Iguaçu - del 2

I eftermiddags hoppede jeg på en lille turist bus, der går til Iguaçu vandfaldet på Argentina siden. Efter sigende skulle det være en helt anden oplevelse at se det derfra. Det betød så også, at jeg igen skulle stemple ud af Brasilien, men prisen for besværet var så et stempel argentinsk stempel i passet (jo, jeg kommer vidt omkring J)
Efter at have kørt nogle få kilometer blev vi fanget i en trafikprop. En betjent oplyste chaufføren om, at vejen til vandfaldet var spærret på grund af et stort færdselsuheld. Vi skulle regne med der ville gå 3 timer før vejen blev genåbnet. Det ville betyde, at det var mørkt, før vi nåede derud, og det gav ligesom ingen mening at kigge på vandfald i buller mørke.
I stedet tilbød chaufføren at køre ind til den lille grænseby, Puerto Iguaçu (”Porten til Iguaçu”). Det er lige før Puerto Iguaçu med lidt god vilje kan benævnes som en hyggelig by. Den har i hvert fald mere sjæl end sine ”grænsebrødre” i Brasilien og Paraguay. Vi gjorde holdt midt i byen og købte en forfriskning på en lille fortovscafe. Udenfor viste termometeret 37o men det virkede ikke så slemt. Bortset fra en lille pige, der trak rundt med sin blinde far (eller bedstefar), så vi ingen tiggere.

Dernæst kørte vi til landemærket, hvorfra man kan se Brasilien og Paraguay. Det var det tilsvarende sted i Brasilien jeg var i går, men har var der gjort lidt mere ud af det idet det mere lignede en form for park.

Herfra kan man virkelig se hvor frodig Brasilien er (i hvert fald her omkring).
Da vi vendte tilbage til grænseovergangen blev alle bedt om at stige ud af bussen og tørre fødder på en måtte… Jo, det er ganske vist. På fortovet var der udlagt et antal almindelige gummimåtter, som en tolder (el.lign.) gik og vandede. Jeg kunne se at de lokale uden at fortrække en mine, steg ud af deres biler, trak fødderne et par gange frem og tilbage på måtten, og satte sig så ind igen.
Hmm, jeg måtte have en forklaring. Efter at have forsøgt mig et par fandt jeg en ung tolder som talte udmærket engelsk. Han fortalte, at der for år tilbage var ”mund og klov syge” i Argentina. For at nedbringe risikoen for overførsel af smitte blev det bestemt at alle skulle tørre deres fodtøj af på de våde måtter. Tilsvarende blev bilerne ledt igennem et lille bassin med vand længere fremme. ”Helt ærligt,” ville jeg vide, ”er dette seriøst eller et spil for galleriet?"
"Skal jeg være helt ærlig, så er det vist mest et spil for galleriet,” erkendte den unge mand og grinede.
-- 
Den sidste aften i Iguaçu gik jeg lidt rundt for at finde et godt og hyggeligt spisested. På en restaurant så jeg nogle musikere var ved at stille op, så der slog jeg mig ned og bestilte en dejlig steak.
Inden længe var musikken i fuld gang og folk strømmede til.
Lynhurtigt var der en fantastisk stemning til de gladeste samba- og reggaetoner. I takt med øllerne røg indenbords (hernede er de fleste øl på 600 cl. J) blev stemningen bedre og bedre. Vejret og luften var vidunderlig. Da klokken rundede midnat var temperaturen 23°, så det betød ikke noget at jeg kun var iført shorts og T-shirt.
Den eneste grund til jeg fortrak lidt over midnat var en enorm træthed oven på de sidste par dages oplevelser.
Jeg var lidt ked af at skulle forlade Iguaçu i morgen, men også spændt på, hvad Salvador ville byde på. Allerede nu synes tiden at gå alt for hurtigt.

Lørdag 1. april

Sidst på eftermiddagen skulle jeg flyve til Salvador via Rio de Janeiro, så jeg skulle på én eller anden måde blot have tiden til at gå. Det kunne jeg jo passende gøre med en travetur i byens centrum i den stegende hede.
Jeg fandt langt om længe en Internet cafe med head set og mikrofon, så jeg fik heldigvis mulighed for at ringe og ønske far tillykke med fødselsdagen. Det var også godt at kunne fortælle dem, at alt var gået uden problemer indtil nu, for det skal ikke være nogen hemmelighed at de ikke just har været begejstret ved tanken om at jeg vil ”flakke rundt” alene i Sydamerika.
Det, der må betragtes som byens hovedstrøg må være selve byens (eneste) seværdige sted. Asfalten er rød, men ellers er det de brasilianske farver, der præger gadebilledet.
Brasilianerne elsker tydeligvis deres land. Rigtig mange går i tøj i de gule, blå og grønne farver. Reklameskilte og butiksudstillinger m.v. er også holdt i disse farver.
Hvis man løfter blikket en smule og studerer husene, kræver det bestemt ikke en akademisk uddannelse for at konstatere at Verdens bedste arkitekter ikke er fostret hér.
Husene er grimme, mange dårligt vedligeholdt, og tilsyneladende klasket op meget tilfældigt.
Fortovene er et kapitel for sig. Det ser ud som om lodsejerne har ansvaret for opførelse og vedligeholdelsen. Belægningen, og frem for alt niveauet, skifter fra matrikel til matrikel. Nogle steder burde der være et par trappetrin når man når til næste husnummer.

