PETER’S KOSOVO-dagbog
Kosovo betyder "De Sorte Fugles Land" - underforstået Solsortelandet.
I Kosovo bor der skønsmæssigt ca. 2.000.000 indbyggere. Landet er geografisk ca. 1,5 gange så stor som Sjælland, eller ca. 160 km fra nord til syd og ca. 150 km fra øst til vest.
Hovedstaden hedder Pristina og ligger lidt nordøst for midten. Den har skønsmæssigt 200.000 indbyggere. Arbejdsløsheden vurderes til at være mellem 50% og 65% - afhængig af, hvor i landet man befinder sig.
Møntenheden er den velkendte Euro.
Det frarådes at drikke vandet direkte fra vandhanen, men det kan uden problemer anvendes til madlavning og tandbørstning.
---
Onsdag den 24.11.04
Sammen med 11 kolleger lettede vi fra Kastrup Lufthavn kl. 10.10 med kurs mod Pristina, via Budapest.
Vi lader til at være et godt hold, og stemningen var høj g forventningsfuld.
I Pristina Lufthavn blev vi modtaget af det danske kontingent’s afgående leder, Jesper Grønbæk. Ham kender jeg i forvejen, da han for et par år siden var udlånt til Silkeborg politi som konstitueret souchef for ordenspolitiet. En meget glad og vellidt chef og kollega
Temperaturen var vel et par grader under frysepunktet og der var en smule sne.
Vi blev hentet i en FN bus og en lastbil til vores bagage. Vi kørte direkte mod et af de mange FN-hovedkvarterer, hvor vi skulle have udstedt FN-legitimationskort. På vej mod byen fik jeg det de første indtryk af landet. Man ser tydeligt, at landet er forholdsvis fladt, omgivet af bjerge. Husene ligger ligesom tilfældigt spredte på markerne eller i små enklaver. Husene er bestemt ikke efter vesteuropæisk standard. Det kunne være svært at se, om nogen af husene var under opførsel eller ved at forfalde. Enkelte sås tydeligt at være bombede eller udbrændte.
Inde i byen hæftede jeg mig ved de mange krager, der baskede omkring eller sad i tætte klynger i træerne.
Gaderne er meget grimme og flyder tilsyneladende med affald. Næsten hele tiden er en politibil inden for synsvidde.
Vi blev indlogeret på et flot, ret nyt, hotel i nærheden af centrum (Hotel Preshtina)
Kl. 19.00 mødtes vi på restaurant Greese med de danske kolleger, der er forvejen er hernede. Det var ret hyggeligt at høre dem fortælle om forholdene. Da vi skulle til at spise kom Kai Vittrup også - tæt fulgt af sine to livvagter. Kai Vittrup er chef for hele den nationale og internationale politistyrke på ca. 10.000 mand.
Strømmen gik et par gange under spisningen. I løbet af et halvt minut havde tjenerne tændt en generator, og så var alt normalt, bortset fra larmen fra sådan et bæst.
Sendte en sms til familie og venner. Jo, der var hul igennem.
Hjemmefra var jeg rådet til at pille batteriet ud af min el-tandbørste (skal nok lade være med at nævne, hvem der kom med det råd). El-tandbørster har det med at starte, når de ligger i klemme i en toilettaske mellem deodorant, shaver og Nivea creme, og det kunne give visse vanskeligheder, hvis der pludselig kom mistænkelige lyde fra en taske, mens vi fløj.
Hvad der skete, da jeg skruede låget af derhjemme var, at pakninger, fjedre og andre smådele fløj rundt i hele min stue, og ledninger tittede frem fra forskellige steder.
Men tiden var knap, så jeg samlede stumperne og smed det hele i toilettasken. Nu sad jeg så der og skulle samle tandbørsten med min lommekniv i 3-i-1’er. Men ak - skaden var for stor, min kære el-tandbørste klarede ikke missionen til Kosovo...
---
Torsdag den 25.11.04
Det her lader til at blive meget spændende. Hold da kæft, hvor er der langt fra det derhjemme.
At se byen og livet i den er på een gang skræmmende, fascinerende og dragende.
Kontrasten mellem rig og fattig er påfaldende.
Gaderne er møg beskidte. Gamle gamle, rustne biler og flotte Audi’er og Mercedes’er blandt hinanden.
En tiggende kvinde på det iskolde fortov med en baby svøbt i tæpper.
