Her gengives en 3-siders artikel bragt i Midtjyllands Avis tirsdag den 28. marts2023
Artiklen er skrevet af journalisten Adam Haff


Politimand har arbejdet i verdens brændpunkter: Nu har han fundet kærligheden i Colombia

Peter Pedersen har i årtier været politimand i Silkeborg og i farlige egne af verden. Han elsker action og eventyr - og sin colombianske kæreste, Sonia


Peter Pedersen og Sonia Castañeda fandt hinanden på en datingside.
De bor på skift sammen i Silkeborg og Colombia, hvor Sonia er født og opvokset.  Foto: Martin Ballund 

Politimand har arbejdet i verdens brændpunkter: Nu har han fundet kærligheden i Colombia.

Hvordan gik det til, at landkrabben, den absolut ikke-sejlkyndige Peter Pedersen sidste år pludselig befandt sig hængende ud over rælingen på et sejlskib med tre fremmede mænd i det frådende Atlanterhav?

Det enkle svar er den 65-årige pensionerede politimands lyst til eventyr. Og gerne i farlige omgivelser.

- Inden jeg tog af sted havde jeg aldrig sejlet en båd. Jeg vidste, hvad styrbord og bagbord var. Men ellers var jeg helt blank. Jeg var bekymret for, om jeg ville blive søsyg på den lange tur, siger han med et smil henover en velsmagende kop kaffe og hjemmebagte kager en solrig dag i marts.

Kaffen og kageopskriften er colombiansk. Overfor mig sidder colombianske Sonia Castañeda og fortæller, hvorfor hun fra tid til anden rejser til det kolde Silkeborg.

- Jeg elsker Peter. Han har taget godt imod min familie, og jeg kan være mig selv i forholdet. Peter er utrolig aktiv, og han har en god humor. Vi griner meget hver dag, siger hun og kigger forelsket på sin kæreste.

Der er meget langt fra Peters rolige og fredfyldte lejlighed i seniorbofællesskabet i Grønnegade i Silkeborg til den godt 4000 kilometer lange, strabadserende sejlads i fjor. Fra de Britiske Jomfruøer til Azorerne. Men sådan har Peter Pedersen levet sit liv i mange år. Som et pendul, der svinger mellem det velordnede danske til nogle af verdens brændpunkter.


Peter og Sonias forhold var på et tidspunkt kølnet en hel del, da Sonia kun kan opholde sig tre måneder i Danmark ad gangen.
Men den dansk-colombianske forbindelse blev brandvarm igen, da Peter i 2021 gik på pension og dermed kunne opholde sig i Colombia i længere tid.
Foto: Martin Ballund

Drøm siden skoletiden

Manden, der har været politimand i Silkeborg i årtier, har det med at sætte sig selv i udfordrende situationer. Løse opgaven og så komme hjem i et stykke.

- Siden jeg gik i skole, drømte jeg om at komme ud at sejle. Det var ikke blevet til noget, men da jeg i foråret 2022 fik muligheden slog jeg til, fortæller han.

På internettet fik han kontakt til en mand, der søgte en gast til den lange sejlads. Peter skrev til manden, og så endte det med, at han blev en del af besætningen.

- Det var fedt. Jeg fandt ud af, at jeg ikke blev søsyg. Men det var også utrolig krævende. Fire mand, som ikke kender hinanden, og som i mere end en måned skal have det til at fungere på en 42 fods båd. Det er en udfordring, kan jeg hilse at sige. Men det var en stor oplevelse, siger han.

Peter Pedersen - også bare kaldt Peter P - fik så rigeligt prøvet sejlerlivets glæder og sorger.

- Vi oplevede at være i meget hårdt vejr, med kraftige storme, hvor vi var helt overladt til Vorherres vilje. Vi prøvede også det modsatte med totalt vindstille i tre døgn. Det var sgu’ også forfærdeligt, siger han.

Men båden kom i havn, og politimanden kunne føje endnu en vellykket tur til samlingen.


Der er smæk på farverne i de colombianske landsbyer, som Peter Pedersen gennem de senere år har taget i nærmere øjesyn.
Foto: Peter Pedersen

Når det brænder på

Peter P. begyndte i 1979 som politielev i København og han var ansat ved Silkeborg Politi fra 1984 til han 30. september 2021 gik på pension. Det meste af hans karriere var ude i felten.

