagt, så gjort. PNJ dansede myggedans hele vejen, og snart befandt vi os foran endnu en glasluge. Inden for sad to kvinder. De var i færd med at spise melon og snakkede intenst sammen. De reagerede ikke på vores diskrete banken på lugen, men sendte os et blik som klart fortalte, at vi blot skulle vente, indtil “de fik tid”.Mens PNJ fortsatte sin myggedans, stod vi i vores store forargelse og talte om, at sådan et par kællinger skulle há et ordentlig spark i røven, og at den slags heldigvis aldrig var gået i et civiliseret land.
Da melonen var fortæret, gav den ene kvinde sig til at tørre fingre, og det var vel godt nok. Men det var svært at holde ud at se, hvor omhyggeligt, det skulle gøres, inden hun tog sig sammen til at åbne lugen, og sende os et spørgende blik.
“Kaution zurück, bitte” - et dokument blev stukket gennem lugen.Uden nogen særlig tøven, blev der sat et stempel på papiret, og til vores store forundring begyndte hun at tælle D-mark.
Nu husker jeg ikke det nøjagtige beløb, vi skulle have udbetalt, men hun stak os et bundt sedler, og på forståeligt tysk, og med et skuldertræk beklagede hun, at hun ingen mønter havde. Irritationstærsklen var på denne tid af dagen ikke særlig høj, og myggedansen havde nok også sin indflydelse på PNJ´s humør, så han gjorde hende i klare vendinger klart, “Das war nicht unsere problem!!”Kvinden vedblev at trække på skulderen og placerede et dokument lige inden for lugen, og med en lang lineal PEPgede hun på det sted, hvor der skulle kvitteres.Vi måtte overgive os. PNJ rakte den ene arm ind gennem lugen for at kvittere, alt imens han fægtede efter myggene med den anden arm, og dansede ”mygge-stepdans” i et (for en tjenestemand) ganske uanstændigt tempo.Vi skulle videre, og nu havde vi da i det mindste de fleste af vores penge i behold.
Netop som vi kom tilbage til toldområdet, var det vores tur til at blive undersøgt. Det forekom os lidt sært, at lasten skulle undersøges, nu hvor vi var på vej ud ad landet.
En meget kommanderende og sur t(r)old-kvinde beordrede mig til at køre bilen frem til en rampe. Jeg prajede mit personale (chefforhandleren) i lastbilen, og pegede på det sted, han skulle køre hen.
Det fik kvinden til at råbe op. Hun pegede på en anden rampe, så jeg måtte omkommandere bilen til en anden rampe.
Igen havde jeg åbenbart misforstået tolderen, og igen kom vores venlige ven os til undsætning. Han forklarede, at bilen skulle køres et tredje sted hen - over en grav. Hun ville åbenbart se bilen nedenunder...
Kort efter var det vores tur. Intet tydede på, at hun ville se bilen nedenunder. I stedet gik hun op på en rampe, hvorfra hun kunne se ned i bilen. Det kunne hun nu lige så godt have gjort fra den anden rampe.
Jeg blev bedt om at følge med op på rampen, hvorfra vi så bilen fra oven. På udmærket tysk bad hun mig gøre rede for, hvad - og hvor - lasten var bestemt for. Af en eller anden grund tøede hun pludselig op. Måske har jeg skjulte evner ud i at smigre kvinder. Med en smørret grin om læberne ville hun have os til at vende om, og stille legepladsen op i hendes børns børnehave.
Jeg beklagede, at måtte skuffe hende, men lovede forsøge at komme igen en anden gang med en legeplads til ungarske børn.
Hun undlod herefter at undersøge bilen, og vi kunne forlade det ungarske toldområde kl. 02:35 - en time efter vores ankomst...

