Logbogen del 7
Torsdag 12. august 1999:
Da vi spurgte Nello, hvordan det gik med “behandlingen af vores toldsag”, rystede han voldsomt på hovedet.Valli havde været på kontoret i dag og fået den besked, at der netop var trådt en eller anden ny lov i kraft, så hun skulle udfylde nogle andre papirer, som kunne være godkendt i morgen...!!!
Lastbilen måtte stadig ikke tømmes.
Dagens gode nyhed var, at en ansat på skolen med lethed ville være i stand til at reparere det knækkede gearstangs-ophæng, så det skulle vi i hvert fald ikke tænke på.
---
Kl. 11:00 - 13:00. Sammen med en lærer fra skolen, Viorica, der var rigtig god til engelsk, besøgte vi byens markedsplads. Her vekslede vi D-mark til Lei på det sorte marked. PNJ måtte i dette tilfælde vige pladsen som chefforhandler til Viorica. Den bedst opnåelige kurs var 8.500 Lei for 1 D-mark, eller omsat til danske kroner: ca. 2.000 Lei for 1 krone.
Det vrimlede med handlende på den kæmpe store markedsplads. Det var hovedsageligt beklædning, der blev solgt. Alle mulige mærkevarer i kopi, men efter vores målestok, var tøjet ikke engang særlig billigt, så det blev ikke til megen handel.
På et tilsvarende stort marked ved siden af, handledes der udelukkende med fødevarer. Blandt andet solgtes der i tonsvis af meloner for cirka 10 ører pr stk.
Varmen var næsten u-udholdelig.
---
Kl. 16:00 - 17:00. Vi afholdt “krisemøde” vedrørende tidspunkt for hjemkørsel. Af hensyn til nat- og weekend kørselsforbud i Østrig og Tyskland, var vi nødt til at køre den kommende dag (fredag) og således holde weekend i Østrig, eller vente med at køre fra skolen til søndag aften. På den ene side ville vi gerne snart hjem igen - der var jo også det daglige arbejde og vores familier at tænke på. Omvendt ville vi også gerne blive hos disse vidunderlige mennesker, samt opleve noget mere af Lugoj.Ergo - Vi måtte vælge mellem pest og kolera.
Vi traf den tunge beslutning at vi ville køre hjem næste dag, fredag. Vi var nødt til at fortælle det til Valli og Nello. Vel vidende de ville blive skuffede, og helt sikkert havde planlagt oplevelser for os. Ingen tvivl om, at de gerne ville have “underholdt” os i mindst en uge mere.Rigtigt fornemmet. Meddelelsen om vores afrejse den næste dags eftermiddag blev modtaget med skuffelse.
---
Kl. 17:30 - 01:00. I byen var der folklore-fest, og Valli ville ledsage os til byens torv, hvor et optog af folkedansere fra flere forskellige lande skulle gå i optog og danse på selve torvet. Hendes datter, Oana, var med som tolk, da Valli ikke er meget for at tale engelsk (hun kan godt). Mens vi stod på torvet og nød en lokal øl, oplyste Valli, at vi var inviteret på besøg hos byens kulturdirektør. Hun pegede på en stor bygning (som en gang havde været meget flot), hvor vi i et vindue på 1. sal kunne se en mand sidde og kikke ud. Det var kulturdirektøren. Som sagt, så gjort. Vi indfandt os på hans kontor, blev vel modtaget, og i øvrigt forsynet med et gæstekort til at sætte på skjorten. Fra vinduerne var der den flotteste udsigt over hele torvet, ned langs floden, Timis, og videre til bjergene i det fjerne. Folkedanserne dansede forbi, og et af holdene blev annonceret i højttalerne: “Saltum, Danimarca!!!!” Det var som pokker. Ikke engang i Lugoj, kunne man blive fri for vendelboer.PEP kunne ikke dy sig, han måtte ned på torvet og træde en af dem over tæerne..