- Jeg har prøvet lidt af hvert og mest kørt i patruljetjenesten. Det har passet mig bedst at arbejde om aftenen og i weekender for jeg ville løbe sur i et 8 til 16-job. Jeg vil ud, dér hvor tingene sker. Hvor du har lyden af sirener. De skarpe situationer. Vagtcentralen var jeg også på de senere år. Jeg kan godt lide, når det hele brænder på, siger han.

I 2004 følte den action-higende politimand trang til at opleve noget nyt efter mange års arbejde i Silkeborg.

- Jeg havde en kollega, som havde været udsendt af det danske politi til FN-missionen i Kroatien. Det lød hamrende spændende. Så jeg tænkte, »det vil jeg også«, siger han.

Peter måtte gennem en godkendelsesprocedure og et par måneders engelsk-kursus, og så tog han i november 2004 til Kosovo i det borgerkrigs-hærgede ex-Jugoslavien. Gennem 12 måneder var han med til at uddanne lokale politifolk sammen med danske kolleger.

- Det år gik lige i maven på mig. Befolkningens svære levevilkår og samarbejdet med de andre FN-politifolk fra hele verden var virkelig spændende. Jeg fik nogle evige venskaber med udenlandske kolleger. Blandt andet med en russer, siger Peter, som på grund af krigen i Ukraine ikke har kunnet komme i kontakt med sin russiske kollega.

Vedvarende udlængsel

Hjemme igen genoptog han sit arbejde i Silkeborg. Men der gik ikke længe før han følte en udlængsel igen. Så allerede fra maj til november 2007 var han igen på farten. Nu som udlånt til politiet på Grønland. Det var i Maniitsoq, også kaldet »Sukkertoppen«, der er den første rigtige by nord for Nuuk.

Den grønlandske natur og grønlænderne gjorde et stort indtryk på Peter. Så allerede i november 2008 til maj 2009 måtte han af sted igen.

Han kom hjem og pakkede kufferten ud, men en måned senere rejste han så til Helmand-provinsen i Afghanistan i et halvt år. Her var han del af en international politistyrke, som skulle uddanne afghanerne til politifolk.

- Hvis det ikke var for deres biler, scootere og lygtepæle, så var det som at træde ind i Middelalderen. De sultede ikke, men de var så fattige, siger han.


Peter Pedersen er grebet af en stor eventyrlyst. Og han holder sig ikke tilbage for at opsøge afsides og farlige egne på jordkloden.
Foto: Martin Ballund

Det laveste i samfundet

Opholdet var trøstesløst. For første gang i sine udsendelser oplevede han, at hans tilstedeværelse ikke var ønsket. For han trænede lokale politifolk, der havde en noget anden tilgang til lov og retfærdighed end den danske.

- Lokalbefolkningen ville hellere have Taliban end det dybt korrupte afghanske politi. Selvom Taliban var strenge, så var spillereglerne kendte. Og hvis man overholdt dem, så gik det. Det var noget helt andet med afghansk politi. Det blev anset for at være det laveste i samfundet. For lokalbefolkningen oplevede politifolk, der voldtog deres kvinder og stjal fra dem på tjekpoints, siger Peter P.

Politimanden boede i en britisk militærlejr. Når han skulle uden for basen var det altid under eskorte af fire bodyguards, og kørende i to skudsikre biler.

- Allerede i 2009 kunne jeg se, at den vestlige militære indsats var spild af unge liv. Efter min bedste overbevisning hjalp indsatsen intet, siger han.

Colombiansk kærlighed

Efter oplevelsen i Afghanistan tog politimanden per 1. januar 2010 orlov fra sit job.

- Jeg havde sparet penge op på mine udsendelser, og samtidig havde jeg barberet mine faste udgifter i Danmark ned, siger han.

Peter Pedersen har to børn, der begge bor i Silkeborg. Julie på 37, der har tre børn og Jakob på 36, der har to børn. Peter blev skilt fra deres mor i 1997. Men kærligheden havde han ikke opgivet. På en datingside på internettet kom han i 2008 i kontakt med Sonia, der i dag er 56 år. Og det var hende, han fløj over til, da han fik orlov. Han var spændt på, om det ville blive til noget mere med hende den smukke og interessante kvinde fra computerskærmen.

