topheader01.jpg

Logbogen del 4

Onsdag den 11. august 1999, fortsat . . .

Kl. 03:38 måtte vi ringe til Nello - det var i øvrigt ved denne tid, vi havde lovet at være i Lugoj!!! Vi måtte sætte Nello ind i den forfærdelige situation. Han lovede at ringe til speditøren, som i sin hjælpsomhed havde givet os sit telefonnummer.
Nu var der kun eet at gøre: vente med tålmodighed.
Mens jeg vandrede frem og tilbage i den triste hall, faldt jeg i snak med den speditør, som i første omgang bad mig gå til en anden. Han var også en rar fyr, og var meget interesseret i at høre om vores tur. Selv havde han for år tilbage boet i Tyskland. Han var flov på sit lands vegne, da han hørte om alt det bureaukrati vi havde været udsat for.
Der var altid store problemer og formaliteter, når det drejede sig om humanitær hjælp. Selv havde vi jo den opfattelse, at når det drejede sig om den slags transport, var det da blot om at få os lukket igennem så hurtigt som muligt.
Fyren fortalte da, at man i såvel Ungarn som Rumænien er bange for, at vi sælger lasten, og dermed tager penge med ud fra landet. Især når der ikke har været betalt told og afgifter.
Et eller andet sted lyder denne forklaring selvfølgelig en smule forståelig.....
Efter en god halv times tid tillod jeg mig at banke på døren til speditørens kontor. Han stod netop og hev papirer ud af sin fax, og sendte mig et optimistisk blik.
PNJ´s nysgerrighed havde drevet ham til kontoret, og vi blev tilbudt at sidde ned. Stemningen var både spændt og afslappet. Mens speditøren gav sig til at udfærdige en stor bunke dokumenter, hev en anden mand på kontoret pludselig en flaske Smirnoff vodka frem fra et skab. Flasken gik på omgang blandt de tilstedeværende, og hver tog de en slurk. Vi kom til at grine - højt - og det fik vores nye ven til også at byde os. Vi måtte holde stilen, og takkede pænt nej.
Vi ved ikke, hvordan det gik til, men blandt de papirer, Nello sendte via fax, var netop dokumentet med brevhovedet: “CERTIFICAT DE INREGISTRARE FISCALA”Langt om længe lå der to bunker dokumenter på skrivebordet.Speditøren fortalte, at den ene bunke var til os, mens den anden var til tolderen. Inden vi kunne forlade landet, skulle vi således til tolderen -det glasbur, hvor vi allerede var afvist to gange- og have alle papirerne stemplet (og det var mange).
Hvad den økonomiske side af sagen angik, forklarede han os, at hans del af arbejdet kostede 30 D-mark. Det havde vi betalt ved stort set alle luger, så det kom ikke bag på os.
Dernæst opfordrede han os til at betale yderligere 20 D-mark, som tolderen skulle have for at stemple dokumenterne. Det havde vi dog aldrig været ude for før - at en tolder skulle have penge for at stemple, men speditøren lod os forstå, at såfremt vi ville videre indenfor en bare nogenlunde overskuelig fremtid, ville det være en god ide at betale disse 20 D-mark i “black money”. Hvis vi gav ham de 20 D-mark, ville han personligt gå til tolderen for at ordne denne side af sagen.OK, hvis ikke det kunne være anderledes, var de penge godt givet ud. Nu syntes vi snart, vi havde ventet længe nok.
Speditøren fik pengene i hånden og forsvandt med alle vores papirer!!!! Fem minutter senere kom han tilbage med papirbjerget og viste os, at samtlige sider havde fået tolderens stempel.
“Der kan I bare se - hurtigt og effektivt. Nu kører I blot hen til bommen igen, og så skal I bare se!”Med disse ord tog vi glade og optimistiske afsked med vores “redningsmand”, vel vidende, at han formentlig havde delt de betalte “black money” med tolderen.Nu var det spændende at møde tolderen for tredje gang. Med et frisk “Gute morgen!” åbnede jeg døren ind til buret på klem. Tolderen kastede et hurtigt blik på alle papirerne og tilkendegav med et let skjult nik, at vi kunne passere.Og sandelig om ikke miraklet skete. BOMMEN GIK OP!!
Efter besøg på ca. 12 forskellige kontorer ved den ungarske/rumænske grænse, kørte vi ind i Rumænien kl. 05:45 - ca. 4½ time efter ankomst.
I det samme som vi passerede grænsen, skulle vores ur stilles en time frem på grund af tidsforskellen.
Klokken var nu 06:45.
---
Kl. 06:50. I morgenskumringen forundredes vi over, hvad vi så. På vejene kørte gamle, faldefærdige hestevogne, efterspændt radmagre øg, nogle lod sig transportere på gamle cykler med skæve hjul, andre stod i vejsiden for at tage den på stop, og endnu andre trak afsted med en ko. Vi forstod nu hollænderens advarsler om ikke at køre i Rumænien om natten.
De få huse, vi passerede, var gamle, faldefærdige “huler” med vinduer uden ruder, og tagene lappet med strå.Også her var der langt mellem husene, og markerne var enormt store, også opdyrkede med solsikke og majs.
---
Kl. 07:05. Den første større by vi passerede vi Arad. En frygtelig grim spøgelsesby, med et mylder af mennesker, overfyldte, rustne busser og sporvogne i eet virvar.
Vejene blev meget dårlige, med store huller, formentlig forårsaget af frostsprængninger og underminering.