Senere var vi inviteret til privat middag hos Rodica, som til daglig er køkkenchef på skolen. Hun serverede Malle (fisk) i to forskellige variationer, blandt andet med dejlig hvidløg. Valli, hendes datter og mand, Viorel samt Nello var der ligeledes.
Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi talte om alle mulige ting. Blandt andet forskelle og ligheder vore lande imellem.
Tilbage på skolen, fik vi en hyggesnak med nattevagten - husker ikke hans navn. Han kunne godt lide at bruge den smule engelsk, han engang havde lært.
Fredag 13. august 1999:
Kl. 10:00 - 10:45. Blev Interviewet af en journalist fra det lokale dagblad og tv station. Han var mest interesseret i at høre, at vi var frivillige og ulønnede, samt især interesseret i at høre om alle vore problemer ved tolden. Heller ikke han undlod at beklage, at bureaukratiet var så stort. Siden kommunismens fald, var det desværre kun gået een vej med papirnusseriet - den forkerte.
---
Sidst på formiddagen var toldpapirerne vist nok i orden. Men naturligvis ikke uden problemer. Da Valli kom til tolden om morgenen, viste det sig, at de papirer, der var udfærdiget i medfør af den nye lov, alligevel ikke var de rigtige. Sammen med loven, var der kommet helt nye blanketter. Værsgo..
I orden eller ej. Vi fik i hvert fald lov at læsse af. På toldkontoret havde Valli fået kopi af et dokument, som vi måske kunne få brug for, når vi skulle tilbage over grænserne. Det blev omhyggeligt anbragt i mappen - for alle tilfældes skyld.
En mindre flok midaldrende mænd begyndte at læsse af, mens vi sammen med Nello sad i skyggen af træerne og betragtede de sveddryppende arbejdere. Det var tydeligt for os, at det nok var en større mundfuld, end vi lige havde forestillet os. Skulle vi mon hjælpe. Nej. Det lå ligesom i luften, at vi var hævet over den slags arbejde.
Men hvad var nu det? Fem soldater kom marcherende hen mod lastbilen. De så nu ret fredelige ud, og bar da heller ikke maskinpistoler. Nello lod forstå, at Valli havde ringet til brandstationen i nærheden for at bede om hjælp, og disse soldater aftjente deres værnepligt netop der. Det var ikke at håbe for disse unge mænd, at de skulle i krig, for så ville de ikke være i stand til at marchere ret langt. Deres støvler var så udtrådte, at de reelt gik på ydersiden af foden, og der var ikke spor efter såler mere.
I løbet af en lille times tid, var lastbilen tom, og ladet fejet rent. Soldaterne fik hver en vandmelon som tak for hjælpen, og marcherede hjem igen.
Så var det tid for bil reparation. Stedets ”praktiske gris” fandt et gammelt svejseværk frem. Det var svært for ham at komme til, for reparationen skulle foretages mellem førerhuset og ladet, hvor der kun var meget lidt plads. Vi kunne ikke umiddelbart vippe førerhuset frem, da kablerne til udløseren var sprunget (det havde vi nu ikke gjort). Alternativt tippede vi ladet helt op, og så var der plads. I løbet af ca. 10 minutter, var gearstangsophænget svejset, og reparatøren garanterede for kvaliteten. Der blev straks aflagt en prøve som indicerede, at han havde ret. Det var rart, og varslede en god, sikker og tryg hjemtur.
FOTO: Bilen repareres
Kl. 11:30 - 12:30. Rundvisning på skolen.
På grund af sommerferie var der ikke ret mange børn til stede.
Souschefen, Petar, viste os stolt rundt med Viorica, som tolk.
Især en ret ny skolebygning var de stolte af - og med god grund.
En del af inventaret var, så vidt vi forstod, bragt til skolen fra Oustruplund.
