topheader01.jpg

Iguaçu - del 1

Torsdag 30. marts.

I dag var dagen hvor jeg skulle opleve turens første, store højdepunkt, Foz do Iguaçu vandfaldet, som er Verdens bredeste vandfald.
Navnet, Iguaçu betyder ”De Store Vande” på Tupi Guarani-indianernes sprog. For disse indianere var faldene hellige begravelsespladser i tusinder af år, indtil spanieren Don Alvaro Núñes Cabeza de Vaca under en rejse til Brasilien i år 1541 opdagede Foz do Iguaçu ved et tilfælde.
Foz do Iguaçu er et system bestående af 275 vandfald med en samlet bredde på over 3 kilometer og fald på ca. 80 meter, hvilket gør dem bredere end Victoria Falls og højere end Niagara Falls.
Afhængig af vandstand (regn m.v.) passerer ikke mindre end 13.000.000 liter vand hvert sekund … Iguaçu ligger i en enestående natur, lige på grænsen til både Argentina og Paraguay. Fra Paraguay kan man dog ikke se selve vandfaldet.
Jeg havde bestilt turen ud til vandfaldet på hotellet, og kl. 09.30 ankom opsamlingsbussen som planlagt.
Cirka 10 km uden for byen drejede vi in gennem porten til nationalparken, hvori vandfaldet ligger. Vi kørte derfra ca. 5 km gennem et regnskovs lignende terræn.
Det var først på denne tur det jeg opdagede, at mange af de kæmpemæssige planter og træer, vi passerede er netop de samme arter som vi herhjemme i stor stil dyrker som stueplanter i miniformat: stuebirk og ”gummitræer” m.v. så høje og brede som store bøgetræer. Jeg opdagede også, at nogle af de højeste ”træer” i virkeligheden var kæmpemæssige bambus.
Netop som bussen ankom til holdepladsen fik jeg det første glimt at vandfaldene igennem trækronerne, Jeg mærkede den underlige fornemmelse det er at ”tabe et åndedrag”. Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret i nogle sekunder. Det var som om jeg så et lille bitte glimt af et stort, frygtet uhyre. Jeg vidste at jeg kun så en lille brøkdel af uhyret, og nærmest frygtede hvor stort, brusende og kraftfuldt det ville vise sig at være. Anspændt vandrede jeg det lille stykke af stien, der øjeblikket efter afslørede hvor gigantisk dette er. Mit første indtryk var, at dette syn var langt mere overvældende, end jeg havde forberedt mig på, selv om jeg havde set utallige billeder derfra. Vand, vand, vand. Skum, skum, skum. Larm, larm, larm – brølende larm. Uendelig smukt og storslået. Fra plateauer i forskellige niveauer og en sti langs floden gave et formidabelt gav mulighed for at beskue ”uhyret” fra forskellige vinkler. For hver gang man gik 10 skridt skiftede billedet.

Se WIKI om vandfaldene: tryk her

Det falder mig meget svært at sætte ord på det, jeg her var vidne til. Visuelt var det så smukt, så smukt.
Den kraft, hvormed vandmasserne konstant har kastet sig brølende ud i afgrunden i tusinder af år mindede mig flere gange om, hvor spinkel, sårbar og kortvarigt et menneskeliv er. Få sekunder i denne frådende afgrund af utæmmet vand ville tage livet af ethvert menneske.
Det er nok ikke tilfældigt at kløften, der aftager vandet, kaldes ”Djævelens gab”.
En indianerlegende fortæller i øvrigt, at Tupan, den øverste gud, havde en søn, en slange, der boede på bunden af floden. Hvert år krævede dette uhyre stammens smukkeste jomfru, der blev kastet i floden. Prinsesse Naipi var så smuk, at vandene stoppede, når hun spejlede sig i floden, og følgelig blev hun udpeget til slange gudens næste offer. Men den tapri kriger Taroba var lun på Naipi, og under offerfesten så han sit snit til at stikke af med hende i en kano, som han roede mod den modsatte bred.
Slangegudens vrede var så frygtelig, at jorden rystede og åbnede sig. Vandet opslugte de elskendes kano og kastede den i dybet. Ved trolddom blev Taroba forvandlet til et stort træ ved bredden af floden, mens Naipi blev forvandlet til en klippe ude i floden. Og sådan skal de forblive for evigt, ansigt til ansigt uden at kunne nå hinanden. Slangen vendte tilbage til sin grotte med et brøl, som aldrig siden hørte op.
Ja, sådan opstod Foz do Iguaçu, og nu har jeg ved selvsyn set, det store træ, klippen ude i floden, og hørt den brølende slange.

