Jeg flyttede i 1984 til Serup, og hørte et par år senere om morbranden i Serup.

Under spadsereture i Serup Skov havde jeg bemærket mindestenen, der er rejst efter familien Friborg.

Stenen fortæller ikke noget om, hvad der er sket på stedet.
Jeg formoder, at jeg ved lejlighed har spurgt mig for i Brugsen, hvor uddeleren så fortalte den uhyggelige historie.

Siden har jeg ikke passeret mindelunden uden at standse op for at gøre mig tanker om, hvad der mon egentlig skete denne skæbnesvangre nat.

Gennem årene har forskellige mennesker bidraget med skildringer, der gav mig et billede af, hvad der skete. Efterhånden har jeg levet mig ind i historien og har mærket følelsen af forbitrelse og uhygge.

Som tilflytter begyndte jeg langsomt at sætte nye rødder, skabt af oplevelser, bekendtskaber, indlevelse og historiefortælling. Sagen om Friborg blev een af de historiefortællinger, der gav mig rødder i Serup.

TIL MINDE OM

KOMMUNEKASSERER
NIELS FRIBORG
OG HUSTRU
KIRSTINE FRIBORG

ÆDELT SIND FOR SAMFUNDSNYTTE
FINDES OFTE I EN HYTTE
**************************

Niels og Kirstine Friborg's hus.

Kopi af originalfoto.

Huset er her set fra østsiden. Det bemærkes, at huset lå i udkanten af skoven, og der er således siden er plantet træer omkring stedet.

Teksten over billedet:

Således er inskriptionen på den sten sognets borgere, efter indsamling, lod rejse i mindelunden til ære for familien Friborg.
Det lille rim fortæller med få ord, at her levede en familie som viede livet til gavn for andre, og som ikke arbejdede hårdt for at blive rige.

Dette stykke lokalhistorie er skrevet i anledningen af 30-års dagen for indvielsen af Serup Præstegård den 6. april 1994.

Peter Pedersen
Serup, april 1994