Vi besøgte en del af de pavilloner, som udgør skolen. I enkelte af dem, mødte vi nogle børn, som led af fysiske og psykiske lidelser af forskellig art.
De virkede glade, og syntes klart, det var spændende at få besøg af fremmede. Selv om de havde det godt, var det alligevel som om fortidens dårligdomme stadig sad i væggene. Der lugtede ikke så godt, og inventaret og vedligeholdelsen var dem ikke at misunde.
FOTO: Glade børn
De sov i værelser på størrelse med et stort, dansk børneværelse. Her var der blot 12 køjesenge i hvert rum.
Det var yderst interessant at høre, hvilke fremskridt der trods alt var sket, siden børnene sad bundet til sengene for cirka 10 år siden.
Kl. 14:35. Afskedens time var kommet. Tidligere havde vi talt om, at vi på en eller anden måde burde vise vores taknemmelighed. Det ville være så nemt at give dem en form for drikkepenge, men det var også klart, at det ikke var en passende måde at takke på. Om morgenen ringede vi til Hans -eller var det Søren- for at spørge, hvad vi skulle gøre. Da ingen af os havde tænkt på noget i den retning hjemmefra, blev vi lovet, at “busfolket” nok skulle sørge for en påskønnelse på vores vegne, når de nåede frem. I løbet af den sidste halve time samledes der flere og flere mennesker i stuen. Vi sad alle omkring sofabordet, og der blev mere og mere stille. Nello forsøgte sig en sidste gang.
FOTO: En glad dreng
“Hvorfor bliver I ikke og hilser på dem fra bussen, når de kommer?” (mandag).
Til sidst måtte vi mobilisere den allerstærkeste viljestyrke, vi holdt en lille afskedstale, takkede for den hjertelige modtagelse og al den gæstfrihed, vi havde oplevet.
Vi lod dem forstå, at vi aldrig før havde følt venskab opstå så hurtigt, og det var svært for os at tro, vi aldrig skulle ses igen.
Uden for døren tog vi afsked med kindkys, klumper i halsen og tårer i øjenkrogene.
Til sidst måtte vi simpelthen bare gå hen til bilen og smække dørene i.
Da vi kørte ned mod vejen, kunne vi se, at de alle sammen stod og vinkede, indtil de ikke kunne se os mere.
Der gik et par minutter, inden vi sagde noget til hinanden.
"Jeg du´r sgu ikke til at tage afsked!"
"Nej, men lad os nu komme hjem!"
"Med lidt held er vi hjemme natten til tirsdag!!!"
---
Kl. 15:57. Lige før Timisoara gik lastbilen i stå. Lige som forleden morgen. Den dødede bare - uden videre.
Kort tænkepause. Den første og mest nærliggende teori var, at der var luft i systemet efter at være kørt tør for diesel om onsdagen.
Lige foran tanken fandt vi en pumpe med udluftningsskrue. Mon ikke det var der. Efter at have pumpet startede bilen frejdigt igen. Py-ha. Lad os så komme videre!
Med tom bil mærkede vi ujævnhederne og hullerne i vejene endnu tydeligere. Kaffebønner, cigaretpakker, vejkort og toiletpapir og alt muligt andet, fløj i bogstaveligste forstand rundt i kabinen og fyldte til sidst gulvet.
---
Kl. 16:01. Nåede Timisoara, som nok er på størrelse med Århus, og fandt ud den rigtige vej. Kurs Arad.
---
Kl. 16:35. Bilen gik i stå for tredje gang. Vi luftede ud igen, men stillede spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden var det, der var problemet. Hvorfor skulle det først vise sig nu??
Tilstoppet brændstoffilter blev nævnt som en mulig årsag. Teorien gik på, at de dårlige veje kunne have rystet snavs og slam løs i tanken.
---
Kl. 18:50. Vi nåede den rumænske/ungarske grænse ved Nadlac efter adskillige stop. Bilen kunne kun holdes kørende, hvis vi kørte med en hastighed af knap 70 km/t . Vi havde uden held forsøgt at finde frem til brændstoffilteret.
