Status efter 3 uger:
Nu skal I ikke tro, at livet i Ittoqqotormiit kun er "fest og farver".
Faktisk er jeg her for at udføre det politiarbejde, der måtte være i byen.
Jeg begynder så småt at vænne mig til rutinerne og sagsgangene, skønt det har ikke været så let.
Rent politifagligt, er der faktisk også noget at lave.
Om ca. tre uger kommer Retten til byen i små to uger, så jeg er ved at forberede en del sager til det.
Og så er der alt det med fornyelse af folks pas og kørekort, faderskabssager, klager over løse hunde, og et par udrykninger til uorden.
Dog ikke mere, end det er til at overkomme, men bestemt heller ikke kedsommeligt.
Faktisk er jeg til rådighed 24/7/365, og det skal man altså også lige vænne sig til.
Et plaster på såret (misforstå mig ikke) er så alle de fantastiske naturoplevelser vi kan få lige udenfor døren. DET findes vist ikke magen til andre steder...
Conni har fået rigtig godt gang i penslerne (hun er nærmest ikke til at stoppe), og har allerede fået mange positive og interessante henvendelser om de værker, der ligger forude...
Alt i alt: Vi skal sgu nok klare den.....
4. juni 2017
Da vi steg af snescooteren udenfor vores dør for første gang for nøjagtig 1 måned siden var der 4 trappetrin op til døren. Siden da er sneen forsvundet ganske langsomt, og i går kom det 10. trappetrin til syne.
9. juni 2017
Slædehundene bor ude på isen om vinteren (øverst i billede 1), men nu er isen ved at smelte, så fangeren, Gaba, sætter nu sine hunde "på land" så de kan ligge dejlig lunt og tørt.
1.
2.
3.
16. juni 2017
Sidder i sofaen sammen med Conni og kigger ud.
Så kommer jeg til at tænke på, hvor mange i hele verden der mon har så smuk en udsigt fra sin sofa - og så klokken 23.30
16. juni 2017
Sådan så "Den Yderste By" ud i aftes - fra luften. En ung mand her fra byen har anskaffet sig en drone, og giver derved omverdenen et lille indblik i, hvor skøn en lille plet dette er i den polariske ødemark. Politistationen (som også er vores hjem) ses ved den røde pil.
17.juni 2017
På patrulje i fjeldet. Stoppede på en sø, slog hul i isen, ud med snøren - og wupti...
Riflen? Tænk, om man mødte en sur isbjørn....
Et isbjerg, strandet i den solbeskinnede, tilfrosne fjord. Vi ved godt, at mange af jer forestiller sig, at Grønland er mørkt og koldt, men hør lige her:
I Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) skinner solen årligt gennemsnitligt 9 timer om dagen. Det samme tal er 4 timer for Danmark.
Ergo, vi har mere end dobbelt så mange solskinstimer her end I har i Danmark.
I juli måned har Scoresbysund gennemsnitligt 24 mm nedbør, mens Danmark har 66 mm nedbør – altså næsten 3 gange så meget regn i Danmark.
Så I kan vel nok forstå, at man bliver glad i låget, af at bo her i lyset, og den tørre luft.
23. juni 2017
En isbjørn er verdens største landlevende rovdyr.
Den kan blive 2,8 meter lang, 1,4 meter høj og veje op til 500 kg.
I naturen bliver den op til 30 år gammel.
Den lever hovedsagelig af sæler, fisk, søfugle og unge hvalrosser. En isbjørn er heller ikke sjov at få i hælene, idet den (på den korte bane) kan løbe op til 55 km/t.
Vores gode ven, fangeren Gaba, som vi var med på hundeslædetur, har nedlagt denne isbjørn, som vi nu har købt kraniet af.
Vi ved naturligvis ikke, hvor gammel den var, men Gaba fortæller, at den var meget stor, og meget gammel.
Det ses også på dens tandsæt, som er lidt slidt.
Det er altså en ret autentisk fornemmelse at sidde med kraniet i hænderne, og forestille sig, hvor mange sæler og hvalrosser han har nedlagt, og hvor mange slagsmål han har udkæmpet om hunnernes gunst.
Fra Den Yderste By ønskes I alle en god weekend
25. juni 2017
Når et samfund befinder sig 850 kilometer fra anden civilisation, kan man ikke regne med, at ”alting kommer af sig selv”.
Man er nødt til selv at SKABE samfundet.
Man må selv producere strøm, sørge for vandforsyning og kommunikation, selv drive skole, sundhedsvæsen, affaldshåndtering og socialvæsen, selv stå for, fornøjelse, handel, sikkerhed og tryghed, og endelig må man have sine egne håndværkere.
På den måde føler vi nu, at vi er blevet en del at en lille verden, på den yderste kant af den store verden.
Når du klikker på billedet kan du næsten få den fornemmelse, at vi ”lever af at klippe hinanden”.
28. juni 2017
Det er som om oplevelserne ingen ende vil tage.
Sommeren er for alvor ved at få overtaget. Lige siden vi ankom den 2. maj har fjorden og havet været dækket med et meter–tykt lag is.
Vi har blandt andet nydt synet at en halv snes fastfrosne isbjerge ude på fjorden.
Men i går fik vi pludselig besøg af denne KÆMPE (1) , som knejser næsten uhyggeligt og faretruende mod himlen ude i horisonten.
Sammenlignet med de omliggende bjerge på 500-1000 meters højde (2), skønnes dette isbjerg at være flere hundrede meter højt.
Det er ankommet fra nord ude bag Kap Tobin.
På billedet, som er zoomet voldsomt ind, kan du prøve at danne dig en forestilling om dets størrelse, når du sammenligner det med husene i forgrunden.
De ligger i Kap Tobin, som er 7 kilometer borte.
Isen på selve fjorden er også begyndt at smelte.
En tunge af blåt vand har skåret sig vej ind i fjorden, så nu varer det ikke længe inden vores ”faste” isbjerge får mulighed for at flyde videre ud i havet.
Isbjerget (3) er netop i går knækket midt over.
Det er nok også et tegn på at noget er i gærde.