Der kom et skib
Torsdag den 31. maj kl. 09.45 lokal tid (4 timer efter dansk tid) ankom jeg sammen med fem andre danske kolleger til lufthavnen i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Vi var selvfølgelig nødt til at skulle ud og skyde et par billeder af det karakteristiske afstands skilt, der står udenfor.
Temperaturen var vel kun et par grader over frysepunktet, men det virkede ikke koldt, for der var solskin og ingen vind.
Som den eneste skulle jeg til Maniitsoq, mens de andre skulle til Nuuk.
Ledelsen havde arrangeret, at vi skulle sejles til vores destinationer i stedet for "bare" at skifte til et andet fly.
Sejlturen skulle foregå i en af politiets 4 såkaldte "politikuttere" (de beskrives mere detaljeret andet steds). Vi var således blevet forberedt på, at vi ville få en meget smuk sejltur, som vi nok aldrig ville glemme - og sådan blev det.
Vi blev vel modtaget af tre kolleger fra Nuuk, der var kommet for at ledsage os med den røde politikutter, "SISAK I", som lå for anker et stykke ude i fjorden. Ved kajen ventede en vejrbidt grønlænder i en gummibåd, som skulle bringe os ud til kutteren.
Gummibåden kunne fragte tre passagerer med bagage ad gangen, og virkede bestemt ikke større end den var.
Til min overraskelse var der en del drivis i fjorden, som "matrosen" måtte manøvrere udenom så godt det nu lod sig gøre.
Efter ca. 5 minutters sejlads lagde vi til ved siden af kutteren, og blev hjulpet ombord.
Jeg må sige, at jeg blev noget benovet over kutterens standard og størrelse. Det er ikke noget lille skib.
Besætningen består af 5-7 mand. Skibet er indrettet med en hyggelig og rummelig messe med tv og computer arbejdsplads, køjerum til mindst 9 passagerer, baderum, samt tilsvarende faciliteter til besætningen.
Kommandobroen er udstyret med den (så vidt jeg kan vurdere) ypperste teknologi.
Vi fik at vide, at vi skulle afvente en kollega, som skulle komme med fly fra en anden grønlandsk by. Hans flyafgang blev imidlertid udsat flere gange, så da klokken var 16.20 blev der blæst til afgang - uden sidste mand.
Ventetiden havde vi tilbragt med en blanding af hyggesnak og mere officiel orientering. Skibskokken serverede naturligvis også en dejlig, traditionel dansk frokost, med alt hvad hjertet kunne begære.
Folkene fra Nuuk havde også været så fikse at arrangere et mini kursus i det edb-system, vi anvender på Grønland. Det er i øvrigt det samme, som blev brugt i Danmark indtil år 2000, så det var jo gensynets glæde (eller sorg?)
Sejlturen fra Søndre Strømfjord til Maniitsoq var planlagt til 14 timers sejlads. Dem, der skulle til Nuuk måtte regne med yderligere 10 timer ...
SISAK I er ganske vist ikke nogen speedbåd, men dog et rigtigt skib. Hvis sejltiden måtte forekomme lang, skyldes det derimod snarere, at Søndre Strømfjord er en del større end Horsens Fjord.
Faktisk er der omkring 200 km ud til havet. Derfra skulle vi dreje til venstre - mod syd, om man vil - og fortsætte mod Maniitsoq og Nuuk.
Jo, det var en storslået og smuk tur. De første timer sejlede vi fra tid til anden i drivis. På et tidspunkt var isen så tæt, at skibet havde stort besvær med at bane sig vej.
Vejret var klart, og der blæste en svag vind på langs af fjorden. Temperaturen var omkring 3 grader.
Fjorden synes meget smal. Måske så det sådan ud på grund af de stejle klippevægge og snedækkede bjergtoppe, der rejste sig faretruende på begge sider. På kommandobroen, hvor vi var velkomne kunne vi se på diverse instrumenter, at vanddybden svingede mellem 50 og 270 meter.
Hen på aftenen styrede skipper tæt ind under land for at vise os noget. Og der ... På den næsten lodrette klippevæg stod en stor moskusokse. En prægtig, stor flot fyr med grå hår på ryggen.
Umiddelbart efter kom vi forbi udmundingen af en anden lille fjord, hvor landskabet var mere fladt. Her så vi også sneharer og ørne, der svævede stille og majestætisk hen over deres territorium.
Da klokken blev 22.30 overmandede trætheden mig, men da var det også næsten 24 timer siden (tidsforskellen) vækkeuret fik mig på benene hjemme i Svejbæk.
Skipper lovede at vække mig i god tid før ankomst til Maniitsoq, så jeg kravlede træt men fortrøstningsfuld under dynen i min køje.
Første dag i Grønland havde været en stor oplevelse. Både førstehåndsindtrykket med kollegerne, men ikke mindst det naturmæssige.
Der gik vist kun få minutter før maskinens monotone lyd førte mig i dyb søvn.