topheader01.jpg

Rejsen derud

Tirsdag 28. marts 2006.

Endelig oprandt dagen for det, der forhåbentlig skulle blive et rejseeventyr. Ved 12.30-tiden fik jeg bakset rygsækken på plads og låste jeg døren efter mig, og gik ned på Svejbæk station for at nå toget til Kastrup.
Vinteren havde endnu ikke kapituleret, jorden var hård af frost, og der lå stadig lidt sne hist og pist. Jeg har nok set lidt komisk ud, som jeg traskede afsted i hvide kondisko, og en cowboy jakke som eneste overbeklædning. Men ærlig talt: hvad skulle få mig til at slæbe vinterstøvler og vinterjakke med til ”de varme lande” Allerede da jeg stod og ventede på toget synes det første (måske alvorlige) uheld at melde sig. Nej, det har ikke noget med pas, penge eller billetter at gøre…Sandelig om ikke jeg mærkede en feber komme strømmende. Det var da også lige hvad jeg havde brug for på dét tidspunkt. Jeg tænkte på – og håbede på – og håbede på, at der i virkeligheden er noget, der hedder rejsefeber, og at det var det, jeg var ved at blive overmandet af. Realiteten er, at feberen forsvandt, da jeg så toget rulle ind på perronen. Så af sted…

Heldigvis tog jeg toget i god tid, for det viste sig (helt overraskende) at DSB var en time bagud med at bringe togene til Hovedstaden.

--

Check in blev hurtigt og let overstået, men en vis betænkelighed brusede op i mig da jeg fik at vide, at flyet til London, hvorfra jeg skulle bringes til Sao Paulo, var ca. 45 minutter forsinket. Det varslede ikke godt, da der efter planen kun var en time at give af i London.
Stewarden i flyet fra København så da også mere end almindelig betænkelig ud, da jeg spurgte ham, hvordan mine odds var for at nå flyet.
”Kender du Heathrow Lufthavn?, spurgte han. Nej, det gjorde jeg ikke. ”Den er stor, og meget svær at finde rundt i,” sagde han, hvilket ikke just virkede beroligende. Lige før landingen sagde stewarden til mig, at jeg skulle spørge om vej til mit fly ved SAS-skranken i terminal 3…Styrtede af sted af endeløse gange og korridorer, der så ud til at føre til ”ét eller andet” men så ikke nogen SAS-skranke. I stedet fandt jeg en monitor med oplysning om at flyet holdt ved gate C27 i samme terminal. Som én af de sidste fandt jeg mit sæde i den store og næsten fyldte maskine og tænkte på, om min rygsæk mon havde formået at finde vej til flyveren i samme hastighed som jeg, så vi engang i morgen kunne forenes i Iguaçu.

AFGANG.

Selve flyveturen er der ikke meget at berette om. Jeg fik mig et fornuftigt hvil tværs over Atlanten. Vi ankom til Sao Paulo ved 06-tiden og jeg havde således cirka 3 timers ventetid. Luften var lun og mættet af støvregn (hvilket efter sigende skulle være ret kendetegnende for denne millionby på 18-20 millioner Indbyggere).

--

Onsdag 29. marts 2006.