Det er meget svært at finde noget at sammenligne dette sted med – det skulle da lige være Arnakkekilden i Silkeborg, hvorfra der strømmer ikke mindre end 250.000 liter vand i døgnet J (Undskyld Silkeborg).
Husker du tallene for vandfaldet?

Efter 2-3 timer var det tid til afgang. Jeg vendte mig om en sidste gang og sagde til mig selv: ”Iguaçu, jeg tror helt bestemt vi ses igen, og Machu Pichu: Du skal godt nok tage dig ud fra sin allerbedste side for at slå dét her!!"

--
På vej tilbage mod byen gjorde bussen stop ved fugleparken, Umiddelbart var der lidt for meget ”Zoologisk Have” over det, men jo længere tid jeg gik rundt derinde, jo mere synes jeg om det. Der var rigtig mange spædende og farverige fugle (og andre dyr). Det jeg synes bedst om, var floraen. Det var nøjagtig som jeg havde forestillet mig til ville være at gå rundt i en regnskov: Uendelig mange forskellige planter, blomster og etage høje træer, varmt, fugtigt og med en dejlig duft af fugtig mul. Faktisk en god oplevelse. Stedet fungerer også som rehabiliteringssted for store, farvestrålende Ara-papegøjer, der er blevet opsnappet i tolden på vej til at blive smuglet ud af landet for at havne i ”vores” fuglehandler. De stakkels Araer kan ikke længere klare sig i naturen, da de har fået klippet det yderste led af deres vinger… En ung fuglepasser gik og puslede om dem og spurgte om jeg kunne tænke mig at få én af dem sat på armen. Det var en ordentlig, tung krabat, men ret venligsindet.
--
Parque das Aves, er en fem hektar stor subtropisk regnskovspark med ca. 500 forskellige dyrearter (overvejende fugle).
Se mere om parken på dette link: tryk her
--
Dagens sidste stop var ved en lille hyggelig, højtbeliggende ”oase”, hvor floden, Rio Iguaçu udmunder i Rio Parana. Disse floders sammenløb er samtidig ”grænsetrekanten” mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Fra dette landemærke kan man således overskue de nævnte lande. Et rigtig flot og grønt skue for øjet.

--

Hen på eftermiddagen begav jeg mig ud på egen hånd med det formål eventuelt at aflægge Paraguay et lille besøg. Om ikke andet, så for at få stemplet i passet.

Floden, Rio Parana udgør grænsen til Paraguay og adskiller byerne Ciudad Del Este (oversættes med: Byen mod øst) og Iguacu.
I takt med jeg nærmede mig grænseovergangen blev trafikken tættere og tættere. Umiddelbart før grænsestationen var der nærmest trafikkaos. Ét stort virvar af biler, motorcykler, cykler og fodgængere. De fleste så ud til at være kræmmere med sække, kasser og kurve, samt tiggere, der bevægede sig fra Paraguay til Brasilien i håb om at sælge redekamme, barbermaskiner, snørebånd og kopi-cd’er med videre. Jeg henvendte mig i den brasilianske paskontrol i håb om at få en venlig politibetjent i tale. Kontrollen var bemandet med to yngre politibetjente. Jeg præsenterede mig som dansk kollega og viste dem mit IPA-pas (International Police Association). Til alt held talte den ene af dem nogenlunde godt engelsk. Han hævdede i øvrigt at have en fætter i Danmark. Jeg fortalte dem at jeg havde til hensigt at aflægge Paraguay et kort besøg. De mente absolut ikke, at der var nogen som helst fornuftig grund til at besøge ”dette forfærdelige land”, men hvis jeg absolut insisterede ville de da ikke modsætte sig. Vi snakkede lidt om, hvorvidt jeg blot skulle vade over, eller om jeg skulle stemples ud og dermed udfylde nye immigrationspapirer, når jeg (forhåbentlig) kom tilbage. De mente dog, at vi skulle gøre det korrekt, for hvis paraguayanske kollega opdagede, at tingene ikke var 100 % i orden måtte jeg regne med at få bøvl, og helt sikkert være nødt til at ”give ham en skilling”. På grund af den atmosfære, der herskede, lagde jeg ikke skjul på, at jeg nok var lidt betænkelig ved at færdes ovre på den anden side. Den ene betjents kone var til stede, og hun tilbød at følge mig over broen og tilbringe en kort stund sammen med mig derovre. Jeg skyndte mig at takke ja.

