4. januar 2018

Vi kan sådan set godt forstå, at I derhjemme omtaler Grønland som ”Det Kolde Nord”.
I de kommende dage bliver det ned til minus 30 grader, noget snefald, og bemærk: stjerneklart i dagtimerne.

Alligevel synes vi at vintervejret er fantastisk og meget bedre end det vintervejr, I alle sammen snakker om. Vi mærker slet ikke kulden, og tænder blot et par ekstra stearinlys.
Fri os for blæst, regn og gråvejr.


11. januar 2018

Godmorgen Danmark. 
Så måtte sheriffen ud og skovle sne ?

19. januar 2018

I dag stod solen op igen.
Desværre var der overskyet.
Der er ellers tradition for at bestige byens højeste punkt og fejre begivenheden.

I morgen er dagen 39 minutter længere end dagen i dag.
Vi går hastigt mod lysere tider.


20. januar 2018

Lidt før midnat i aftes gik en isbjørn på land mellem sygehuset og Aages hus.

Herfra slentrede den hen til alderdomshjemmet og "kiggede ind ad vinduerne". Det er selvfølgelig ikke ufarligt at have sådan en bamse gående rundt midt i byen, og da isbjørnejagten igen er begyndt, blev den nedlagt af den fanger, som kom først.

3 - 4 timer forinden var Conni ude at gå en tur, netop der, hvor bjørnen blev skudt. Stof til eftertanke, og endnu en stor oplevelse at have med i bagagen, når vi, inden så længe, rejser herfra.

Det hele foregik mindre end 100 meter fra vores hus.

8. februar 2018

Efter endnu en "mindre" natlig snebyge.
Conni har varslet, at der måske kommer et par gæster i morgen, så jeg må vel hellere få ryddet sne foran hoveddøren.....  

Åbn billedserie...  
Billede 1: Det er ikke mere end et par dage siden, jeg ryddede sne foran hoveddøren, nu kan jeg starte forfra (men ok - lidt motion er vel ikke til nogen skade?)
Billede 2: Det begynder at knibe med at se ud ad stuevinduet (til venstre). Fra 1. sal er der nu en sikker flugtvej i tilfælde af nødsituation.
Billede 3: Så sent som i går eftermiddags sagde vi til hinanden, at der, trods alt, er et stykke vej, til der er lige så meget sne foran køkkenvinduet, som da vi kom.... Det udsagn er nu gjort til skamme.
Billede 4: Uden kommentarer til det snedækkede udrykningskøretøj.
1.2.3.4.

10. februar 2018

Kære alle sammen.

Tusind tak for alle hilsnerne på min fødselsdag i går.
Vejret var, som I ser på billedet, helt fantastisk, og Conni holdt et fantastisk gilde for mig.
Der var indbudte gæster både til morgenmad og middag i aftes. 

Det var holdt så hemmeligt, som det nu var muligt  
Mine grønlandske venner sang fødselsdagssang på grønlandsk - det var MEGET smukt.
Èn af de bedste gaver var flasken på et af billederne herunder.

Om der er noget symbolsk i det, overlader jeg til jer at afgøre.

12. februar 2018

Så har vi igen (på 3.-dag) besøg af en snestorm, men det er aldrig så skidt, uden, at det ikke er godt for noget:

  1. Man kan ikke færdes udendørs = ingen kunder i butikken,
  2. nu duft af Connis nybagte boller, og
  3. om lidt varm kakao

Video af snestorm.

Sådan ser det ud, når vi kigger ud på legepladsen.
Det er svært at få den rigtige fornemmelse frem på en video, men ind imellem kan vi end ikke se det lille legeredskab lige foran vinduet.
Vindstød op til 60 m/s 
Fantastisk at opleve.
Kan ikke downloades – der kan kun linkes til en video af ringe kvalitet.

Så er vi klar til vinterhygge.