Ved grænsen var der en enorm lang kø af lastbiler.
Netop som vi standsede bagest i køen, stillede to sigøjnere sig an foran bilen. De ville vaske forruden, men nu var vi jo erfarne i det der med sigøjnere og tiggere, så vi vinkede afværgende til dem. Vi skulle bestemt ikke have vasket ruder.
Sigøjnerne var blot af en anden opfattelse. De vaskede uanfægtet alle ruder og sidespejle omhyggeligt, og straks efter henvendte de sig i førersiden:
"Chef, fünf mark - fünf mark bitte!"
Og sådan fortsatte de cirkus. De gav ikke så let op, men naturligvis ville vi ikke betale dem for den uønskede ydelse.
Langt om længe ankom en lastbil, som holdt ind bag os. Og så var det hans tur. Nu var vi da fri. Indtil vi langsomt kom lidt længere frem i køen. Der stod det næste hold vinduesvaskere.
"Nein - nein!" Nu havde vi jo lige fået vasket ruder, så nu kunne det da være helt lige meget. Ingen betydning. Ruderne blev vasket igen, og denne gang virkelig omhyggeligt. Selv den mindste flueklat blev vasket af.
"Chef, fünf mark - fünf mark bitte!"
Nej, nej. De kunne rende os et vist sted. Det gjorde de bare ikke.
Til sidst stillede sigøjnerkvinden sig helt op på trinbrættet. Uden at sige noget, vedblev hun at stirre med store, runde, bedende øjne lige ind i ansigtet på PNJ.
Han havde svært ved at beherske sig, men som kaptajn måtte jeg beordre ham til at ignorere denne simple tigger.
"Chef, Ich Kinder essen - ich Kinder essen!"
Da det heller ikke hjalp, ændredes hendes ansigtsudtryk sig fra ydmyghed til raseri. Idet hun sprang tilbage til asfalten, placerede hun en stor, løbende spytklat på sideruden. Der var kun en ting at gøre. Grine ad det!
Da vi langt om længe var sluppet af med disse vinduesvaskere, der forsøgte at hverve kunder i køen, som voksede bag os, forlod PEP bilen for at udforske toldområdet, og prøve at få en fornemmelse af, om der mon var muligheder for at slippe uden om køen, nu da vores lad var tomt. Den sunde fornuft sagde os, at vi nu burde sidestilles med en personbil. Et hurtigt blik på lastbilkøen og bommene længere fremme talte ikke for, at der var nogen fornuft i at forsøge at “mase” sig frem.Da PEP kom tilbage til bilen, sad PNJ og grinede højt. Han havde trosset kaptajnens ordre om at ignorere sigøjnerne, og havde nu indledt forhandling med en af dem om nogle gyselig grimme træskulpturer. Han mente at have fået presset prisen helt i bund, og var på nippet til at slå til. Kun en kraftig appel til hans sunde fornuft om, at disse ækle tingester kun var brugbare som hadegaver, fik ham til at afstå fra at handle.
Da sigøjneren hovedrystende var forsvundet hen til næste lastbil, vendte PNJ sig om med ordene:
“Jamen, det var da billigt. Jeg fik ham presset ned i halv pris"!
”Så snakkede vi ikke mere om det". Langt om længe nåede vi frem til selve toldområdet. Det gik op for os, at vi på trods af det tomme lad var nødt til at aflægge tolderne et personligt visit. Denne bygning havde vi ellers ikke de bedste erfaringer med.
Ved lugen spillede vi højt spil. Kun dokumentet, som vi fik af Valli, blev præsenteret. Til vores store glæde - og forbløffelse- satte tolderen et stempel på et stykke hvidt papir med en masse nuller på, stak det ud gennem lugen og bad os køre frem til bommen, som vi passerede kl. 20:30.