Efter at være stemplet ud af Brasilien gjorde betjenten mig opmærksom på, at det nok var klogt at putte mit armbåndsur i lommen, og i øvrigt beholde min pung og kamera samme sted…Således begav vi os mod den Paraguayanske paskontrol. Betjente endevendte mit pas flere gange og stillede mig et spørgsmål, som jeg ikke forstod et hak af. Min følge-veninde gav ham en lang forklaring, som jeg heller ikke forstod noget af, og endelig fik jeg mit stempel og et nik som adgangstegn til Paraguay . Vi begav os således ud på broen. Midt på var gelænderet bemalet i de to landes flags farver, og markerede således selve grænsen. Byen Ciudad Del Este indbød ikke just til langvarigt ophold. Overalt færdedes påtrængende kræmmere, som falbød alverdens fuldstændig unødig skrammel – og de tog ikke et nej for et nej. De flokkedes omkring os, formentlig på grund af mine blå øjne og blonde hår og nærmest tvang os (mig) til at købe sokker og tennisbolde. Jeg fandt det faktisk meget utrygt og det tror jeg også min ”guide” gjorde.
Hun tilkendegav tydeligt, at hun ville have mig til at gå forrest. Efter at have kæmpet os nogle få hundrede meter ned ad gaden, gik vi op på en gangbro for at få ”lidt luft”, inden vi kæmpede os tilbage på den anden side af vejen, hvor trængslen ikke var mindre. Jeg har ganske enkelt aldrig oplevet sådan et virvar før. På vej tilbage over broen konkluderede jeg i mit stille sind: Derovre ville jeg aldrig færdes alene.
Tilbage ved paskontrollen blev jeg modtaget af betjenten, der smilede bredt og kommanderede mig forrest i den lange kø så jeg kunne få udfyldt nye immigrationspapirer og blive stemplet tilbage til trygheden.
Nå, hvorom alting er: Nu har jeg da et stempel fra Paraguay i mit pas – det er da noget… Jo, indtil nu kan jeg da ikke klage over mangel på gode og spændende oplevelser. Kan det mon blive ved sådan?

Fredag 31. marts.

Sidste hele dag i Iguaçu brugte jeg på en seværdighed, som jeg med skam må erkende jeg ikke kendte eksistensen af, inden jeg ankom. Og det endda selv om den figurerer på listen over Verdens moderne, menneskeskabte vidundere: Vandkraftværket, Itaipu. Kraftværket blev opført a Brasilien og Paraguay i forening i tidsrummet fra 1975-1991 og er beliggende som en mægtig dæmning ved Rio Parana.
Denne kraftkarl producerer ikke mindre end 25 % af Brasiliens og 95 % af Paraguays elektricitet. Kraftværket har siden sin opførelse haft mere end 13 millioner gæster.
Bag betonen, jernet og stålet gemmer der sig en enestående historie af hyldest, dristighed, intelligens og viden, skabt a mange brasilianere og Paraguayanere som sammen virkeliggjorde en drøm, mange ikke troede, var mulig.
Brasilien og Paraguay er fælles om driften, og arbejdere og funktionærer på værket er fra begge lande. For ligesom at understrege fællesskabet er de vitale funktioner så som f.eks. overvågningscentralen placeret lige midt i det hele – dér hvor grænsen mellem landene ligger.
Bygningsarbejdet startede i 1975 og toppede i 1978, hvor 30.000 arbejdere var i gang.

Ingeniører ledte Parana-floden ud i en afledningskanal, så den oprindelige flodbund tørrede ud, og håndværkerne kunne gå i gang med konstruktionen af hoved-dæmningen.

