Logbogen del 2
Mandag 9. august 1999 fortsat . . .
---
Kl. 15:09. PEP serverede varm chokolade for PNJ på motorvej A3, under passage af 541,5 km-stenen, ca. 80 km . før den Østrigske grænse. Fra Oustruplund var der på alle måder tænkt på os - og sørget for os. Ud over alle de dokumenter, vi hen ad vejen ville få brug for, stod der mellem sæderne en grøn mælkekasse surret fast med selv-bindegarn. Madmor fra køkkenet havde pakket den med alle tænkelige ting og godter. Eksempelvis kan nævnes: sodavand, kaffebønner, chokoladepulver, bouillon, tea, sukker, kaffefløde, toiletpapir, servietter med mere. Endvidere var der monteret en kaffemaskine med tilslutning i bilens cigartænder. Nu skulle apparatet afprøves, og sandelig om ikke maskinen virkede. Efter halvanden time var der varmt vand til 2 koppe chokolade.
---
Kl. 16:15 Endelig nåede vi den østrigske grænse. Alle tænkelige dokumenter og pas med videre var i god tid gjort klar til paskontrol og tolden, men til vores store forbavselse og skuffelse, ville ingen tale med os. Videre af Motorvejen. Det var ved at være tid til at finde et sted til overnatning. Om ganske kort tid, havde vi opbrugt vores kvote med hensyn til køretid. Besluttede os for at holde ind til den næste by af en vis størrelse, vi passerede.
---
Kl. 16:45. Ankomst til Ried Im Innkreids. Parkerede bilen ved en tankstation, købte en velfortjent, lokal pilsner, og spurgte om mulighederne for overnatning.
Opdagede at lukketøjet og låsen til vores “bagagerum” var raslet fra hinanden, så lågen ikke kunne lukkes igen. Måtte nødvendigvis repareres inden afgang næste dag.I byens centrum kunne vi parkere ved et lille hotel, hvor “kromutter” og hendes mand tog vel imod os.Vi indlogerede os på et rimelig godt værelse. Spiste (billigt) ude i byen om aftenen i en hyggelig gårdhave. Gik trætte i seng til et gigantisk tordenvejr.
Tirsdag 10. august 1999:
"Krofatter" var meget behjælpelig med at ville reparere vores lukketøj til bagagerummet. Vi skønnede, at Ried var på størrelse med Silkeborg, men på trods af dette, var han ikke i stand til at henvise os til et værksted, hvor reparation kunne finde sted. Han fandt velvilligt noget ståltråd, som da også var meget anvendelig. At vi selv havde noget sådan, kunne vi ikke få os til at sige.
Den venlige vært kunne dog på ingen måde anbefale os at køre sådan i Ungarn, da alle i dette land, efter hans udsagn, stjæler med arme og ben - så var vi advaret.....
Vel udhvilede og med modet på allerhøjeste blus, forlod vi Ried og den venlige værtsfamilie kl. 08:45.
PEP startede ud ved rattet.
---
KL. 10:45. Tissepause på rasteplads i nærheden af Linz. Der var lige en p-plads til vores truck blandt et hav af store kæmper med efterspændt sættevogn. Den lille bil fra Viborg amts Vejvæsen fyldte ikke meget ved siden af alle disse monstre.
Blandt dette mylder, fik vi øje på en kæmpe, stor flot truck. På sættevognen stod der med store bogstaver: “Norwegen International Humanitarien Aid Transport”. Udenfor stod chaufføren og børstede tænder, og vi ønskede ham godmorgen. Da vi efter teksten, på hans truck at dømme, var ude i samme ærinde, var det jo meget passende at få en snak med ham - om ikke andet, så for at “udveksle erfaringer”!Lige som os, var han på vej til Rumænien. Hans last bestod af byggematerialer til et hospital.
Vi havde svært ved at skjule vores begejstring for hans flotte bil - en Renault, og vi tillod os at spørge, om vi måtte se den indeni. Han viste velvilligt førerhuset (stuen)frem. Bagest to store køjesenge, og i øvrigt udstyret med en lille pcér og al mulig anden luksus. Et stort fladt gulv som gjorde, at man kunne stå oprejst i det gyro-ophængte førerhus.
Vi var fulde af beundring. Den rare nordmand syntes vist også, det var rart at kunne tale med nogen, uden nødvendigvis at skulle forsøge sig på gebrokkent udenlandsk, og han var naturligvis interesseret i at vide, hvilken truck, vi kørte i.
