Logbogen del 9
Søndag den 15. august 1999, fortsat . . .
---
19:01. Så for pokker, nu gik den ikke længere. Chaufføren -PNJ- meddelte med iskold stemme, at han netop da så en politibil i bakspejlet - og den nærmede sig temmelig hurtigt bagfra.
Hvad nu? Var vi fortabte.? Tanker om kæmpebøde og beslaglæggelse af lastbilen fløj igennem vore hoveder. Dolus eventdualis - ske, hvad der vil.
Men nej. Som vi så ofte før på turen havde måttet sande, var miraklernes tid bestemt ikke forbi. Som et lyn skød politibilen forbi os i tredje vognbane, og snart var den forsvundet i det fjerne foran os. Denne tur syntes at være belagt med en evig skift mellem held og uheld.
Efter et minuts fuldstændig tavshed i kabinen, var chaufføren den første til at bryde tavsheden:
“Det der med kørselsforbud må vist være noget opreklameret pis!!” Noget kunne tyde på, at han havde ret.---
Kl. 20:00. Siden aftensmaden blev turen afbrudt af utallige tissepauser. Aldrig så snart vi var kommet op i fart, skulle PNJ tisse. Gang på gang. Om årsagen var nervøsitet og angst på grund af at blive knaldet af politiet, må stå hen i det uvisse.
Det var så igen tid for en lynhurtig tissepause, så vi styrede ind på et lille hvilespor, hvor der også holdt andre biler.
"For satan, der holder de!" Og der, midt mellem andre biler, holdt minsandten politiet. Nu kørte vi direkte i løvens gab.
"Kør, kør. Lad os komme væk" Hastigt ned i tredje gear, og speederen i bund. Ganske få sekunder efter, var vi igen ude på motorvejen og oppe på march-hastighed. Havde de mon set os?
---
Kl. 20:45. Motorvejen fyldtes mere og mere af lastbiler. Og naturligvis var de meget større end os. Det beroligede os en del, for jo flere lastbiler, der var på vejen, jo mere forsvandt vi i mængden, og var dermed sværere for politiet at få øje på. Nu var det kun lastbilens farve, som skilte sig ud fra mængden.
---
Kl. 22:50. Det var tid til at tanke. På en “raststelle” ved Fulda, tankede vi et passende kvantum, så vi skønnede at kunne nå hjem. En sandwich og lidt chokolade blev der også købt, så vi havde noget at stå imod med, nu hvor natten kom os i møde. Vi regnede lidt på tidsplanen og nåede frem til, at det største problem lige nu var, at vi nok nåede frem til den danske grænse så tidligt, at vi ikke kunne handle hos Duborg. Det ville virke pinligt at komme hjem helt fra Rumænien uden at have så meget som et par bolsjer med. Men nu måtte vi se.
Det var også tid for chaufførskift. Da PEP tog sin skive ud kunne han konstatere, at nålen, inden for de sidste tre timer, havde sat en næsten fuldstændig lige streg omkring de 85 km/t . Kun afbrudt af de utallige tissepauser, forårsaget af PNJ´s måske begyndende prostata-problemer.
---
Kl. 23:44. I nødsporet holdt en forladt personbil. Naturligvis en Dacia 1310 med rumænske nummerplader.
Mandag 16. august
Kl. 00:16. På vej ned ad Kassel bakker satte Walhalla hastighedsrekord. Under højlydt latter blev jeg vækket fra min døs af PNJ som meddelte, at hastigheden var 112 km/t . Den gode maskine opførte sig som en hest, der mærker, at den nærmer sig hjemmet.
I modsatte kørebane kørte lastbilerne tæt i to rækker på vej sydover. Når vi kikkede fremad, over det kuperede landskab så det ud som en lang, tyk slange med tusinder af øjne, som krøb langsomt fremad.
---
Kl. 02:25. Tissepause (igen) cirka 180 km syd for Hamburg. Førerskifte - PEP til rattet.
---
Kl.03.15. PNJ “lå” og sov med fødderne oppe i frontruden og det varme, uldne tæppe helt oppe om hagen. Mørket og den monotone lyd fra den brummende motor, gjorde føreren (PEP) foruroligende træt. Det var svært at fokusere på vejen.
Ihukommende aftalen fra turens start, kørte vi ind på en rasteplads for at lukke øjnene lidt.
---
Kl. 05:05. Efter at have hængt skiftevis op ad døren og hen over rattet, vågnede vi. Den dårlige smag i munden blev fortrængt af et stykke Ritter Sport, og så var vi på hjul igen.
---
Kl. 05:30. Daggry med en flot solopgang i øst.
---
Kl. 06:30. Hamburg blev passeret. På trods af det ret tidlige tidspunkt var der tæt trafik. PNJ sov igen trygt. Der er sgu langt fra Rumænien til Danmark.