Flyveturen mod sydvest, skråt ned over Brasilien afslørede ikke noget om de store naturoplevelser, jeg forventede at møde forude. Landskabet vidnede mest af alt om et landbrugsland med mellemstore skove hist og pist.
Det mest bemærkelsesværdige indtraf ombord i selv flyet. Min forbavselse var til at spore, da jeg studerede den mad, der blev serveret: en udmærket spagetti med salat og en bolle. Min far ville have frydet sig, hvis han havde været til stede. Tro det eller ej, den lille kuvertsmør, der hørte med til bollen var den velkendte Lurpak smør – pakket i Viby J, Denmark. Portrættet på mit første billede på turen blev således et billede af maden, med Lurpakken i fokus. Jo, jeg har beviset… Indflyvningen til Iguaçu afslørede ikke noget om, hvilken naturoplevelse, der ventede.
Da jeg stak hovedet ud af maskinens luge mærkede jeg det velkendte ”slag i hovedet” af den varme, der stod mig i møde. Dét tegnede i hvert fald ikke så dårligt. Lufthavnen var lidt ussel, slidt og primitiv. Jeg var noget spændt på, om rygsækken også havde fundet frem til Iguaçu. Betænkeligheden tog til i takt med jeg så flere og flere medrejsende luffe af med deres kufferter. Efter nogen tid var jeg næsten alene i hallen, og jeg havde indstillet mig på det værste, da jeg så min blå og sorte rejsefælde komme vuggende ind på transportbåndet. Før man bliver lukket igennem paskontrollen og får sit stempel, skal man udfylde en formular til immigrationsmyndighederne. Man får samtidig at vide, at den kopi, der er til eget brug SKAL afleveres ved udrejse, ligesom man skal stemples ud igen. I modsat fald vil det blive meget svært at blive lukket ind en anden gang.

Ved tolden var der i den grad kø. Tolderne havde af én eller anden grund besluttet sig for at endevende al bagage, så jeg stillede mig tålmodigt op i køen. Uvist af hvilken grund, blev jeg som den eneste vinket ud af køen og fik lov til at gå igennem uden videre ”tiltale”… Det var nok mit blonde hår og blå øjne, der gjorde udfaldet… Så var det med at få fat i en taxi. Som ventet talte chaufføren ikke en stavelse engelsk, så jeg pegede blot på min stykke papir med hotellets navn på.
Cirka 15 kilometer – og lige så mange minutter senere, lukkede en hotelportier bildøren op og bød mig velkommen. Ret præcist 30 timer efter afrejse fra Svejbæk, stod jeg under bruseren på mit udmærkede hotelværelse i det sydlige Brasilien og tænkte på, hvad de næste fire ugers tid mon ville bringe af eventyr.

Jeg gik mig en tur i byen, som efter sigende har knap 400.000 indbyggere. Den virker nu slet ikke så stor. Til gengæld er den temmelig grim. Umiddelbart minder den alt for meget om noget af det, jeg så i Kosovos gader: grimme huse, dårlige veje, dårlige fortove og renovationsbunker i gaderne.
I gaderne står der hist og her reklamesøjler med indbyggede digitale termometre og ure. Jeg kunne således aflæse temperaturen til 30° kl. 16.30. Ikke så ringe endda. Umiddelbart virker folk flinke, smilende og hjælpsomme, men de taler absolut ikke fremmede sprog.

”Hotel Rafain”, hedder mit logi. Her taler de engelsk, og her er også både godt, flot og rent. I receptionen blev jeg gjort opmærksom på, at der i aften var et folklore show med spisning på en stor restaurant af samme navn som hotellet. Efter sigende bestemt værd at besøge.
Ved 19.00 tiden begav jeg mig derhen. Det viste sig at være et større foretagende. Der var vel ca. 300 besøgende til spisning, levende, sydamerikansk musik (samba og salsa m.v.) med tilhørende dans af rigtige brasilianske kvinder i de karakteristiske prangende og farverige kostumer. Meget flot og professionelt med en god stemning og stor velanrettet buffet med alt hvad hjertet – og maven – kunne begære. Optræden, buffet, en halv flaske vin og en vand kostede knap 60 kroner – lige til at have med at gøre.
Jeg vendte tilbage til hotellet omkring kl. 22 efter en lang rejse var jeg temmelig træt men meget fortrøstningsfuld. Den første dag i Brasilien var en positiv oplevelse. Vejret gjorde også sit til mit gode humør. Inden jeg forlod den lune aften og luntede på køjen så jeg lige udendørstermometeret viste 21°.

- - -

Videre til første del om Iguaçu - tryk her