Logbogen del 8
Fredag den 13. august 1999, fortsat . . .
---
Kl. 22:35. Forude sås en lang kø. Der var åbenbart problemer med at komme igennem betalingssystemet til motorvejen mod Budapest. Umiddelbart syntes vi ikke, at vi passerede et betalingssystem, der hvor motorvejen ophørte, da vi kørte sydpå. Var det omkring Kesckemet motorvejen begyndte eller endte?
Længere fremme sås blå blink som efter en politibil eller ambulance. Var der mon sket et uheld?
Trafikken stod helt stille, og nogle bilister foran os gik fremad for at se, hvad der var los.
En politibil kom hen imod os. En politimand råbte et eller andet til os, som vi ikke forstod, så vi nikkede blot og lod i øvrigt som ingenting. Langsomt, meget langsomt kom vi nogle få meter frem, og lidt senere kom politibilen tilbage. Denne gang råbte politimanden højt. Blandt ordstrømmen hørtes ordene “Zurück”, og vi kunne se på ham, at han mente det.Der var åbenbart ikke noget at gøre. Vi måtte med besvær vende rundt på vejen og køre tilbage. Ordren gjaldt åbenbart ikke personbilerne .
Nogle hundrede meter længere tilbage sås et skilt med et motorvejssymbol og et lastbilsymbol. Den ordre, vi havde fået var altså kun, fordi vi skulle ind i en anden bane. Og det gjorde vi så. Tilkørslen til motorvejen slog et sving - og hvad mødte os der? En kilometerlang kø - kun af lastbiler. Og hvad værre var. Vi kunne se, at de fleste havde slukkede motorer og lygter. Det tydede klart på, at i denne kø skete der intet... Absolut intet!
Det her kunne da ikke være rigtigt. PNJ gik tilbage til det sted, hvor vi kørte ind i lastbilbanen. Jo, det var rigtig nok. Vi var på vejrute 5. Alt skulle være i orden.
Efter nogle minutter blev vi bekræftet i, at der virkelig ikke skete noget som helst i den endeløse kø. Klokken var 23:15, da jeg gik hen og bankede på døren til den bulgarske lastbil foran os og spurgte, hvorfor der var kø.
Grunden var, svarede han, at bommen var lukket.
Jamen er det her da ikke blot vejen til Kesckemet?
“Nein, nein", grinede han, "vi holder ved grænsen til Jugoslavien........! ”Den var ikke sjov at sælge til PNJ. Chaufføren havde sin kone med. Hun var god til tysk, så hun ville vise os på vores europakort, hvor vi befandt os.
Shit! Vi var kørt forbi afkørslen til Kesckemet, og var fortsat til den jugoslaviske grænse. Meget beredvilligt indtegnede hun med markørpen, hvilken vej vi skulle. Det vidste vi altså godt, men det kunne hun jo af gode grunde ikke vide...
Så blev kareten vendt i en vis fart. Cirka 20 km længere tilbage, omkring det sted, hvor vi fik renset brændstoffilteret, kom vejen -også rute 5- til Kesckemet. Tænk, om vi havde været tålmodige og blot havde ventet i køen. Så havde vi måske pludselig kørt rundt i Jugoslavien hele natten uden at have opdaget det... Dette var vel nok den største brøler, vi endnu havde præsteret, hvad angår vores evner til at finde vej.
---
Kl. 23:40. Vi så skiltet mod Kesckemet, og satte resolut kursen. Vi var på rette vej.
Lørdag 14. august 1999:
Kl. 01:00 var vi kommet på motorvejen, og spiste aftensmad på en tankstation. Vi spenderede i alt 9 D-mark på et par dårlige sandwich. Priserne nærmede sig langsomt vesteuropæiske højder.
---
Kl. 02:05 passerede vi Budapest, som lå badet i lys i det fjerne. Det føltes som om mørket var mere mørkt her mod syd, end det vi kender hjemmefra.
