Logbogen del 5
Onsdag den 11. august 1999, fortsat . . .
---
Kl. 08:00. Vi var på hjul igen. Optimismen var høj, skepsisen lige så. Hvor længe kunne det her holde..?
---
Kl. 08:45. Ankomst til Timisoara. Lige inden for byporten var der mulighed for at tanke, og vi bestemte os for at fylde tanken. Netop som vi kørte ind på tanken, mærkedes igen den modbydelige fornemmelse af at røre i ingenting med gearstangen. Denne gang dog i 4. gear. Vi bestemte os for, at vi ikke ville pille mere ved det, men håbe på at 4. gear var passende for resten af vejen.
På tanken blev vi vartet op at tre unge tankpassere. Her er der ikke noget, der hedder selvbetjening. Den ene så efter, den anden gjorde det godt nok, og den tredje gik rundt og vaskede bilruder og tilbød kunderne at få vasket fingre i en balje med beskidt vand.
Slangen til dieselolie var ikke tykkere end en almindelig haveslange, så det tog en evighed at få fyldt tanken. Men pyt med det - håbet om snart at være fremme holdt modet oppe.
Vi kom rimelig let -og rigtigt- ud af Timisoara uden stop af betydning.
På vejen fra Timisoara mod Lugoj kom bilens holdbarhed på sin helt store prøve. Vejen var noget så forfærdelig. Vi kørte meget stille, men bilen klarede det fint i 4. (lav) gear. Vejene var så ujævne og fyldte med enorme store huller, at det ikke lader sig beskrive.
Det var noget overraskende og lidt skræmmende at se, hvor usselt alt så ud. Langs vejene gik mænd i deres bedste arbejdsduelige alder og vogtede høns. Andre trak med en ko, som græssede i rabatten. Elendige hestevogne, som fragtede græs i en mængde, der svarer til, hvad der kan være i en almindelig trillebør. Sørgeligt. Heller ikke husene var bedre end det vi så først på morgenen. I landsbyerne var kloaksystemerne åbne rendestene.
---
Kl. 09:41. Ringede til Nello for at sige, at vi ville ankomme til Lugoj om få minutter (om lastbilen ville). Han og Valli (skolens boss) ville straks køre til byporten for at modtage os.
---
Kl. 10:00. Ankomst til LUGOJ. Ved byporten stod Valli og Nello og vinkede os velkommen. Et virkelig varmt møde. De var tydeligvis glade for at se os, og vi var glade for at være nået frem.
“Welcome to Lugoj”, var Valli´s hilsen. PNJ svarede, med smil på læben: “I will never do it again”, en sætning han i dagene efter blev konfronteret med, når vi varslede tilbagekomst en anden gang. Bemærk: vi tankede diesel i Timisoara kl. 08:45, og ankom til Lugoj 1 time og 15 minutter senere efter at have tilbagelagt en strækning på nøjagtig 51 kilometer . Den lange køretid skyldtes alene vejenes tilstand, for vi kørte turen non-stop med den højst mulige hastighed.Vi glædede os til noget at spise og et lille hvil, for kl. 14:00 ventede et af århundredets helt store begivenheder: den totale solformørkelse.
Vi havde trods alt ikke sovet i 27 timer.
Vores værter ville køre i forvejen og lede os uden om byens centrum - af hensyn til den manglende mulighed for at skifte gear.
“Er du klar over, at vi skal igennem tolden her?” spurgte PNJ, da vi begyndte at køre efter Valli´s gule Dacia 1310. Jeg lod ham forstå, at jeg ikke var oplagt til flere narrestreger lige nu, men han fastholdt, at Nello havde sagt, at vi skulle en lille tur omkring det lokale toldkammer - det ville højst tage en halv time...Det her kunne virkelig ikke passe, og det ville ligne PNJ allermest at bilde mig den slags ind, nu hvor jeg behøvede det allermindst. Nu måtte vi jo se. Der var ikke andet at gøre, end følge efter Daciaén.
I løbet af fem minutter gjorde vi holdt på et sted, som allermest lignede et forladt fabriksområde.
Jo, vi skulle lige omkring det lokale toldkammer. Her i dette land kommer ens tålmodighed virkelig på hårde prøver.