Arad - en frygtelig grim spøgelsesby
---

Netop som vi var på vej ud af byen, kørte vi over en vandpyt. Den var ikke særlig stor, men åbenbart meget dyb. Et stort brag gennemrystede hele lastbilen. Ud af øjenkrogen så vi en ung mand, der stod på fortovet. Han blev så forskrækket over braget, at han sprang et par meter baglæns. Det grinede vi noget af - men ikke ret længe...
Da jeg skulle skifte gear, løb koldsveden mig straks ned ad ryggen. At røre ved gearstangen var som at røre med en skovl i en tom murerbalje.
“Peter for pokker. Gearkassen er gået...!” Mens jeg febrilsk koblede ud og rørte med gearstangen i ingenting, så jeg PNJ´s fortvivlelse malet i ansigtet. Den første tanke var, at vi trods alt nu kun var ca. 100 km fra Lugoj, og at det måtte være muligt at skaffe noget hjælp i løbet af dagen. Der var ikke umiddelbart noget, der tydede på, at vi ville få søvn foreløbig, eller nå til Lugoj inden solformørkelsen.
Vi måtte standse her... Pokkers, nu havde vi under hele turen skamrost vores lille, gode lastbil, og så skulle ulykken komme så tæt på målet.
En nærmere undersøgelse bragte dog en smule positivitet frem i vores sind. Gearkassen var nok ikke gået alligevel, for så vidt vi kunne vurdere, var det “kun” gearstangsophænget, der var knækket. Med vores ringe forstand på mekanik vurderede vi, at en svejseklat måske kunne redde turen - eller i hvert fald noget af den. Men hvordan skulle vi kunne skaffe en svejseklat på dette sted - og på denne tid.Der var ikke andet at gøre, end prøve at fortsætte i det gear, vi nu tilfældigvis var havnet i - FEMTE.
Med speederen i bund, og en masse “firen” på koblingen, lykkedes det os at få kareten i fart. Det store spørgsmål var så, hvor lang tid vi kunne holde bilen i fart, inden en eller anden forhindring kom os i vejen..? Umiddelbart gik det fint. Vejen var igen rimelig god og bred.
---
Kl. 07:15. Vi halede ind på en lastbil, læsset med sand. Her i dette land, kører lastbilerne ikke ret stærkt. Også de er gamle, grimme og rustne. Og så udsender de en frygtelig dieselos, der ville få en vestlig miljøminister til at forbyde al lastbiltransport.
Det her så ikke godt ud. Netop som vi nåede lastbilen, skulle vi over en rimelig stejl bakke... Til vores held havde de stedlige vejmyndigheder i sin tid forudset vores yderst kritiske situation. Netop på dette sted var der to vognbaner i vores kørebanehalvdel, så vi kunne -som så ofte før under turen- blot smutte forbi. Og det gjorde vi så. Men det var heller ikke mere end lige, at det gik. Det forekom som om bilen havde problemer med at trække op ad bakken, men forbi kom vi - lige akkurat. Og så var det slut. Hundrede meter efter bakketoppen døde motoren. Slet og ret. Den døde!
Nu havde vi to problemer, men det første var selvfølgelig lige meget nu, hvor end ikke motoren kunne bringe os fremad.