De få lastbiler vi så, var også mere almindelige at se på. Dog bortset fra enkelte små, gamle, rustne spande, som kørte mod storbyen, tungt lastet med meloner. De var nok bestemt for en eller anden markedsplads i Budapest.
---
Kl. 02:50: Omkring 50 km syd for Gyor så vi endelig en “almindelig” tankstation. En gevaldig stor og flot oplyst en med et stort gult skilt: SHELL. Nu kunne vi få tanken fyldt op med diesel af anerkendt mærke og god kvalitet, så nu skulle den fyldes helt op.Chefforhandleren var ikke tilfreds med regningen. Vi havde tanket 162 liter , som tankpasseren forlangte 274 D-mark for. Det lød til at være alt for meget - syntes han.
Efter nogen parlementeren med tankbestyren og hovedbrud med udregning af kurser, var der dog ikke andet at gøre end at betale. Det skal til tankbestyrerens forsvar bemærkes, at det ikke var ham, men det elektroniske kasseapparat, som udregnede prisen. Umiddelbart så det fornuftigt nok ud. Vi måtte blot endnu engang indstille os på, at priserne for alvor var ved at tilpasse sig vore normale standarder.
---
Kl. 04:40. Efter at have været næsten alene på motorvejen de sidste par timer, nåede vi den ungarske/østrigske grænse ved Hegveshalom. Nu var det efterhånden en rutinesag for os at gå ind i de grimme og meget lidt hyggelige toldbygninger. Der var to luger åbne. En luge med lang kø, og en med næsten ingen kø. Naturinstinktet sagde os, at vi lige så godt fra starten kunne stille os op i den største og længste kø. Der var en livlig snak mellem de fleste chauffører, som også her mest bestod af bulgarer og tjekker. De talte en slags international tysk sammen. Vi stod og iagttog, hvorledes den ene forekom at være en slags anfører, eller måske uofficiel tillidsmand for dem alle. Han underholdt også med en historie om, hvorledes han havde narret det tyske politi, men vi forstod ikke rigtig, hvordan det var gået til (men den havde selvfølgelig ikke gået i Danmark).
Det var åbenbart muligt for de andre chauffører at se på os, at vi stadig var en slags amatører, for pludselig kom anføreren hen til os og spurgte, om vi var “lehr” (tom). Jo, det var vi rigtignok. Venligt forklarede han os, at så behøvede vi ikke at stå i den lange kø. Vi kunne blot gå forbi, og direkte hen til den luge, hvor der næsten ingen kø var. I et kort øjeblik tænkte jeg, at det kunne være en slags fælde. De ventede måske alle på, at vi dermed ville komme i miskredit hos tolderne. I vores fantasi fyldte deres høje, hånlige latter allerede rummet i et rungende ekko.
Men den var god nok. Efterhånden havde vi kun to små, relevante dokumenter tilbage. Det så lidt komisk ud, da PNJ stak de usle lapper ind gennem lugen. Alle de andre chauffører havde tykke bunker af dokumenter, sirligt ordnet i rigtig rækkefølge, for at tilfredsstille tolderne. Vi nåede at sige til hinanden, at de få laser her, nok ville få autoriteten på den anden side til at eksplodere.
Men nej. To hurtige stempler - retur med papirerne. Og hvad nu?
Tillidsmanden fra før havde nok set rådvildheden og overraskelsen i vores ansigter. På en venlig måde, som slet ikke passede til hans rå trucker-udseende, viste han os ind i næste hall. Vi blev da bekræftede i, at vi skulle hele møllen igennem igen, selv om vi havde tom vogn. Manden bag lugen spurgte på forståelig tysk, om vi var kørende i en “kleiner oder grosser LKW”.“Kleiner”, nærmest råbte vi i munden på hinanden, selv om vi ikke kendte hans definition på en lille lastbil.Det gjorde det åbenbart lidt nemmere, for nu kunne vi blot gå ud og vente på at blive kaldt frem.
