Juli 2007

Efter en måned i Maniitsoq er det for alvor blevet en form for hverdag. Arbejdsrutinerne, omgangstonen, vejnavne og øvrige omgivelser er ved at have fæstnet sig.
Arbejdsmæssigt har jeg ikke været udsat for uoverskuelige udfordringer.
En del af det faste personale holder ferie på skift, så vi er ikke så mange. Det giver selvfølgelig mere travlhed til os, der er tilbage, og hyppigere hjemmevagter. Det skal ikke betragtes som en beklagelse, for det er jo - trods alt - den væsentligste årsag til, jeg er her.
Der er dog én ting, jeg ikke har vænnet mig til: sproget!

Bemærk den grønlandske tekst.

Grønlandsk - eller "Inuit", som det mest rigtigt hedder, minder på INGEN måde om vores sprogstamme. Det kommer nok ikke bag på nogen af Jer.
Når man hører grønlænderne tale er det ren volapyk, bortset fra, at der med jævne mellemrum sniger sig et dansk ord ind. Typisk er det, at jeg overhører grønlandske kolleger snakke om "et eller andet". Først når f.eks. ordet: "anklageskrift" dukker op, får jeg en fornemmelse af, hvad de snakker om.

Som jeg før har nævnt, har vi en tilbageholdt (arrestant) på stationen. Jeg har aldrig nævnt hans navn, men vi kan jo kalde ham "Karlo". Han sidder inde for en ganske alvorlig forbrydelse.
På trods af det, kan man ikke lade være med at synes om ham. Han har en dejlig form for humor, og er på visse felter både intelligent og med en vis intellektuel styrke.
Han snakker også glimrende dansk.

Ham har jeg mange gode og sjove samtaler med.
Vi har blandt andet talt en del om det grønlandske sprog.

En dag afleverede han en seddel til mig med et meget langt ord. Han forklarede, at det er det længste, grønlandske ord. Jeg må nok sige, at mine evner til udtalelse kom på noget af en prøve.
På sedlen stod der:
"Nuussutissarsiorsinnaajunnaarnersiutaarukkallartariaqaleraluarnersoruna" = 71 bogstaver.
Ifølge Karlo dækker ordet et begreb, der til dansk kan oversættes til noget lignende: "Det er vist på tide, jeg kommer på førtidspension".
Nej, jeg har ikke citeret sedlen forkert. På grønlandsk bruger man rigtig tit "dobbelt-bogstaver" som f.eks. aa, ll nn og så videre.
Alene udtalen af bogstaverne er besværlig, da f.eks. "q" udtales som "g", dobbelt "ll" udtales som et hvislende "s".

Natbillede taget kl. 0130

Som tidligere nævnt, består en del af det daglige arbejde i at "passe" den/de tilbageholdte.
På den måde er det uundgåeligt at man får en form for personligt tilhørsforhold til dem, man selv har været med til at få "buret" inde for forskellig former for kriminalitet.

Karlo er ingen undtagelse.

De tilbageholdte har en vis form for frihed. Om dagen behøver døren til cellen ikke nødvendigvis at være lukket og låset, hvorimod de om natten (selvfølgelig) er låset inde.
De laver selv mad, og to gange om ugen skal der handles ind. Det kan hænde, at Karlo får lov til at tage med ud at handle. Han kigger pligtskyldigt i tilbudsavisen, og putter de billigste varer i kurven, selv om det er det offentliges kreditkort, der betales med.

Samme nat kl. 0245

En eftermiddag, hvor jeg skulle have hjemmevagten, var Karlo lige ude og ryge en cigaret, inden jeg lukkede stationen.

Jeg gik som den sidste, og låste selvfølgelig yderdøren efter mig.
Netop da jeg var ved at sætte mig ind i bilen hørte jeg Karlo råbe: "Hej Peter, vent lidt. Jeg skal lige lukkes ind!!"
Joh, han er såmænd god nok.

