AFSLØRINGEN

På en af Holmgårdene nordøst for Serup arbejdede en 24-årig ung mand. Vi kan kalde ham Peter.
For ham startede tirsdag den 25. april 1961 tilsyneladende nøjagtig som alle andre hverdage. Hans husbond kaldte på ham omkring kl. 06:00, hvorefter de sammen startede på dagens arbejde i stalden. Alt virkede normalt, bortset fra, at politiet om formiddagen indfandt sig på gården for at hente Peter. Han var ikke mødt i Fogedretten, skønt han flere gange var tilsagt dertil. Sagen var den, at Peter om efteråret forinden havde købt en scooter på afbetaling, og idet han ikke havde betalt de seneste afdrag, havde sælgeren stævnet ham.
I fogedretten betalte Peter, de afdrag han var bagud. Så var den sag ude af verden. Bagefter købte Peter usandsynlig mange cigaretter og en masse chokoladevarer. Derpå lejede han en bil for nogle dage, og i den vendte han tilbage til sin arbejdsplads, hvor han uanfægtet fortsatte med sine opgaver.
---
Torsdag den 4. maj 1961 oplyste en journalist ved Silkeborg Avis, at han fra nogle realskoleelever i Silkeborg havde hørt, om en ung landbrugsmedhjælper, boende nord for Serup, som i de seneste dage havde haft et ualmindeligt stort pengeforbrug, hvilket de unge mennesker havde fundet mistænkeligt.
Ved afhøringer i Serup fandt man hurtigt frem til Peter. Hans husbond bekræftede, at Peter efter den 24. april tilsyneladende pludselig var kommet til penge.
En handlende i Serup bekræftede ligeledes, at Peter overraskende havde betalt en gammel regning på cirka 75 kroner den 25. april
Ligeledes fandt politiet frem til nogle unge mænd, der alle forklarede, hvorledes Peter havde haft dem med på forskellige restauranter i Silkeborg og Århus, og under hvilke besøg Peter nærmest strøede om sig med penge.
Endvidere bekræftedes det, at Peter havde lejet en personbil hos en bilhandler i Silkeborg, om formiddagen den 25. april.
---
Ved den første henvendelse til Peter benægtede han at være kommet til penge, men efter lidt pres erkendte han at have brugt mange penge i dagene efter den 25. april. Han hævdede at pengene var restbeløbet fra sin tidligere arbejdsplads.
Alligevel blev Peter anholdt. Kort tid efter ankomsten til politistationen bekendte han sin ugerning.
Ved ransagningen af hans værelse fandt politiet flere ting, der kunne lede mistanken hen på drabene. Blandt andet fandt man i hans skab en skjorte med blod på flippen og det ene ærme.
Samme dag blev Peter fremstillet i Grundlovsforhør, hvor han igen afgav tilståelse og en detaljeret forklaring.
Motivet til drabene var, at han igennem lang til ikke havde haft penge. Dermed kunne han ikke overholde aftalen om afdrag på sin scooter, og han havde end ikke penge til sit daglige tobaksforbrug og lignende fornødenheder.
Den 1. november 1960 var han blevet fæstet hos sin husbond efter at være holdt op som medhjælper på nabogården. Ved sin fratrædelse der fik han udbetalt en del penge, men først på året 1961 var disse opbrugt.
Grunden til han derfor ikke havde penge var, at hans løn på den nye arbejdsplads alene bestod i to grise, og det avl, som måtte komme deraf. Ganske vist havde svinene fået smågrise, men disse var endnu ikke store nok til at sælge. Nogen havde frarådet Peter at lade sig fæste under disse vilkår, men han syntes selv at aftalen var god.
Efterhånden havde han oparbejdet en betragtelig gæld ved købmænd og lignende i byerne i omegnen, og de havde til sidst afslået yderligere kredit.
Da Peter således var hårdt trængt rent økonomisk, gik der efterhånden panik i ham. Langsomt besluttede han sig for at begå en forbrydelse i sine bestræbelser på at skaffe penge, og Friborg var den, der faldt ham først for, da han vidste, at Friborg lå inde med kommunens penge.
Aftenen forinden drabene var Peter på besøg hos naboen - sin tidligere husbond, som han godt kunne lide. De spillede kort det meste af aftenen.
Omkring klokken 23:00 gik han hjem, og undervejs besluttede han sig for, at nu skulle det være. Da han kom hjem på sit værelse lagde han sig på sengen uden at klæde sig af. For at holde sig vågen lå han og læste, og klokken ca. 01:00 gik han ud og tog husbonds cykel. På den cyklede han direkte til Serup og videre ad kirkestien til skoven. Det var ikke nødvendigt at have lys på cyklen, for det var måneklart vejr. Han stillede cyklen i nogen afstand fra huset, og gik det sidste stykke. Selv om der var lys i soveværelset, kravlede han alligevel ind gennem køkkenvinduet, som ikke var påhaspet. Ligesom Peter kom ind på kontoret, kom Friborg ind fra soveværelset og spurgte, hvad han ville. Peter foregav at ville betale sin skat og bad samtidig om et flyttebevis. Friborg undrede sig over det sene tidspunkt, og vendte sig om for at tænde lys i kontoret. I det samme greb Peter en kost der stod inden for rækkevidde. Med den slog han Friborg i tindingen to gange, så han faldt livløs om på gulvet.
Peter gik derefter ind i soveværelset. Han var blevet klar over, at det var noget galt noget, han havde lavet, og så "måtte han hellere tage hende med!"
Fru Friborg vågnede i det samme. Med kosten slog han også hende i tindingen, så hun faldt ud af sengen og ned på gulvet.
På natbordet lå et bundt nøgler, som viste sig at passe til pengeskabet. Efter at have låst op, tog han en del pengesedler og stak i lommen. Han havde aldrig talt, hvor mange der var, men han anslog at der var cirka 2.500 kroner. Han lod nogle sedler og en del mønter ligge.
Derefter lukkede han lågen til igen, men han låste ikke pengeskabet, og nøglerne lod han sidde i låsen.
Peter ventede yderligere en times tid, hvor han så, at Friborg ikke rørte på sig. Samtidig spekulerede han på, hvorledes han skulle slippe fra det uden at "lave spor". Til sidst besluttede han sig for at sætte ild på huset. I soveværelset lå der aviser og blade i op til en halv meters højde. Alt dette papir satte han ild til med sit fyrtøj. Da ilden havde fået fat, forlod han huset ad yderdøren, som han lukkede efter sig.
Peter cyklede hjem ad samme vej, men han huskede ikke hvad klokken var, da han kom hjem.
---
Det var naturligvis en betryggende tanke at, at den rigtige gerningsmand nu var anholdt, men ved at sammenholde Peters forklaring med den viden man havde fået gennem undersøgelser og ikke mindst via afhøringer af bekendte, fik man det indtryk, at Peter ikke havde fortalt hele sandheden.!!!!!!

