SANDHEDEN

De kommende dage blev brugt til yderligere afhøringer af mange mennesker, der på den ene eller anden måde kendte familien Friborg eller Peter.
Der ud over sammenholdt man Peters forklaring med de forklaringer vidner og andre allerede havde afgivet, samt de resultaterne af de tekniske undersøgelser.
---
Var det muligt, at den patentlige familien Friborg ikke havde påhaspet et vindue? Var det muligt, at nøglen til pengeskabet lå på natbordet? Var det muligt, at der nærmest flød med aviser og blade i soveværelset? Var det muligt, at Peter kunne slå Friborg ned med en kost?
Disse - og mange andre spørgsmål måtte undersøges nærmere.
---
På forhånd måtte man stille spørgsmålstegn ved en del af Peters udsagn. Alle, der kendte familien Friborg nærmere, var enige om, at vinduerne som en selvfølgelighed var påhaspede. Det var utænkeligt at forestille sig, at nøglen til pengeskabet skulle have ligget på natbordet. Soveværelset blev ikke brugt som samlested for gamle aviser og blade. Ingen havde nogen sinde set en kost stå i kontoret.
---
Som dagene og ugerne gik, blev Peter afhørt igen og igen. For hver gang ændrede han forklaring, der pegede hen imod et mere sandsynligt hændelsesforløb.
I et grundlovsforhør den 8. juni forklarede Peter, at han på forhånd havde truffet beslutning om, at han nok blev nødt til at dræbe sine ofre, da han sandsynligvis ville blive opdaget under sit forehavende.
Da han således cyklede hjemmefra, medbragte han et stemmejern, der skulle bruges til indbruddet, en skruenøgle som i givet fald skulle bruges til at slå Friborg ned med, og en flaske renset benzin samt sit fyrtøj, der skulle bruges til ildspåsættelse.
Peter gemte sig i ly af mørket cirka 25 meter fra huset. En times tid efter lyset i soveværelset var slukket, gik han hen til køkkenvinduet, hvor han skrabte kittet af en rude, som han pillede ud. Derved kunne han række ind og afhaspe vinduet. Derefter satte han ruden på plads igen ved hjælp af de små stifter, der sad i rammen. Da Peter var kommet ind i køkkenet stod han en tid musestille for at forvisse sig om, at der var stilhed i huset. Derpå gik han ind i kontoret, hvor han afbrød telefonen ved at rykke ledningen til hørerøret af. I det samme blev der tændt lys i soveværelset. Peter indså, at Friborg formentlig havde hørt ham, og han gik resolut ind i soveværelset, hvor Niels og Kirstine lå i sengen. Uden at sige noget gik Peter hen til Niels Friborg, som han slog to gange i hovedet med skruenøglen. Peter blev først da klar over, at skruenøglen slet ikke var tung nok til at dræbe Friborg med, for det lykkedes ham at komme ud af sengen, og det kom til håndgemæng. Fru Friborg skreg derved, og hun kastede eet eller andet hårdt i hovedet på Peter, så der kom en lille skramme. Under slagsmålet kom Friborg og Peter ind i stuen, hvor Peter fik Friborg ned på gulvet. Her tog han kvælertag på Friborg i to til tre minutter, indtil han formodede at Friborg var død.
Derpå gik Peter igen ind i soveværelset, hvor fru Friborg stod. Han gik hen til hende, og tog også kvælertag på hende. Da han slap hende, sank hun livløs om på gulvet ved siden af sin seng. Fru Friborg havde værget for sig, og herunder fik Peter en lille rift ved det ene øre.
Nøjagtig som forudset, fandt han nøglerne til pengeskabet under Friborg's hovedpude, og med dem låste han skabet op og stjal pengene.
Efter at have tænkt sig om en tid, fandt han en avis, som han vædede med den medbragte benzin. Avisen blev placeret ved siden af Fru Friborg's lig. Endvidere hældte han benzin ud over hendes dyne i sengen, hvorefter han satte ild på og gik fra stedet.
Da han klokken 04:00 kom til sin husbonds gård så han i retning mod Serup for at se, om han kunne se røg. Det kunne han ikke, men det var heller ikke sikkert dette var muligt på grund af den store afstand.
Han bemærkede, at der var blod på hans skjorte, hænder og det ene øre. Skjorten blev lagt i skabet, og han gik ud og vaskede blodet af sig.
Derefter gik han i seng og sov indtil morgenens arbejde kaldte.
Peter pointerede, at han var uden kendskab til, at han den følgende formiddag blev hentet af politiet og fremstillet i Fogedretten.
---
Dommeren bestemte, at Peter skulle mentalundersøges.