Fire år senere, i 1982, var bygningsarbejdet færdigt. Dæmningen stod 196 m høj og 7,76 km lang!

Se mere om Værket på: klik her

Ingeniørerne lukkede sluserne i aflednings-kanalen og Parana-floden vendte tilbage til sit oprindelige løb. På kun 14 dage blev et område på 1350 kvadratkilometer dæmmet op – Itaipu-søen. Den er i dag 170 km lang og indeholder 29 mia. tons vand.
Mens Itaipu-reservoiret blev fyldt, sejlede miljøfolk fra projektet gennem området og reddede hundrede vis af dyrearter i operation "Mymba Kuera" ("fang-dyret" på tupi-guarani-sproget).
Der blev også gjort meget for at de mennesker, der måtte opgive deres huse og jord ikke led nogen nød. De blev ”genhuset” oppe på det tørre, og der er skabt grobund for en ret betydelig fiskeindustri i den sø (vandreservoiret) dæmningen skabte.
De 14 sluseporte kan lukke 62.200 kubikmeter vand i gennem i sekundet, så de 18 generatorer kan producere 12.600 megawatt, og det svarer til 75 mio. megawatt-timer om året.
Da dæmningen stod færdig efter 18 år, havde den kostet ca. 126 mia. kr.

Der blev virkelig gået til makronerne under opførslen. Byggehastigheden svarer til at man byggede et 20-etagers højhus hvert 55. sekund.
Den månedlige beton-produktion på byggepladsen nåede 338.000 m³ om måneden, hvilket svarer til 15 Eurotunneler, og der er brugt jern, svarende til opførslen af 380 Eiffeltårne.

I maj 1984 satte kraftværket den første generator-enhed i drift, og frem til 1991 blev i alt 18 installeret.
De 14 sluseporte kan lukke 62.200 kubikmeter vand i gennem i sekundet, så de 18 generatorer kan producere 12.600 megawatt, og det svarer til 75 mio. megawatt-timer om året.
Det gennemsnitlige daglige flow af vand fra Iguaçu vandfaldet ville kun være nok til at forsyne to Itaipu generatorer.

Da dæmningen stod færdig efter 18 år, havde den kostet ca. 126 mia. kr.
I 2000 blev Paraguay og Brasilien enige om at installere to nye generatorer. De blev sat i gang i 2004. Itaipu har nu 20 generatorer, der hver skaber 700 MW, og årligt sparer 67,5 mio. tons CO2.

Nu har jeg forsøgt at give et indtryk af, hvor stor denne betonklods er. Det er nok unødvendig at nævne, at det var lidt svært at fatte, hvordan det har været muligt at lave dette kæmpe monster. Og hvordan i alverden har det været muligt at regne ud, hvordan det skal gøres.
Da bussen ankom til Itaipu blev vi ledt ind i en stor biograf, hvor der blev vist en interessant film om værket – og opførslen af det. Derefter blev vi i busser kørt rundt i området og så værket fra forskellige vinkler. Der er anlagt en vej oven på dæmningen, og den kørte vi selvfølgelig også på. Herfra kunne man se ud over den enorme sø til den ene side, mens man til den anden side var der 196 meter ned. Jeg fik den tanke, hvad der mon ville ske, hvis dæmningen pludselig kollapsede, eller hvis terrorister fik en uimodståelig trang til at sprænge den i luften.
Da den guidede tur var færdig spurgte jeg guiden, hvad der ville ske, hvis terrorister sprængte dæmningen.
Guidens eneste kommentar var: ”Det kan ikke se, for her er sikkerhedsvagter!”. Jeg er lige nødt til at tilføje, at jeg kun så en enkelt vagt, der havde mest travlt med at tale med vores guide… Itaipu var bestemt en stor og overvældende oplevelse, som det er svært at finde noget at sammenligne med. Det skulle da lige være Tangeværket ved Ans, hvor Gudenåen er dæmmet op med en 800 m lang dæmning. Den 80-årige generator producerer energi, svarende til 300 danske familiers årlige elforbrug ;) (Undskyld Tange).

- - -

Videre til anden del om Iguaçu - tryk her