Jeg har i 5 omgange været udstationeret i Grønland.

Første gang var i Maniitsoq (Sukkertoppen) 2007, hvor jeg var så heldig at få en "sommerassistance" og skriver følgende som indledning:

For blot et par år siden havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag ville finde mig selv i færd med at pakke rygsæk for at rejse til Grønland. Jeg har nemlig aldrig brudt mig om kulde og mørke dage.
Alligevel "kom jeg til" at sende en ansøgning om såkaldt "sommerassistance" ved politiet i Grønland.

At jeg dristede mig ud i at rejse til Grønland skyldes vist nok Søren, som jeg var sammen med i Kosovo. Han er vaskeægte dansker, men har arbejdet og boet i Grønland i vist nok omkring 13 år.

Hans røverhistorier og fortællinger om menneskene og naturen deroppe, vækkede en vis nysgerrighed i mig.

Og når så muligheden pludselig var der, hvorfor skulle jeg så ikke ... ?

Ansøgning, samtale og brev om, at jeg var blandt de ca. 20 heldige, samt efterfølgende "Grønlandskursus", fik mig dag efter dag til at længes med spænding efter at komme af sted.
Måske fordi jeg, i modsætning til de fleste, ikke skulle have familie med, var jeg så heldig, at skulle stationeres to forskellige steder - Maniitsoq (Sukkertoppen) og Nuuk (Godthåb) med 2½ måned hvert sted.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at grønlandskurset klædte mig godt på til opgaven. En skøn blanding af fagligt input og informationer om grønlændere, grønlandsk kultur, naturen, og de muligheder, den giver for oplevelser.

Og således gik det til, at jeg om morgenen den 31. maj kl. 04.30 låsede min yderdør i Svejbæk for at drage af sted mod 5 måneders oplevelser i ukendt land. Mens jeg gik ud til bilen husker jeg, jeg tænkte, at uanset hvad jeg vil synes om opholdet, så ville én ting være sikkert: Jeg ville være en del oplevelser og erfaringer rigere.

Anden gang var også i Maniitsoq (Sukkertoppen) vinteren 2008 til 2009, hvor jeg i indledningen bl.a. skriver:

"Pludselig" befinder jeg mig i Grønland igen.

Hvordan det er gået til vil jeg komme ind på om lidt.
I tidligere artikler har jeg igen og igen prist den store lykke det er at rejse og opleve forskellige steder og kulturer. Denne gang er det ikke helt så lyst og ukompliceret som det plejer at være. Også det vil jeg vende tilbage til.

Jeg forlod Silkeborg mandag morgen den 17. november. Flyet til Sønder Strømfjord (Kangerlussuaq) afgik planmæssigt fra Kastrup omkring kl. 10 om formiddagen. Det var en flot tur med masser af skyfri himmel.
Cirka 4 timer senere startede problemerne. VI KUNNE IKKE LANDE på grund af isbelægning på langdingsbanen, som man ikke kunne få bugt med.
Flyet blev dirigeret mod Island for at tanke og og efter en times tid der, fløj vi tilbage til Kastrup. Her landede vi præcis 12 timer efter vi var startet.
Alle blev indlogeret på hotel, og næste morgen prøvede vi igen.
Alt gik efter planen, og vi landede til tiden i Sdr. Strømfjord.

MEN PROBLEMERNE VAR IKKE OVRE AF DEN GRUND

Der var dårligt vejr på Grønlands vestkyst, så jeg kom først med fly mod Maniitsoq hen under aften. Netop som kaptajnen var ved at lægge an til landing blev vi sendt tilbage mod Sdr. Strømfjord da det var sat ind med islag i Maniitsoq.

Tredje gang var i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) fra den 1. maj 2017 til den 30. april 2018, hvor jeg i indledningen skrev:

Med et døgns forsinkelse (problemer med sigtbarheden) er vi ankommet til vores nye hjem i Ittoqqortoormiit.
Vi blev rigtig godt modtaget.
Vi er blevet vist rundt i byen, og har brugt tid på at indrette huset, som er er meget bedre standard, end vi havde turdet håbe på.

I Grønland må man kun køre med pigdæk indtil 1. maj. Jeg har i dag fået en forespørgsel på dispensation for dette, men da kommunen ER begyndt at rydde sne, blev ansøgningen afslået....

Man kan vel lige så godt være lidt konsekvent fra starten.

"Natten er vor egen", siger man. Her tilføjer vi: ".....men ikke ret længe"

Sol ned kl 00.51
Sol op kl 01.41
Nattens længde er 50 minutter. zzzZZZ godt

Fjerde gang var i Upernavik fra den 1. januar til den 30. juni 2020, hvor jeg i indledningen bl.a. skriver:

Alle FB-vener ønskes rigtig godt nytår. Tak fordi jeg måtte ”kigge med” på jeres opslag af alle mulige slags.
Den 2. januar tager jeg 6 måneder til Upernavik i Nordvestgrønland for at assistere den lokale sherif i at holde ro og orden (det skulle, efter sigende, være en overkommelig opgave).
For dem, som er interesserede, vil der selvfølgelig blive mulighed for at følge med her på siden.

Er nu ankommet til Nuuk sammen med 6 gode kolleger.
Intensivt kursus, indtil den 9. januar, hvor vi bliver fordelt på Grønlands kyst.

”Verden bliver mindre og mindre”, siger vi ofte.
Omvendt er eventyreren, Troels Kløvedal citeret for at sige:
”Jo mere jeg rejser i verden, jo større forekommer den mig at være”
Begge udsagn kan jeg tilslutte mig.

Femte gang var i Qaanaaq fra den 18. november 2020 til den 26. maj 2021, hvor jeg i indledningen bl.a. skriver:

”FOR SIDSTE GANG” blev alligevel ikke ”for sidste gang.”

Jeg er netop ankommet til Qaanaaq i Grønland.
Qaanaaq er beliggende på 77 grader nordlig bredde, og har status som verdens nordligste by (nej, Longyearbyen på Svalbard har ikke status af at være en by).

Da jeg rejste fra Upernavik i juni, sagde jeg ellers, at det var min sidste arbejdsmæssige tur til Grønland.
Nu opstod der så pludselig, ud af det blå, muligheden for at tage tjansen som sherif i Qaanaaq.

Den mulighed kunne jeg ikke lade passere, så nu er planen, at jeg skal være her indtil udgangen af maj næste år.
Jeg skal nok forsyne jer med en opdatering nu og da.

Vil du vide mere - så prøv et par af menupunkterne i menuen ude til venstre.