MENTALUNDERSØGELSEN

I løbet af sommeren dette år var Peter til mentalundersøgelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.
Mentalundersøgelsen bestod i en temmelig nøje undersøgelse af Peters familiemæssige baggrund, forhold til skole og kammerater, forskellige arbejdspladser og helbredstilstand med videre.
---
Peter havde tre søskende. Hans far og mor havde et husmandssted på 3 tønder land. Faderen havde desuden forskelligt arbejde ved siden af, ligesom moderen af og til havde lidt husligt arbejde. Forældrene var begge stræbsomme, og holdt huset pænt.
I skolen havde Peter svært ved at følge med. Han var genert og indesluttet, og legede sjældent med andre børn, men var henvist til at stå alene i et hjørne. Ingen havde dog noget imod ham, men han kunne ligesom ikke skabe kontakt med andre. Han opførte sig upåklageligt, og skulkede aldrig fra skole.
Faderen og moderen betegnede Peter som en ganske almindelig dreng, der havde været let at opdrage. Ad åre blev han dog mere og mere stilfærdig og indesluttet. Da han blev større og flyttede hjemmefra viste han hurtigt, at han ikke var i stand til at administrere pengesager. Han brugte altid sine penge straks efter at have fået dem i hånden, og som oftest blev de brugt på nogle ganske unødvendige ting.
Så vidt man vidste, havde han ikke tidligere lavet noget kriminelt bortset fra, at han som 15-årig stjal tyver kroner.
Forskellige arbejdsgivere havde en lidt hårdere måde at fortolke Peters indesluttethed på.
De gårdejere, han havde tjent, mente alle, at Peter var en doven og ugidelig rad, der var helt ude af stand til at arbejde selvstændigt. Irettesættelser og bebrejdelser syntes at gå hen over hovedet på ham, og han forekom i det hele taget upålidelig.
Omvendt syntes de alle, at han var dog mod både dyr og børn.
Hans eneste interesse syntes at være motorkøretøjer, og når han havde penge lejede han gerne en bil for at køre rundt med egnens unge mennesker, som han også gerne inviterede på restaurant og lignende. Her betalte han også gerne øl og spiritus for de andre, og det syntes i det hele taget, at han var nødt til at købe sig til en omgangskreds. Straks efter at have brugt sine penge, var Peter dog ganske uinteressant for sine såkaldte venner.
De såkaldte venner oplyste, at Peter var lidt "træls". Det var nærmest af medlidenhed de tog ham med i byen, hvor han gerne var ret rundhåndet. Når han ikke havde penge, så de dog aldrig noget til ham.