---

I grænseområdet mellem Ungarn og Rumænien er der en strækning på nogle hundrede meter, der kan betegnes som “ingen-mands-land”, der er da også skiltet med, at dette er toldfrit område.I nogen afstand fra en lille kiosk med teksten “tax-free shop” gjorde vi holdt, for vi havde ikke ret mange cigaretter tilbage.Straks vi standsede motoren bemærkede vi, at to uniformerede soldater med maskinpistoler over skulderne langsomt kom hen imod os. Her måtte vi måske ikke parkere...?
Den ene gik blot forbi, mens den anden bankede på ruden i førersiden, hvor PNJ nu sad.
“Cigaretten, bitte”. Hvad pokker, tiggede han? Soldaten var meget ung, vel 17-18 år, og han var meget tynd og ynkelig at se på. Jo, der var ingen tvivl. Hans store, runde øjne afslørede, at det her var rendyrket tiggeri. Nåh, ja, en cigaret kunne vi vel undvære, så PNJ bød ham en cigaret. Han så glad ud og nappede to i farten. Men det var ikke nok med det. Nu tiggede han cola, øl og frem for alt D-mark. “D-mark - D-mark” vedblev han. Da dette ikke gav resultat ved PNJ, gik han over til min side, hvor samme show gentog sig: “D-mark - D-mark”“Jah, wir sind aus Denmark” svarede jeg ham lige så mange gange. Til sidst opgav han, og spadserede videre.Vi gloede noget på hinanden. Det her var ligesom for meget, lidt for spændende. I et kort øjeblik havde vi åbenbart begge haft forestillinger om, hvad han kunne have fundet på, såfremt vi havde fornærmet ham. En fattig, tiggende soldat med maskinpistol...!
Nå men, det var jo cigaretter, vi skulle have, så jeg traskede over den store plads i retning mod kiosken, og forlod PNJ og lastbilen i mørket, i et hjørne af den øde plads.
Nu var det ikke en kiosk efter dansk standard. Her blev man betjent gennem ........en luge... Der var to personer til at ekspedere, selv om det kun var muligt at betjene en kunde ad gangen. Udvalget var så som så: diverse cigaretmærker (minus Prince, Look m.v.), samt et mindre udvalg af spiritus. Det eneste cigaretmærke, jeg kendte, var Marlboro, så jeg købte to kartoner af dem.
Da jeg kom tilbage til lastbilen, kunne jeg se, at der stod en lille mørk kvinde, som ville i kontakt med PNJ. Da jeg satte mig ind, kom hun straks over til min side. Jeg var ikke i tvivl om, at hun også var tigger. Hun fandt meget hurtigt ud af, at der ikke var noget at hente, så hun skiftede hurtigt taktik.
“Sex, sex - gute sex, fünfzig mark” grinede hun til mig, med kun en, sort tand midt i munden. Det var måske ikke pænt gjort, men pludselig kom vi til at skrige af grin, og så var hun også væk.Efter at have sundet os lidt, var der ingen vej udenom. Den sidste forhindring skulle bare overstås: grænsen til Rumænien.
Det samme cirkus, som vi havde oplevet ved de ungarske grænseovergange, gentog sig her: fra kontor til kontor, fra glasluge til glasluge.
Da vi kom ind i toldbygningen, var der en forfærdelig lummervarme. En dårlig stank af mand slog os i møde, og luften var tyk af dovne fluer. Også her stod chaufførerne selvfølgelig i kø. Især en af chaufførerne skilte sig ud fra mængden. En stor, fed mand, med langt, fedtet hår, som hang i lianer ned over skuldrene. Han var i tykke, uldne og beskidte joggingbukser, en tyk strikketrøje og læderjakke. Sveden dryppede fra hans pande, og han var frygtelig grim og uhyggelig at se på. Vi hviskede sammen om, at han ikke var sjov at møde alene en mørk nat, hvor han var i ondt lune.
Efterhånden som vi kom ham nærmere, opdagede vi, at han havde bare tæer i et par sandaler, og hvad værre var, kunne vi se, at mindst halvdelen af lokalets fluer sad på hans sorte tæer. Fy for f...
Som de tidligere steder var vi ikke klar over, hvad der foregik bag de forskellige luger, hvor der blev sat stempel efter stempel, men da en tolder endelig gjorde attitude til, at vi var færdige, hastede vi ud i bilen, og kørte frem mod det sted, hvor en bom spærrede vejen.
Vi henvendte os fulde af optimisme hos to mænd i “buret”.Mændene i buret gloede i to sekunder på alle vores papirer, hvorefter de kikkede på os med de velkendte ord: “Spedition...!”, mens de pegede på en anden, stor bygning længere tilbage.Død og kridte.
Vi kørte lidt tilbage. PNJ betroede mig, at nu var det lige før, han opgav det hele. Skulle vi ikke bare køre igennem den bom, og så se, om der skete noget. I det øjeblik var jeg glad for, at jeg tidligt på turen havde udnævnt mig selv til kaptajn. Jeg besluttede, at funktionen som chefforhandler, midlertidigt, skulle fratages ham.