Valli og Nello førte os ind på et kontor på maksimum 15 kvm. Her arbejdede seks mennesker ved i alt tre EDB-arbejdspladser. Lokalet var kun forsynet med et enkelt, nøgent neonrør i loftet, og kontorstolene var almindelig firbenede stole. ALT var dækket af et tykt, gammelt lag støv, og langs panelerne lå måneder gammelt snavs.
Valli førte ordet, og talte hurtigt og bestemt til en mand, som nok var leder af kontoret. I starten fornemmede vi, at de måske kendte hinanden, for de smilede og smågrinede, men i løbet af 5-10 minutter skiftede Valli toneleje, og jeg spurgte Nello, og hun var gal.
“Ja, meget”, svarede han, og man fornemmede på hans ord, at når Valli var gal, så mente hun det ..
Langsomt fandt vi ud af, at vores last skulle besigtiges af tolderne. De ville kontrollere, at alt stadig var på læsset (vi kunne jo have solgt noget på vejen). Problemet var blot, at ingen gad bruge tid på det, for der skulle jo også gøres klar til at se solformørkelse. Det trak i øvrigt mere og mere sammen til regnvejr.
Valli spadserede fra kontor til kontor, alt imens hun brugte mund, og snart kom der flere og flere ud i korridoren for at opleve, hvad der var los.
Nello fortalte, at Valli til sidst telefonerede til tolddirektøren, som mente, at kun en bestemt mand på stedet var til at overtale til at gå ud og kaste et blik på lastbilen. Desværre var denne mand på tjenesterejse til Timisoara...
Langt om længe gik to mænd med os ud. De gik een omgang omkring lastbilen, og gav os allernådigst lov at køre til Scoala Speciala, med strenge ordrer om, at læsset ikke måtte røres, før nogle dokumenter var ordnet næste dag.
Vi var nærmest ligeglade nu. Bare vi kunne komme videre.
Efter ca. halvan0den time fik vi så lov at forlade toldkammeret. Var der mon flere forhindringer inden skolen?
---
Kl. 11:20. VI KØRTE IND GENNEM PORTEN TIL SCOALA SPEPCIALA.
Begge havde vi haft en forestilling om, at snesevis af forventningsfulde børn, ville løbe os skrigende og jublende i møde, når vi rullede ind på p-pladsen. Men sådan blev det ikke.
Faktisk gik der meget lang tid, inden vi så nogen børn.
Intet så ud, som vi havde forestillet os. Børnehjemmet ligger på et stort og rimeligt hyggeligt areal, med træer og bygninger, spredt mellem hinanden.
Vi parkerede næsten lige uden for det, man kan kalde hovedbygningen (administrationen), og blev ledt ind i en slags mødelokale. Her virkede ret hyggeligt, og der herskede en afslappet atmosfære.
Men hvad var nu det? Endnu en tolder? Ja vi ville ikke være overraskede..
En pæn, smilende uniformeret mand midt i tredverne kom os smilende i møde og gav hånd. Han præsenterede sig som “policeofficer” fra det lokale distriktspoliti i Lugoj. Han talte rigtig godt engelsk, og gav udtryk for at være huskendt. I dette øjeblik var alt næsten kaos i vore hoveder. Vi var trætte. Glade og lettede over at være nået frem. Fulde af forbavselse over den hjertelige og alligevel afslappede modtagelse. Mange ville hilse på os, og dog virkede de ikke påtrængende.
Kaffe og læskedrikke var stillet frem på bordet.
“Sig til, når I har lyst til at spise, men giv jer den tid, I behøver. ”Straks" faldt vi i snak med den lokale politimand. Han havde tilsyneladende hørt om vore vanskeligheder ved grænseovergangene, og han beklagede dybt på sit lands vegne, at bureaukratiet var så fremherskende, og han beklagede, såfremt vi havde været nødt til at betale bestikkelse (black-money). Det viste sig, at arbejdsfordelingen i politiet i Rumænien og Danmark på mange måder havde noget til fælles, skønt der også var visse forskelle. Vores kollega her kendte for eksempel ikke til brug af Pc'er.
Efter nogen snak med ham blev vi fortalt, at frokosten var parat, når vi var sultne. Det var vi nu, for vi havde ikke spist noget siden restauranten i Ungarn, aftenen forinden.
Nello viste os over i en anden bygning, som var børnehjemmets børnehave (Kindergarten), og her spiste vi en spisestue, mens Nello og Valli holdt os med selskab.