DOMMEN

Den 17. november 1961 blev Peter stillet for retten, hvor regnskabets time skulle stå.
Peter havde valgt at få behandlet sagen som en såkaldt "tilståelsessag".
Under retsmødet, der kun varede en time og et kvarter afgav Peter forklaring i overensstemmelse med tidligere.

Peter blev dømt for at have dræbt Kirstine og Niels Friborg, at have begået røveri af særlig farlig karakter og at have brændt deres hus af. Uden nogen betænkningstid afsagde dommeren lovens strengeste straf:
FÆNGSEL PÅ LIVSTID.

Forskellige forsikringsselskaber havde efter mordbranden udbetalt i alt 50.135 kroner til de skadelidte. Heraf udgjorde 27.150 kroner erstatning til Serup kirke for ejendommen. Endvidere havde Serup kommune et erstatningskrav på 3.900 kroner for de manglende penge. Resten var løsøreerstatning til pårørende med videre.
Disse beløb blev Peter også dømt til at tilbagebetale.

Peter modtog dommen og påbegyndte en lang afsoning.

HVAD DER VIDERE SKETE

Den 18. december 1961 blev Peter overført fra Silkeborg arrest til Statsfængslet i Nyborg, hvor man de første syv år betegnede ham som rar og omgængelig, og noget af et sølle skrog, der ikke gjorde sig tanker om fremtiden. Han var barnlig og småt begavet.
Men pludselig sker der noget med Peter. I 1969 konstateredes en nærmest foruroligende evne til at tilpasse sig. Han var pludselig ikke så kritisk og afstandtagen over for de andre indsatte, og arbejdsmæssigt blev han meget stabil og fik evnen til at arbejde selvstændig. Det lykkedes man således at blive udlært maskinsnedker, som den bedste på holdet, og han klarede sig særdeles godt blandt sine medfanger.
Han fulgte opmærksomt med i radio og aviser, og var godt orienteret om, hvad der rørte sig i samfundet, og selv om han egentlig ikke savnede friheden mente man, at han var godt rustet såfremt han atter skulle "ud i samfundet."
Peter udtalte selv, at han udmærket huskede sine handlinger, som han efterhånden tog mere og mere afstand fra, og han følte sig rustet til at starte på en frisk.
Konklusionen på personalets observationer blev, at Peter ad åre havde udviklet en ordnet adfærd, der også satte ham i stand til at omgås andre på fornuftig vis. Man mente ikke der var grund til at frygte, at Peter kunne finde på at begå lignende voldelige forbrydelser, og man skønnede, at han var i stand til at klare et almindeligt stykke arbejde ved en eventuel løsladelse.

Den 5. december 1973 blev Peter prøveløsladt, mod en prøvetid på fem år, i hvilket tidsrum han skulle "holde sin sti ren".
Så vidt vides lykkedes det Peter at starte "på en frisk."