De første dage

At sidde i et flysæde og mærke den specielle kraft, der udløses, når maskinen mister jordforbindelsen, er ikke uvant for mig. Specielt de sidste 5-6 år det det blevet til adskillige flyveture.
Især dem, der kender mig privat ved, at jeg har et helt specielt forhold til flyvemaskiner, og det at flyve. Egentlig ville jeg jo have været jagerpilot, men den drøm blev manet til jorden den dag i folkeskolen for mange, mange år siden, da lærer Lørup, under en forældresamtale - og uden at blinke med et øjne - lænede sig frem over bordet, kiggede mig i øjnene, og bekendtgjorde: "Peter, det er du slet, slet ikke klog nok til!!" Og så var der i øvrigt ikke mere snak om det.

Enkelte gange er det dog noget helt særligt, når flyvemaskinen letter. Således også om aftenen den 10. juni 2009, hvor maskinen fra Amsterdam Airways havde destination: Kabul, Afghanistan.
Det er helt specielle tanker, der "flyver" gennem hovedet på én under sådan en tur. Tankerne ledes først og fremmest til dem - og det, man mere eller mindre skal undvære igennem det næste års tid. Hvad er det egentlig, der venter? Vil tiden føles lang? Hvad vil arbejdet bestå i? Hvor farligt er det? Hvordan vil jeg klare klimaforandringen? Kort sagt: Hvad er det, der venter forude?
Sandt at sige, så var det også første gang, jeg nærede en vis bekymring for at flyve. Det var min første flyvning siden maskinen fra Air France, AF447, styrtede i Atlanterhavet - nøjagtig 14 efter jeg havde fløjet med den selv samme maskine. Well; det gør det jo ikke mere farligt at flyve, men følelsesmæssigt kom det lige lidt for tæt på.

Maskinen fra Amsterdam Airways var charteret af det danske forsvar. Ud over de 5 kolleger, jeg tog af sted med, var det derfor hovedsagelig danske soldater, som var med.
Heldigvis var der ikke så mange med, så vi havde hver tre sæder, hvilket gjorde det muligt at ligge ned og sove. Af førnævnte grunde vågnede jeg ved hver eneste antydning til turbulens, og frygtede det værste.
Maskinen mellemlandede ved 2-tiden om natten i Trabzon, Tyrkiet, for at tanke. Det siges at mellemlandingen skyldes at man ikke kan være sikker på at det er muligt at tanke i Kabul. Derfor tankes der op i Trabzon, således det er muligt at komme vel ud af Afghanistan igen. Det lyder jo som en meget fornuftig disposition ... .

Omkring kl. 08.30 torsdag morgen landede vi i Kabuls militære lufthavn. Fra flyet havde jeg dannet mig et indtryk af omgivelserne, der mildest talt så trøstesløse og golde ud. Så langt øjet rakte fra flere kilometers højde, sås brunlige bjergsider, nærmest ørken. Hvor der slynger sig en flod, er der dog en vis vegetation i form af grønne marker.

Ikke uventet var det som at få den berømte hammer i ansigtet, da vi steg ud af flyet. Selv om det var tidligt om morgenen, føltes det meget varmt, men dog tåleligt.

Vi blev modtaget af en lille håndfuld danske kolleger, som har været her i nogle måneder. To af dem, Frede Nissen og Henrik Rose, har jeg i øvrigt været sammen med i Kosovo, så det var jo også gensynsglæde (var der nogen der sagde: "Tordenskjolds soldater"?)

Sikkerheden har i enhver henseende første prioritet, så inden vi bevægede os væk fra lufthavnen fik vi udleveret en skudsikker vest. Den vil blive vores faste følgesvend de kommende måneder.

Vi kørte herefter til EU-hovedkvarteret, som ligger forholdsvis tæt på lufthavnen. Al kørsel foregår i (skud)sikre B6 køretøjer.
For at komme ind på hovedkvarteret, bliver man sluset igennem nogle meget stærkt bevogtede porte.

Den velkendte, nu pensionerede chefpolitiinspektør, Kai Vittrup er "Head of Mission" i Afghanistan. Han inviterede os på sit kontor, hvor han fortalte om missionen, dens historie, fremtidsplaner m.m.m.

Herunder blev det gjort klart, at to af os (den ene var udpeget hjemmefra) skal til Helmand provinsen, nærmere bestemt byen, Lashkar Gah.

Der blev spurgt efter en frivillig og efter at have set sig lidt omkring var det som om alles blikke var rettet imod mig.
Det var ikke lige det, jeg var mest lun på. Jeg havde hele tiden sagt, at jeg ville foretrække Kabul da jeg helst vil være der, hvor der er mest socialt samvær med kolleger fra mange lande.
Der var endda søgt tre konkrete stillinger til mig i Kabul.

