29.marts 2021

10. april 2021

FØRSTE FRIDAG I 153 dage: 
Ingen forstyrrende telefon, et par lange gåture, pizza med ekstra ost, chili og løg, 1/1 flaske rødvin (!!!) og så en dobbelt whisky med indlandsis inden sengetid..

Whats not to like.....!!!

15.maj 2021

”MUNAMINGNUT UTEQIHUT” - eller DE ER KOMMET TILBAGE TIL DERES LAND, står der på den lille bronzeplade, placeret ovenpå et gravsted på Qaanaaqs kirkegård
Det er svært at tyde teksten på bronzepladen, men de 4 navne dækker over en tragisk historie, der udspillede sig for cirka 125 år siden.
Den legendariske polarforsker, Robert Peary bragte i 1897 fem mænd og en 6-årig dreng, ved navn Minik, med sig til USA.

De blev ikke tvunget med, men drevet af løfter om oplevelser, varmt klima, og, frem for alt: de blev lovet at kunne vende tilbage til ”Snowland”, hvis de ønskede det.
Ved ankomsten til New York, stod det dog hurtigt klart, at Peary havde skjulte intentioner.
Disse mennesker, med det karakteristiske udseende, blev installeret i en kælder på New Yorks Naturhistoriske Museum. Her blev de genstand for videnskabelige studier og lejlighedsvis vist frem som dyr i zoologisk have.
Allerede det følgende forår blev 4 af de voksne mænd angrebet af tuberkulose og døde. Den femte mands skæbne er uvis, men han rejste angiveligt tilbage til Grønland.

Tilbage var så den lille dreng, Minik. Han havde allerede mistet sin mor inden afrejsen fra Grønland. Nu bad han om lov til at få sin far, Qisuk, begravet efter traditionelle ritualer, men der var allerede andre planer med de døde kroppe. Derfor fyldtes en kiste med sten. Ovenpå lagde man en udstoppet "krop" dækket under et klæde, og så blev kisten begravet. Alt imens fjernede man kødet fra Qisuk`s krop, og udstillede skelettet i en montre og brugte den til videnskabelige studier.

Minik, derimod, blev adopteret af museets kurator, Mr. Wallace, som dog gjorde meget ud af, at Minik ikke skulle vide, hvad der i virkeligheden var sket med hans far. Minik lærte dog den sande historie at kende fra en avisartikel, men gentagne bønner om at få sin fars lig udleveret blev afslået.

Han drog derpå tilbage til sit folk.
Han havde dog glemt sproget og kulturen, så det blev så svært for ham, at han valgte at rejse tilbage til USA, hvor han ernærede sig ved forskellige jobs.
Han døde i en ung alder under en influenzaepidemi i 1918 i Pittsburg, hvor han ligger begravet.

En amerikaner ved navn Kenn Harper arbejdede herefter hårdt på at få Qisuk og de tre andre mænds kroppe hjem til Grønland.
Anstrengelserne bar, efter årtier, frugt, og i 1993 blev resterne af de 4 mænd bragt til Grønland og begravet ved en ceremoni på Qaanaaq kirkegård.

ENDELIG HJEMME.

Billederne herunder kan "klikkes op i størrelse".

Billede 1: Lidt syd for byen ligger kirkegården. Her fandt de 4 mænd fra "Snowland" endelig hvile efter en næsten 100 år lang "rejse"
Billede 2: Af mindepladen fremgår det, at mændene døde i en alder af mellem og 13 og 53 år
Billede 3: Her er gruppen samlet under deres rejse til USA. Minik står som nr. 2 fra højre og holder sin far, Qihuk i hånden

1. 2. 3.

Billede 4: Et af de få billeder af Minik som dreng. Polarklæder er byttet ud med klassisk amerikansk beklædning.
Billede 5: Manik Wallace (i daglig tale kaldet "Mene"), på det sted, hvor han, efter eget ønske, er stedt til hvile i Pittsburg, USA.

4. 5.

15.april 2021

DEN FEMTE THULE EKSPEDITION med polarforskeren, Knud Rasmussen startede for nøjagtig 100 år siden.
Det var en hundeslæderejse, der varede 3 år, og gik fra Thule over Arktisk Canada, langs Alaskas nordkyst til Beringstrædet og den nordøstligste spids af Sibirien.
Formålet med ekspeditionen var at møde og dokumentere de Inuitbefolkninger, der boede tværs over det Nordamerikanske kontinent, for at indsamle ny viden og få indsigt i deres kultur og levevis.
Ekspeditionen forløb over tre år, fra efteråret 1921 til efteråret 1924, og dannede grundlag for en af verdens fineste, og mest omfangsrige, arktiske samlinger, der i dag findes på Nationalmuseet i København.
Knud Rasmussen havde blandt andet K’avigarssuag Arnarulunnguaq (det hed han faktisk) som slædehundefører. 
Min gode ”veninde”, Regine Kristiansen, som jeg har været til middag hos nogle gange, er faktisk datter af K’avigarssuak Arnarulunnguaq.
Når man hører Regine fortælle og vise billeder fra turen, mærker man for alvor historiens vingesus.
Ekspeditionen er godt beskrevet i bogen: Den Store Slæderejse
--
Min slæderejse i dag var ikke helt så lang, men jeg fik da fornøjelsen af at være på en 4 timer lang hundeslædetur på Inglefield Fjord med Mads Ole Kristiansen og hans 14 slædehunde.

Billederne herunder kan "klikkes op i størrelse".