Pigerne dansede kun nødigt med Peter, og de havde alle bemærket, at han åbenbart "ikke var interesseret i andet end at danse".
Alle var enige om, at Peter havde een stor svaghed. Tit pralede han med sine pengesager. Han gav altid indtryk af at have en masse penge i banken. For disse penge ville han en gang købe sin en gård eller en lastbil, så han kunne blive vognmand. Ingen sagde Peter imod, men det var en udbredt opfattelse, at hans pralerier var udtryk for en drøm, der aldrig kunne gå i opfyldelse.
---
Selv syntes Peter, at han havde haft en god barndom. Han mente at have klaret sig jævnt godt i skolen, og han syntes han kom godt ud af det med kammerater og lærere.
Han mente at have klaret sig godt på sine arbejdspladser og syntes ikke, at han har været særlig langsom og uselvstændig. Peter mente selv, at han i det hele taget havde haft et godt forhold til såvel arbejdsgivere som kammerater og omgivelser i det hele taget.
Han var heller ikke af den opfattelse, at han blev udnyttet af andre unge, når han inviterede dem i byen, for han "fik da også somme tider af dem." Han var altid i jævnt godt humør, uden de store udsving, og nærtagenhed lå ham langt fra sinde. Dog nagede det ham lidt, at han ikke var i stand til at komme med "kvikke bemærkninger" som andre kunne, og han var også ked af, at han aldrig har kunnet snakke fortroligt med nogen.
---
Til mentalundersøgelsen fortalte Peter stort set det samme om sin forbrydelse, som han havde forklaret politiet. Det faktum, at han "kun" skulle have to gylte (hungrise, red.), deres afkom og foderet til dyrene i løn, vidste han godt var lidt usædvanligt, men han gik ind på aftalen for at hjælpe sin nye husbond. Dog mente han ikke selv, at aftalen var så tosset endda. Der opstod blot det problem, at svinene måtte løbes om, hvorved "det hele blev forsinket en måned - det var det, der gjorde udslaget!!"

Da Peter som bekendt var i alvorlige økonomiske vanskeligheder med hensyn til afdrag på scooteren og forskellige købmandsregninger, udtænkte han i løbet af et par uger den plan han gik frem efter. Han regnede med, at Friborg's nøgler eller tegnebog nok lå under hovedpuden. Derfor kunne han ikke undgå at blive konfronteret med kommunekasseren, og for ikke at denne senere skulle kunne afsløre ham, fandt han det nødvendigt at slå ham ihjel. I forbindelse med disse spekulationer følte Peter ikke nogen ubehag, endsige afsky eller skræk. Det var overvejelser om risikoen for at blive afsløret, der fik ham til at beslutte sig for at udslette sporene ved hjælp af ildebrand.

Under mentalundersøgelsen erkendte Peter for første, og eneste, gang, at han under drabene også slog fru Friborg med skruenøglen, inden han kvalte hende. Denne erkendelse vendte han aldrig tilbage til.
I de første dage efter drabene var Peter lidt nervøs for at blive afsløret, men som dagene gik, tog nervøsiteten af. Til gengæld spekulerede han aldrig over det mistænkelige i, at han pludselig brugte mange penge.
Selv om han var helt på det rene med, at samfundet fandt hans ugerning aldeles forkastelig, var han på intet tidspunkt følelsesmæssigt påvirket af den. Han spekulerede end ikke på, at det var synd for familien Friborg.
Peter kunne ikke forklare hvorfor der ikke var noget, der holdt ham tilbage fra forbrydelsen. Han kunne til gengæld godt forstå, at han kunne finde på at planlægge handlingen, "for der var jo ikke anden mulighed for at skaffe penge!!"

I månederne efter sine forfærdelige handlinger fandtes Peter ikke at have været i dårligt humør, endsige deprimeret, og han syntes ikke at finde sin tilværelse håbløs. Det lod ikke til at han følte ubehag, forfærdelse eller anger.
Han gav dog udtryk for, at han bestemt ikke mente at kunne foretage lignende handlinger igen..!

Under sit ophold i Sikringsanstalten forsøgte Peter at flygte. Han blev taget i at save i een af tremmerne, men forsøget blev betegnet som ukvalificeret.

Resultatet af undersøgelsen blev, at Peter måtte betegnes som primitiv og afstumpet, og uden større følelse for andre. Til trods derfor blev han fundet egnet til straf på normal vis.