Jeg lovede, at jeg ville tænke over det et par dage.
Til gengæld lovede Vittrup, at hvis jeg sagde ja, kunne vi aftale at der var en måneds fortrydelsesret.

For at gøre en lang historie kort, så besluttede jeg mig for at sige "ja" til Helmand og Lashkar Gah.

Af flere årsager.
Jeg har talt med nogen der har været dernede - samt tre englændere, der er dernede. Det lyder til at være ganske godt dernede, måske endda bedre end i Kabul. Det gælder både selve arbejdet, leve- og indkvarteringsforholdene, samt sikkerheden. Jeg havde da også selv tænkt tanken inden jeg tog hjemmefra. Jeg husker jo fra Kosovo, at dem, der arbejdede i hovedkvarteret synes de var omgivet af for mange høvdinge, og havde svært ved at komme ud og opleve landet på tætteste hold.
Jeg ved ikke så meget om, hvad jeg kommer til at arbejde med i Lashkar Gah, men det bliver nok en form for polititræning eller vejledning af mellemledere - helt fra bunden. Vi bliver "kun" to danskere, og vi skal bo og arbejde sammen med 5 engelske kolleger i en britisk militær base.
I løbet af en uges tid bliver vi nok sat på et fly derned.

Overalt er her støvet og gråt/brunt. Kun enkelte steder ses træer eller anden grøn vækst.

Det var en meget speciel fornemmelse at sidde i den sikrede bil med tommetykke ruder og en fornemmelse af at have "sit på det tørre", og iagttage de lerklinede, faldefærdige huse og fattige mænd, kvinder og børn vandre af sted efter jagten på "hvad ved jeg".
Det er lidt svært at få nogle ordentlige fotos af omgivelserne, da vi ikke må stoppe op eller rulle de tonede bilruder ned.
Risikoen for angreb er simpelthen for stor.
--
Vi blev indkvarteret i en stærkt bevogtet base, der hedder Green Village. Her fik vi hver en lille lejlighed med soveværelse, stue og bad.
Værelserne er forsynet med tv og internetadgang, så det var jo fint.

Dagen efter vores ankomst blev min Helmand-kollega, Mogens Esbensen (Aalborg) og jeg dog rykket sammen på et værelse.
Vi blev åbenbart "nedprioriteret", da vi ligesom ikke hørte til i Kabul, men blot var i "transit" til Lashkar Gah.
Green Village manglede værelser, så sådan måtte det være. Det blev så på bekostning af tv-apparat og sofaarrangement.

Da vi vidste, at opholdet i Kabul ville vare op mod et par uger, gjorde vi "oprør", og i løbet af et par dage lykkedes det os at få hver et værelse igen.
Sikkerheden i Green Village varetages af bevæbnede Gurkhaer.
Gurkhaer er et folk fra Nepal, der i mange år har tjent englænderne i blandt andet krigssammanhænge (læs mere her). Deres styrke er, at de er yderst loyale, disciplinerede og pligtopfyldende. Der er absolut intet, der er overladt til tilfældigheder, når de er i nærheden. Hver gang en bil (også vores egne) skal ind på området, bliver den grundigt undersøgt for at sikre sig, at der ikke er placeret sprængstof under den, ligesom der er grundig id-kontrol.
Rengøringen m.m. i lejren varetages af afghanere, men de bliver visiteret af Ghurkaerne inden de bliver lukket ind hver morgen. Når afghanerne f.eks. skal gøre rent på vores værelser, står en bevæbnet Gurkha i døren og følger enhver bevægelse den ansatte foretager sig - også for at forhindre tyveri.

På en måde har jeg en rigtig god fornemmelse i maven m.h.t. det kommende års tid hernede. Det ser ud til at blive meget spændende og godt.
Der er en fantastisk god stemning blandt alle jeg har mødt. En meget almindelig bemærkning er, at "tiden flyver af sted!"
På en anden måde har jeg en mindre god fornemmelse i maven. Jeg, og de fleste andre nyankomne, blev angrebet af en pludselig diare, som nærmest ingen "ende" ville tage. Til sidst har måtte jeg gå til medicinmanden og få noget "stop-medicin". Det viste sig at være så effektiv, at jeg ikke var på toilettet i flere dage, men derefter gik det den rigtige vej.