I løbet af rimelig kort tid blev vi beordret til at køre frem til rampen, som vi kendte så godt. En tolder gik op for at glo ned i det tomme lad. Efter at have nikket til en kollega gled bommen op...
---
Kl. 05:20 var vi således TILBAGE I VESTEN.
Vi vidste, at der fra denne morgen kl. 08:00 og frem til søndag aften kl. 22:00 var kørselsforbud for lastbiler i Østrig samt hele søndagen i Tyskland. Vi talte derfor om, hvor langt vi skulle satse på at nå inden kl. 08:00. På en måde ville vi gerne nå Ried, hvor vi overnattede på vejen sydpå, men hurtigt gik det op for os, at det ville være umuligt. Vi kunne selvfølgelig spille højt spil ved at håbe på, at landets politistyrke ikke var så aktive på vejene på dette tidspunkt af døgnet. I takt med vi nærmede os Wien, blev vi enige om, at det nok ville være en stor oplevelse at opleve denne storby. Herregud - Ried var jo langt fra nogen særlig og speciel by, mens Wien trods alt var en hovedstad, kendt for sine flotte bygningsværker med videre. Altså, det tegnede til et weekend ophold i Wien.
---
Kl. 06:30. I nærheden af Wiens centrum spurgte vi en del morgenfriske mennesker om vej til politistationen. På trods af vores glimrende tysk, gloede de bare dumt på os og trak på skuldrene. Fordommene om, at østrigere er et meget reserveret “herrefolk”, som ikke vil lade sig genere af fremmede med en lidt mærkelig tysk accent, fik her god næring. Endelig traf vi en herre som med et smil forklarede, at politistationen lå ude på midten af en kæmpe stor rundkørsel ret forude.På politistationen forventede vi at blive mødt med smil og højt humør, og måske en kop kaffe, for vi ville naturligvis præsentere os som kolleger. Men vi blev klogere.
En meget morgensur mogge forklarede på et næsten uforståeligt tysk (østrigsk) vej til et nærliggende hotel, og gav ordre om, hvor vi kunne parkere lastbilen. Så kunne vi ellers godt fordufte igen.
Vi indlogerede os på et billigt - og meget primitivt hotelværelse med bad, og wc på gangen. Alt var slidt fuldstændig ned, og rengøringspersonalet var vist fyret for mange måneder siden. Brusekabinen var en gammel, gul og gyselig “blikdåse”, som optog det meste gulvplads. Men hvá - vi skulle jo bare bruge værelset til at sove i.!Efter tiltrængt morgenmad gik vi meget trætte i seng kl. 07:45, og var bevidstløse indtil kl. 15:00.
Eftermiddagen blev brugt på spadseretur i Wiens centrum. Vi var meget benovede over byens huse. Det ene storslåede bygningsværk efter det andet knejsede stolt mod himlen.
Sådan gik vi rundt i lang tid. Vejret var ideelt til en sådan sight-seeing. Vi satte os på en stor plads med en prægtig bygning (vist nok parlamentet). Her drak vi hver en øl i smug, for vi havde en fornemmelse af, at der på denne flotte og højtidelige plads var forbudt at sidde og hænge med bajere, som om vi var subsistensløse subjekter. Flotte hestetrukne kareter kørte rundture med turister, og overalt var der mennesker af alle mulige typer.
Vi havde også telefonisk kontakt til folkene i Oustruplund-bussen, som nu var på vej til Lugoj for at opstille den dyrebare last i form af legepladsen. De var nået til et sted mellem Horsens og Silkeborg, så de havde et stykke vej endnu. Da vi jo var "strandet" i Wien, ville det ikke være muligt at vinke til dem, når vi passerede hinanden på vejen. Det ville ellers være sjovt.
