topheader01.jpg

Velkommen til Salvador

Søndag 2. april

Ja, det er tydeligt, at befolkningen her hovedsagelig har rødder i Afrika. De fleste er mere eller mindre sorte.
Allerede fra morgenstunden var det også tydeligt, at engelsk virkelig er et fremmedsprog her. Ikke én på hotellet talte bare ét eneste ord engelsk – kun portugisisk. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan kommunikere. Personalet i receptionen var meget hjælpsomme, og gjorde, hvad de kunne for at hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg kom videre til Imbassai med bus.
Meget er muligt med få ”internationale” ord, kropssprog, tegninger og billeder. Receptionisten ringede rundt og fandt ud af, at der ikke gik bus direkte til Imabssai, men at jeg skulle skifte i en by ved navn Praia do Forte (”Fortet ved Stranden”). Nå, men det var vel til at finde ud af. Jeg benyttede mig at det visitkort, jeg fik af taxi chaufføren aftenen forinden, og bad receptionisten ringe til ham så jeg kunne komme til busterminalen.

Det varede ikke så længe inden han holdt foran døren, steg smilende ud af sin bil med hilsnen: ”Bom dia, amigo” (”god morgen min ven”). Chaufføren kunne nu ikke forstå, at jeg ikke ville have ham til at køre mig hele vejen. Jeg mente jo nok, at det ville blive for dyrt at køre ca. 60 km. i taxi.
Han gav nu ikke så let op, og vi blev til sidst enige om en pris, svarende til lidt over 100 kroner. Øjeblikket efter var vi på vej ud af byen og kørte ad Kokosvejen (hvorfor tror I, den hedder det?) langs kysten mod nord.

Det var ikke så let at finde det hus, jeg havde lejet mig ind i. Imbassai er ganske vist en lille by, men der reklameres ikke med vejnavne eller husnumre, så taxichaufføren måtte spørge sig for en del gange, inden vi sjussede os frem til det rigtige sted.
Huset var ganske pænt og hyggeligt. En ung mand (den danske udlejers svoger) tog glad imod sin gæst. Han talte meget – og hurtigt ­– men naturligvis kun portugisisk. Det gik nu alligevel. Jeg fik betalt min taxi, som ikke undlod at minde mig om, at jeg blot skulle ringe, når jeg skulle tilbage til Salvador. Snart var jeg indlogeret i det, der skulle være mit hjem i en lille uges tid – troede jeg…Det var stegende hedt og ikke en vind, der rørte sig. Tøjet klistrede til kroppen. Min lejlighed var som en bageovn, der vist ikke havde været åben i ugevis. Jeg blev lidt betænkelig ved at konstatere, at der ikke var air kondition, men blot en meget larmende, roterende fane i loftet. Hvis jeg skal kommentere lejligheden yderligere vil jeg beskrive den som væren ”en god og nyere lejlighed”. Der manglede dog ligesom noget. Der var ingen klædeskab, bord og stole, blot to små taburetter. Mens jeg luftede ud var det naturligt at gå en lille tur i byen og finde ud af, hvordan jeg kom til stranden. Jeg spurgte svogeren, der tilkendegav, at jeg blot skulle gå efter lyden fra den altid brusende brænding.
Og således gik jeg ad byens røde jordveje. I denne del af Brasilien er jord lige så rødt som den er sort i Danmark. Ligesom i Iguaçu sås også her renovation og andet affald langs vejene.
Stranden viste sig at være meget god og pæn, med kokospalmer helt ned til strandkanten. Hist og her var der små udskænkningssteder og restauranter. Selvfølgelig skulle jeg også soppe, nu da jeg endelig var kommet til det indbydende og meget blå vand. Jeg var forbløffet over at mærke, hvor varmt havet var. Vandet virkede end ikke svalende i den bagende varme. Jeg fristes til at skønne vandtemperaturen til at være over 25 grader, men erkender at jeg kan tage fejl.
På min gåtur konstaterede jeg, at der vist udelukkende var lokale turister i byen. Jeg så i hvert fald ikke andre ”hvide”.Da jeg kom tilbage til huset ved 14-tiden tog jeg mig et bad. Her er så varmt, at end ikke vandet i hanerne kan blive så koldt, at man kan blive kølet af under bruseren. Jeg proppede afløbet i håndvasken til med en plastic pose og vaskede tøj for tredje gang på turen. Så var det tid at slappe lidt af, hvilket foregik i en behagelig hængekøje, der var spændt tværs over altanen. Jeg lukkede øjnene og spekulerede på, hvilke muligheder, der mon var her.
Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg måske havde begået en fejldisposition ved at leje denne lejlighed for en hel uge. Det, jeg havde set indtil nu gav indtryk af, at det her sted mest er for familier, der ”blot” ønsker en badeferie i fred og ro… Nå, jeg måtte jo se mig om. Måske ville det vise sig, at der var visse muligheder for eventyr. Da jeg åbnede øjnene igen, var det bælg mørkt – klokken var blevet 18.30. Jo, jeg havde sovet… Det slog mig, at jeg ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden i Salvador, men mærkeligt nok var jeg ikke sulten. Jeg bestemte mig for at gå endnu en tur – denne gang i en anden retning. Måske kunne jeg finde et hyggeligt sted at spise. Jeg må lige minde om, at når der er mørkt i Brasilien, så er der meget mørkt. I Imbassai er der kun ganske få og spredte gadelygter, men jeg kunne da se, hvor vejen var. Pludselig befandt jeg mig da også i et område med et vist liv, levende musik og nogle små restauranter. En hyggelig lille flod (stor bæk) løb igennem området, og gjorde stedet rigtig stemningsfyldt.
Efter nogen tid bestemte jeg mig for at gå tilbage, da jeg havde lagt mærke til en rigtig pæn restaurant med en dejlig have til, lige om hjørnet ved ”mit” hus. Stedet tiltrak mig også af den grund, at der blev reklameret med: ”Her taler vi portugisisk, italiensk, tysk og engelsk”. Jeg havde ikke gået ret længe inden det gik op for mig, at jeg var faret vild… Jeg gik så længe, at jeg til sidst kunne se, at jeg passerede de samme steder flere gange. Langt om længe (faktisk to timers vandring i blinde) fandt jeg huset og kunne konstatere, at også det var jeg gået forbi flere gange. Stedet var blot ugenkendeligt i mørke…Der var ikke andre gæster en mig på restauranten, og tjeneren, som viste sig at være indehaveren, var vist glad for lidt selskab.
Min tur rundt i Imbassais jordbelagte gader havde givet en vis bekymring. Jeg havde ikke tænkt på at få skaffet mig nogle kontanter i Salvador, og jeg havde ikke set noget, der lignede et sted, hvor det var muligt at hæve penge på mit Visa- eller Mastercard…!Mens jeg ventede på maden spurgte jeg om det ville være muligt at betale med kort. Det var det ikke… Heldigvis havde jeg nogle dollars derhjemme, og dem var han villig til at godtage som betaling. Jeg løb hurtigt hjem efter penge, og denne gang fandt jeg da hjem uden problemer. Jeg anede en vis bekymring i restauratørens ansigt da jeg stak af. Det så ud som om han var bange for jeg ville løbe fra det hele.