Lægen har også fortalt os, at årsagen til diare IKKE skyldes maden, som er lavet i specielle, rene køkkener og importerede madvarer.
Forklaringen er: I Kabul er der mange steder uden egentlig kloaksystem. Det er almindeligt at afghanere sætter sig i rendestenen og gør "det". I varmen tørrer "det" hurtigt, og da der som regel bliver blæsevejr om eftermiddagen hvirvles bakterierne rundt sammen med støvet og inficerer os via den luft, vi indånder...... MEN, tarmene skulle vænne sig til det med tiden...!!!!!

Vejret er forholdsvis varmt om dagen, og om natten køler det ned til ca. 15 grader. Vi har sågar haft ca. 30 sekunder med nogle få regndråber..

Her i starten er der meget, som minder mig om de første dage i Kosovo. ALT er så nyt og forvirrende. Det, der kaldes check-in procedure er noget bureaukratisk, hvilket kan være svært at forstå for udenforstående. Man skal dog huske på, at sådan en mission er et isoleret samfund i samfundet. Man skal registreres i div. databaser, have oprettet intern e-mail adresse, oprettes i lønsystemet (meget vigtigt), registreres hos lægen, have udleveret radio, nødhjælpsforsyning, telefon, m.m.m.
Endvidere er der en række kursusdage med forskellig undervisning, så man også ad den vej bliver mere dus med arbejdsgange, regler, mandater o.s.v.

Vi var blandt andet på et to-dages kursus i at køre de tunge (skud)sikre biler. Det var et rigtig godt kursus, der bl.a. omhandlede reaktion ved beskydning, hvordan man undviger, flygter, forsvarer sig og hjælper sårede fra én bil til en anden.
Som afslutning på kørekurset brugte vi den sidste halvdel af 2. dagen til at køre lidt rundt i Kabul by. Det var noget af en oplevelse. Jeg ved faktisk ikke, om der eksisterer en egentlig færdselslov her i landet - jeg tvivler. I hvert fald er det tydeligt, at enhver er sin egen lykkes smed. Vi fik således rigelig mulighed for at afprøve nogle af de teoretiske ting, vi havde lært: lad dig ikke presse ind i en blindgyde eller op ad et autoværn, hold dig så vidt muligt midt på vejen, og hold bilen i fart. STANDS ikke op medmindre det er bindende nødvendigt o.s.v.

Turens mål var et højdedrag, kaldet "TV Hill", midt i byen.
Det var rigtig spændende at se byen fra toppen.

Hold da op, hvor er den grim og fattig.

Det siges, at Kabul er Verdens 4. fattigste hovedstad (hvordan man så end regner det ud..).

Jeg er dog tilbøjelig til at tro på det.

Det, at byen er så grim og fattigt, synes jeg er meget fascinerende.

Det er en skærende kontrast til det, vi kender hjemmefra og fra de fleste andre steder i Verden. Det er fantastisk at tænke på, at så mange mennesker kan leve så usselt. Børnene i gaderne leger og griner endog nøjagtig lige så meget som børn andre steder i Verden.
På vejen op ad TV-Hill forsøgte fattige børn at standse os for at tigge. Instruktøren advarede imod, at når vi kørte nedad ville de måske blokere vejen for at tvinge os til at standse.
Efter at have taget nogle billeder fra toppen, gik turen nedad. Ganske rigtigt, så havde nogle børn blokeret vejen med store sten. Det var fristende at stige ud og smide stenene ind til siden, men ihukommende, at det faktisk KAN være en fælde, så lykkedes det os at få børnene til at fjerne stenene ved at gestikulere og tude i hornet.
Vi kom også forbi det "fodboldstadion", hvor Taliban helt frem til slutningen af 2001, hver fredag, underholdt byens "rettroende" befolkning med henrettelse af de kvinder, der havde (ellers påstås at have) været deres mand utro. Det gøs nu lidt i maven at se den store græsplæne, vel vidende, at den tidligere har været farvet rød af menneskeblod..
Rigtig godt og nyttigt kursus.

Senere var vi på et fire-dages kursus i udvidet førstehjælp, kulturel forståelse, forhold over for landminer, kidnapning o. lign. Også et rigtig godt kursus, som nok især var nyttigt for os, der skal sydpå til "krigs-helvede".
Kurset blev afholdt på en britisk base tæt lufthavnen. Basen huser et privat selskab ved navn Amour Group, der har speciale i sikkerhed og beskyttelse af VIPér.
Det var imponerende at iagttage den heftige lufttrafik der var af transportfly af alle mulige typer og fra hele Verden. Jeg tror Kabul lufthavn må være lige så travl som Paris lufthavn. Jeg bliver helt rundtosset ved at tænke på alle de resurser der bliver brugt på at holde hjulene i gang hernede. Tænk på, at Afghanistan ikke har adgang til noget hav, så intet kan sejles hertil. Der foregår selvfølgelig en vis landevejstransport af bestemte varer, men da godstransport er forbundet med store risici, er man nødt til at flyve meget ind.