Det sner, blæser og der en nogle graders frost. Folk sidder på gaderne og faldbyder alt mulig skrammel. Jo, de er fattige, men virker ret venlige over for FN-personale. Jeg tror de langt hen ad vejen lever af os.
I gaderne løber vilde hunde rundt og snager i affaldet. Resten slås krager i tusindtal om.
Mit hotelværelse er mindst 30 m² stort, med flotte barokke møbler og aircondition. Store gulv-loft vinduer, masser af varme og varmt vand - og lyserødt toiletpapir. Fri bar (4 drinks), skopudsecreme (det lader også til at være nødvendigt) og en tæt luft (stank) af Wunderbaum.
Trapperne bliver støvsuget igen og igen, personalet smiler og åbner døre for een.
Prisen er 60 euro pr døgn (incl morgenmad). Til sammenligning siges det, at en gennemsnitlig månedsløn hernede er på 200 euro, så det siger vel også noget om kontrasterne.
Straks jeg ankom til hotellet opdagede jeg, at jeg havde glemt min vindjakke på hotellet i Brøndby. En kollega, der har været her før, gik med mig på markedspladsen, hvor det skulle være muligt at købe en ny.
Sikke et virvar. Et kæmpestort område med boder i hundredvis. Uigennemskuelige labyrinter af tøj, tøj, tøj - isenkram, isenkram, isenkram og elartikler og fødevarer i bjergevis. Boderne er sammenbyggede med trælægter og overdækket med forskellige former for plastik.
Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis der gik ild herinde, eller nogen ved et "uheld" skulle komme til at tabe en håndgranat.
Jeg fandt en "ægte" COLOMBIA-vindjakke på til 23 Euro.
Det var så min debut i at prutte om priserne. Manden forlangte egentlig 25 Euro, så det var da helt godt gået med de 23 Euro. ..grin..
Ved siden af markedspladsen ligger Pristina’s gamle politihovedkvarter. Det fremstår som et uhyggeligt højhus. Kun etageadskillelserne står tilbage. Der er hul hele vejen ned igennem bygningen efter en Nato-pilots pletskud. Det siges at der er farlig stråling fra ruinen, så man skal ikke gå derind. Alligevel bruges den flittigt af byens børn når der er fodbold på stadion. Når man kravler langt nok op er der fri (og gratis) adgang til at se nar de lokale stjerne spiller.
Prøv at forestille Jer, hvordan gaderne bliver, når det er frostvejr, og vand konstant siver ud fra utætte brandhaner, og gaderne i forvejen er fyldte med huller og manglende fortovsfliser.
I dag havde vi "fri" så vi kan se os lidt om i byen. Har bl.a. været i banken for at åbne en bankkonto til mine diæter...
Hvis jeg ellers består engelsktesten i morgen får jeg så lov at blive....
Det lader til jeg bliver tilbudt job i en by, der hedder Peja. Byen ligger I den vestlige del af landet, og der er begået en del drab derude De vil gerne ha fire danskere derud til at hjælpe med efterforskningen i de sager. Jeg har sagt, at det er ok. Der skulle også være en smuk natur.
Det er lidt svært at sidde på en café og koncentrere sig om at skrive. Jeg skriver små notater i en lille lommebog. Dem vil jeg renskrive hen ad vejen.
---
Fredag den 26.11.04
I dag skulle vi alle mand til engelsk test. Jo ikke ligefrem min stærke side.
Den bestod af tre forskellige tests. Den første gik fint. Ved den anden fik alle at vide, at vi lå lige på bunden ... Pulsen var så lidt høj, da vi startede på rapportskrivning, som også var den sværeste (efter hvad, de sagde)
De gjorde det ikke bedre, at varmesystemet I "Police Training Center" (PTC) ikke har fungeret den sidste måned. Der var ca. 0 grader og meget fugtigt. Fingrene var stive som istapper og der var intet skriveunderlag ...
Efter prøven fik vi at vide, at den sidste test var helt I top. Aldrig før havde et samlet hold haft så få fejl. Hvad skete der mon ...?
Over middag var det så skydetest. Vi fik udleveret vores våben, og skulle starte med at adskille og samle det. Det har jeg gjort hundrede gange før - og kan gøre det med lukkede øjne.
Noget gik galt. Jeg fumlede I starten og blev grebet af panik. Efter 3:15 lykkedes det mig at blive færdig. Meget dårligt.
Selve skydningen gik som planlagt. 10 træffere af 10 mulige.
Fra nu af skal vi - efter reglerne - bære vores våben altid... OG - det er strengt forbudt at indtage alkohol, når man bærer våben!!!