Vi faldt i god snak. Leonardo, som han hedder, gav mig nu ikke ret i, at det havde været varmt i dag. Temperaturen havde formentlig ikke været over 30°. Hvis jeg havde følt det varmt, var det nok fordi luftfugtigheden havde været forholdsvis høj. Leonardo lagde ikke skjul på, at jeg vist var kommet til et ”forkert sted” som alene-rejsende. Højsæsonen var overstået. Her var kun nogle få turister tilbage, og ikke så meget at foretage sig ud over at bade. Han spurgte mig om ikke jeg havde planer om at tage til Lençóis, nu da jeg var i Bahia (det hedder staten med Salvador som hovedstad).
Leonardo fortalte at han er italiener, men gift med en brasiliansk kvinde fra Lençóis. Han var meget forundret over, at havde ingen ide havde om, hvad Lençóis er… Han hentede fluks en brochure om stedet og fortalte hvor vidunderlig smukt og spændende, der er. Lençóis er et naturreservat på 1.500 km2, beliggende ca. 425 km vest for Salvador. Ifølge brochuren byder området på utallige muligheder for guidede naturoplevelser så som vandfald, huler og smukke bjerge m.v. Nogen vælger at kalde stedet for Brasiliens svar på Gran Canyon.
Måske af ren medlidenhed for denne ensomme rejsende, tilbød Leonardo at jeg næste formiddag kunne køre med ham til nabobyen, Praia do Forte. Han omtalte denne by som en meget hyggelig by, med seværdigheder, mange turister. Jeg takkede selvfølgelig ja til tilbuddet.

Inden jeg gik, takkede jeg Leonardo for tippet om Lençóis. Fisken, jeg spiste var tilberedt af hans kone, og smagte fortrinligt. Han havde bestemt givet mig noget at tænke over. Skulle jeg droppe Imbassai og drage mod Lençóis?
Netop som jeg trådte ind ad havelågen, lød der et hult dunk nogle få meter fra mig. Svoger havde tændt havelygter, som oplyste træerne nedefra – et smukt syn. Det gav mig også mulighed for at se, hvad der forårsagede den hyle lyd: en kokosnød var faldet ned fra én af de høje palmer. Ups, bestemt ikke ufarligt. Jeg konstaterede, ironisk nok, nedfaldende kokosnødder i måske virkeligheden er den største fare for at komme ud for en ulykke på turen. Det skulle nu ikke få mig til at gå med arbejdshjelm. Så var det sengetid. På trods af heden faldt jeg hurtigt i søvn med det tynde lagen over mig.