Vi har visse, endog begrænsede, bevægelsesmuligheder i Kabul by. Der er mange forskellige militærbaser rundt omkring i byen. De fleste af dem, kan vi uden problemer køre til og fra.
Der er dog ganske bestemte sikkerhedsregler, der skal følges: man skal være mindst to i bilen, hvoraf mindst den ene skal være bevæbnet. Man er naturligvis iført sin skudsikre vest m.v., og inden man kører, meddeler man til Hovedkvarteret hvor man kører hen, og hvornår man forventer at være hjemme igen. På den måde ved Hovedkvarteret altid, hvem der er på farten, hvor de er, og hvem der er i sikker havn.

En dag ville jeg og 3 kolleger køre en tur til en af de amerikanske militærbaser i Sluse porten til Hovedkvarteret Kabul by.
Jeg har næsten altid kameraet klar, således også på den tur.
Ved indkørslen til basen ville jeg tage et billede af de gigantiske sikkerhedsforanstaltninger, der var opstillet i form af betonsøjler m.v., så man måtte køre slalom for at komme helt frem til selve porten.

Netop som jeg havde taget billedet så jeg et stort skilt med "Fotografering forbudt".

Nå, man er jo "en af dem", så det kunne der vel ikke ske noget ved.
Længere fremme blev vi standset ved selve check-pointet.

En soldat henvendte sig til mig med ordene: "Må jeg venligst se dit kamera?" Hvordan kunne han vide at jeg havde et kamera mellem benene?
Jeg gav ham selvfølgelig kameraet og han bad os vente. Han kaldte op på en radio og sagde, at hans chef ville dukke om i løbet af et pr minutter.
Vi var selvfølgelig ikke i tvivl om, hvad der var gang i. Vi snakkede om, at Guantanamo basen vist ikke er helt lukket ned endnu, så måske ville jeg ende der, inden dagen var omme .... .
Efter et par minutter kom et kæmpestor, amerikansk soldat. Han var nu venligheden selv, og bad høfligt om lov til at se det billede, jeg havde taget. Jeg viste ham det naturligvis, hvorefter han bad mig slette det, mens han kiggede på.
"Of course, Sir; jeg er meget ked af, at jeg ved et uheld forbrød mig mod reglerne!" Omvendt undskyldte han på det nærmest ulejligheden, og sagde, at "that's what happens".
Han gav mig også det råd, at jeg ikke skulle tage billeder inde på selve basen, for det "vil helt sikkert blive set", som han udtrykte det. Hmm, der måtte jo sidde nogen med kikkerter oppe i de tårne, der omkranser basen.
Behøver jeg nævne, at jeg IKKE tog nogen billeder indenfor hegnet.
Basen var i øvrigt rigtig hyggelig, med små gader med træer og blomsterbede og små cafeer m.m.

En dag kom Forsvarsministeren, Søren Gade, på besøg i hovedkvarteret. Han ville se sig omkring, og naturligvis hilse på os danske politifolk.
Den lille, uhøjtidelige sammenkomst, blev ikke så fornøjelig, da det netop var den dag, hvor tre danske soldater blev dræbt i Helmand. Det var tydeligt at se, og mærke på Ministeren, at det berører ham dybt, når danske soldater betaler den ultimative pris for at gøre tjeneste hér.

Som dagene gik, blev Mogens og jeg naturligvis en smule utålmodige efter at komme af sted til Lashkar Gah. Vi vidste stadig ikke nøjagtig, hvad vi skulle lave dernede. Endelig kom dagen, hvor vi fik bekræftet, at vi skulle af sted fredag morgen den 26. juni. Turen skulle gå med fly fra Kabul lufthavn til Lashkar Gah via Kandahar.
Et par dage før vi skulle rejse fik vi besked om, at vi snarest muligt skulle tilslutte os et regionalt polititræningscenter i Kandahar, hvor vi skulle hjælpe med at monitere uddannelse af lokale politifolk. Uddannelsen skulle formentlig starte mandag 29. juni.
--
Tidligt om morgenen den 26. juni blev vi kørt til Kabul lufthavn, hvor et lille Beechcraft fly ventede. Fly af den type har to motorer og plads til 16 passagerer.
Det lille fly var hurtigt på vingerne, og mens jeg kiggede ned på det golde landskab, fyldtes jeg med spænding over at tænke på, hvad der mon ventede i Lashkar Gah ... .