Det kan jo blive lidt træls i længden, så det normale er, at man adskiller sit våben og gemmer nogle af delene (godt) forskellige steder og tager andre dele med sig i lommen.
Hvis våbnet forsvinder får vi mange, store problemer med FN - og en gratis enkeltbillet hjem.
Først på mandag skal vi til køreprøve. Indtil da forskellig orientering.
Lidt sjovt, for udenfor PTC (Police Training Center) står forskellige ledende politifolk fra hele Verden. De forsøger at shanghaje danske politifolk til forskellige jobs. Vi er meget populære og eftertragtede. Selv udlændinge "indrømmer" at vi er bedre end de fleste.
Det er lidt ligesom et omvendt slavemarked.
De vilde hunde lægger sig uden for butiksdøre. Så kan de få varmen. De flytter sig ikke selv om folk går u dog ind af forretningerne.
Der er gang i byggeriet, men det går langsomt. Hvis jeg var boss i Silvan ville jeg straks opføre et byggemarked ved siden af Lars Larsen’s "JYSK" som ligger i udkanten af byen. Et stort og nyt byggeri. Det lader til alle er "gør-det-selv" folk.
Resterne fra de gamle, bombede huse bliver kørt til nærmeste mark eller hældt ud over tilfældige skrænter. Befolkningen hernede har den formidable egenskab, at de ikke kan se affald i det øjeblik det bliver smidt ud fra deres egen matrikel.
Strømmen forsvinder med jævne mellemrum, men på offentlige steder, restauranter, forretninger og mange private har en generator.
Der er stadig så mange indtryk, at det er svært at tænke alt for meget på ret meget andet, men det bliver jo hverdag på et tidspunkt ... ..smil..
---
Lørdag den 27.11.04
De næste dage går på skolebænk. Også i dag.
Det er ikke ret spændende, for vi har haft pensum derhjemme. Det sjoveste er, at vi er sammen med ca. 50 indere. De lider voldsomt under kulden, som de ikke er klædt på til.
Der er stadig ikke varme på skolen (PTC), så vi sidder med al vores tøj på - også handsker.
På et tidspunkt kunne vi se at istapperne fra tagene begyndte at dryppe. Så var det dejligt at komme ud i varmen 10 min I hver time.
Talte med en kollega fra Calcutta. Han har aldrig prøvet temperaturer under 15 grader. Til gengæld er han vant til 45 grader ...
I går var vi på KFOR Hill. Der holder Nato (incl de danske soldater til). Derfra var der et fantastisk syn over den oplyste by, som er på størrelse med Århus. Det var ret skummelt at gå derop. Ingen gadelys, og lidt med liv og lemmer som indsats. Fortovene er enten blokeret med biler, uden stabile kloakdæksler, belagt med knuste murbrokker eller utilgængelige på andre måder.
Vi besøgte de danske soldater, og følte os meget velkomne. Vi så bl.a. TV-avisen (de talte mest om vejret). Soldaterne lever et ret isoleret liv. De må ikke komme uden for lejren når de har fri.
På vej hjem besluttede vi os for at gå igennem markedspladsen. Det måtte være Ok, nu da vi var bevæbnede. Der var MEGET skummelt i de mørke labyrinter af lukkede boder og bål af afbrændte Euro-paller og plastic, som endnu ulmede. Ingen mennesker at se, men en enkelt bil I ny og næ som listede forbi. I udkanten sad en man dog varmede sig ved en blikspand, som han brændte plastic af i. Til sammenligning med luften på den helt mørklagte markedsplads, må tobaksrygning være ren eliksir for lungerne.
To hundrede meter derfra ligger vores flotte hotel. Vi drak en kop godnat-kaffe I restauranten, som vi selvfølgelig ville betale for.
"On the house, Sir", sagde tjeneren. Jeg takkede venligt og sendte manden ved blikspanden rundt om hjørnet en tanke..
--
På PTC fik vi I dag at vide, at vi skal passe på med at færdes på vejen op til KFOR Hill, hvor der for tiden er en del røveriske overfald ... Var det ikke den vej, vi gik I aftes ...? Det er nok een af grundene til, at vi (principielt) altid skal være bevæbnede.
Lad mig lige understrege, at vi ikke føler os utrygge ved at færdes. Befolkningen behandler os meget venligt, og der er jo banditter I enhver storby (ligesom I Silkeby)
--
I morgen er det Albanernes nationale flagdag. Så bliver gaderne efter sigende fyldte med albanske flag, og det er sædvane at der bliver en del (fest)skyderi.