Mandag 3. april

På trods af heden sov jeg forbløffende godt med et meget tyndt lagen over mig. Jeg havde taget chancen og ladet vinduerne stå åbne, velvidende der måtte være en vis risiko for at blive overfaldet af myg og andet mystisk kryb. Heldigvis havde jeg ikke tiltrukket blodtørstige dyr.

Lidt før kl. 8 gik jeg efter morgenbrød og mødte mange små børn på vej til skole. Alle havde de kønneste blå skoleuniformer på.
Hos ”bageren” købte jeg et par boller og en energi drink. Den ene bolle svarede til en dårlig flutes, den anden havde en eller anden form for ost indeni, og smagte godt. Energidrikken viste sig (heldigvis) at være en dejlig kakaomælk. Selve gåturen til bageren tog cirka 10 minutter men min T-shirt var allerede gennemblødt af sved, da jeg kom hjem. Godt, jeg vaskede i går.

Jeg havde jo en aftale med italieneren fra i går om kørelejlighed til Praia do Forte, hvor det skulle være muligt at hæve penge, få adgang til Internet m.v.
--
Praia do Forte viste sig at være så tæt på Paradis, det er muligt at komme, når nu man er bestemt til blot at færdes på Jorden.
Byen er i virkeligheden ikke andet end en stor fiskerlandsby. På én eller anden måde har befolkningen formået at gøre deres by til et sandt ferieparadis uden at ødelægge den oprindelige atmosfære. De små, hyggelige huse ligger tæt side om side. Næsten alle har åbnet en lille diskret butik i underste etage. I sidegaderne er der små, hyggelige hoteller. Ser man godt efter, er det i virkeligheden tydeligt, at der er mange turister. På snakken at dømme er det dog mest brasilianske turister, der færdes her.
I gaderne og uden for alle huse er der blomster, blomster, blomster og grønne træer af alle mulige slags. Mmmm, her dufter rigtig dejligt af en blanding af blomster og mad fra de små restauranter.
Hist og her kan man få øje på små aber der slapper af i træerne eller på et stakit under et skyggefuldt træ.
Nede ved stranden ligger små fisker- og lystbåde for anker nogle få meter ude i vandet.
Der hersker en meget afslappet og venlig stemning. Her har ingen tilsyneladende travlt. Folk står i små grupper og sludrer og hilser pænt, når den hvide mand slentrer forbi.

Byen er også kendt for et meget berømt projekt til bevarelse af havskildpadder, som vi alle ved er en truet dyreart. I en lille ”park” er der mulighed for at se de store havskildpadder på nært hold. Det er nogle ordentlige krabater, men oplevelsen skæmmes af de meget små bassiner, de lever i. Projektet med havskildpadderne strækker sig over flere lokaliteter langs Brasiliens kyst, og har stået på i mere en 15 år. I den tid er der indsamlet æg og udsat mere end 1 million havskildpadder i Brasilien.

Se mere om projektet på dette link

Midt i byen så jeg en nydelig og iøjnefaldende ejendom, som jeg formoder, er en skole. På facaden stod skrevet: ”Creche e Escola – FINN LARSEN”
Mon ikke det betyder noget i retning af: ”Finn Larsens kristne skole”?
Ved frokost tid tog jeg plads på en fortovsrestaurant, hvor der ikke var andre gæster. Her kunne jeg i fred og ro sidde og iagttage livet i byen – troede jeg. Netop som jeg begyndte at skovle indenbords kom en lokal, ikke helt ædru, gademusiker dinglende. Han følte sig åbenbart overbevist om, at jeg sad og kedede mig, så med ordene: ”Oi amigo” tog han plads ved den anden side af bordet og begyndte at spille på sin guitar med alt for slappe strenge. Uvist hvordan, lykkedes det ham på trods af alle odds at spille en melodi jeg kunne genkende; Elton Johns: Nikita. Det var ganske grinagtigt. Den glade musikant sang af hjertets lyst. Han havde dog det handicap, at han formentlig ikke kan en stavelse engelsk, så han sang tekstens lyde, som han genkender dem.
Det var ikke blot mig, som grinede af det. Snart var der samlet en mindre skare i behørig afstand, som ”nød musikken”. Den glade mand var nu meget charmerende, men han var lidt svær at blive af med igen – også selv om jeg gav ham en skilling. Til sidst undskyldte servitricen over for mig, og bad ham om at gå, hvilket han modvilligt gjorde.
Jeg viste servitricen billedet af det, jeg formoder er den kristne skole. Servitricen bekræftede at ”Senhor Larsen de Dinamarca”.
Sidst på eftermiddagen fandt jeg bussen, som kørte til Imbassai. Det var vist en form for myldretid, for den var fyldt til randen (mest) af mænd i arbejdstøj. Odøren, som bredte indikerede, at disse mænd havde haft en meget hård arbejdsdag… Også i dag nød jeg min aftensmad hos Leonardo i den overordentlig pæne og hyggelige restaurant. Han er meget sympatisk og øser gerne af sin viden om denne del af landet. Han gav mig nogle gode tip om min videre færd til Salvador og Lençóis