Han fortæller også åbent om, at han på mange måder føler sig godt tilpas på stationen.
Her føler han sig tryg, og det motiverer ham til at se på sit liv på en anden måde.
Det alkoholmisbrug han havde, har naturligvis også fået en (i hvert fald midlertidig) ende.

Han læser mange bøger om, hvordan man selv kan ændre sit liv til det bedre.

På den private front har måneden igen budt på rigtig mange fantastiske naturoplevelser.
Først på måneden var jeg på sejltur sammen med Carsten og Peters familier.

På en idyllisk lille ø, ca. 30 minutters sejlads herfra ligger den såkaldte "Politihytte".

Et rigtigt paradis.

Vi havde madkurvene og en grill med, så der var rigtig lagt op til skovtur.
Vejret var perfekt, vindstille og solskin.
Grillen var medbragt i den optimistiske tro, at vi skulle fange nogle fisk, så det var bare med at komme i gang.

Storfiskeren (gæt selv hvem ...) havde da også held i sprøjten og fangede et par fine fjeldørreder.

Med fisk på grillen, medbragt tilbehør og varmt vand til at lave kaffe med, kunne det jo kun blive en succes - og det blev det.

Før denne dag var jeg ikke klar over, at jeg er medejer af en hytte i Grønland: "Politihytten". Beviset hang på væggen i hytten i form af et indrammet skøde. Af dette skøde fremgår det, at denne hytte ejes af "Politiets kaffeklub", hvilket betyder, at dem, der til enhver tid arbejder på Maniitsoq politistation og betaler til kaffekassen, ejer hytten.

For ikke at være i tvivl om, hvilken hytte, der tales om, er dens beliggenhed angivet til: 65°25’0"N / 52°36’37"W.
Desværre vil mit ejerskab være af meget midlertidig karakter.

Juli bød også på mange gode oplevelser med fiskestangen.

Først på måneden begyndte fjeldørrederne at bide.
De har været ude i havet for at æde sig tykke og fede, og trækker på denne tid mod elvene for at gyde. På den måde er det muligt at fange dem både fra kysten og i elvene.
Det er altså rigtig sjovt at fange disse ørreder. De er i rigtig god kondition, og overgiver sig ikke så let, så det river noget i stangen, og snøren strammes så den synger.
Midt på måneden viste sommeren sig fra sin allerbedste side. Vi havde mange dage uden vind, og temperatur omkring 20°.
På samme tid var der kun omkring 13-15° og regn i Danmark.

Billede fra een af de dejlige sejlture.

Da Carsten og familie tog på ferie i Danmark var de så flinke (og letsindige) at overdrage nøglerne til deres båd til mig.
Forinden havde jeg selvfølgelig være i oplæring, og havde åbenbart bestået prøven.
Desværre tog de det gode vejr med sig til Danmark, så det var begrænset, hvor mange gange jeg fik sejlet.
Jeg synes ikke det var så klogt at sejle alene, så de 3-4 gange, jeg var af sted, inviterede jeg nogen med.

Verden er lille, som vi siger. Det blev bekræftet et par gange i løbet af måneden.

En dag kom en dame ind på politistationen og spurgte efter mig. Jeg kendte hende ikke, men da hun havde fået bekræftet, hvem jeg var, sagde hun: "Jeg har en hilsen til dig fra Ragna!"

Ragna er min bankdame hjemmefra, og da hendes veninde/kollega skulle på ferie i Maniitsoq, var hun blevet bedt om at hilse mig, såfremt hun skulle støde på mig.

Et par dage senere hørte jeg en råbe mit navn, samtidig med jeg satte mig ind i patruljevognen.
Jeg så en kvinde komme storsmilende over imod mig. Hun kom helt hen til mig og sagde: "Hej Peter". Det blev noget pinligt, for jeg genkendte hende ikke, og måtte sige: "Undskyld, men kender jeg dig?"

"Peter, det er Michelle fra Tyttebærvej ..." Uuuups, pinligt. Jeg kender udmærket Michelle og hendes mand, Svend-Erik.
Svend-Erik er "vores" læge på politistationen.