PNJ blev beordret til at sidde stille, mens jeg ordnede tingene hos speditøren!!
Også denne bygning lignede alle de andre: et stort, rungende lokale, nærmest en stor hall, med beskidte, hvide vægge og masser af luger.
Jeg valgte at henvende mig et sted, hvor lugen var på størrelse med et åbenstående vindue, lagde alle papirerne på disken med ordene: “Spedition, bitte!”Det viste sig, at manden talte rimelig godt tysk, og da det gik op for ham, at vores last bestod af humanitær hjælp, tog han sig til panden, og bad mig finde en anden luge, idet han selv havde meget travlt.For første gang fornemmede jeg, at det der gentagne gange havde været vores problem, måske skyldtes, at der på papirerne stod “Humanitarian aid”, men jeg fornemmede også en vis venlighed og forståelse hos denne mand.Jeg måtte finde de sidste ressourcer frem, for ikke, at også jeg nu skulle havne i samme desperate stemning som PNJ. Resolut gik jeg til en lukket glasluge på den modsatte side af hallén. Indenfor sad tre mænd og så fjernsyn. Jeg bankede høfligt på, og til min store forbavselse pegede ham, som sad nærmest, på døren - jeg skulle bare gå ind!!??
Med et venligt smil spurgte en mand, om jeg talte engelsk.
“I love to speak English” var min umiddelbare kommentar. Nu var der da mulighed for at kommunikere ordentligt, for jeg kunne med det samme høre, at han var god til det.Jeg satte ham ind i situationen, og fremlagde det ene dokument efter det andet, og den venlige speditør så meget positiv ud. Det her kunne vist ikke vare længe.
Han ville blandt andet se et dokument om, at Scoala Speciala ville modtage hjælpen, og et dokument om, at Oustruplund ville forære hjælpen til skolen. Han understregede, at det af brevet skulle fremgå, at hjælpen havde en vægt på 6.000 kilo (det var jo noget, jeg havde slynget ud, da speditøren i Danmark spurgte om lastens vægt)
Til min skræk var disse breve ikke i mappen, men jeg vidste, at vi havde dem, for vi havde tidligere brugt dem ved andre luger.
Jeg måtte ud i bilen og spørge PNJ - det var alligevel ved at være tiden, hvor hans sindstilstand skulle vurderes.
Heldigvis var hans tilstand ikke væsentlig forværret. Han var i stand til at erindre, at en eller anden ved en luge på den ungarske side, måtte have beholdt disse papirer. Han ville straks løbe tilbage og hente dem.
Imens gik jeg ind for at holde speditøren til ilden. Jeg gav ham et brev fra Borgmesteren i Lugoj, som vi havde i mappen. Vi havde fået at vide, at hvis vi skulle få problemer, kunne et brev fra ham måske “åbne grænser”.Den venlige og imødekommende speditør var vist nok fuld af forundring over alle vores papirer og vores vedvarende optimisme.
Lidt senere kom PNJ tilbage med dokumenterne, som den ungarske tolder havde beholdt. Han fik dem udleveret efter utryggelig forsikring om, at han ville levere dem tilbage... Dog bekendtgjorde han med betydelig overbevisning i stemmen -og på dansk naturligvis- at det aldrig kunne falde ham ind, at give denne skrankepave papirerne tilbage.
Det virkede alt sammen meget fint, men den rare speditør manglede stadig et dokument. Han ville se et dokument fra et eller andet rumænsk ministerium. Dokumentet skulle godkende den store og dyrebare donation, vi havde i lasten.
Speditøren viste mig et kopi af et sådan dokument. Det afgørende var, at dokumentet havde et ganske bestemt brevhoved, stemplet: “CERTIFICAT DE INREGISTRARE FISCALA”. Jeg kunne forsikre ham om, at vi aldrig havde set et sådan dokument, og forsøgte at overtale ham til at se bort fra denne bagatel.I og for sig var han enig med mig i, at der var tale om en bagatel. Han fastholdt dog, at vi aldrig ville få lov at passere tolderne, før dette dokument forelå.
Altså. Vi måtte fremskaffe tilladelse fra et rumænsk ministerium. Lige nu. Skønt klokken var 03:30 om natten.
I det samme, jeg satte mig ud i lastbilen for at aflægge beretning til den desillusionerede makker, startede han motoren, og med et smil fortalte han, at han havde haft en venlig, kvindelig tolder i tale, som havde givet os lov til at passere ind i Rumænien. Vi skulle blot køre frem til bommen igen.
Der sad jeg så med alle mine talenter, og fik helt ondt af den rare speditør, som nærmest havde stået på hovedet for os, og som nu sad og ventede på, at gøre papirerne færdige.
Vi blev meget hurtigt ekspederet ved den famøse bom: “Zurück, zurück - spedition, spedition. Verstehen Sie!!!”

Så var vi lige vidt

- - -

Logbogen, næste afsnit - tryk her