Så er der dømt ferie: tre ugers rundrejse i Asien.

29. januar 2019

Selv om solen ikke skinner er der alligevel næsten 30 graders varme, og det er ikke så tosset at dyppe tæerne i det Sydkinesiske Hav.

Med et ufrivilligt ophold i Bangkok (flyforsinkelse) er jeg vel ankommet til Da Nang i Vietnam.

Jeg har en hel lejlighed for mig selv, og ejerne af ejendommen har taget ekstremt godt imod mig. Man fornemmer hurtigt, at venlighed, hjælpsomhed og smil er en del af kulturen her. Ku få forstår og taler engelsk, men kropssprog er jo internationalt, så det volder ikke nogen problemer.

Som altid, så søger jeg det autentiske, frem for det, turistbrochurerne anbefaler.
Jeg trækker mig hurtigt tilbage, når der står 100 europæere og filmer den samme statue, eller den samme udsigt.

Hvad jeg mere konkret har bedrevet, løfter jeg lidt af sløret for, hvis I åbner billederne.

Det var da lidt særligt at dyppe tæerne i det Sydkinesiske Hav, og så sætte sig her og lade tankerne flyde.

Dragon Bridge over Han-floden er én af de 5 større broer, der forbinder byen (lidt ála København/Amager)

...og om aftenen er Dragon Bridge belyst på denne måde.

Lige ved den ene ende af broen (se dragens hale) er der en mindepark for Vietnamkrigen. Lige nu pyntes der ekstra op, i anledning af det vietnamesiske nytår den 5. februar.

Lige ved den ene ende af broen (se dragens hale) er der en mindepark for Vietnamkrigen. Lige nu pyntes der ekstra op, i anledning af det vietnamesiske nytår den 5. februar.

Konen her gør da noget ud af at få solgt sine suppehøns. Hun skal vel há point for det kunstneriske??

I dag tog jeg til nabobyen, Hoi An. Byen er historisk interessant.

Den er sat på UNESCOs liste over Verdensarvsområder. I 1500-tallet ankom portugiserne (de har snart været overalt) og fandt stedet ideelt som havn for verdenshandel. Her oplevede jeg autensitet af høj karat...

Billede 1: Man kan såmænd også købe levende høns. Af hensyn til den gode stemning, vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvordan jeg så nogle af kyllingerne blev behandlet.
Billede 2: Et alsidigt udvalg.

1. 2.
Markedet strakte sig over mange gader, og kan vel nærmest betragtes som organiseret kaos. Men MEGET stemningsfyldt.

I morgen går turen til Ho Chi Minh.

30. januar 2019

På 4.-dagen i hjertet af henholdsvis Da Nang (1.000.000 indb.) og Ho Chi Minh (10.000.000 indb.) har jeg ikke set én eneste politibil eller -motorcykel. Jeg har dog mødt én enkelt politimand. Han stod, med maskinpistol over skulderen, i porten til et kæmpemæssigt, nyt, stort og tårnhøjt politihovedkvarter. Han gengældte venligt mit smil, da jeg målrettet gik hen imod ham. Jeg viste ham mit IPA-politilegitimationskort, som han venligt anerkendte på gebrokkent engelsk. Efter at have bekræftet, at vi er kolleger, afslog han venligt, men bestemt, min anmodning om at tage et billede, af såvel ham, som bygningen (derfor har jeg stjålet et fra Google).

Nå – men hvorfor er det mon, at jeg ikke ser politi i gaderne?

Jeg ser et par muligheder:

1. der er simpelthen ikke behov for politi (jeg fornemmer også stor tryghed her), eller
2. det vietnamesiske politi har formået at praktisere det, dansk politi i mere end 10 har forsøgt at gøre: så vidt muligt at undgå menneskelig kontakt med borgerne (lidt ála SKAT).

Jeg tror jeg vil foreslå Rigspolitichefen at samle sine nærmeste og så tage på studietur til Vietnam. Så kan vi muligvis lære, hvordan vi bliver fri for al den patruljeren i gaderne – også om natten (ironi kan forekomme).