- Det skulle egentlig være et kortere ophold, et stop på vejen som rygsækrejsende i Sydamerika. Men jeg blev hængende. To dage før jeg skulle rejse fra Columbia til USA, droppede jeg alle mine andre planer og forlængede mit ophold med måneder, siger Peter P og kigger kærligt på sin kæreste.

De to boede skiftevis nogle måneder i Columbia, og så i Danmark. Sådan stod det på i hans tre år lange orlov. Da Peter i 2013 kom tilbage i jobbet i Silkeborg, blev det hverdag igen. I et par år holdt forholdet, men det blev for svært kun at være Skype-kærester. Sonia må på grund af danske regler kun være i Danmark tre måneder ad gangen, og da Peter var låst til sit job herhjemme, ebbede det lidt ud.


Sonia Castañeda har en ranch i udkanten af Medellin. Her udsigten fra hendes højtliggende bolig.
Foto: Peter Pedersen

Kokainkarteller og drab

I nogle år var romancen reduceret til julekort og den slags. Men da Peter i 2021 blev pensioneret, genoptog parret den dansk-colombianske forbindelse. Og den er stadig brandvarm - nu, hvor pensionisten har fået sin frihed til at rejse ud i verden.

Sonia har tre voksne børn. Hun ejer en ranch i udkanten af den colombianske millionby Medellin, der er den næststørste by i det sydamerikanske land. Hun er tidligere stewardesse. Foruden ranchen og udlejning af ejendomme, lever hun af den pension, hendes afdøde ægtefælle efterlod ved sin død for en del år siden.

Colombia har ry for at være et farligt land, der i årtier har været præget af kokainkarteller. Tidligere var der kidnapninger nærmest dagligt. Nu er der færre. Der begås stadig mange drab.

Men det afskrækker på ingen måde den danske eventyrer at bo i landet. Han er vant til at færdes i farlige omgivelser og tager sine forholdsregler. Blandt andet er der kvarterer, han holder sig fra.

- Colombia er et smukt land - et mulighedernes land med et skønt klima. I Medellin har vi det, vi kalder »evigt forår« med stabile to-cifrede grader året rundt, siger han.

Sonia fortæller, at hun trods vores alt for kølige vejr og vores knudrede sprog, er vild med Danmark.

- Her er så fredeligt og dejligt. Folk er søde, og man har en følelse af, at være i sikkerhed her. Hjemme i Medellin har mange biler tonede ruder af sikkerhedshensyn. Det er ikke nødvendigt i Silkeborg. Her er der mange, der cykler. Om aftenen cykler unge kvinder hjem fra byen. Det er fantastisk trygt, bemærker hun.

En verden udenfor Vendsyssel

Peter er opvokset nær Blokhus. I skolen blev han nysgerrig på, hvordan der var i andre egne af verden.

- Jeg fik en udlængsel. Det skyldes Aksel Pedersen, der var min geografi og biologilærer. Han var en rank, ung mand med pibe i munden. En fantastisk fortæller. Jeg kan stadig se for mig, når han rullede geografikortene ned i klassen. Jeg fandt ud af, at der var en verden udenfor Vendsyssel, siger den rejselystne mand.

Hans sult efter at opleve verden var på ingen måde stillet, så fra 1. maj 2017 og et år frem rejste han igen til Grønland. Til en stilling som den eneste politimand i Scoresbysund, også kaldet »Den yderste by«. De få hundrede indbyggere har mere end 800 kilometer til den næste by.

Efter en ny periode i Silkeborg, trak Grønland igen i ham, så i 2020 var han et halvt år i Uppernavik og året efter seks måneder i Qaanaaq.


Peter Pedersen har gennem flere år arbejdet som politimand i Grønland.
Grønlænderne og den smukke og voldsomme natur har sat sig i ham. Senere på året rejser han tilbage til Grønland.
Foto: Peter Pedersen

Voldsom natur

- I Grønland har jeg været i så øde egne af verden, at det er svært at fatte. Den grønlandske natur er voldsom, farlig og helt utrolig bjergtagende. Grønland er fandme fedt, siger han.

Eks-politimanden er fascineret af den vilje, som blandt andet driver fangerne.

- Jeg har mødt en robusthed på Grønland, som er helt utrolig. Fangere, som tager ud på en flere dage lang jagt i en lille sælskindskajak. I minus to grader varmt vand. Folk, som lever af naturen, og nogle gange dør i den. Grønlændere har en formidabel evne til at acceptere tingenes tilstand, og tilpasse sig. Nogle sparer sammen til at kunne flyve til en konfirmation langt væk. Men så bliver vejret så dårligt, at de ikke kan flyve. Så siger de: »Det var en skam. Måske kan vi komme næste år«, siger han.