Der er forholdsmæssigt meget affald i gaderne – også organisk affald. Lidt a la Kosovo stiller man nogen steder køkkenaffald på gaderne, til glæde for de vilde hunde. Alt i alt er bybilledet som jeg kan forestille mig Kosovo, i bedste fald, vil være om 5-10 år.
Om befolkningen her kan jeg kun sige, at jeg har mødt megen venlighed og hjælpsomhed. Jeg har på intet tidspunkt følt mig utryg. Selv om kun ganske få taler andet end portugisisk gør de deres bedste for at kommunikere verbalt.
Nu er det spændende hvad Salvador egnen kan byde på. Jeg vil i dag begive mig mere end 2.000 kilometer mod nordøst – ca. 1.000 km under Ækvator.
Jo, Iguaçu har bestemt været en rigtig god oplevelse. Én af dem hvor man siger til sig selv: ”Hér må du hen igen engang!”
Uden for lufthavnen havde en mand slået en lille bod op, hvor han tilbød friskpresset juice af sukkerrør. Et sukkerrør blev stukket ind i den ene ende af en meget primitiv presser/kværn og fra en tragt i bunden løb en svag stråle af uklar, gullig væske. Jo, det skulle da prøves. Den glade mand hældte noget af den friskpressede juice op i et glas og smed et par isterninger deri. Sukkerrørs juice, eller hvad det måtte hedde, smager ret forfriskende og – i sagens natur – sødt.
Flyet rullede langsomt ud for enden af startbanen og vendte rundt, klar til afgang. Men der skete ikke noget. Efter et par minutter trillede det lige så langsomt tilbage og parkerede det samme sted.
Der var ulidelig varmt i det fyldte fly, og jeg håbede der snart ville ske noget, for ellers ville det her blive uudholdeligt.
”This is the captain speaking. Vi har et teknisk problem som vil skal prøve at have løst inden vi kan komme af sted”. Folk kiggede på hinanden og lidt efter lidt bredte betænkeligheden sig. Efter en halv times tid speedede motoren op, og vi trillede igen ud på startbanen. På vej ud for enden meldte kaptajnen sig igen. Han beklagede det lille ”uheld”, som nu var løst. På en meget fin facon fortalte han, at der havde været et lille teknisk problem, som nu var løst. Til sidst understregede han, at for selskabet (Varig) betyder sikkerheden allermest, og det var grunden til han havde valgt ikke at starte før problemet var løst. Mens flyet accelererede hen ad startbanen tænkte jeg på at, med sådan en melding var der da vist ikke noget at være nervøs for. I øvrigt var det da højst tænkeligt at kaptajnen også tænker på sit eget ve og vel. Han vil vel lige så nødig som vi andre udsættes for uheld.
Og så var vi i luften.

Ankommet til Rio de Janeiro var tiden til fly skift igen meget knap. Da vi kom ud fra flyet stod der en dame og kaldte på dem, der skulle videre til Salvador. I løb nåede vi det lige netop.

Klokken 23 ankom jeg til Salvador, hvor det tydeligvis netop havde regnet ret kraftigt. Her havde jeg ikke arrangeret overnatning hjemmefra, da jeg blot skulle sove lidt, inden jeg efter planen skulle finde en bus til den lille by, Imbassai, ca. 60 km. nord for Salvador. Jeg hyrede en taxa og bad om at blive kørt til busterminalen, som jeg ville så finde et lille hotel i nærheden af.
Fra busterminalen gik jeg i en tilfældig retning for at finde et hotel. Jeg gik, og gik, og gik, men der var ikke skyggen af et hotel. Kun høje huse og meget brede boulevarder. Til sidst måtte jeg overgive mig og prajede en taxi, som jeg bad køre mig til det nærmeste hotel. Chaufføren kørte i retning mod… …busterminalen. Umiddelbart på den anden side heraf holdt han ind ved et lille hotel, som desværre ikke havde nogen ledige værelser. Den meget venlige chauffør fandt et andet hotel i nærheden, takkede pænt og stak mig sit visitkort i tilfælde af jeg skulle få brug for ham en anden. Klokken 01 blev jeg indlogeret på hotellets 7. etage, og så var det blot om at få et hurtigt bad og komme på hovedet i seng.

Herunder 1 minut og 8 sekunders lysbilleder med underlægningsmusik.