SÅDAN.
Så var vi igen i “ingenmandsland” mellem Rumænien og Ungarn. Cigaretbeholdningen nærmede sig igen nulpunktet, så vi måtte hellere proviantere. Vi havde desuden en smule rumænsk valuta, som vi ligeså godt kunne fyre af.Umiddelbart sås der denne gang ingen bevæbnede og tiggende soldater, eller letlevende sigøjnertøser, så vi kunne i fred og ro gå til den tax-free luge og handle.
Så ventede det ungarske toldområde. Samme cirkus. Venten i kø. Stemple papirer på to kontorer, og derefter stille sig i endnu en kø for at vente på udkald.
---
Kl. 21:30 rullede vi ind i det højt civiliserede Ungarn, og justerede samtidig vores urer.
Klokken var nu 20:30 - dansk tid.
Og hvordan ville det nu gå med vores motorproblemer? Havde et passende hvil ved denne grænse afhjulpet problemerne? Man havde vel lov at håbe.
---
Kl. 21:20 var vi igennem Szeged. Lastbilen var “kun” gået i stå et par gange, og den kørte langt fra optimalt. Vi bestemte os for, at vi skulle prøve at finde et værksted eller en servicestation, som kunne være behjælpelige med at afhjælpe problemerne (sent fredag aften - optimismen var stadig i behold!).---
Ca. 30 kilometer vest for Szeged holdt vi ind på en service station i håb om at finde hjælp. Den enlige tankpasser lød ikke særlig optimistisk, men indvilligede i at “se på sagen”. Han luftede også muligheden for, at han måske kendte en anden, der kunne hjælpe.Han tog et hurtigt blik over situationen, og beordrede førerhuset tippet frem. Det var lidt pinligt at måtte gøre ham forståeligt, at dette ikke umiddelbart lod sig gøre. Alligevel fik han os stillet an ved hver sin side af førerhuset, hvor vi manuelt kunne aktivere de to låse, som holdt førerhuset på plads. Det var også dette, der voldte os problemer, da vi skulle have svejset gearstangsophænget, fordi kablerne var sprunget. Mens vi brugte alle kræfter på dette, begyndte tankpasseren at pumpe - på den pumpe, som vi utallige gange havde luftet ud til brændstoffet!!!!! Førerhuset begyndte at tippe fremover.
Vi havde pumpet og pumpet til ingen verdens nytte.
Hurtigt fandt han brændstoffilteret, som blev skruet af, og det viste sig at være en stor klump mudder og slam. Gutten gav ikke filteret mange chancer for at overleve et indgreb til bekæmpelse af al den snavs, men han vaskede det alligevel nænsomt i benzin, og hurtigt var det som nyt. Det var det måske, da vi kørte hjemme fra. Han beordrede os på en prøvetur - og iih, hvor det gik. Nu kørte hun nøjagtig så godt, som vi huskede hende.
Vi kørte tilbage til vores redningsmand og ville betale med glæde. Vi kunne ikke rigtig få ud af ham, hvad han ville have som betaling. Hele indgrebet tog kun fem minutter, men vi var rede til at betale godt. Da vi ikke kunne få ham til at sige et beløb, blev vi enige om, at han skulle have 20 D-mark. De ville være godt givet ud i forhold til alle de 20-mark sedler, vi var afkrævet på diverse toldkontorer med videre.
Desværre viste det sig, at vi ikke havde mindre end 100-mark sedler -og det var dog for meget. Til gengæld havde vi 900 Forint (den lokale valuta), svarende til ca. 30 danske kroner. Dem fik han, og virkede rimelig tilfreds. Men vi ærgrede os længe over, at vi ikke kunne stikke ham en passende D-mark seddel. Dem kan de nemlig godt lide på disse breddegrader.
---
Kl. 22:25 var vi atter på hjul, og nu skulle vi bare der-ud-ad.