Nu må vi se.
--
I den by (Peja/Pec), som jeg måske havner I, var der I nat et attentat mod en lokal Serber. Hans bil fik 17 skudhuller, men han var ikke sådan at tage livet af. Ikke en skramme fik han ...
Det forlyder også, at der forleden var et alvorlige færdselsuheld derude. To personbiler kørte sammen, hvilket afstedkom 9 dræbte og 4 kvæstede (jo, man udnytter pladsen I bilerne..)
Det var vist dagens "roman"
I aften skal I spise sammen på restaurant "Pinocchio". Dem, der har været her før omtaler den rosende (den ligger på vejen op til KFOR Hill ..smil..), men vi går jo I samlet flok. Fra restauranten skulle der være udsigt over byen.
---
Søndag 28.11.04
Indtil tirsdag/onsdag sidder vi på den dumme skolebænk sammen med 41 indere (men de er nu gø nok). Underviserne er bestemt ikke lige gode alle sammen. Vi har heldigvis haft stoffet - og mere til - hjemmefra. Ellers kunne vi godt få problemer med at forstå, hvad der siges. Selv nogen af underviserne er håbløse til engelsk.
I dag er der et par plus-grader og noget diset og fugtigt. Varmen er dag ikke trængt ind i undervisningslokalerne endnu.
Der kommer forskellige folk for at hyre personale til deres afdelinger. Lidt en markedsplads. Jeg deltager ikke i det, for jeg regner jo med at skulle ud til Pec.
--
Inderne har lidt problemer med at møde til tiden, hvilket blev påtalt for dem i morges.
Da undervisningen skulle begynde efter middagspausen var underviseren (en meget sort kollega fra Cameroon) noget utålmodig. Inderne forhandlede stadig med kommende arbejdsgivere.
Af een eller anden grund kastede han sig over vores chef og spurgte om alle danskere var mødt til tiden. "Ja," svarede Arne "minus de to som er til interview ved kommende arbejdssted!"
Så flippede han helt ud og råbte op om, at der var undervisningspligt og bla bla bla. Han ville endog have navnene på de to, som var udeblevet. Og sådan blev det.
Delt tydeligt, at han ville demonstrere sin magt. Måske er han høvding et sted i Afrika, men alligevel...
Undervisningen bestod at fuldstændig elementære ting for en dansk politimand (bl.a. hvordan man betjener en politiradio). Og så taler han ganske uforståeligt engelsk.
Prikken over i-et var, at hans mobiltelefon ringede midt i hans lektion. Dejligt.
I en pause stod vi i hallen og snakkede om situationen. "Det finder jeg mig sgu ikke i," sagde Arne. "Nu skal jeg sige den papkasse et par borgerlige ord" Og så gik han hen til den arrogante neger.
En anden underviser, Anna, fra Sverige kom til. Hun fik ret hurtigt fortalt sin underviser-kollega, at han ikke skulle bekymre sig om, hvorvidt folk foretrækker at søge job, frem for at deltage i undervisningen.
En inder havde åbenbart hæftet sig ved, at Holger konsekvent gik med bare arme, og spurgte mig hvad grunden til det var.
Jeg forsøgte at forklare ham, at det skyldes at Holger nedstammer direkte fra Vikingene. Dem kendte han åbenbart ikke. Han mente i stedet, at Holger måtte være "football coatch"
I en pause, hvor vi stod udenfor og fik varmen, kom Kai Vittrup forbi i sin skudsikre bil med sine 2 bodyguards (den ene dansk kollega). Han standsede op og ville lige slå en sludder af. Fint træk.
I morgen skal vi til køreprøve sammen med inderne. Det siges, at 40 % af dem statistisk set vil dumpe. Hvem ved, måske gør een af os også det?
Inderne blev i går anbefalet at tage et par køretimer hos de lokale kørelærere. Det var i øvrigt en indisk underviser, der sagde det. Han er i øvrigt en rigtig fin fyr.
Ind imellem ligger der en doven dis i gaderne, og det stinker af brunkul. Årsagen er, at Kraftværket (Obilic), der forsyner hele Kosovo med elektricitet, ligger lidt uden for byen. Fra den ene af to kæmpestore skorstene stikker en kæmpe søjle af røg og damp om mod himlen. Det siges, at dampen indeholder så meget spildvarme, at den alene kan forsyne halvdelen af byen med fjernvarme...
