LOGBOG fra den humanitære lastbiltransport til
Lugoj, Rumænien, 8-16. august 1999
FORORD
Oustruplund er en amtslig institution der har til formål at tilbyde "Behandling til børn og unge med særlige behandlingsbehov, som ikke kan rummes på en almindelig institution (særligt udadreagerende adfærd, vold, misbrug, kriminalitet m.m.m.)".
Institutionen har en venskabsinstitution (et børnehjem "Scoala Speciala" i Lugoj, Rumænien).
Eleverne på Oustruplund havde fremstillet materiale til en legeplads til børnene på børnehjemmet. Fra Oustruplund skulle eleverne ned og sætte legepladsen om, men der manglede en lille detalje: Legepladsen skulle fragtes dermed. Hvordan det forløb kan læses herunder . .
FOTO til venstre: Oustruplund
Denne "LOGBOG" omhandler hændelser og episoder, tanker og følelser, som opstod i forbindelse med transporten af legepladsen fra Oustruplund, Kjellerup til Lugoj, Rumænien og retur i den gode Scania 82M, af besætningen døbt "WALHALLA".
Opkaldt efter en tysk kommune, vi kørte igennem på vej sydover.
Afleveringen af LOGBOGEN skal ses som en tak til Oustruplund for den mulighed vi fik for at få en oplevelse for livet, samt den tillid I gav os, da I betroede os den store opgave at bringe legepladsen sikkert til Lugoj.
Vi håber, at så mange som muligt har lyst og får fornøjelse af at læse, hvad vi oplevede.
I erkendelse af, at man skal gribe en chance, når den opstår, var vi ikke sene til at sige: ”ja tak”, da vi fik tilbudet om at køre lastbilen.
Ingen af os havde nogen sinde før kørt bil -og slet ikke lastbil- syd for Flensborg, men det var der jo ingen grund til at reklamere med, for sæt nu I havde fået kolde fødder, og fundet nogle andre til at køre.
FOTO til venstre: Scoala Speciala
Hvis vi på forhånd havde vidst, hvilke problemer/udfordringer, vi ville støde på undervejs, havde vi måske heller ikke haft modet til at tage den lange tur.
I bakspejlet er denne tur da også blevet et godt eksempel på, at de fleste problemer kan løses, næsten uanset, hvor store de synes at være, når man står i dem til halsen.
Selv om vi inden turen fik en grundig orientering om alle mulige praktiske forhold, og selv om der på alle måder var sørget for, at turen skulle blive så komfortabel og overkommelig som muligt, havde ingen af os nogen særlig forventning om, hvordan det hele skulle gå.
Vi var enige om, at vi blot ville sætte os til rattet og køre derudad.
Så måtte vi se, hvad der skete.
Som det vil fremgå af logbogen, viste det sig flere gange, at det nok var det bedst tænkelige udgangspunkt.
Kortet til venstre: Ruten til og fra Rumænien
Vi er også nødt til at nævne, at det rent faktisk er muligt at knytte en slags venskab med en så død genstand som en gammel, stiv lastbil på ca. 15 år og med næsten en halv million kilometer på bagen.
På sådan en lang tur går det op for én, hvor afhængig man er af, at den kan bringe én stabilt og sikkert frem ad de endeløse, og til tider dårlige veje.
Derfor: Tak til Viborg amts Vejvæsen, for lån af den gode, gamle Scania.
Hils hende.
Hele turen kan vi dele op i tre store oplevelser:
1: Selve køreturen, og de gode sjove timer vi havde sammen, samt de problemer/udfordringer vi fik. Især ved grænseovergangene.
2: Mødet med de mennesker, vi traf på Scoala Speciala.
Denne gæstfrihed og venlighed lader sig ikke beskrive.
Fornemmelsen af, at man på to døgn skaffede sig nye venner for livet, er helt fantastisk.
3: Den totale solformørkelse, som vi var så heldige at opleve.
Mange af jer, som vil læse denne logbog, kender os slet ikke, så måske skulle vi kort præsentere os. Vi er begge ansat som politiér ved Silkeborg politi, og vi har endvidere det til fælles, at vi er lige på den anden side af de fyrre år.
Da vi begge har samme (for)navn, har vi i det følgende valgt at benævne os ved vores daglige initialer:
PNJ: Peter Nørskov-Jensen
PEP: Peter Pedersen
Hvor var vi altså heldige med, at Oustruplund har så nær kontakt til SCOALA SPEPCIALA, og lad os slå fast én gang for alle:
Hvis I nogensinde kommer til at mangle chauffører til en lignende tur - så ringer I bare..