Om aftenen spiste vi dejlig mad på en fortovsrestaurant midt i den gamle bydel. Vi havde truffet en del flot udklædte mænd, som solgte billetter til forskellige operahuse, og vi talte om at besøge statsoperaen om aftenen. Selv om det nok ikke lige var vores stil, ville det sikkert være en uforglemmelig oplevelse. Det blev dog ikke til noget - vi var simpelthen ikke oplagte.
Ved midnatstid var det som om alle menneskene forsvandt fra gaderne, og byen faldt nærmest i søvn. Vi fandt også tilbage til vores beskedne hule, og faldt i søvn med det samme.
Søndag 15. august 1999:
Kl. 08:30 stod vi op og var helt friske. Egentlig var vi indstillet på at skulle have hele dagen til at gå i Wien - og det ville nok heller ikke være svært. På den anden side ville vi også gerne hjem. Mon ikke der var nogen, som så småt var begyndt at savne os..?
Under morgenmaden blev vi enige om at gå til politistationen igen. Vi ville så spørge, om der var nogen som helst mulighed for at få disPEPnsation fra kørselsforbudet. Vi håbede, det sure opstød fra dagen før ikke var der i dag, og PNJ blev beordret til at genindtræde i sin post som chefforhandler. Han skulle ganske enkelt skaffe os denne disPEPnsation.
På politistationen blev vi budt velkommen af to morgenfriske og meget sympatiske politifolk. Lige netop den slags, vi kender så godt fra Danmark. Chefforhandleren gik lige til sagen, og efter at have forelagt dem vores problem, kiggede de på hinanden, og den ene svarede venligt:
"Humanitær transport. Tom vogn. Kolleger fra Danmark!! Ved I hvad, hvis I gerne vil hjem - så kør!"
Se det var da til at forstå.
Den rare panser pointerede dog, at han jo ikke som sådan kunne udstede en dispensation. Vi måtte simpelthen køre på chancen. Dog følte han sig sikker på, at såfremt vi blev standset af politiet, ville vi højst få besked på at blive holdende, indtil kørselsforbudet ophørte kl. 22:00. Han mindede os også om, at vi jo ville få et problem med kørselsforbud, når vi nåede til Tyskland, og han udtalte det på den måde, at: “Vi syntes, at tyskerne har en anden mentalitet end os østrigere!”Jo - vi forstod, hvad han mente, og kunne bekræfte ham i, at vi har det nøjagtig lige sådan i Danmark.De takkede for besøget, og vi takkede for det gode råd.
Og så var det med at få pakket og betalt for hotelværelset.
---
KL. 11:45. Vi tog en taxi til det sted, hvor lastbilen var parkeret. Den stod og ventede længselsfuldt på os, så det var bare med at få udfyldt fartskiverne og komme afsted. Inden vi kørte, ringede vi op til bussen for at høre, hvor langt de var nået. De burde være nået et stykke ned i Ungarn.
Til vores forbløffelse var de netop kørt ind i Østrig. De havde haft problemer med bussen, som var begyndt at koge ved Kassel Bakke, så vi var glade for alligevel at få muligheden for at vinke til nogle bekendte på vejen.
Bagefter talte vi om, at såfremt de allerede nu havde mekaniske problemer med bussen, kunne de sidste kilometer i Rumænien godt blive lange!!! Vi vidste jo, hvad vi talte om.
---
Kl. 12:30. Vi kom godt fra start, men var allerede nødt til at holde tissepause. Oustruplundbussen ringede os op for at høre, hvor langt vi var nået. Vi måtte jo holde hinanden orienteret om, hvornår vi skulle vinke.
Lidt senere fandt vi en rasteplads i det modsatte spor af motorvejen, som vi kunne komme over på ved at køre under vejen.