Uden at svare direkte på spørgsmålet, bad vi ham følge med, og da vi fandt den lille Scania blandt de store maskiner, grinede vi alle tre.
Nordmanden anbefalede os at krydse grænsen til Rumænien ved Oradea, da denne grænseovergang var næsten ny, og uden de store ventetider. Selv havde han før krydset ved både Nadlac og Yärsand, men især ved Nadlac, kunne det volde problemer at komme igennem tolden.
Turen via Oradea var lidt længere, men dette kunne opvejes af en kortere ventetid.
Vi takkede for de gode råd, og gjorde os klar til at køre videre, mens nordmanden fortsatte med at børste tænder og ønskede os "Held på reisen!"
Straks efter at have forladt rastepladsen studerede vi vejkortet, og besluttede os for at holde fast i planen om at krydse grænsen til Rumænien ved Gyula, da vores lille, åbne læs ikke kunne volde store problemer ved tolden nogen steder.
---
Kl. 13:00. Vi var nu godt på vej op ad alperne. Maskinen arbejdede usædvanlig godt, og bilen som sådan kørte helt perfekt. Vi fulgte de store truckere helt til dørs op ad bjergene.
---
Kl. 12:20 - 13:15. Spise og ombytningspause på Alland rasteplads tæt ved Wien. Indtog et stort og godt måltid, bestående af Wienerschnitzel, på cafeteriaet.
Da vi skulle skifte skive opdagede PEP til sin rædsel, at fartskiven var absolut tom. Enten var fartskriveren i uorden, eller også måtte skiven være vendt forkert. Det ville tiden vise.
---
Kl. 13:45. Passerede Wien. Vejene omkring Wien var meget dårlige. Absolut de dårligste, vi indtil nu havde kørt på.
---
Kl. 14:40. Nåede den ungarske grænse ved Hegveshalom. Under den sidste halve times kørsel i Østrig lagde vi mærke til, at landet blev tyndere og tyndere befolket. Blev enige om, at østrigerne nok ikke turde bo så tæt på ungarerne. Det var næsten, som om vi kunne ane maskinpistolbevæbnede soldater i det fjerne.
Intet personale på grænsen ved den østrigske side.
Kørte videre frem til en bom, som var den første, vi indtil nu havde mødt. Papirerne fra mappen var i god tid fundet frem, og vi stak speditionspapirerne ind gennem lugen til den uniformerede og myndige person.
Så var freden også forbi.
Manden sagde en hel masse mærkelige ord, meget hurtigt efter hinanden. Vi forstod intet af det, han sagde, dog var der ingen tvivl om, at han mente, vi skulle køre tilbage, ligesom ordet “spedition” forekom i hans ordstrøm.Vi parkerede bilen ved en ramp, så tilpas demonstrativt, at den kunne ses alle steder fra. Derefter gik vi ind i en stor administrationsbygning. Indenfor var der en kold atmosfære. alle lyde gav ekko, og midt i det hele stod der to store blomsterkummer med visne palmer. Hele vejen rundt var der kontorer og luger med sure mænd bag glassene.
Der var kø flere steder, og vi valgte den nærmest indgangen. Vi stod og kommenterede dette virvar, indtil en mand henvendte sig til os på dansk. Han var jugoslav, på vej til sit hjemland med en lastbil, lastet med gamle landbrugsredskaber.
Han var også nybegynder som “international trucker”, men han havde et par timers erfaring mere end os i denne bygning.Han fortalte, at vi var nødsaget til at henvende os ved speditøren, som havde til huse i en anden del af bygningen. Han berettede også om, at han var blevet mødt med krav om kaution for at køre igennem Ungarn.
Nu var vores tid ikke til pjat, så vi fandt en dør med teksten “Spedition”, og gik resolut hen til manden ved skranken.Han var i og for sig imødekommende nok, men han bad vedblivende om et dokument, hvoraf det skulle fremgå, at vi på forhånd havde indhentet tilladelse til at transportere denne last af humanitær hjælp igennem Ungarn. Da vi lige så vedblivende hævdede, at vi ikke havde et sådan dokument, trak han blot på skulderen og gjorde os begribeligt, at uden dette dokument - ingen transport.
PNJ gjorde sig de største anstrengelser for at overbevise alle tilstedeværende om, at alt dette papir var helt og aldeles unødvendigt.