Michelle og Svend-Erik var i Maniitsoq for at besøge deres datter og svigersøn, som bor her.
Det vidste jeg ikke, og de vidste ikke, at jeg var taget til Grønland. På Michelles opfordring kørte jeg hen til datterens hus, hvor Svend-Erik gik udenfor og malede. Han måbede noget ved at se mig stige ud af bilen, og det havde vi megen sjov ud af. Og så blev der inviteret på is i solen.

Ved havnen ligger "Brættet", som er det sted, hvor de sæler og fisk, som fangerne lander, bliver solgt.

En dag var der virkelig opstandelse i byen. En fanger havde skudt en Narhval, hvis hale og hoved var sat til offentlig skue ved Brættet.

En Narhval er ikke så stor, men til gengæld har den et mægtigt "horn", som vokser ud fra snuden. Dette horn er meget værdifuldt, men tilhører ikke fangeren. Indtægten fra salget (adskillige tusind kroner) tilgår Hjemmestyret.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan.

Denne hvals horn var mere end 2 meter langt.

--

Sidst på måneden ville Peter have mig med ud for at se, om det var ved at være tid at fange rødfisk. Vi sejlede ca. 30 minutter nordpå imellem Maniitsoq-øen og Hamburgerland, som også er en ø.
Vandet imellem øerne udgør nærmest et smalt stræde, som er meget dybt (op til 400 m).

Tæt under land, på ca. 100 m dybde fangede vi en håndfuld rødfisk.
Sådan en skabning havde jeg aldrig set før.

Da den lever på så dybt vand, dør den straks den kommer op. På grund af trykforskellen kommer maven ud af munden, og øjnene er ved at falde ud (ses ikke på dette billede).
Rødfisken er en underlig en. Dens røde skind er læderagtigt og finnerne fyldte med skarpe pigge. Fisken lever på 100 - 900 meters dybde og vokser meget langsomt. Den bliver op til 60 år gammel og er først kønsmoden i 11-års alderen.

Den smager fantastisk godt. Måske det bedste fisk, jeg har smagt til dato, og det er meget nemt at lave gode fileter.
--
Næsten dagligt flyder et eller flere isbjerge forbi byen. Et par gange har vi selvfølgelig sejlet ud for at iagttage dem på nært hold.
Det er dog ikke klogt at sejle alt for tæt på.
Som bekendt er det kun ca. 1/10 der rager over vandoverfladen.
Dertil kommer, at de godt kan brække fra hinanden.
Det giver selvsagt nogle uhyggeligt store bølger, så man skal have respekt for dem.

Det er en fantastisk fornemmelse at se dem på tæt hold og tænke på, at isen kan være tusinder år gammel.
Det er lykkedes mig at få en klump med hjem i fryseren fra et lille stykke som var brækket af "moderbjerget".

De lokale siger, at der aldrig før er kommet så mange isbjerge forbi. De hentyder hermed til den megen snak der er om global opvarmning, som får indlandsisen til at brække og smelte.

Månedens sidste dag bragte en stor nyhed: Jeg skal blive i Maniitsoq.

Det var jo meningen at jeg skulle flytte til Nuuk i midten af august, men det bliver altså ikke til noget.
Situationen i Maniitsoq er, at Klaus Heller og familie rejser hjem med udgangen af juli.
Dertil kommer, at vores stationsleder her, John Thorsen, har fået en stilling i Nuuk.

Det gav mig ideen til at foreslå, at jeg kunne blive her, så de ikke pludselig mangler to mand.
Efter nogle dages betænkningstid bestemte de fra Politimesterkontoret i Nuuk, at jeg kunne blive.
Det passer mig rigtig godt. Selvfølgelig ville det have været fint at opleve Nuuk også. På den anden side kan jeg mærke, at jeg slet ikke er færdig med at opleve Maniitsoq og omgivelserne her. Desuden hørte jeg jo på min tur til Nuuk i sidste måned, at der, rent arbejdsmæssigt, ikke var så meget at glæde sig til.

Jo, det var i sandhed en god nyhed på månedens sidste dag