Skitse over brandstedets omgivelser.

KASSEN GØRES OP

Da kommunens regnskabsbog også var gået tabt under branden, havde man ingen fornemmelse af, hvor mange penge, der eventuelt manglede i pengeskabet.
De kommende dage blev derfor også brugt til at forsøge rekonstruktion af kassebeholdningen. Det var en overordentlig vanskelig opgave, der krævede afhøring af hver enkelt skatteyder i kommunen. Man skulle så vidt muligt finde frem til folk, som i løbet af april måned måtte have indbetalt penge til - eller modtaget penge fra kommunekasseren.
Det være sig i form af indbetalte skatter, udbetaling af pensioner og lønninger til kommunalt ansatte, ind- og udbetalinger i forhold til kommunens forretningsforbindelser (amt, læger, vognmænd, entreprenører, handlende og mange flere.)

Under disse afhøringer kom man også ind på Friborg's patentlighed med pengesager.
Gang på gang benævntes Friborg som "en god mand for sognet" og "han vil ikke blive let at erstatte."
Ganske spontant priste folk den afdøde Friborg som en i alle måder ærlig og redelig mand med en ualmindelig akkuratesse og pertentlighed i sognets og sygekassens tjeneste, og det var ganske utænkeligt, at han skulle have uorden i sine regnskaber.
Familiens huslæge forklarede blandt andet, at han en gang imellem rundede en afregning op eller ned med eet øre til hele kroner. Det var ganske bestemt, at en sådan regning helt konsekvent blev returneret med besked om at skrive den korrekt.
Kassen skulle stemme.
En person fremførte om Friborg's påpasselighed, at hvis huset kom i brand, ville han udelukkende tænke på at redde sine papirer og regnskaber frem for at bringe sig selv eller hustruen i sikkerhed!

Efter endeløse afhøringer rekonstruerede man kommunens regnskab og fandt derved frem til, at der manglede en kassebeholdning på lige godt og vel 3.900 kroner, hvilket måtte antages at være gerningsmandens udbytte.

Mandag den 1. maj gik efterforskningen mere eller mindre i stå. Nærmest alle i sognet var da optaget af een bestemt ting.

Niels og Kirstine Friborg blev den dag begravet fra Serup kirke. Det fremgår ligefrem af sagen, at afhøringer ikke skulle gennemføres, da det formodedes, at næsten alle ville deltage i begravelsen og den højtidelighed, der fulgte.