Værket er så nedslidt, at det kun kan køre på halv kraft, hvilket er en stærkt medvirkende årsag til, at strømforsyninger er så ustabil.
Bilisterne her er mestre i at parallelparkere. De kan liste deres bil ind alle vegne. Skulle der ikke lige være plads står de heller ikke i vejen for at parkere på tværs af fortove og fodgængerfelter.
I dag er det national flagdag. Alle vegne, i lygtepæle, på stakitter og husmure hænger det røde flag med den dobbelthovede drage.
Ofte hænger flaget side om side med FN-flag, EU-flag og det amerikanske flag. Vidner om, at albanerner her betragter "os" som venner og befriere.
--
Mandag den 29.11.04
I aftes og i nat var der en smule skyderi i gaderne - formentlig på grund af den nationale flagdag - men vist ikke nær så meget som forventet.
I dag var vi så til køreprøve sammen med inderne.
Prøven bestod i al sin enkelthed i at vi, på en lukket bane, skulle starte fra kantstenen, hvor bilen er parkeret mellem to biler. Derefter køre forlæns ind i en tre meter bred garage, baglæns parkering ind i en anden, lige så bred, garage og til sidst en parallelparkering. Alt på ubegrænset tid.
Derefter en mindre køretur med en instruktør på offentlig vej.
I sagens natur voldte det ikke os danskere nogen problemer.
Det var dog noget af et syn at iagttage inderne. Selv om de alle har kørekort hjemmefra, er de måske delvis undskyldt ved, at de har venstrekørsel i Inden, og at gearstang m.v. dermed sidder i den forkerte side.
Men i Indien er det vist lavstatus at køre bil. De fleste af inderne her har en farlig masse stjerner på skuldrene, og er udstyret med chauffør derhjemme.
Nogen af dem kunne simpelthen ikke bakke ind i en tre meter bred garage.
Vi var færdige med køreprøven inden inderne fik rigtig begyndt. Vi blev så kørt hjem til hotellet og havde fri ved middagstid.
Jeg er blevet lidt mere modig med at færdes på egen hånd. I eftermiddags gik jeg en tur i den østlige bydel.
Kom til en åben plads, hvor der i midten lå en stor kirke. Den var fuldstændig udbrændt og forladt og omgivet af Nato-pigtråd. Fik senere at vide, at det er en serbisk kirke, der blev brændt af under urolighederne i marts måned i år.
Jeg gik videre op ad en stejl vej, hvor gaderne blev smallere og smallere, og husene mere og mere forfaldne. Unge mænd stod i grupper og snakkede sammen. Synes det var noget skummel og var lige ved at vende om.
På toppen af bakken kunne jeg se et stort monument på et grønt område. Jeg mente at have nået udkanten af byen, da jeg nåede toppen. Det var noget overraskende at se, at der stadig var meget by på den anden side. Men ok. Århus stopper jo heller ikke ved Den Gamle By.
På et, tilsyneladende tilfældigt, sted på det grønne område sås ca. 20 gravsteder med masser af farvestrålende, kunstige blomster og trækors med navne på unge mænd i 20-erne, som var døde i 1999 - 2003. Ved monumentet spurgte jeg en gruppe drenge. De forklarede, at der var tale om døde soldater (???)
På vej tilbage kom jeg forbi en bypark. Af et skilt udenfor fremgik det, at genrejsningen af parken var sponseret af den franske regering. Jeg gik igennem parken, hvor stierne var belagt med flotte fliser af granit/skiffer.
På en mur, der dannede baggrund for en statue fandt jeg det første rigtige graffiti"kunstværk" (såkaldt PEACE). Stort og farverigt.
Det måtte jeg have et billede af, og glædede mig til at vise det til Jesper Grønbæk, som er afgående chef hernede. Han havde fortalt mig, inden jeg tog af sted, at der IKKE er graffiti hernede. Det kan jeg nu for alvor tilbagevise, og så har vi da det at grine ad.
På bænkene sad unge, elskende par - ligesom jeg forestiller mig de gør i Paris og Rom. På andre bænke sad gamle mænd og diskuterede. De klarede sikkert verdenssituationen - eller i hvert fald den i Kosovo.
---
Tirsdag 30.11.04
Jeg har fået en god, indisk "ven". Han har tre kæmpe store stjerner på skuldrene. Han fortalte, at han ikke bestod køreprøven, og har så søgt job som grænsebetjent ved en overgang.
Kun 12 ud af de ca. 40 indere bestod, fortalte han. Måske får nogen af dem lov til at gøre et nyt forsøg om 14 dage.