Her kom vi trissende i en lille, åben lastbil med humanitær hjælp, som alle burde bifalde, og medvirke til at komme hurtigst muligt frem…”Meine herren, udbrød han, dette er kun en legeplads… Wippen und Karussellen. Verstehen Sie?”Det gjorde de vist ikke, og selv om de måske gjorde, var de i hvert fald fuldstændig ligeglade.Meget symbolsk satte det ind med et gigantisk regnvejr, og det blev “hunde-koldt”.Vi satte os ud i lastbilen og holdt et lille krisemøde.
Under dette kom vores jugoslaviske ven fra før. Hans ansigt var et stort smil, for nu havde han fået grønt lys. Han havde fortalt os, at maskinerne var beregnet for “hans gård” i Jugoslavien, som hans forældre passer. Vi var dog begge enige om, at dette måtte være den officielle forklaring. Det reelle var nok snarere, at han havde set mulighederne for at opkøbe gamle landbrugsmaskiner i Danmark, og derefter eksportere dem til sit hjemland.Hurtigt kom det på tale, at vi blot kunne vende kareten, returnere mod Oustruplund, og den følgende nat blot parkere lastbilen uden for hoveddøren. Og det var så det.
Alternativt ringede vi til Jørn Autrup, og satte ham ind i situationen. Han var lige så uforstående over for vores problemer, som vi selv var. Han ville kontakte speditionsfirmaet i Padborg for at spørge dem til råds og derefter ringe retur.
For at fordrive tiden med noget fornuftigt, gik PNJ tilbage til toldbygningen. NU MÅTTE DER ALTSÅ SKE NOGET.
Lidt senere kom han hovedrystende tilbage og fortalte, at de ville give os tilladelse til at køre, såfremt vi betalte 2.000 D-mark i kaution. I det samme ringede Jørn.
Speditionsfirmaet i Padborg havde sagt, at de da godt kunne have fortalt ham, at vi ville få disse problemer, for deres papirer var kun gyldige til den ungarske grænse...!
Vi blev enige med ham om, at vi måtte betale den krævede kaution, og såfremt vi fik finansielle problemer derefter, kunne der overføres penge til PNJ´s Visakort.
PNJ, som i mellemtiden var udnævnt til chefforhandler for resten af turen, gik målbevidst tilbage til tolderne.
I første omgang havde han ikke forhandlet tingene på plads. Han syntes ikke, han havde fået tilstrækkelig garanti for, at kautionen ville blive tilbagebetalt, når vi kørte ud af Ungarn igen. Endvidere havde de krævet, at de ved udbetalingen ville fratrække 6% af beløbet, som skulle tilfalde dem.... En dygtig chefforhandler æder naturligvis ikke et sådan krav uden videre, så han måtte rådføre sig med kaptajnen.
Over en kop hjemmebrygget kaffe drøftede vi situationen. Som kaptajn var jeg indstillet på at imødekomme toldernes krav, så vi kunne komme videre, og dermed ikke tabe for meget tid i forhold til tidsplanen.
Men sådan skulle det ikke gå. PNJ gik tilbage og foreslog, at vi på stedet ville betale 5% af de krævede 2.000 D-mark, og til gengæld undgå at bruge tid og papir ved udkørsel fra Ungarn.
Den hoppede de ikke på..
Næste udspil gik ud på (løgnagtigt) at hævde, at vi ialt kun var i besiddelse af 2.000 D-mark, og således ikke havde til brændstof, mad og lignende under vores passage af landet. Den grublede de lidt over, og til sidst godkendte en overordnet tolder, at vi skulle betale den mærkelige sum af 1.621 D-mark i kaution.
Af en eller anden grund krævede de, at vi kørte til grænsen i Nadlac, hvor vi kunne få kautionen tilbagebetalt - dog minus de 6%. Nu var det slet ikke vores plan at køre til grænsen i Nadlac. Hjemme fra var vi blevet rådet til at køre til Gyula, da denne grænse var mere moderne, og fri for sigøjnere, som kunne volde visse problemer (hvad det skulle være for problemer havde vi ikke forstået, for dem skulle vi jo ikke snakke med!).
Alt dette blev Jørn sat ind i, at vi aftalte hurtigt, at det chefforhandleren var nået frem til, nok var det bedst opnåelige. Vi måtte acceptere - selv om vi ikke forstod meningen med det hele- og håbe på, at vi fik vores penge tilbage i Nadlac.
Forholdsvis hurtigt blev de sidste papirer udfyldt, og kl. 17:50 (3 timer og 10 minutter efter vores ankomst) fik vi lov at passere bommen.
Nu var vi i Ungarn.