2.februar 2020

SÅ tittede solen frem.

10.februar 2020

TUSIND TAK FOR ALLE LYKØNSKNINGERNE TIL MIN FØDSELSDAG.
JEG HAVDE EN DEJLIG DAG MED "DANSKER MAFIA" TIL MIDDAG.

12.februar 2020

BJØRNEKØD PÅ BORDET (husk hagesmækken inden du klikker billedet større!!).

Såfremt der arriverer besøg fra den sydlige del af kongeriget, skal de ikke snydes for denne lækkerbisken.

I dag har jeg købt 4 kilo nyfanget isbjørnekød.
Mange rynker på næsen ved tanken om isbjørnekød.
Det skyldes til dels nok det faktum, at vi normalt ikke spiser kød af landrovpattedyr, der jo (som vi selv) er det sidste led i fødekæden.

Når man først har overkommet den tanke, kan jeg forsikre jer, at det er fortrinelig kød.
Og det ser da også lækkert ud, gør det ikke?

19.februar 2020

UPERNAVIK RED LIGHT DISTRICT…..!

Nej, det er ikke, hvad du tænker på lige nu  
Rundt omkring i byen er der opstillet mere end 30 røde lygter.
Den røde lampe fortæller, at herfra kan man alarmere brandvæsenet ved at knuse glasset i boksen nedenunder.

Røde lygter

Der er ikke så langt imellem brandmelderne.
Det er for eksempel muligt at se den næste i baggrunden.
Det er selvfølgelig også muligt at telefonere til brandvæsenet. Herom lidt senere.

Nærbillede af alarmtryk

Den lille brandmelder, hvor man kan knuse glasset og trykke på knappen. 
Denne brandmelder har nr. 007 (nej, det har ikke noget med agenten at gøre). Ved tryk på knappen går et signal til byens brandstationen.

Oversigtskort på brandstationen

På brandstationen lyder en alarm, og på dette bykort blinker en lampe, svarende til det sted, hvorfra brandmelderen er aktiveret.
Der er kun èn fastansat brandmand i byen – brandinspektøren. Herudover er der cirka 30 frivillige brandmænd

Lommealarmen

Hver brandmand har altid en lille alarm som denne i lommen – eller på natbordet. Når alarmen lyder, haster brandmanden til brandstationen.
Politimanden, som til enhver tid har rådighedsvagten har også en brandalarm med sig.

Brandbilen er klar

Og brandbilen står altid klar til udrykning.
Nu om dage kan man også ringe til brandvæsenet på 112 og 113. 
112 er Grønlands vagtcentral, beliggende på *Aasiaat Radio
113 er en direkte telefonlinje til den aktuelle bys brandinspektør.
*Aasiaat Radio: Grønlandsk kystradiostation, som er tiltænkt at dække fra de yderste øer og ud over havet (skibstrafik).

Brandstationen

I skal da ikke snydes for et billede af brandstationen

24.februar 2020

UPERNAVIK KIRKEGÅRD GEMMER PÅ EN HISTORIE om et helt særligt menneske.

Opdagelsesrejsende og polarforsker, Peter Freuchen, der sammen med Knud Rasmussen etablerede flere ekspeditioner til det norlige Grønland, giftede sig med en Inuit-kvinde, Navarana, som deltog i flere ekspeditioner.

Navarana ligger begravet på Upernavik kirkegård.



Navaranas gravsted

Navarana er begravet øverst på den gamle kirkegård.
Selve graven er muret op i sten og cement, da det jo ikke var muligt at grave en grav i klipperne.

Navarana og Peter Freuchen

Naravana og Peter Freuchen fotograferet under en Thule ekspedition. De nåede at være gift i 10 år, og fik to børn sammen - en dreng og en pige. Navarana fulgte Freuchen på flere af hans opdagelsesrejser indtil sin død i 1921.
Freuchen var en meget vidende mand. I 1956 deltog han i den amerikanske tv-quiz "The $64,000 Question" (datidens hvem vil være millionær?) og vandt 64.000 amerikanske dollar. Emnet var "de syv verdenshave"

1.marts 2020

KORT VISIT FRA KØBENHAVN.

I formiddags havde jeg kort besøg af min trofaste Facebook følger (og visa versa), Jesper Levin Pedersen, som er pilot hos SAS. Han havde meldt sin ”ankomst” i morges, så jeg gik til øens højeste punkt (som tilfældigvis er vores lufthavn) for at vinke til ham. 
Og her er han så….
Åbn billedserie for uddybende forklaring.

Den karakteristiske hvide streg efter SK931 fra København med kurs Los Angeles. Ved du egentlig hvorfor fly ofte ”trækker en hvid streg” efter sig?
Det er kondensstriber fra motorerne, og de opstår i stor højde, når små mængder vand fordamper fra motorens udstødning og møder det lave tryk og den lave temperatur der er, i så store højder.
Og fra Jespers cockpit ser Upernavik og omegn således ud fra ca. 10,5 kilometers højde. Ja, det er utroligt, at det er muligt.
Jeg har indtegnet Upernavik på det foto, han sendte mig fra sit cockpit. Byen ligger i den blå cirkel (på skyggesiden af øen). Lufthavnen ses i den røde cirkel (man kan dog ikke se, at jeg står og vinker…)
Det er sandt... Med nutidens teknologi fik jeg bekræftet, at det VAR Jesper, som passerede en anelse nord for Upernavik.
Skærmbilledet ER faktisk taget mens jeg stod og kiggede på Jespers flyvemaskine. 
Fantastisk, ikke?
Og hvorfor er det så lige, at Jesper flyver en store omvej, for at komme til Los Angeles?? 
Nogen mener faktisk, at ”man” flyver over Grønland, for at have et sted at nødlande i tilfælde af en nødsituation, men NEJ.
For at være helt ærlig så flyver han heller ikke over Upernavik for at hilse på mig. 
Han flyver faktisk den kortest mulige vej. Det er synsbedrag. Grunden er, at jorden, som du ved, er rund. Hvis du har en globus, så tegn en linje fra Danmark til f.eks. Los Angeles, så vil du se, at den korteste vej passerer over Grønland.
Det kan også illustreres på denne måde:
At stregen så alligevel ikke går gennem Upernavik, kan måske tillægges, at Jesper må justere sin rute efter luftstrømme, og måske har det også noget at gøre med, at jorden jo roterer, mens har flyver??
Jesper Levin Pedersen: Korriger mig, hvis det er helt hen i vejret.