Han spørger interesseret til DK. Kender DK ved, at der er meget mælk og smør. Han har "truet" med at besøge mig, når jeg kommer hjem. De skal være her i minimum 1 år, og kommer ikke hjem i den tid. Det er for dyrt og for besværligt for dem.....
Dagens program på skolen har bestået af strafferet (retspleje og div. love). Reglerne minder temmelig meget om de danske, men er jo også dikteret af FN og har derfor naturligt nok et internationalt præg.
I dag har det været støvregn hele dagen. Gaderne er så beskidte af "mudder", at man næsten ikke kan få øje på fodgængerovergangene..
En amerikaner beskrev det på en ret enkel og god måde. Han sagde: "I Kosovo finder der kun tre former for føre: tørt mudder, vådt mudder og frossen mudder"
I disse beskidte gader virker det noget håbløst at gå foran med et godt eksempel ved ikke at smide f.eks. cigaretskodder fra sig. Jeg undres stadig over, hvor al det affald kommer fra, og til hvad nytte skal jeg finde en skraldespand, når den alligevel blot bliver tømt ud på gaden når den er fuld...!?
For at være sikker på at kunne lukke kufferten igen, når vi skal videre herfra, har jeg sparet på brug af rent tøj, og derved undgået at rode alt for meget i den.
I dag var jeg så været nødt til at vaske tøj i brusekabinen. Det gik fint, når jeg stoppede afløbet til med et par sokker og fyldte noget af det pinkfarvede, flydende håndsæbe i vandet.
Det er faktisk lidt foruroligende at bo på dette fine og nye hotel, opført i 2001. Jeg bor på 3. og næstøverste etage. Øverst i "trappeskakten" står en lem åben til det nøgne træloft. Man kan mærke, hvordan varmen stiger opad i trappeskakten, der virker som en skorsten. Det har ikke været muligt at finde en nødudgang så man kan slippe ud i tilfælde af brand. Jeg gad godt se Silkeborgs brandinspektør i hovedet, hvis han kom på inspektion her.
Er faktisk ved at være lidt træt af restaurationsmad. Vi håber, vi kan finde en bolig, hvor vi kan lave lidt mad.
---
Onsdag 01.12.04
I dag var sidste dag på skolebænken
Over middag fik vi udbetalt vores diæter i kontanter. Synes ikke det er så betryggende at gå rundt med så mange penge i lommen, så jeg satte de fleste ind på min konto i Reiffeisen Bank.
Inderne var der også. Det så ud som om de var mest trygge ved at have pengene i hånden.
I eftermiddags mødte jeg min indiske ven, Anjan i den toldfrie. Han og andre indere var tydeligvis på jagt efter mærkevarer i form af kameraer m.v. Han ville gerne udveksle e-mail adresse, så vi kunne skrive sammen, for nu var det nok sidste gang vi så hinanden (medmindre han virkelig dukker op i Danmark..?
I aften holdt vi "afskedsmiddag" på rest. Pinocchio, inden vi i morgen spredes for alle vinde. Meget hyggeligt og fantastisk god mad.
Priserne på restauranterne er da til at holde ud. På de bedste - og meget rene - restauranter er det svært at komme over 7 Euro for mad og vin.
I morgen tidlig bliver vi (Claus, Jan, Bjarne og jeg) hentet af en bus kl. 09.15 og kørt til Peja. Er meget spændt.
---
Torsdag 02.12.04
Efter at have taget afsked med de andre kørte vi fra hotellet kl. 09.30. Vores bagage blev smidt op i en lastbil og vi tog plads i bussen sammen med 14 indere (dog ikke Anjan..)
Når jeg ser al affaldet i vejsiden og i bækkene virker det på een gang håbløst og meningsfyldt at vi i Danmark samler, sorterer og genbruger det meste affald. Jeg var ikke klar over, at der fandtes så meget plastic og så mange blikdåser i hele verden.
Ca. en halv times kørsel før Peja kørte vi igennem en forladt landsby med udbombede, udbrændte og plyndrede huse. Det ser ret trøstesløst og håbløst ud. Svært at forestille sig, hvilke grusomheder og sørgelig menneskeskæbner, dette har efterladt.
På vejen til Peja regnede det ret kraftigt. Foran bussen kørte lastbilen med vores bagage. Vi kunne se, hvordan vand og mudder fra vejen slog ind i ladet, som stod åben bagtil. Gad vide, hvordan kufferter, tasker og indhold så ud, når vi nåede frem?