---
Kl. 06:55. På en mark gik der 20-25 storke helt op til motorvejen. Lidt underligt, at de tilsyneladende er så udbredte her, cirka 120 km syd for Danmark.
---
Kl. 07:15. På en Raststelle 100 km syd for grænsen indtog vi morgenmad, som mindede temmelig meget om maden, vi for lidt mere end en uge siden forlod. Gode boller med syltetøj og en god kop kaffe. Vi sad i “stue” med pænt klædte mennesker, som mindede om forretningsfolk og embedsmænd, der var stået tidligt op, havde været i et dejligt varmt bad og lugtede godt af barbersprit.
---
Kl. 08:02. Afgang mod Danmark. Forhåbentlig sidste stop inden grænsen. Nattehvilet havde bevirket, at vi var blevet lidt “forsinkede”, så vi nok alligevel kunne handle ved grænsen. Den gode kaffe havde stor indvirkning på PNJ. Han var irriterende frisk og opstemt.
---
KL. 08:52. Ved 35,5 km-stenen blev vi overhalet af den første danske bil siden - Guderne må vide hvornår...
---
Kl. 09:14. Speakeren i radioen talte dansk, så vi måtte da nærme os Moderlandet. Af vejskiltene fremgik det, at vi nu var nået til den sidste motorvejsfrakørsel inden Danmark. Klokken var heldigvis blevet så mange, at der alligevel blev lejlighed til at gøre indkøb i grænselandet.
---
Kl. 09:45. Det var højst besynderligt. I fjerne egne af Europa, havde vi kun kørt forkert en enkelt gang, men lige så snart vi var i området ved den dansk/tyske grænse, gik der kludder i det. Faktisk kørte vi forkert, da vi skulle finde Duborg og Poetzsch. Vi fór simpelt hen vild, og måtte til sidst spørge om vej.
---
Kl. 10:58. Da vi skulle videre, efter at have handlet ind hos Poetzsch, blev vi kontaktet af en ældre herre, som var med en turistbus. Han var nysgerrig efter at vide, hvad Viborg amts Vejvæsen udrettede i Tyskland, og han undlod ikke at fortælle, at han selv var pensioneret vejmand fra Viborg amt. Efter at have hørt, at vi havde været i Rumænien, var hans umiddelbare kommentar:
"Ja, de ku' sgu også godt trænge til at få kikket på vejene dernede.!"
Det kunne vi kun holde med ham i.
Lige da vi skulle til at sætte os op i lastbilen opdagede vi, at der på asfalten, lige under brændstoftanken, lå en oliepøl.
Der havde vi forklaringen på, hvorfor vi syntes bilen havde brugt rigeligt med dieselolie på hjemvejen.
Vi brugte ikke megen energi på at få løst problem et på dette tidspunkt.
Nu skulle vi altså hjem...!
Vores varer fyldte godt. Det ordinære bagagerum var booket op med vores tasker, så alle revner og sprækker blev proppet ud med flasker og cigaretter. Ikke engang gulvet kunne vi se, og fødderne, undtagen chaufførens, måtte placeres oppe i frontruden.
---
Kl. 11:02. TILBAGE I DANMARK. Vi kørte over grænseovergangen i Padborg, hvor der ikke sås noget told- eller politipersonale. Denne gang fandt vi uden problemer den rigtige vej videre. Op på motorvejen - og så nordpå.
---
Kl. 11:13. Efter de obligatoriske 1½ - 2 timers bryggetid serveredes, ved passage af 13,7 km-kantpælen, turens formentlig sidste kop kaffe.
---
Kl. 11:20. Kaffen blev nydt med fødderne hvilende på hylden under frontruden, og med luften fra ventilationen blev en stank båret til næseborene som mindede os om, at det var ved at være længe siden tæerne var blevet vasket.
Denne ubehagelige atmosfære opvejedes til dels af det dejlige solskinsvejr, og musikradioens dejlige melodi med Dire Straits.
I nat talte vi ikke ret meget sammen. Det havde intet at gøre med, at vi havde slidt hinanden op. Vi var simpelthen bare trætte - og mætte af oplevelser.
Hvor langt mon bussen var nået? Havde de haft flere problemer?
-Hov, et stort insekt smadredes på ruden. Nu manglede vi en sigøjner!! Typisk. Hvor er hjælpen, når man har brug for den?
pengebeholdningen blev gjort op. Der var nøjagtig 100 DM tilbage af de 3.000.
---
Kl. 11:45. På dette tidspunkt havde vi opholdt os næsten uafbrudt i kabinen i 24 timer, siden vi forlod Wien. Men vi klarede os godt, syntes vi selv.