Herfra ringede vi til busfolket og meddelte, at vi ventede på dem på "Raststelle Pölten"
---
Kl. 13:40 - 14:40. Det var dejligt at se en dansk bil igen. Især en bus fyldt med mennesker, hvoraf vi oven i købet kendte nogle af turisterne. Vi tog vel imod en flok smilende mennesker, som var meget interesserede i at høre lidt om hovedbegivenhederne fra vores ekspedition. Snakken gik livligt. Det var helt rart at tale dansk med andre end sin faste ledsager, uden det dog skal forstås derhen, at vi var ved at have slidt hinanden op - på ingen måde.
---
Kl. 17:05. Vi nåede den østrigske/tyske grænse. På vejen fra Wien til grænsen, så vi fire gange politi holdende ved nedkørsler til motorvejen. Ingen af dem gjorde anstalter til at ville stoppe os, på trods af den alvorlige forbrydelse vi begik. Vi havde aftalt, at vi ville opsøge det tyske politi for at vurdere mulighederne om at "få lov til" at køre videre gennem Tyskland, på trods af kørselsforbudet. Vi listede langsomt frem i kørersporet for lastbiler, der -ikke uventet- var fuldstændigt tomt.
Tomme var også toldstederne og paskontrollen. Med andre ord: der var absolut ikke spor af personale af nogen art. Der var altså ikke andet at gøre end at køre videre.
---
Kl. 17:25 - 18:00. Det var tid til at spise aftensmad, så vi holdt ind på en af de utallige “raststelle”. Denne gang i Donaudalen. Vejret var fint, så vi satte os udenfor. Samtidig med vi sad og snakkede om risikoen for at blive “knaldet”, hvis vi fortsatte vores ulovligheder, kom en lille VW-bus med tre uniformerede mænd ind på p-pladsen. Vi var ikke sikre, men det lignede bestemt politifolk. De så meget søgende ud og kørte frem og tilbage. Var det mon chaufførerne fra den lille danske lastbil, de søgte.Vi gjorde os de største anstrengelser for ikke at vise vores tilknytning til Walhalla. Først senere så vi, at der på deres uniform stod "zoll"! Pyh-ha, så var det nok alligevel ikke os, de søgte. Men måske stod de i ledtog med politiet og ville sladre, hvis de opdagede, at vi kørte?
Vi holdt et vågent øje med tolderne, for vi måtte finde et tidspunkt, hvor det var belejligt at stikke af. I et ubemærket øjeblik, styrtede vi hen til bilen, og forlod rastepladsen i en fart. Vi måtte så håbe, at tolderne ikke så, vi kørte.
De første minutter skulle så vise, om vores forsvindingsnummer var lykkedes.......
---
Kl. 18:15. I nødsporet holdt en personbil -Dacia 1310- med motorhjelmen åbnet. To mænd stod på hovedet i motoren. Var det ikke som om vi havde set et sådan syn før???
Vi havde konstant kikket i bakspejlet efter om politiet skulle komme med "horn og lygter". Ville det ske, måtte det snart være tiden.
---
Kl. 18:26. Der var åbenbart andre syndere end os, for i motorvejens sydgående spor så vi den første lastbil. Det var ret befriende, for så havde politiet da andre end os at jagte...
---
Kl. 18:35. Efter flere dage i så lille en “lejlighed”, kan det ikke undgås, at der på et tidspunkt trænger til en lettere rengøring. Kaptajnen fandt, at dette tidspunkt var kommet nu. Der trængte i hvert fald til at blive vasket op. Det varme vand blev skaffet fra kaffemaskinen, der omkring halvanden time tidligere var blevet tændt. Vaskebaljen bestod af en colaflaske, hvor bundet blev skåret af, og lidt varmt vand blev hældt deri. Teskeer, kaffekrus, chokoladekrus og kaffemaskinen blev nænsomt vasket, alt imens vi fløj forbi den ene kilometersten efter den anden. Efterhånden som vaskevandet blev beskidt og skulle skiftes, hældtes det ned i en Fanta flaske. Forsigtighed og tålmodighed måtte der til. Der skulle nødigt komme snavset opvaskevand på gulvet - og det kom der heller ikke.