Det viste sig at være lige så vådt og beskidt som frygtet. Mudder løb ud over det hele.
På politihovedkvarteret blev vi budt velkommen af Regionschefen - en skotsk kollega.
Han virkede meget sympatisk og afslappet.
Vi fik at vide, at alle nye skal starte på stationen i 3-skift inden man kan finde sig noget "bedre". Dette for at lære byen og området at kende.
Det lyder jo fair nok, og passer mig fint.
Derefter mødtes vi med to af de tre danske kolleger, som er herude.
En af dem kender købmanden overfor hovedkvarteret. Købmanden havde antydet, at han muligvis kunne hjælpe med at skaffe os noget at bo i. Vi gik over til ham, og heldigvis talte han temmelig godt engelsk.
Kort efter var vi på rundfart for at finde bolig. Vi fik fremvist 5 eller 6 forskellige steder af meget forskellig standard. Typisk den ene etage af eb villa.
Især den ene af dem var yderst tiltalende. Et helt, nyopført hus med tre soveværelser, en kæmpestor stue og badeværelse med badekar og spa. Prisen var 1000 Euro om måneden - alt inkl. Jeg var ret varm på stedet. Problemet var, at vi så ikke kunne bo sammen alle fire. En af os måtte så finde et sted alene. Kunne vi nu presse ham ned i 900 euro var det acceptabelt. Udsigten fra huset til bjergene var ubeskrivelig smuk, meeen....
Også en lejlighed i nærheden af centrum blev fremvist. Der bøde en ældre kvinde. Hun var villig til at flytte ud, hvis vi ville bo der. Lejligheden var hyggelig, og indeholdt det, vi kunne forvente, men der var temmelig meget gadestøj. Prisen var 200 euro pr person (rimeligt) - alt inkl. Måske drømte vi heller ikke om at bo lige midt i byen.
Til sidst faldt mørket på. Måske var vi ved at gå i panik. Bjarne og Claus gik tilbage til et af husene, vi havde set. Det ville de leje. Ligeså gik Jan og jeg tilbage til et af dem, vi havde set på. Først da opdagede vi, at der ikke var noget køkken, så det måtte vi opgive.
Mens vi stod og holdt rådslagning på den skumle jordvej ud for faldefærdig stakitter sagde jeg til Jan, at min intuition fortalte mig, at der lidt oppe ad en sidevej var noget til leje. Jeg gik lidt op ad vejen. Ved et relativ pænt hus kunne jeg igennem mørket se nogle mennesker. Jeg besluttede mig for at gå hen og spørge.
Det viste sig imidlertid, at det var købmanden, Bjarne og Claus, der var faldet i snak med nogen, der... ...havde 1. salen af deres hus til leje. Bjarne løb tilbage og hentede Jan.
Lejligheden var rimelig god, og havde en god beliggenhed. Prisen var 250 euro pr. person. Der var bare et "lille" problem: lejligheden var lejet ud til en amerikaner, som var hjemme på ferie. Han skulle komme tilbage i næste uge, og havde tilkendegivet, at han ville flytte ud hurtigst muligt efter han returnerede.
Claus og jeg reserverede lejligheden, men var reelt lige vidt...
Vi måtte tage en beslutning, og vi bestemte os for at tage et andet et i nærheden. Der kunne vi godt holde ud at bo midlertidigt.
Købmanden hørte, hvad vi bestemte os for, og tog til orde: "Undskyld, men må jeg komme med et forslag?" spurgte han. Det måtte han da gerne.
"Så vil jeg foreslå, at i tager den hos den gamle dame inde i byen. Hun kan godt bruge pengene...!
Jan og jeg kiggede på hinanden og nikkede samstemmende.
Købmanden ville køre i forvejen og sige det til den ældre dame, mens Jan og jeg fik arrangeret lån af en FN-bil til transport af vores bagage.
Lige før vi tyve minutter senere ringede vi på døren på 1. sal gik strømmen i byen, så vi måtte føle os frem. Den ældre dame vimsede rundt og smile glad. Hun havde formået at pakke de mest personlige ting i stearinlysenes skær, og ville flytte op til et familiemedlem ovenover.
Med købmanden som tolk aftalte vi den endelige pris til 200 euro pr person, inkl. el, rengøring, tøjvask, strygning, opvask og brænde.
Damen smilede og bukkede, mens hun forlod lejligheden. Og så stod vi der, kiggede på hinanden - og brød ud i latter.