Et kik på brændstofmåleren viste en kvart fuld tank. Det var ikke foruroligende, og vi havde nøje fulgt brændstofsituationen og besluttet, at der var rigeligt til at nå frem til målet. Måleren kunne selvfølgelig vise forkert, så vi sprang ud og bankede på tanken. Den lød godt nok meget tom. Med det blotte øje kunne vi heller ikke se spor efter brændstof Vi var muligvis kørt tør for diesel.
Det her var virkelig pinligt. Vi blev hurtigt enige om, at ingen der hjemme måtte nogen sinde få det at vide...
Nu måtte vi have skaffet noget brændstof. Selv om det var tidligt på morgenen, forekom det nu vanvittig varmt. Det kunne selvfølgelig skyldes træthed, irritation, opgivenhed, modløshed og alle de andre følelser, der fyldte vores sind. Men fakta var, at ikke en vind rørte sig, og solen skinnede fra en skyfri himmel.
"Vi må há fat i politiet. De må simpelt hen hjælpe os!" konkluderede PNJ bestemt.
Det lød fuldstændig grotesk, at han her - midt i ingen ting og stilheden - havde den naive tro, at politiet i et fremmed østeuropæisk land havde til sinds at hjælpe os dumrianer. Og hvordan havde han i øvrigt tænkt sig at få fat i politiet.
"Vi standser den første bil, som kommer! De må kunne telefonnummeret til det lokale politi!"
Der var intet at stille op. Manden var gal.
Selv skulle jeg til at ringe til Nello. Han måtte jo kunne komme med, eller få skaffet, en dunk diesel. Vi var jo kun små hundrede kilometer fra Lugoj.
I det samme nærmede en personbil sig. PNJ stillede sig snarrådigt ud midt på kørebanen med armene spredt ud til siderne, som tegn på stop. En “godt brugt” Opel Corsa med to mænd standsede.Nej, miraklernes tid var endnu ikke forbi. De to mænd i bilen var politifolk… på vej hjem fra natarbejde.De forstod og talte begge en blanding af tysk og engelsk, og de var villige til at køre PNJ til den nærmeste tankstation efter dieselolie.
Efterladt i det varme førerhus sad jeg og vidste nærmest ikke, hvad det egentlig var, der skete. Jeg måtte dog erkende, at chefforhandleren havde genvundet sin stædighed og vedholdenhed. Vi havde ikke tabt spillet endnu.
Det slog mig pludselig, at det var for dumt at hænge hen over rattet uden at foretage sig noget fornuftigt. Hvem ved, måske kunne der fikses noget med den gearstang. Det var da et forsøg værd.
Jeg stillede mig op og gloede på det dumme, brækkede gearstangsophæng.
Pludselig slog det mig.
Da vi på Oustruplund fik overdraget bilen, lå der en masse skrammel og rustne dibi-dutter i værktøjskassen (nuværende bagagerum). Her iblandt et stykke ståltråd. Jeg huskede at have sagt til Jørn Autrup, at jeg som landmandssøn vidste, at man let kunne få brug for ståltråd, og at næsten alt kunne repareres med et sådan stykke. Den dag vi kørte hjemme fra, havde jeg igen fat i ståltråden, og var lige ved at smide det væk. Men nej. Man kunne aldrig vide. Sejrsglæden blussede allerede i mig. Det her skulle kunne lade sig gøre.
PNJ vendte tilbage med diesel og betalte vores frelsende engle med en pakke cigaretter, og snart efter var det lykkedes at fastgøre det løse ophæng med ståltråden.

- - -

Logbogen, næste afsnit - tryk her