"Hvad nu, hvis vi får tilbuddet om sådan en tur igen?" ville en af os vide. Vi kiggede på hinanden og grinede - "Så gør vi det sgu igen...”, og vi mente det!
---
Kl. 11:55. Askebægeret var næsten fyldt til randen af sure cigaretskodder, men vi var fra starten enige om, at det IKKE måtte tømmes.
Vi indså nødvendigheden i at måtte tanke. Formentlig på grund af lækagen, faldt brændstofmåleren foruroligende hurtigt mod bunden. Paradoksalt nok havde vi kun D-mark at betale med, men i de lande, vi havde besøgt den sidste uges tid, var folk jo vilde med D-mark, så det gik vel også denne gang.
---
Kl. 12:00. Rådhusklokkerne hørtes i radioen.
---
Kl. 12:18. Ved Skærup gjorde vi holdt på en "Tankstelle" - undskyld, tankstation. Som vi plejede, kørte vi til tankområdet for lastbiler, og stak slangen ned i tanken. Vi kunne bare ikke få skidtet til at virke. Hurtigt kom en rar pige ud. Hun havde bemærket, at vi ikke kunne få tanken til at virke, og ville vide, om vi havde stukket kortet ind i automaten.
Jamen, vi havde jo ikke noget kort. Vi plejede at betale med kontanter, D-mark oven i købet.
Nu var det jo en rar og serviceminded pige, så hun var da villig til at gå ind og åbne tanken fra butikken, så vi kunne få den tiltrængte olie.
Man skulle tro, hun havde hørt fra sine tyske kolleger, at hun skulle passe på de to mænd i den lille, underlige lyserøde bil fra Viborg amt, der kunne finde på at stikke af fra regningen, for hun forlangte noget i pant, inden hun ville lukke op for pumpen.
"Ja, så gerne!" Den erfarne chefforhandler trådte straks ind i sin vante rolle. "Kan du bruge et politiskilt?"
Pigen forsøgte at skjule sin overraskelse, da hun pludselig stod med skiltet i hånden. Hun bevarede roen, og med et usikkert smil om læberne forsvandt hun ind i butikken, og straks efter kunne vi tanke.
Det der med at betale med D-mark var nu en saga blot. I Danmark er forretningsfolk åbenbart ikke så vilde med denne valuta, som vi var blevet vandt til.
PNJ måtte op med dankortet, så vi kunne få betalt og komme videre.
---
Kl. 13:28. Rodelund sås ret forude, og Radio Silkeborg nåede ørerne. Det var som om, turen nu var til at overskue.
---
Kl. 13:45. Det første hjemlige stop, Sejs, var nået. På Sindbjergvej blev hornet blæst igennem som en salut til vejens beboere om, at PNJ -den store ekspeditionsrejsende- nu var vel hjemme. Familien stod, af gode grunde ikke og tog imod. Det daglige arbejde og skolegang måtte jo passes, men naboen kom styrtende ud og tog vel imod os.
Da tasker og grænsehandelsvarer var losset, var det så vores tur til at tage afsked med hinanden. Først i dette øjeblik slog det os for alvor, at vi havde været sammen uafbrudt i næsten 8 døgn, eller helt nøjagtigt 185 timer. Ikke så meget som antydningen af et ondt ord, eller "nu kan det være nok" og anden form for snerren ad hinanden, havde vi oplevet.
Det kan man da vist godt sige er en slags præstation i sig selv.
Nu var det tid til at sige hinanden tak for godt makkerskab. Vi så hinanden dybt i øjnene, gav et solidt håndtryk og et stort smil.
Der blev ikke udvekslet store gloser til farvel. Blot var vi enige om, at vi ikke var blevet trætte af hinanden, så mon ikke vi snart kunne køre et par timers patrulje sammen - i en lidt mere komfortabel bil.
"VI SES".
---
Kl. 14:20. Hold da fast, hvor er der langt fra Sejs til Serup. Ganske vist er vejen gennem Tyskland lang, men det er for intet at regne mod denne absolut sidste etape.
For første gang på hele turen alene mand i bilen. Det skulle bare overstås.
Endelig dukkede Serup-byskiltet op. Hastigt gennem byen, og selv om jeg godt vidste, at der ikke var nogen hjemme, kunne jeg ikke lade være med at blæse hornet i bund.
Det var så det. En vis tomhed sporedes allerede lige nedenunder trætheden.
Kilometerstanden blev aflæst til 437.360, hvilket omsat kan udtrykkes som en lille udflugt på 4.262 kilometer.
Hvordan så det nu ud med askebægeret?
Ved aftenstid talte Helle i alt 161 cigaretskodder.
--- --- ---
OUSTRUPLUND - LUGOJ vel overstået - uden at gå helt op i røg!