Ind under huden

I nogle af sine i alt fem udsendelser til Grønland havde Peter mange funktioner. Udover politimand var han også anklager, kongens foged, tolder og arrestforvarer. Peter opfatter grønlænderne som meget autoritetstro og utrolig tilgivende. To træk, som gjorde det lettere at opretholde lov og orden i isolerede samfund.

- Dem, jeg har mødt, er utrolig gæstfri og så er de i særklasse gode til at modtage en undskyldning fra nogen, der har gjort dem ondt, siger han.

I Danmark ville politimanden ikke omgås forbrydere, men det var anderledes i øde egne.

- Når man er så få mennesker i den samme lille by, så kommer man ind under huden på hinanden. Jeg har haft med drabsmænd og voldtægtsforbrydere at gøre. Når man er aldeles afskåret fra den øvrige civilisation, bliver de naturlige grænser mellem ordenshåndhæver og lovbryder opløst på en måde, der opleves som vanvittigt i Danmark. Ved en af mine afrejser faldt jeg og en mand, der havde begået en voldtægt, hinanden om halsen og stortudede, siger Peter P, der stadig har bevaret en del grønlandske kontakter - også til tidligere lovbrydere.


Når fangerne kommer i land med deres bytte er det nogen gange et tilløbsstykke.
Her en narhval i Upernavik i 2020.
Foto: Peter Pedersen

På pension

Da Peter fyldte 63 år gik han på pension.

- Jeg har altid været glad for mit arbejde. Jeg har mødt mange mennesker fra alle samfundslag. Og jeg tror, at jeg en gang i mellem har gjort en forskel. Men jeg var også mæt. Og træt af nabostridigheder, løse hunde og unge knægte i nattelivet, siger han.

Peter P har oplevet krig, håbløshed og stor fattigdom på sine mange rejser. Han har erfaret at livet er skrøbeligt, og at der er meget at være taknemmelig for. Han undres over, at silkeborgensere kan blive vrede over, at de nogen gange må vente ved jernbaneoverskæringen mens toget passerer gaden.

- Vi er tilsyneladende et af verdens lykkeligste folk. Men det virker ikke, som om, vi selv ved, hvor privilegerede, vi er. Vi brokker os og opfører os virkelig forkælet, synes jeg.

Ud af røret

Den sidste dag på stationen i Silkeborg var meget svær.

- Det var helt forfærdeligt, da jeg skulle aflevere min tjenestepistol og mit politikort. Jeg havde forberedt mig på det, og det hjalp. Da jeg gik hjem fra stationen tænkte jeg til min egen overraskelse næsten ikke mere over, at det var slut. Men jeg har det også med ikke at spekulere meget over tingene. Det er bare med at komme ud af røret - videre, siger han.

Nu er han godt i gang med en ny tilværelse. Med Sonia, nye eventyr og de foredrag om sit liv, han rejser rundt i Danmark og holder i pensionistforeninger, menigheder og højskoler.

Selv om han ikke synes, at han har noget til gode i Grønland, så skal Sonia opleve den fantastiske del af Rigsfællesskabet. Og typisk for Peter P, har han fået en aftale i stand med et rejsebureau. Kæresteparret skal senere på året i nogle måneder bestyre bureauets lille bygdehotel i Sydgrønland.

Eventyret venter lige derude, og der meget at opleve, inden tiden rinder ud, mener Peter P.

- Sonia skal opleve naturen - hvor lillebitte og ubetydelig, man er i Grønland. Det kan være en skræmmende oplevelse. Men jeg synes også, at det er meget sundt og frisættende, siger eventyreren.


Den grønlandske natur er bjergtagende.
Denne udsigt havde Peter Pedersen, da han i 2021 gjorde tjeneste som eneste politimand i den grønlandske bygd Qaanaaq.
Foto: Peter Pedersen


Peter Pedersen var sidste år med til at sejle en båd fra De Britiske Jomfruøer til Azorerne. En tur på mere end 4000 km.
Det var langt for manden, der ikke havde prøvet at sejle en båd før.
Foto: Udlånt af Peter Pedersen