Velkommen, nye samlever....
Lejligheden er ikke så stor. Entre, badeværelse med badekar, 2 soveværelser og stue med lille køkken og brændeovn. Mod gaden en lille altan, og mod gården en stor altan.
Møblerne er gamle, men man fornemmer en dejlig atmosfære.
En halv time senere kom strømmen igen. Nå sådan ser her ud.
Vi mødtes med de andre og spiste til aften på en hyggelig restaurant. De "gamle" herude fortalte om byen og arbejdsforholdene. De er galde for stedet, så det bliver vi jo nok også.
Peja er en by med skønsmæssig 100.000 indbyggere. Efter sigende ikke helt så beskidt som Pristina, men på mange måder ligner byerne hinanden.
Da vi kom hjem var vi fuldstændig flade, og da strømmen igen forsvandt, var der jo heller ikke så meget andet at lave, end at gå i seng til stearinlysets skær.
---
Fredag 03.12.04
Sov udmærket, da søvnen endelig overmandede gadestøjen.
På et tidspunkt mellem kl. 04.30 og 05.30 vågnede jeg ved en frygtelig larm fra højttalerne i tårnet på nærliggende moske. Nøjagtig som vi kender det fra TV, synger eller messer en irriterende skinger stemme.. Heldigvis faldt jeg da i søvn igen.
Vi mødtes med de andre til morgenmad til 08.30 på restaurant California.
Som "prøve" havde jeg efterladt lidt vasketøj på gulvet i mit værelse. Måtte lige se, om vores land lady overholdt aftalen.
Derefter kørte Bjarne Brostrøm (en af de gamle) og til Peja politistation, som indtil videre bliver vores arbejdsplads.
En jordaner (admin. Officer ) bød os velkommen.
Vi skulle "for 117. gang" udfylde formularer og blanketter. Nogen af dem var de samme, som vi havde udfyldt op til flere gange tidligere...
En ny een var "Evacuation Plan", hvoraf det bl.a. skal fremgå, hvor vi bor.
Da vejene i Peja ikke har navne, tegner man en skitse over stedet, hvor man bor, med udgangspunkt i et velkendt sted (f.eks. Headquarters, sygehuset el.lign.).
Derefter bød "stadionslederen" - en jordaner - velkommen i noget, der vel skulle forestille et mødelokale. Han udleverede "Briefing Packet" for nyt personale.
"Den gennemgår vi i morgen" sagde han.
Vi skal nok ikke starte rigtigt før mandag - så vidt vi forstår.
Vi snakkede om (internt naturligvis), at det er noget af en prøvelse at lære at forstå alle de mærkelige måder, der tales engelsk på. Ikke mindst på radioen. Næsten umuligt at forstå, hvad der tales om.
Endnu en Boss, som er inder, førte os til et andet sted i byen, hvor vi fik udleveret en personlig radio - mod kvittering naturligvis.
Inder-Bossen er nu rigtig rar. Han gik så meget i detaljer, at han mindede os om, hvordan man bruger vinduesvisker og sikkerhedssele i bilerne.
"Follow me", beordrede han, og så drønede han af sted. Blinkede til højre og venstre, om end vejen kun slog et ganske lille sving.
Derefter viste han os til et stort supermarked i udkanten af byen.
"Meget billigt at handle her", forklarede han. Bortset fra fra rugbrødet, der var holdbart indtil Grundlovs dag næste år, var det billigt. Rugbrødet kostede kr. 10,50 for 8 skiver.
Klokken 13.30 var vi hjemme.
Vores søde land lady var i fuld gang med rengøring og Ajax-vand. Sengene var redte og opvasken væk, ligesom mit vasketøj, der hang til tørre på el-radiatoren.
Hun vimsede rundt og havde gjort brænde klar i brændeovnen, for hun ville vise, hvordan man tænder op i sådan en.
Hun kom endvidere med et par hjemmesko til os, for vi skulle jo nødigt fryse fødderne.
Vi kan ikke kommunikere med hende, men hun er god til tegnsprog.
Sønnen, som har en "boghandel" nedenunder, kom til. Han kan en smule engelsk. Han ville sørge for reparation af parabolen i morgen, så vi kan se europæisk fodbold i morgen ;-).
Vi sagde, at vi godt kunne vente til mandag, men det var ikke godt nok, synes han.
Vores første rigtige måltid derhjemme bestod af rugbrød med Nutella og jordbærmarmelade. Dertil Fanta og Nescafe.
Og så skulle der endelig pakkes ud..